Canal Digital skyldig i vildledende markedsføring

En gammel sag tilbage fra 2010 har nu fundet sin foreløbige afslutning ved Retten i Glostrup.

I 2010 annoncerede Canal Digital for nogle tv-pakker til henholdsvis 99 kroner og 149 kroner om måneden. Eneste problem var “blot”, at Canal Digital ikke samtidig oplyste klart og tydeligt om, at der lige var et halvårligt kortservicegebyr på 389 kroner oveni. Og så er prisen jo en helt anden.

Dette mente Forbrugerombudsmanden var vildledende markedsføring, og indbragte derfor sagen for retten. At det så har taget så lang tid med en afgørelse skyldes, at sagen lige skulle forbi en tur forbi EU-domstolen, der skulle udtale sig om, hvorledes juraen skulle forstås.

På baggrund af blandt andet EU-domstolens udtalelse fandt Retten i Glostrup, at der var tale om vildledende markedsføring og takserede dette til en bøde på kr. 250.000.

Bøde på 140.000 kr. til Profil Optik for vildledning

Profil Optik har netop acceptere en bøde på 140.000 for vildledning, og derved overtrædelse af Markedsføringsloven.

Profil Optik kørte en kampagne, hvor det på store vinduesplakater og i flyers stod, at man kunne få 50 % rabat på en række stel. Eneste aber dabei var “blot”, at man kun fik rabatten, hvis man vel at mærke samtidigt købte glas til brillestellene. Og dette fremgik på ingen måde klart. Tværimod var det skrevet med meget, meget lille skrift, så man dårligt kunne se eller læse dette særlige vilkår for rabatten.

Forestil dig, at du har brugt rigtig lang tid på at finde det helt rigtige stel, som du tror du kan få til halv pris, og så få at vide at det altså kun gælder hvis man lige køber et par hundedyre brilleglas oveni. Det er ikke OK.

Forbrugerombudsmanden fandt da derfor også annonceringen i strid med Markedsføringslovens § 3 om forbud mod vildledende annoncering, og det koster altså en bøde til Profil Optik på 140.000 kr.

PhoneTrade anmeldt for vildledning

En af de helt vigtige bestemmelser i Markedsføringsloven er § 3, som forbyder virksomheder at benytte vildledende eller urigtig markedsføring.

Telefonbutikken PhoneTrade har netop fået at mærke, at Forbrugerombudsmanden tager bestemmelsen alvorligt.

PhoneTrade har reklameret med salg af nye Iphones. Man skrev blandt andet:

“Spar 800 kr. på en helt ny iPhone 5 (16GB) i dag!”

HELT NY 16GB iPhone 5S – fra 1.949,-

Problemet var “bare” at der ikke var tale om nye Iphones, men derimod såkaldt preowned Iphones, dvs. telefon som har været ejet og benyttet af andre i kortere eller længere tid, og som så er blevet “renset” og klargjort til salg til en ny forbruger.

Det var altså udenfor enhver tvivl, at der ikke var tale om salg af fabriksnye telefoner. Og så er der tale om en klokkeklar overtrædelse af vildledningsforbuddet, når man markedsfører telefonerne som var det nye telefoner.

Havde man skrevet noget ala “ligeså god som en ny Iphone” ville det næppe kunne kritiseres af Forbrugerombudsmanden, fordi man i så fald ikke giver køberen indtryk af, at man køber en ny Iphone.

Derudover bliver PhoneTrade også politianmeldt, fordi man reklamerede med, at man havde “Danmarks billigste iPhones”. Der var dog det aber dabei, at PhoneTrade sammenlignende deres priser på brugte telefoner med priserne på spritnye telefoner fra konkurrenterne. Og det er jo helt klart en vildledende prissammenligning. En lovlig prissammenligning må nemlig kun . ske mellem identiske produkter.

Det er nu op til domstolene at afgøre, hvor stor bøden til PhoneTrade skal blive.

Ford politianmeldt for skjult reklame på Instagram

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen er det ikke tilladt for virksomheder at bruge skjult reklame. Hverken i de traditionelle medier (avis, TV, radio mv.) eller i de nye medier, som eksempelvis Facebook, Instagram, YouTube mv.

Og det er særligt de nye medier, der volder problemer for virksomhederne.

Skjult reklame på de sociale medier består typisk i en kendt persons positive omtale af et produkt – gerne krydret med nogle lækre billeder. Dette er som sådan ikke i strid med nogen lovgivning, men bliver den kendte person belønnet for omtalen uden at det klart fremgår, at der nu er tale om en reklame, ja så har vi med ulovlig skjult reklame at gøre. Seneste fik den kendte danske sangerinde, Szhirley, et rap over fingrene af Forbrugerombudsmanden, fordi hun annoncerede for tandpasta på sin Instagram-profil.

