Tavshedsklausul i forbrugerforlig ugyldig

Du er som forbruger raget uklar med din bank og indgiver en klage over banken. Måske du også køre en retssag mod banken eller omtaler banken negativt på sociale medier mv. Banken forliger sagen med dig og indsætter i forliget en klausul om, at du skal trække klagen eller retssagen tilbage samt at du ikke må omtale at du har indgået et forlig med banken; en såkaldt tavshedsklausul.

Forbrugerombudsmanden har nu haft mulighed for at vurdere om sådanne tavshedsklausuler i et forlig, som banken indgår med kunden, er gyldige eller om forbrugeren kan se bort fra klausulen og bryde den uden konsekvenser. Det korte svar er, at en klausul om tavshed ikke binder forbrugeren.

I den konkrete sag var der tale om en kunde i Basisbank, der var raget uklar med banken, fordi kunden mente, at banken havde foretaget en utilstrækkelig kreditvurdering af kunden. Kunden indgav en klage til forbrugerombudsmanden om dette.

Under Forbrugerombudsmandens behandling af klagen tilbød banken et forlig, hvis forbrugeren efterlevede to klausuler om for det første at trække klagen over banken tilbage og for det andet at undlade at omtale forliget såvel privat som offentligt.

Disse to klausuler i forliget er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ugyldige.

Forbrugerombudsmanden finder de to klausuler urimelige og i strid med hæderlig forretningsskik, fordi forbrugeren fratages centrale rettigheder som ytringsfrihed og adgangen til håndhævelsesmyndigheder og juridisk bistand. Virksomheder kan efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke forpligte forbrugerne til at give afkald på disse rettigheder.

Miljøtillæg skal have noget med miljø at gøre. Ellers er det vildledning.

Forbrugerombudsmanden har netop udskrevet en stak bøder til virksomheder, der har opkrævet “miljøtillæg” i strid med Markedsføringsloven.

Det er nemlig sådan, at markedsføring ikke må indeholde forkerte prisoplysninger og ikke må være vildledende. Det fremgår klart af Markedsføringslovens §§ 5 og 6.

Nogle dealsites, blandt andet det Berlingske ejede Sweetdeal, havde i strid med Markedsføringsloven markedsført forskellige hotel-og kroophold til nogle skarpe priser. Men det var slet ikke muligt at bestille opholdene til den skarpe pris, da der undervejs i bestillingsprocessen kom diverse tillæg på prisen, herunder et såkaldt “miljøtillæg”.

Dette var en overtrædelse af Markedsføringsloven.

Dels skal prisen ved markedsføring oplyses inklusive tillæg, der ikke kan fravælges.

Dels må et miljøtillæg ikke markedsføres som miljøtillæg, medmindre det rent faktisk var en særlig saglig grund til at opkræve et miljøtillæg. Et “miljøtillæg” kan give forbrugerne en opfattelse af, at det drejer sig om et lovbestemt gebyr, som man er forpligtet til at betale. Og da tillægget i øvrigt ikke var begrundet i særlige miljømæssige hensyn kostede det altså en bøde til Sweetdeal på kr. 120.000.

Skal vilkår være på dansk?

Driver du nethandel til forbrugere vil du helt sikkert have et sæt standardvilkår på din hjemmeside. Men gælder der et krav om, at disse vilkår skal være på dansk? Eller kan man nøjes med eksempelvis at have et sær vilkår på engelsk? Dette vil jo give god mening, hvis ens markedsføring og ens kunder ikke kun har et dansk tilknytning.

Det korte svar er: Ja, du kan godt have vilkår på et andet sprog, selvom du driver virksomhed i Danmark og selvom dine kunder er danske forbrugere. Men der er et men.

Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3 siger nemlig, at oplysninger, som man har pligt til at give forbrugeren, skal afgives på dansk, såfremt den erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelse på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke til at modtage oplysningerne på et andet sprog.

Det betyder med andre ord, at hvis din hjemmeside eller markedsføring i øvrigt er på dansk, ja så går det ikke at have nogle vilkår på engelsk (medmindre forbrugere samtykker i dette).

Er din hjemmeside og markedsføring derimod på engelsk, ja så er det derimod helt i orden, at dine standard vilkår også er på engelsk. Dette er altså ikke i strid med forbrugerlovgivningen.

Man kan som forbruger give et samtykke til at vilkårene er på et fremmed sprog, selvom markedsføring og hjemmeside er på dansk. Men det er vigtigt at dette samtykke er tydeligt og klart og aktivt gives af forbrugeren. Der er altså med andre ord ikke tilstrækkeligt, at samtykket til vilkår på et fremmed sprog er “gemt” væk i netop standard vilkårene.

