Pligt til at oplyse mail-adresse

Driver du e-handel er du forpligtet til på din hjemmeside at oplyse en e-mailadresse, som gør det muligt for kunderne at kontakte dig.

Det følger nemlig af e-handelsloven, at enhver fysisk eller juridisk person, som leverer en informationstjeneste skal give en række oplysninger, herunder blandt andet e-mailadressen. En e-handelsvirksomhed vil utvivlsomt levere en informationstjeneste og kan derfor ikke på nogen måde undslå sig forpligtelsen til at oplyse en mail-adresse.

Det er altså ikke godt nok, hvis virksomheden blot har en kontaktformular, en chatfunktion, en telefonsupport eller en facebook-adresse til brug for kommunikation mellem virksomheden og dets kunder. Dette vil ikke opfylde e-handelslovens krav.

I en konkret sag blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at en erhvervsdrivende på sin hjemmeside ikke oplyste nogen e-mailadresse, men alene stillede en kontaktformular til rådighed. Dette blev påtalt af Forbrugeombudsmanden overfor virksomheden.

Kravet om oplysning af e-mailadresse følger helt klart af  e-handelslovens § 7, stk. 1, nr. 3.

Grunden til at der skal oplyses en mail-adresse er, at en klageformular ikke som en mail giver forbrugeren mulighed for at gemme en kopi af den besked, som forbrugeren har sendt til den virksomheden. Så kravet er også helt fair og rimeligt. Nemlig hensynet til bevissikring.

Det er stadigvæk ikke alle virksomheder, der respekterer dette. Eksempelvis er e-mail kontaktikonet på Elgigantens hjemmeside inaktivt, så det på Elgigantens hjemmeside er umuligt (13.6.2017) at finde en mailadresse til Elgiganten. Man skal helt ind i de almindelige salgsbetingelsers sidste afsnit for at finde mail-adressen, og dette er i strid med loven.

Det følger nemlig af e-handelslovens § 7, stk. 3, at blandt andet mail-adressen skal være lettilgængelig. Og hvis det kræver en større gennemgang af en hjemmeside for at finde oplysningen, vil dette krav om lettilgængelighed ikke være opfyldt. Oplyser man således alene sin mail-adresse i ens almindelige standardvilkår vil dette være i strid med e-handelsloven. Uden tvivl.

Canal Digital skyldig i vildledende markedsføring

En gammel sag tilbage fra 2010 har nu fundet sin foreløbige afslutning ved Retten i Glostrup.

I 2010 annoncerede Canal Digital for nogle tv-pakker til henholdsvis 99 kroner og 149 kroner om måneden. Eneste problem var “blot”, at Canal Digital ikke samtidig oplyste klart og tydeligt om, at der lige var et halvårligt kortservicegebyr på 389 kroner oveni. Og så er prisen jo en helt anden.

Dette mente Forbrugerombudsmanden var vildledende markedsføring, og indbragte derfor sagen for retten. At det så har taget så lang tid med en afgørelse skyldes, at sagen lige skulle forbi en tur forbi EU-domstolen, der skulle udtale sig om, hvorledes juraen skulle forstås.

På baggrund af blandt andet EU-domstolens udtalelse fandt Retten i Glostrup, at der var tale om vildledende markedsføring og takserede dette til en bøde på kr. 250.000.

Godkendt bookingproces medfører ansvarsfrihed for rejsebureauer

Som jeg tidligere har skrevet om på denne blog, kan en rejseportal (digitalt rejsebureau) komme slemt i knibe, hvis det ikke på portalens side er skåret ud i pap, at man kun er formidler at flybilletter, hotelophold mv. og at man ikke selv er sælger og derved aftalepart.

Dette fik rejsebureauet Goleif.dk at føle, da Østre Landsret fandt, at bureauet hæftede for de tab, som en række forbrugere led i forbindelse med Cimber Air Sterlings konkurs. Man hæftede, fordi det ikke på hjemmesiden klart fremgik, at det ikke var Goleif.dk men derimod flyselskabet, man handlede med.

Forbrugerombudsmanden har nu i samarbejdet med Danmarks Rejsebureau Forening udfærdiget en godkendt bookingproces. Altså en bookingproces, som er blåstemplet af Forbrugerombudsmanden, og hvis man følger denne proces bør man derfor ikke risikere at tabe en sag om, at man ikke har oplyst tilstrækkeligt og præcis om, hvem der er aftalepart.

