David mod Goliat – vinder sag om produktansvar for utæt presenning

Denne sag har jeg vundet for en familie, der tog kampen op mod de store. Familien havde i Silvan købt en presenning, der skulle bruges til overdækning af deres hus, mens de selv lagde et nyt tag. Presenningen var produceret af den danske millardkoncern, Icopal.

Det viste sig imidlertid, at presenningen var utæt, og uheldigvis faldt tagudskiftningen sammen med, at der kom et stort skybrud. Utætheden resulterede i store vandskader i huset.

Så skulle man tro, at producenten, Icopal, bare ville lægge sig fladt ned. Erkende fejlen og betale det, det kostede at få skaderne udbedret. Men nej, sådan skulle det ikke være. Producenten anfægtede alt fra A til Z, herunder i starten, at der ikke var tale om en utæt presenning, at presenningen ikke var egnet til at bruge til et tagprojekt, at mine klienter ikke havde afdækket taget korrekt, at mine klienter ikke havde foretaget en korrekt skadeafværgelse osv. osv.

Et syn og skøn kunne imidlertid ret klart fastslå, at presenningen var utæt. Det er jo heller ikke raketvidenskab. Men det var ikke bevis nok for producenten. Sagen endte i Retten og Icopal blev dømt 100 %.

Retten i Næstved fandt at presenningen havde en defekt:

Såvel [taksator] som [skønsmand] har oplyst, at presenningen efter deres opfattelse er egnet til afdækning af et tag.

Herefter og da der er tale om en presenning af en størrelse af 60 m2 og sammenholdt med teksten på indpakningen, finder retten, at presenningen, uanset illustrationen på indpakningen af henholdsvis en overdækket trailer og et lad på en pickup, at [mine klienter] med rette har kunnet forvente, at de for at sikre sig, at der ikke kom vand i deres hus, kunne anvende presenningen til at overdække deres tag i nogle dage i forbindelse med udskiftning
af dette. Presenningen er derfor defekt efter produktansvarslovens § 5.

Derudover siger Retten i Næstved at det var den utætte presenning, der var årsag til vandskaderne i huset (den såkaldte årsagssammenhæng):

For så vidt angår spørgsmålet om årsagssammenhæng, kan det på baggrund af oplysningerne i den af [skønsmanden] udarbejdede skønsrapport og [skønsmandens] forklaring i retten lægges til grund, at taget var afdækket korrekt, og at hovedårsagen til, at der trængte vand ind i huset, var fabrikationsfejlen i presenningen…..

Derudover konkluderer Retten, at mine klienter har gjort det rigtige for at afværge yderligere skader, da det var konstateret at der trængte vand ind i huset:

Efter [taksator] forklaring lægges det til grund, at han er den eneste – udover [mine klienter], der har set den grønne presenning, som SSG afdækkede taget med, ligge på taget. Efter [taksators] forklaring lægger retten til grund, at den grønne presenning var en kraftig presenning af bedre kvalitet.
Efter [mine klienters] forklaringer lægger retten til grund, at der ikke kom yderligere vand ind i huset efter, at den grønne presenning var blevet oplagt, og at de havde gjort, hvad de kunne for at stoppe og begrænse skaden.

Icopal blev dømt til at erstatte det fulde tab uden fradrag af den selvrisiko på 4.000 kr, der følger af Produktansvarslovens § 6, stk. 1. Dette skyldes, at man som producent kan ifalde erstatning efter både Produktansvarsloven og efter dansk rets almindelig erstatningsregler (som ikke opererer med en selvrisiko), som baserer sig på en grundsætning om, at man er ansvarlig for skader, der forårsages af ens såkaldte culpa (dvs. uagtsomhed eller fortsæt), og her fandt Retten altså at Icopal havde handlet culpøst, dvs. uagtsomt, og derfor skulle erstatte tabet fuldt ud uden fradrag af selvrisikoen. Så husk altid at få dette synspunkt med også.