Nu er også Ford blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for skjult reklame på Instagram. Ford havde nemlig fået 11 kendte personer til at poste rigtig mange billeder af sig selv og lækre biler fra Ford på Instagram uden at det tydeligt fremgik, at der var tale om reklame for Ford. De kendte personer havde mellem 1.52 og 70.600 følgere på deres respektive Instagram-profiler, og derfor er det jo guf for enhver reklamemand at kunne få sådanne kendisser til at være ambassadører for et givent produkt.

Opslagene fra de kendte personer var hashtagget med #forddanmark, #ford, @forddanmark og lignende. Men dette er altså ikke efter Forbrugerombudsmandens opfattelse nok til, at man som forbruger skulle kunne gennemskue, at der i så fald er tale om decideret reklame. Der skal det klart fremgå med eksempelvis ordene “reklame”, ’’annonce” eller ’’sponsoreret indlæg” at det er en reklame, vi har med at gøre.

Ford afviser, at de har gjort noget forkert, da de i Ford mener, at det for en gennemsnitsbruger af Instagram skulle være helt indlysende, at et opslag fra en kendt person, som er Ford ambassadør, er reklame, fordi opslaget er hashtaget med Ford varemærket. Hvordan man så  skulle kunne vide at en given kendis er Ford-ambassdør melder historien ikke noget om, ligesom det er noget fluffy, hvad der ligger i at være Ford-ambassadør; for mig at se er det bare et pænere ord for at få betaling for at reklamer for et produkt.

De 11 kendte personer slipper for politianmeldelse, men er blevet indskærpet, at det kan være strafbart at overtræde eller medvirke til overtrædelse af forbuddet mod skjult reklame.

Bestemmelsen som Forbrugerombudsmanden mener Ford har overtrådt er Markedsføringslovens § 4, som siger:

En reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes.”

Normal vildledte i sin markedsføring

Efter markedsføringsloven skal en virksomhed kunne dokumentere sin markedsføring, hvis det er mere end blot “blær”. Eller som vi siger på jura-sprog; mere end blot anprisninger.

Man må altså godt markedsføre sig som “Byens bedste bager” uden at skulle dokumentere at dette passer. Dette skyldes, at det jo i høj grad er en subjektiv og personlig vurdering, hvem der vitterlig er byens bedste bager.

Omvendt skal man kunne dokumentere markedsføring, der fremtræder som objektive facts. Reklamerer jeg med, at jeg er “Byens billigste bager” skal jeg kunne dokumentere, at dette er sandt og ikke blot et postulat grebet ud af luften.

Disse regler havde butikskæden Normal ikke læst op på, men mon ikke de kender dem nu?

Normal sagde nemlig i deres markedsføring, at priserne i deres Normal-butikker var lavere end “markedsprisen”. Problemet var bare, at Normal ikke kunne dokumentere, at de priser, de postulerede var markedspriser, og derved dyrere end Normals produkter, nu også rent faktisk var markedspriser.

Sammenligningen og markedsføringen var derfor vildledende.

Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor over for Normal, at man kun må lave sådanne sammenligninger, hvis det også kan dokumentere, at Normals pris på et givent produkt er lavere end prisen for samme produkt på det marked, som det vil være rimeligt og relevant at sammenligne sig med.

Forbrugerombudsmanden sagde i samme omgang, at Normal ej heller må bruge vendingen ”fast lav underpris”, når man ikke har styr på dokumentationen for markedsprisen. Og det havde Normal altså ikke. Fy fy skamme skamme.

Klagen over Normal var indgivet af MATAS.

Prisannoncering uden moms er “no go”

Annoncerer du som virksomhed overfor forbrugere skal du huske altid at oplyse prisen inkl. moms. Det fremgår udtrykkeligt af Markedsføringslovens § 13, så der er ikke så meget at diskutere.

Overtrædelse kan straffes med bøde. Dette fik et gulvservicefirma at føle forleden ved Retten i Hillerød, hvor firmaet blev idømt en bøde på 10.000 kr., fordi firmaet havde “glemt” at oplyse prisen inkl. moms, selv om man også markedsførte sig overfor forbrugere. Virksomheden havde ikke tidligere været i Forbrugerombudsmandens søgelys, og virksomheden stoppede da også med annonceringen uden moms straks, da man fik henvendelsen fra Forbrugerombudsmanden. Dette har nok været medvirkende til den – trods alt – beskedne bøde.