Under denne godkendte bookingproces skal man som forbruger to gange aktivt acceptere en kort tekst for at komme videre i processen. Og i denne tekst står der  klart og tydeligt, at aftalen indgås med flyselskabet, og at alle krav derfor skal rettes til flyselskabet. Følger man således denne fremgangsmåde loyalt, bør man derfor som rejsebureau være på sikker jord.

Tekstens skal aktivt godkendes af forbrugeren, og derfor vil man ikke kunne “gemme” teksten i de almindelige vilkår og blot lade forbrugeren godekende de almindelige vilkår. I så fald vil man efter min opfattelse som udgangspunkt fortsat hænge på kravet som rejsebureau.

Det vil også være en god ide ikke kun at bruge teksten (med fornødne tilretninger) og bestillingsproceduren, når det drejer sig om køb af flybilletter, men tillige når det drejer sig om eksempelvis hotelophold, billeje, udflugter mv.

Teksten, der blandt andet findet på FDM’s rejsebureaus hjemmeside har følgende formulering:

Bemærk at FDM travel sælger billetterne på flyselskabets vegne og er derfor ikke din aftalepart, men kun formidler. Det er derimod flyselskabet, som er din aftalepart, og som leverer rejsen. Flyselskabet er ansvarlig for aftalens opfyldelse. Det betyder, at alle krav og reklamationer vedrørende din rejse skal rettes mod flyselskabet, fx som følge af forsinkelser, aflysninger, konkurs, bagage mv.

Kontakt mig gerne for yderligere rådgivning på telefon 30951108.

Bøde på 140.000 kr. til Profil Optik for vildledning

Profil Optik har netop acceptere en bøde på 140.000 for vildledning, og derved overtrædelse af Markedsføringsloven.

Profil Optik kørte en kampagne, hvor det på store vinduesplakater og i flyers stod, at man kunne få 50 % rabat på en række stel. Eneste aber dabei var “blot”, at man kun fik rabatten, hvis man vel at mærke samtidigt købte glas til brillestellene. Og dette fremgik på ingen måde klart. Tværimod var det skrevet med meget, meget lille skrift, så man dårligt kunne se eller læse dette særlige vilkår for rabatten.

Forestil dig, at du har brugt rigtig lang tid på at finde det helt rigtige stel, som du tror du kan få til halv pris, og så få at vide at det altså kun gælder hvis man lige køber et par hundedyre brilleglas oveni. Det er ikke OK.

Forbrugerombudsmanden fandt da derfor også annonceringen i strid med Markedsføringslovens § 3 om forbud mod vildledende annoncering, og det koster altså en bøde til Profil Optik på 140.000 kr.

Tvungen opdatering til Windows 10 var i strid med loven

Det vakte en del furore, da Microsoft i 2016 lod Windows 10 installere på flere brugeres PC’ere, selv om de via Windows Update havde afvist installationen.

Opdateringen medførte blandt andet, at nogle brugere fik problemer med at bruge andre installerede programmer. Andre mistede data. Og en del erhvervsdrivende mistede en hel eller halv arbejdsdag, fordi deres PC’er var sat ud af kraft, mens opdateringen stod på.

Forbrugerombudsmanden har nu undersøgt sagen og udtaler kritik af Microsofts ageren. Helt konkret finder Forbrugerombudsmanden, at det var i strid med Markedsføringslovens § 1 at foretage en tvungen installation, når brugeren havde sagt nej tak til installationen.

Markedsføringslovens § 1 siger, at det er forbudt at foretage handlinger, der er i strid med god markedsføringsskik.

PhoneTrade anmeldt for vildledning

En af de helt vigtige bestemmelser i Markedsføringsloven er § 3, som forbyder virksomheder at benytte vildledende eller urigtig markedsføring.

Telefonbutikken PhoneTrade har netop fået at mærke, at Forbrugerombudsmanden tager bestemmelsen alvorligt.

PhoneTrade har reklameret med salg af nye Iphones. Man skrev blandt andet:

“Spar 800 kr. på en helt ny iPhone 5 (16GB) i dag!”

HELT NY 16GB iPhone 5S – fra 1.949,-

Problemet var “bare” at der ikke var tale om nye Iphones, men derimod såkaldt preowned Iphones, dvs. telefon som har været ejet og benyttet af andre i kortere eller længere tid, og som så er blevet “renset” og klargjort til salg til en ny forbruger.