Så tænker du måske, hvorfor blev Silvan ikke også sagsøgt i sagen? Det er et godt spørgsmål, fordi Silvan kan nemlig også som forhandler have et såkaldt mellemhandleransvar efter Produktansvarsloven. Mellemhandlerens ansvar er dog betinget af, at mellemhandleren selv har handlet uagtsomt (det var der ikke tale om) eller at det kan dokumenteres, at der er uagtsomhed hos producenten, dvs. hos Icopal. Derfor gav det ikke mening at sagsøge Silvan, fordi dette ville kræve at jeg som advokat skulle føre bevis for uagtsomhed hos Icopal, og kunne jeg ikke det, ville Silvan blive frifundet, og så stod mine klienter til at betale sagsomkostninger til Silvan. Så det var en taktisk overvejelse baseret på, at jeg havde en god sag over en dansk og økonomisk solid producent, nemlig Icopal. Var producenten derimod udenlandsk eller var producenten økonomisk svag ville sagen havde været anderledes; i så fald var Silvan utvivlsomt blevet sagsøgt.

Du kan læse meget mere om produktsansvaret her på min hjemmeside.

Urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler

Efter aftaleloven er urimelige vilkår i forbrugeraftaler ugyldige. Det følger helt specifikt af Aftalelovens § 38C, stk. 1:

§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.

Denne bestemmelse i § 38 c blev indføjet på baggrund af et EU-direktiv, der forpligtede medlemsstaterne til at indføre lovgivning, der beskytter europæiske forbrugere mod urimelige aftaler (Rådsdirektiv 93/13/EØF om urimelige kontraktsvilkår i Forbrugeraftaler).

Bestemmelsen i § 38 c er dog ikke synderlig konkret i beskrivelsen af, hvilken type vilkår i en forbrugeraftale, der vil være urimelige. Men her er der hjælp at hente i et bilag til direktivet. Bilaget kommer med en række eksempler på vilkår, der er urimelige og derved ugyldige, helt eller delvist. Det kan eksempelvis være vilkår, der giver den erhvervsdrivende ret til ensidigt at ændre vilkårene, vilkår med vidtgående ansvarsfraskrivelser eller automatisk forlængelse.

Her kan du se bilaget i sin helhed:

BILAG TIL RÅDSDIRKETIV OM URIMELIGE KONTRAKSVILKÅR I FORBRUGERAFTALER (93/13/EØF)

KONTRAKTVILKAAR SOM OMHANDLET I ARTIKEL 3, STK. 3 1. Kontraktvilkår, hvis formål eller virkning er følgende:

a) at udelukke eller begrænse den erhvervsdrivendes lovbestemte ansvar i tilfælde af, at forbrugeren doer eller beskadiges legemligt som følge af en handling eller en udeladelse fra den erhvervsdrivendes side

b) at udelukke eller på uhensigtsmæssig vis at begrænse forbrugerens lovbestemte rettigheder over for den erhvervsdrivende eller en anden part i tilfælde af, at den erhvervsdrivende ikke har opfyldt forpligtelserne efter aftalen, eller kun har opfyldt dem delvis eller mangelfuldt, herunder muligheden for at udligne en gæld til den erhvervsdrivende med et tilgodehavende hos denne

c) at skabe en bindende forpligtelse for forbrugeren, mens den erhvervsdrivendes ydelser er underlagt en betingelse, hvis opfyldelse alene afhænger af hans vilje

d) at tillade den erhvervsdrivende at beholde et af forbrugeren indbetalt beløb, når denne ikke ønsker at indgå eller gennemføre aftale, uden at forbrugeren har ret til en godtgørelse af tilsvarende størrelse fra den erhvervsdrivende, hvis det er den erhvervsdrivende selv, der opgiver aftalen

e) at pålægge en forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, en uforholdsmæssigt stor godtgørelse

f) at tillade den erhvervsdrivende at opsige aftalen efter forgodtbefindende, medmindre der gives forbrugeren samme mulighed, som at tillade den erhvervsdrivende at beholde et af forbrugeren indbetalt beløb for tjenesteydelser, som den erhvervsdrivende endnu ikke har leveret, hvis det er den erhvervsdrivende selv, der opsiger aftalen

g) at tillade den erhvervsdrivende uden rimeligt varsel at bringe en aftale indgået på bestemt tid til ophør, medmindre der er alvorlige grunde hertil