Afbrydelse af forældelse ved udlæg for en del af gælden

Det er nu engang sådan at krav kan forældes. Efter forældelsesloven kan man dog afbryde forældelse på forskellig vis. Eksempelvis ved at anlægge en retssag eller ved at indbringe sit krav for fogedretten.

Vestre Landsret har fornyligt taget stilling til et principielt spørgsmål om afbrydelse af forældelse ved indgivelse af kravet til fogedretten.

Forældelseslovens § 18 siger nemlig, at forældelse afbrydes når man som kreditor beder fogedretten om at foretage et såkaldt udlæg for ens tilgodehavende. Det koster imidlertid en afgift til staten, når man sender sit krav i fogedretten, og denne afgift er variabel og afhængig af størrelse af kravet, der sendes i fogedretten.

Derfor giver det i nogle sager mening, at kreditor kun sender en del af kravet i fogedretten. Fordi dette holder afgiften nede, og det giver især mening, hvis det overhovedet er tvivlsomt, at skyldnere kan betale. Så er der jo ikke nogen grund til at smide endnu flere gode penge end højst nødvendig efter dårlige penge.

Lad os tage et eksempel: Jeg har som kreditor et krav på 1 mio. kr. overfor en skyldner. Kravet er sikret ved et gældsbrev. Hvis jeg sender det fulde krav på kr. 1 mio. i fogedretten skal der betales en retsafgift på kr. 5.290. Og det er jo ærgerlige penge at sende i statskassen, hvis der alligevel ikke er noget at komme efter, fordi debitor intet af værdi ejer. Jeg vælger derfor alene at kræve udlæg for 100.000, fordi retsafgiften i så fald “kun” er på kr. 790 (og ikke kr. 5.290). Har debitor ingen penge, har jeg altså kun tabt kr. 790. Har debitor penge, må jeg til gengæld skynde mig at sende resten af kravet på kr. 900.000 i fogedretten også.

Vestre landsret har nu afgjort, at det afbryder forældelse for det fulde krav, selv om man for at spare retsafgift kun sender en del af kravet i fogedretten. Denne kendelse (der er indbragt for Højesteret) vil i endnu højere grad gøre det attraktivt for kreditor at begrænse kravet for at spare retsafgift.

Med eksemplet ovenfor er forældelse altså afbrudt for det fulde beløb på kr. 1.000.000 selvom man kun har sendt kr. 100.000 af beløbet i fogedretten.

Afgørelse afsagt af Vestre Landsret den 5.7.2019 i kære 11.afd. B-0234-19.

Og så kan du i øvrigt læse meget mere om forældelse her på min hjemmeside.

Vildledende rabatter koster 80.000 i bøde

En erhvervsdrivende der markedsfører sine produkter med rabatter skal – naturligvis – gøre det på en måde der ikke er vildledende for forbrugerne.

Det har en producent af vinduer – Energivinduer ApS – fået af mærke i form af en bøde på 80.000 kr. Energivinduer ApS annoncerede sine produkter til salg med tidbegrænsende rabatter.

Altså noget i retning af “Køb vores vinduer i denne uge og du får en rabat på 25 %!” Dette er som sådan i orden. Det bliver dog et alvorligt problem, hvis denne tidsbegrænsende rabat kører hele tiden og altså ikke længere er tidsbegrænset. Og det var der tale om i tilfældet med vinduerne. Man kunne strengt taget hele tiden få rabatten og så er der jo ikke længere tale om en rabat, men derimod en vildledende markedsføring.

Vinduesfirmaet lagde sig fladt ned og accepterede bøde på 80.000 kr.

Det er Markedsføringslovens § 5 der indeholder et forbud mod vildledning.

 

Ny spamvejledning fra Forbrugerombudsmanden

Spam er i 2019 meget andet end bare en e-mail med reklamer, som lander i ens indbakke. I dag uanmodet reklame og markedsføring også i høj grad en udfordring på de sociale medier. Forbrugerombudsmanden har opdateret sin spamvejledning så denne følger med tiden. I den nye spamvejledning behandles blandt andet:

  • I hvilket omfang henvendelser på sociale medier som Facebook og Instagram er uanmodet ”elektronisk post” og derfor omfattet af spamforbuddet i Markedsføringsloven
  • Hvordan kan et samtykke lovligt udvides, da en forbruger kan give samtykke til at modtage reklamer
  • Hvad er ”egne tilsvarende produkter”, da det ikke er ulovligt uanmodet at sende reklamer for tilsvarende produkter, som det forbrugeren har købt.

Du kan finde spamvejledningen her.