Det var altså udenfor enhver tvivl, at der ikke var tale om salg af fabriksnye telefoner. Og så er der tale om en klokkeklar overtrædelse af vildledningsforbuddet, når man markedsfører telefonerne som var det nye telefoner.

Havde man skrevet noget ala “ligeså god som en ny Iphone” ville det næppe kunne kritiseres af Forbrugerombudsmanden, fordi man i så fald ikke giver køberen indtryk af, at man køber en ny Iphone.

Derudover bliver PhoneTrade også politianmeldt, fordi man reklamerede med, at man havde “Danmarks billigste iPhones”. Der var dog det aber dabei, at PhoneTrade sammenlignende deres priser på brugte telefoner med priserne på spritnye telefoner fra konkurrenterne. Og det er jo helt klart en vildledende prissammenligning. En lovlig prissammenligning må nemlig kun . ske mellem identiske produkter.

Det er nu op til domstolene at afgøre, hvor stor bøden til PhoneTrade skal blive.

Apple får smæk i byretten

Apple har nu både Forbrugerklagenævnets og Byrettens ord for, at deres fortolkning af Købeloven ikke holder vand.

Efter Købeloven har du som køber af en mangelbehæftet vare nogle rettigheder. Hvordan dine rettigheder er, afhænger især af, om du har købt varen som forbruger eller som erhvervsdrivende. En god tommelfingerreglen er, at man som forbruger er godt beskyttet efter Købeloven, blandt andet fordi man ikke i standardvilkår eller lignende kan fraskrive sig sine forbrugerrettigheder.

Er der en mangel ved et produkt, kan du som forbruger naturligvis reklamere over dette.

Du har som forbruger efter Købeloven som udgangspunkt valget mellem, om du vil have ombyttet til en nyt mangelfrit produkt eller om du vil have repareret varen.

Dog er den erhvervsdrivende, hvis dit valg er for dyrt i forhold til alternativet, i sin ret til at insistere på at levere den billigste løsning. Dette vil typisk være tilfældet, hvor man har købt en forholdsvis dyr forbrugsvare (eksempel en vaskemaskine, TV, computer, mobiltelefon eller ligende) og ønsker den ombyttet til en ny tilsvarende vare uden mangel. I dette tilfælde vil den erhvervsdrivende være berettiget til at insistere på at reparere varen istedet for ombytte den, såfremt dette vil være billigere. Dette følger af Købelovens § 78, stk. 2.

Vælger den erhvervsdrivende at ombytte den fejlbehæftede vare til en fejlfri vare, skal den nye vare vitterlig være ny og ubrugt. Dette er nu slået fast af såvel Forbrugerklagenævnet og Retten i Glostrup i en sag mellem Apple og en forbruger.

Der var tale om en person, der havde købt i iPhone som forbruger. iPhonen havde en mangel, som Apple anerkendte var Apples ansvar (det i sig selv er jo noget af en bedrift). Apple valgte at ombytte telefonen – men ikke til spritny telefon, men derimod til en såkaldt genproduceret iPhone. Dette med henvisning til Apples standardvilkår, der havde følgende bestemmelse:

“Hvis du under denne garantiperiode indsender en reklamation til Apple i overensstemmelse med denne garanti, vil Apple efter eget valg:

(i) reparere Apple-produktet ved brug af nye dele eller tidligere anvendte dele, der i ydeevne og stabilitet svarer til nye dele, eller

(ii) erstatte Apple-produktet med den samme model (eller med dit samtykke et produkt med lignende funktionaliteter) sammensat af nye og/eller tidligere anvendente dele, der med hensyn til ydeevne og stabilitet svarer til nye dele…”

Apple oplyste under sagen, at en genproduceret iPhone kunne indeholde nogle moduler fra andre skrottede telefoner. Og en IT-sagkyndig vurderede under sagen, at de genanvendte moduler og telefonen havde samme udseende, anvendelighed, levetid og salgsværdi som hvis der var tale om nyproducerede moduler. Dog mente den sagkyndige, at den genproducerede telefon på trods af dette ville have en lavere salgsværdi. Så grundlæggende var der ikke noget at udsætte på holdbarheden af den nye brugte telefon, og det var da også Apples argumentation; altså at forbrugeren fik et produkt, der fungerede som var det et nyt produkt, og derudover at miljøet har gavn af dette genbrug.