h) automatisk at forlænge en aftale med begrænset varighed, hvis forbrugeren ikke har givet udtryk for ønske om det modsatte, når den dato, der er fastsat som sidste frist for forbrugeren til at give udtryk for sit ønske om, at aftalen ikke skal forlænges, ligger urimeligt langt fra datoen for aftalens udløb

i) bindende for forbrugeren at fastslå, at denne har accepteret vilkår, som han rent faktisk ikke har haft mulighed for at stifte bekendtskab med inden aftalens indgåelse

j) at tillade den erhvervsdrivende ensidigt at ændre kontraktvilkårene uden gyldig og i aftalen anført grund

k) at tillade den erhvervsdrivende ensidigt uden gyldig grund at ændre egenskaberne ved det produkt eller den tjenesteydelse, der skal leveres

l) at bestemme, at vareprisen skal afgøres på leveringstidspunktet, eller at tillade sælgeren af en vare eller leverandøren af tjenesteydelser at sætte prisen op, uden at forbrugeren i begge tilfælde har en tilsvarende ret til at annullere kontrakten, hvis den endelige pris er for høj i forhold til den pris, der blev aftalt ved kontraktens indgåelse

m) at give den erhvervsdrivende ret til at afgøre, om den leverede vare eller tjenesteydelse opfylder kontraktvilkårene, eller at give denne en ensidig ret til at fortolke det enkelte kontraktvilkår

n) at begrænse den erhvervsdrivendes pligt til at respektere de forpligtelser, som dennes befuldmægtigede har indgået, eller at gøre den erhvervsdrivendes forpligtelser betinget af, at en særlig formalitet overholdes

o) at pålægge forbrugeren pligt til at opfylde sine forpligtelser, selv om den erhvervsdrivende ikke opfylder sine

p) at give den erhvervsdrivende mulighed for uden forbrugerens samtykke at overdrage aftalen, når dette kan føre til en forringelse af forbrugerens garanti

q) at ophæve eller indskrænke forbrugerens adgang til at rejse søgsmål eller benytte andre retsmidler, navnlig ved at pålægge forbrugeren et krav om udelukkende at lade evt. tvister afgøre ved voldgift, der ikke er omfattet af retlige bestemmelser, ved uretmæssigt at begrænse de bevismuligheder, som forbrugeren har til rådighed, eller ved at pålægge denne en bevisbyrde, der ifølge gældende ret ligger hos en anden aftalepart.

2. Rækkevidden af litra g), j) og l)

a) Litra g) forhindrer ikke, at en leverandør af finansielle tjenesteydelser ensidigt og, hvis der foreligger gyldig grund, uden varsel kan bringe en aftale, der er indgået på ubestemt tid, til ophør, forudsat at den erhvervsdrivende forpligtes til omgående at give den anden eller de andre aftaleparter meddelelse herom.

b) Litra j) forhindrer ikke, at en leverandør af finansielle tjenesteydelser kan forbeholde sig ret til, hvis der foreligger gyldig grund, uden varsel at ændre den rentesats, som forbrugeren skal betale, eller beløbet for andre udgifter i forbindelse med finansielle tjenesteydelser, forudsat at den erhvervsdrivende forpligtes til snarest muligt at give den anden eller de andre aftaleparter meddelelse herom, og at den anden eller de andre aftaleparter omgående kan opsige aftalen.

Litra j) forhindrer heller ikke, at en erhvervsdrivende kan forbeholde sig ret til ensidigt at ændre vilkårene i en aftale, der er indgået på ubestemt tid, forudsat at han forpligtes til at underrette forbrugeren med et rimeligt varsel, og at denne kan opsige aftalen.

c) Litra g), j) og l) gælder ikke for:

– forretninger i forbindelse med værdipapirer, finansielle instrumenter og andre varer eller tjenesteydelser, hvis pris er bundet til svingninger i en kurs, et børsindeks eller en finansmarkedsrente, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på

– aftaler om køb eller salg af fremmed valuta, rejsechecks eller internationale postanvisninger, der lyder på en fremmed valuta.

d) Litra l) er ikke til hinder for lovformelige prisreguleringsklausuler, såfremt retningslinjerne for prissvingningerne er udførligt beskrevet i kontrakten.