Tilbud på tilbud af den samme vare

Forbrugerombudsmanden har i de seneste opdaterede retningslinjer for prismarkedsføring taget stilling til om – og i givet fald hvorledes – virksomheder må kombinere forskellige tilbud på den samme vare. Det ses nemlig ikke sjældent, at den samme vare uge efter uge sælges “billigt” under forskellige former for tilbud som eksempelvis før/nu priser, mængderabatter, fødselsdagstilbud, kombinationstilbud og kortvarige 2-3 dages tilbud.

Forbrugerombudsmanden siger i retningslinjerne, at hvis de forskellige tilbud mere eller mere mindre afløser hinanden og varen således rent faktisk for det meste er på “tilbud”, ja så det en vildledende markedsføring og prissammenligning i strid med Markedsføringsloven. Fordi varen jo ikke har en reel normalpris, når den for det meste er på tilbud, og derfor må “tilbudsprisen” siges at være den faktiske normalpris.

Det vil også være vildledende prissammenligning, hvis virksomheden vælger kun at markedsføre kortvarige tilbud (”weekendtilbud”) på den samme vare så ofte, at der sjældent er en normalpris på varen.

Hvornår må man kalde sin forretning “outlet”?

Du har sikkert set det i bybilledet – flere og flere forretninger kalder deres butikker outlet for at signalere at der her kan fås billige mærkevarer. Men hvornår må man egentlig kalde sin butik et outlet?

Det svarer Forbrugerombudsmanden på i den seneste opdatering af retningslinjerne for prismarkedsføring.

Hvornår må man så kalde sin forretning “outlet”? Forbrugerombudsmanden siger, at varer i outlets er at sidestille med restvarer og restpartier og må derfor markedsføres med en nedsat pris, indtil de er solgt.

Så den første betingelse er altså, at et rigtigt outlet skal sælge restvarer og restpartier.

Den anden betingelse for lovligt at kunne bruge betegnelsen outlet er at varerne skal sælges til en nedsat pris.

Den erhvrvsdrivende skal kunne dokumentere besparelsen i forhold til det, varerne kostede, da de blev solgt i hovedbutikken. Hvis varerne i outlettet nedsættes yderligere undervejs, må den nye pris og besparelse kun sammenlignes med varens pris umiddelbart inden den ekstra nedsættelse. Man må altså ikke sammenligne med den oprindelig pris.

Kautionists tætte økonomiske og familiære bånd til skyldner

Denne afgørelse fra Pengeinstitutankenævnet illustrerer, at jo tættere økonomisk og familiemæssigt en kautionist er på skyldneren, jo sværere vil det være at anfægte en kaution.

I klagesagen var der tale om en kaution for et privat lån som banken gav til svigersønnen, som ejede og arbejdede i et selskab, der hovedsaglig var ejet af kautionistens svigersøn, men kautionisten havde også en portion aktier i selskabet. Svigersønnen var også direktør i selskabet, og bestyrelsen bestod af kautionisten, svigersønnen og kautionistens datter. Da det var et privat lån var der tale om en privat kaution. Som jeg skriver om under “Kaution” er det af ganske afgørende betydning om kautionen kan anses for en privat kaution eller en erhvervskaution.

Selv om Pengeinstitutankenævnet lægger til grund, at det er en privat kaution, vokser træerne ikke ind i himlen for kautionisten. Ankenævnet lægger for det første til grund at kautionisten havde modtaget relevante dokumenter forud for underskrivelsen  – fordi kautionisten havde skrevet under på, at det havde han. Derudover siger Ankenævnet, at kautionisten har været fuldt ud bekendt med den økonomiske situation i svigersønnens selskab og derved den risiko, kautionisten påtog sig ved at underskrive kautionen. Fordi kautionisten selv ejede aktier i selskabet og sad i bestyrelsen. Og nok også fordi der var familiær tilknytning. Derfor blev kautionisten ikke frigjort for forpligtelser under kautionen.

Virksomheders registrering af cpr. numre

Et CPR-nummer er en personfølsom oplysning og må derfor ikke uden videre registreres af virksomheder. Dette fremgår af Persondataforordningen.

Som udgangspunkt må virksomheder kun registrere et CPR-nummer, hvis (1) det står i loven, eller (2) der er givet et samtykke fra den registrerede og registreringen har et relevant og sagligt formål.

Har virksomheden et løbende mellemværende med sin kunde vil det som udgangspunkt være i orden at indhente og registrere kundens CPR-nummer. Det kan være et telefonabonnement eller et fitnessabonnement. Der skal dog stadigvæk være tale om at nogle praktiske og administrative hensyn nødvendiggør registreringen af CPR-nummeret.

Ved kontantkøb, hvor der efterfølgende ikke er nogen løbende kontakt mellem parterne, kan virksomheden derimod som den helt klare hovedregel ikke kræve kundens CPR-nummer. Dette vil være i strid med Persondataforordningen.