Hverken Forbrugerklagenævnet eller Byretten købte dog denne argumentation.

Byretten (sag BS 10E-3689/2014) siger, at der hverken i selve Købeloven eller i forarbejderne til loven er mulighed for at kunne inddrage miljømæssige hensyn i vurderingen af, om der er sket korrekt omlevering. Et omleveret produkt skal opfylde betingelserne i købelovens § 78, stk. 1, nr. 2, som siger at der af den erhvervsdrivende skal leveres et produkt, der “stemmer overens med aftalen”. Og hvis aftalen går ud på køb af en ny iPhone, ja så skal der også omleveres til en ny iPhone. Simple as that. Ellers stemmer det jo ikke overens med aftalen.

Retten anerkender som sådan de miljømæssige argumenter, som Apple fremhæver, men dette ændrer intet ved resultatet, nemlig at det omleverede produkt skal stemme overens med købsaftalen, og derfor skal Apple give forbrugeren en ny telefon. Der er med andre ord ikke grundlag i købeloven for at inddrage miljøhensyn.

Et element, der også indgår i rettens vurdering er, at telefonens salgsværdi er mindre, når der er tale om en genproduceret telefon. Men jeg er nu ret sikker på, at resultatet havde været det samme, såfremt den sagkyndige var kommet til den vurdering, at salgsværdien ville være ens, uanset om der var tale om en splinterny telefon eller en genproduceret telefon. Simpelthen fordi Købelovens § 78 ikke åbner mulighed for at ombytte til et mere eller mindre brugt produkt.

Da Apple således ikke havde omleveret korrekt, havde Apple misligholdt købsaftalen med forbrugeren, og derfor var forbrugeren berettiget til at hæve købet og kræve sine penge tilbage.

Erhvervsdrivende skal derfor være OBS på ved salg til forbrugere, at det er i strid med købeloven at ombytte til et “nyt brugt” produkt. Derfor vil det også være i strid med Købeloven at skrive i ens standardvilkår, som Apple gør, at forbrugeren ved omlevering  skal tåle, at der kan ske omlevering med en genproduceret vare. Dette kan i sig selv udgøre ulovlig vildledning i strid med Markedsføringsloven.

Som skrevet ovenfor har den erhvervsdrivende ved mangler ved dyrere varer (eksempelvis en iPhone) valget mellem, om man vil reparere varen eller om man vil omlevere til en ny vare. Derfor er det min vurdering, at den erhvervsdrivende i disse tilfælde, altså hvor den erhvervsdrivende har valgretten, godt må anføre i vilkårene og aftale med forbrugeren, at såfremt forbrugerne ikke accepterer, at der sker omlevering til en genproduceret vare, ja så skal forbrugerne tåle, at der i stedet sker en reparation af den mangelbehæftede vare. Om mon ikke så hovedparten af forbrugerne i denne situation alligevel vil vælge at tage imod den “nye” genproducerede telefon istedet for at få ens gamle telefon repareret?

Husk at der ved B2B-handel, altså handelskøbet, gælder nogle helt helt andre regler. Her er der aftalefrihed, og derfor kan der som udgangspunkt aftales hvad som helst i vilkårene, herunder at køberen skal tåle at omlevering sker med en genproduceret vare. Derudover skal man i B2B-købet være OBS på, at der – hvis intet er aftalt – ikke er nogen ret for sælgeren til at reparere varen. Dette bør man få indføjet i sine vilkår; altså at man som sælger har ret til at reparere en mangelbehæftet vare.

Ford politianmeldt for skjult reklame på Instagram

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen er det ikke tilladt for virksomheder at bruge skjult reklame. Hverken i de traditionelle medier (avis, TV, radio mv.) eller i de nye medier, som eksempelvis Facebook, Instagram, YouTube mv.

Og det er særligt de nye medier, der volder problemer for virksomhederne.

Skjult reklame på de sociale medier består typisk i en kendt persons positive omtale af et produkt – gerne krydret med nogle lækre billeder. Dette er som sådan ikke i strid med nogen lovgivning, men bliver den kendte person belønnet for omtalen uden at det klart fremgår, at der nu er tale om en reklame, ja så har vi med ulovlig skjult reklame at gøre. Seneste fik den kendte danske sangerinde, Szhirley, et rap over fingrene af Forbrugerombudsmanden, fordi hun annoncerede for tandpasta på sin Instagram-profil.