Opsigelse af forbrugeraftaler

20160926_121831-1Hvordan er det lige med opsigelse af forbrugeraftaler? Og hvor lang tid kan man binde en forbruger til et abonnement? Det kan være et fitnessabonnement, et avisabonnement, et mobiltelefonabonnement, et abonnement på Netflix eller Spotify. You name it.

Der er på ingen måde frit spil for virksomhederne i forbrugeraftaler til at fastsætte opsigelsesvarslet og bindingsperiodens længde.

Forbrugeraftaleloven (§ 28) fastslår nemlig (endda meget klart), at af en forbruger har ret til at opsige en aftale med een måneds varsel til udgangen af een måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse. 

Det er altså forbudt for den erhvervsdrivende at have et opsigelsesvarsel, der er længere end løbende måned + een måned.

Og det er også forbudt at have en bindingsperiode på mere end 5 måneder fra aftalens indgåelse.

Indgås eksempelvis en aftale den 4. november 2016 kan aftalen gøres uopsigelig frem til den 3. april 2017. Aftalen kan altså opsiges fra og med den 4. april 2017, og da med et et varsel på løbende måned + een måned. Opsiges aftalen den 4. april 2017 vil det altså kunne ske til udgangen af maj 2017.

Der er nogle enkelte undtagelser, hvor der godt kan fastsættes en længere bindingsperiode og længere opsigelsesvarsel. Sådan er det jo med juraen – det er sjældent at der ikke er undtagelser. Disse undtagelser kommer jeg nærmere ind på i en af mine næste blogs.

 

Skal butikken acceptere scan eller foto af kvittering?

I disse digitaliseringstider kan det give god mening at scanne eller tage et billede af ens kvitteringer i stedet for at gemme dem i en stor rodebunke. Dvs. at erstatte den fysiske kvittering med en digital udgave.

Spørgsmålet er så om den erhvervsdrivende skal acceptere en sådan kvittering. Svaret afhænger af, hvad kvitteringen skal bruges til.

Skal kvitteringen bruges til at gøre ens lovfæstede rettigheder gældende, er det min vurdering at en digitaliseret udgave af ens kvittering vil være gyldig. Det vil typisk være i tilfælder af reklamation over mangler ved varen. Husk du kan reklamerer over en vare i op til 2 år efter at varen er købt. De første 6 måneder efter købet er der efter Købeloven en formodningsregel som siger, at en mangel formodes at have været til stede på købstidspunktet, medmindre den erhvervsdrivende kan bevise det modsatte.

Har du altså købt en vare, som viser sig at have mangler, som du vil reklamere over, vil en erhvervsdrivende ikke kunne afvise din reklamation med henvisning til at du kun har en digital version af kvitteringen og ikke den originale kvittering. Dog vil jeg mene, at den erhvervsdrivende vil være i sin gode ret til at se dokumentation for, at du rent faktisk har foretaget købet. Det kan eksempelvis være dokumentation i form at bankudskrift. Ellers kan der jo være risiko for, at der opstår et gråt marked for handel med digitale kvitteringer, hvor man over nettet køber en digital kvittering, fordi man enten ikke har gemt sin egen kvittering eller fordi reklamationsfristen på 2 år er udløbet.

Er der tale om at du vil bruge kvitteringen til at gøre et krav gældende, som du ikke har efter loven, men som alene skyldes at den erhvervsdrivende har givet dig denne mulighed, stiller situationen sig anderledes. Det kan eksempelvis være ret til at returnere en vare, selvom den ikke er købt over nettet. I disse tilfælde har man som forbruger ingen fortrydelsesret, og den erhvervsdrivende giver dig altså en ret som du ikke har efter loven. I så fald vil den erhvervsdrivende også være i sin gode ret til at stille nogle spilleregler op for, hvorledes denne returret skal udnyttes, eksempelvis ved at fremvise en original kvittering. Det kræves dog her, at spillerreglerne er kommunikeret til forbrugeren inden købet foretages eller klart fremgår af kvitteringen. Er dette ikke tilfældet er det min vurderering, at den erhvervsdrivende ikke kan afvise forbrugeren med den begrundelse, at denne ikke har den originale kvittering.