Nu er også Ford blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for skjult reklame på Instagram. Ford havde nemlig fået 11 kendte personer til at poste rigtig mange billeder af sig selv og lækre biler fra Ford på Instagram uden at det tydeligt fremgik, at der var tale om reklame for Ford. De kendte personer havde mellem 1.52 og 70.600 følgere på deres respektive Instagram-profiler, og derfor er det jo guf for enhver reklamemand at kunne få sådanne kendisser til at være ambassadører for et givent produkt.

Opslagene fra de kendte personer var hashtagget med #forddanmark, #ford, @forddanmark og lignende. Men dette er altså ikke efter Forbrugerombudsmandens opfattelse nok til, at man som forbruger skulle kunne gennemskue, at der i så fald er tale om decideret reklame. Der skal det klart fremgå med eksempelvis ordene “reklame”, ’’annonce” eller ’’sponsoreret indlæg” at det er en reklame, vi har med at gøre.

Ford afviser, at de har gjort noget forkert, da de i Ford mener, at det for en gennemsnitsbruger af Instagram skulle være helt indlysende, at et opslag fra en kendt person, som er Ford ambassadør, er reklame, fordi opslaget er hashtaget med Ford varemærket. Hvordan man så  skulle kunne vide at en given kendis er Ford-ambassdør melder historien ikke noget om, ligesom det er noget fluffy, hvad der ligger i at være Ford-ambassadør; for mig at se er det bare et pænere ord for at få betaling for at reklamer for et produkt.

De 11 kendte personer slipper for politianmeldelse, men er blevet indskærpet, at det kan være strafbart at overtræde eller medvirke til overtrædelse af forbuddet mod skjult reklame.

Bestemmelsen som Forbrugerombudsmanden mener Ford har overtrådt er Markedsføringslovens § 4, som siger:

En reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes.”

“14 dages returret” betyder “14 dages returret” – både i fysisk butik og på nettet

Køber du varer som forbruger er der især et punkt, hvor dine rettigheder er meget forskellige afhængig af, om du handler på nettet eller i en fysisk butik.

Ved køb over internettet har du nemlig i de fleste tilfælde 14 dages fortrydelsesret. Dette fremgår af Forbrugeraftaleloven. Omvendt har du ikke efter loven nogen fortrydelsesret, hvis du handler i en fysisk butik. Den erhvervsdrivende kan dog vælge frivilligt at give dig en fortrydelsesret på køb foretaget i en fysisk butik, hvilket jo kan være et fint konkurrenceparameter på lige fod med pris og service. Får du ved handel i en fysisk butik en fortrydelsesret, er der således tale om, at du og den erhvervsdrivende indgår en aftale om netop dette.

Erhvervsdrivende, der både driver netbutik og fysisk butik, skal dog være meget OBS på, om de i begge tilfælde vil give forbrugerne en fortrydelsesret. Vil man kun give de nethandlende en fortrydelsesret (fordi det kræver loven), er det vigtigt at dette i ens vilkår og ens markedsføring på ens hjemmeside bliver skåret ud i pap. Altså at du har fortrydelsesret, hvis du foretager køber via vores hjemmeside, men du har ingen fortrydelsesret, hvis du køber varen i vores fysisk butik.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet fra 2014 (sag 12-13198).

I den konkrete sag var der tale om en sportsforretning, som både have en fysisk butik og som også solgte sportsudstyr via nettet. Af forretningens hjemmesiden fremgik det, at der var ”14 dages ombytnings- og returret på alle produkter”. Der stor ikke noget om, at det kun skulle gælde køb foretaget via hjemmesiden.

En forbrugere købet noget udstyr i den fysisk butik, men fortrød efterfølgende købet og ville derfor udnytte fortrydelsesretten. Dette afviste butikken med henvisning til, at fortrydelsesretten kun omfattet varer købt over nettet, men derimod ikke varer købt i den fysiske butik.

Forbrugerklagenævnet afgjorde, at den måde som vilkåret fremstod på hjemmesiden, havde givet forbrugeren en berettiget forventning om, at vilkåret om returret både omfattede køb over nettet og køb foretaget i den fysiske butik. Forbrugerklagenævnet lægger vægt på, at virksomheden ikke havde godtgjort, at forbrugeren på en klar og tydelig måde var blevet informeret om, at returretten kun gjaldt, hvis man købte over nettet. Forbrugeren var derfor berettiget til at returnere de købte varer og få sine penge tilbage.

Og hvad kan vi konkludere på denne afgørelse? Jo, at det for den erhvervsdrivende, der både har en fysisk butik og en netbutik, er meget vigtigt, at det skæres ud i pap på hjemmesiden, at fortrydelsesretten kun gælder for køb i netbutikken. Bliver dette ikke gjort meget klart på hjemmesiden og i vilkårene, ja så risikerer man at skulle give fortrydelsesret på køb foretaget i den fysiske butik.

Fikseret erstatningsbeløb i forbrugervilkår ugyldig

Som erhvervsdrivende kan det være fristende at indsætte et fast beløb, som skal betales hvis ens aftalepart ikke opfylder sin del af aftalen. Så undgår man hele diskussionen om tabets størrelse, ligesom man ikke skal føre bevis for tabet. Et bevis der ofte vil være vanskeligt eller ligefrem umuligt at føre. Vi kender det fra de såkaldte konventionalbodsbestemmelser, som man eksempelvis ser i entreprisebranchen, hvor en forsinkelse koster X kr. pr. dag. Det ses også ofte i IT-aftaler, hvor det koster X kr., hvis systemets oppetid ikke er som lovet.

Sådanne aftaler med konventionalbod vil som udgangspunkt være gyldige; i hvert fald når de er indgået mellem to erhversdrivende, bestemmelsen om bod ikke er gemt væk og bodens størrelse i øvrigt er fair og rimelig. Står boden ikke mål med forseelsen, vil der dog være rigtig gode muligheder for at få nedsat boden efter Aftalelovens § 36.

Hvad gælder så i forbrugeraftaler? Jo, her er det ganske anderledes. Der er udgangspunktet det modsatte; nemlig at bestemmelser, hvor der af forbrugeren skal betales et bestemt fikseret beløb i tilfælde af forbrugernes misligholdelse, er ugyldige. Det gælder særligt, hvis bestemmelsen er “gemt” i nogle standardvilkår.

Denne retsstilling er blandt andet slået fast i en Højesteretsdom tilbage fra 2002 (UfR 2002.706 H).

Her var der tale om en forbruger, som havde købt en brugt bil af en bilforhandler. Der var altså tale om et klokkeklart forbrugerkøb. I slutsedlens standardvilkår var der følgende bestemmelse:

“Såfremt køber uberettiget annullerer aftalen, er sælger berettiget til at forlange erstatning herfor. Erstatningen udgør 10 % af købesummen (incl. moms, reg.afgift og leveringsomkostninger).”

Forbrugeren fortrød handlen uden at have ret til dette, og bilforhandleren krævede derfor sit tab erstattet, dvs. 10 % købesummen således som det jo fremgik af standardvilkårene.

Dette gik ikke. Højesteret siger i deres præmisser, at vilkåret skal tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 38 c sammenholdt med Aftalelovens § 36. Højesteret finder simpelthen, at en standardiseret erstatning på 10 % af bilens købesum ikke er fair og rimelig, og derfor ikke bindende for forbrugeren.

Højesteret lægger vægt på, at hvis der ikke var aftalt en standarderstatning på 10 %, ja så kunne sælgeren kun kræve erstatning, såfremt han måtte blive nødt til at sælge bilen til anden side til en lavere pris, og det er jo på ingen måde givet at dette ville være tilfældet. Kan man sælge den brugte bil til en anden køber til samme pris, ja så har man jo ikke lidt noget tab. Og derfor er en fast erstatning på 10 % af købesummen ikke rimelig.

Og så lidt jura-nørderi omkring de bestemmelser, som Højesteret henviser til:

Aftalelovens §§ 38 c og 36 siger, at hvis det vil være i strid mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, ja så kan skal dette urimelige aftalevilkår erklæres helt eller delvist ugyldig.

Denne bestemmelse i Aftalelovens § 38 c baserer sig på et EU-direktiv, nemlig Rådets direktiv af 1993-04-05 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (93/13) for nu at være helt præcis. Og i et bilag til dette direktiv anføres udtrykkeligt som eksempel på et urimeligt vilkår i en forbrugeraftale det tilfælde, hvor der pålægges en forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, en uforholdsmæssig stor godtgørelse.

Det er derimod min vurdering, at vilkåret om 10 % i erstatning som udgangspunkt ville holde, hvis aftalen var indgået mellem to erhvervsdrivende, altså hvis der havde været tale om et handelskøb.