Så husk det nu!! Ingen prisannoncering overfor forbrugeren uden angivelse af prisen inklusiv moms.

Det er ikke kun momsen, der skal med. Også andre gebyrer, omkostninger, afgifter mv. skal oplyses, hvis de kræves betalt af forbrugeren. Det kan du også læse af Markedsføringslovens § 13.

Er du i tvivl har forbrugerombudsmanden udgivet en kvikguide – Priser med eller uden moms?

Og vil du endnu dybere ned i jura kan du læse Forbrugerombudsmandens notat om blandt andet prisannoncering.

Og så kan du selvfølgelig også kontakte advokat Michael Thiesen for yderligere rådgivning.

Lauritz.com og falske bud

Berlingske har i øjeblikket en rigtig fin artikelserie, hvor der sættes fokus på de bud, der afgives på Laurtiz.com.

I dagens Berlingske (21. september 2016) handler det om shill bidding – dvs. falske auktionsbud. Berlinske påviser, hvordan der siden 2014 er ca. 400 kunder, der afgiver bud på varer, som de allerede har købt een gang og fortrudt.

Shill-bidding går ud på, at en kunde byder på en vare uden at have til hensigt at købe den. Formålet med shill bidding er at få prisen på varen i vejret; typisk fordi man selv eller en ven eller et familiemedlem har sat varen til salg.

Jamen, hvad er problemet kan man spørge?

Jo, dels medvirker shill bidding jo til at skabe en kunstig, unaturlig og uigennemsigtig prissætning på en auktionsvare. Man byder som interesseret køber på en vare uden at have viden om, at den man er i konkurrence med rent faktisk kun byder for at få prisen i vejet og ikke har til hensigt at købe varen. Derudover er det selvsagt udgiftskrævende for auktionshuset, der dels kan miste en indtægt, dels har ekstra omkostninger, fordi der skal afholdes en ny auktion.

Problemet forstærkes af, at der ved netauktioner er en fortrydelsesret for forbrugere, fordi der er tale om såkaldt fjernsalg. Dette følger direkte af Forbrugeraftaleloven. Derfor kan en person, der byder på en vare uden at have til hensigt på noget tidspunkt at købe den, jo blot fortryde handlen, hvis det viser sig at pågældende – uheldigvis for ham eller hende – måtte blive højstbydende.

Der er næppe ulovligt at byde på egen varer, men det er noget strafferetsjuristerne skal vurdere. Det kan da godt lugte lidt af bedrageri.

Det vil heller ikke være i strid med Markedsføringsloven, medmindre den, der byder på egne varer, er erhvervsdrivende. I så fald vil et bud på egne varer højst sandsynligt kunne sanktioneres som en overtrædelse af god markedsføringsskik (se Markedsføringslovens § 1).

Men kan det virkelig passe, at man har en fortrydelsesret, hvis man bliver højstbydende på ens egen vare. Jo, den er – formentlig – god nok, altså fortrydelsesretten. I hvert fald hvis vi følger lovens bogstav.

Forbrugeraftaleloven siger nemlig, at der er fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler (§ 18) Fjernsalgsaftaler er kendetegnet ved at aftaleparterne ikke mødes fysisk, som hvis man eksempelvis gik til en “rigtig gammeldags” auktion. Derfor er det helt klare udgangspunkt, at der er fortrydelsesret ved netauktioner.

Kan man så ikke sige og argumentere, at der ikke er tale om en aftale, når køber og sælger i realiteten er den sammen, og at der derfor ikke af denne årsag er nogen fortrydelsesret. Det giver jo ikke rigtig mening at tale om en aftale, når man sidder på begge sider af bordet. Nej, det går nok ikke.  Netauktioner gennemføres nemlig typisk i såkaldt kommission, der er kendetegnet ved, at auktionshuset (og ikke sælgeren) bliver den ene part i aftalen, hvor den anden part er den vindende budgiver. Der er således tale om to forskellige aftaleparter, auktionshuset og den vindende budgiver, og derfor foreligger der i formentlig i Forbrugeraftalelovens forstand en fjernsalgsaftale, selvom den vindende budgiver er identisk med sælgeren.

Derfor er det min opfattelse, at en vindende budgiver, der har budt på sin egen vare, efter lovens ordlyd vil have ret til at fortryde aftale. Da man ikke kan fraskrive sig fortrydelsesretten, kan auktionshuset næppe i sine vilkår skrive, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis man så at sige indgår aftalen med sig selv eller ens nærmeste, altså hvis man ender op med at blive højstbydende på ens egen vare eller ens nærmestes vare.

Er auktionshuset så på helt bar jord? Nej, det er det ikke. Det følger nemlig af Kommissionslovens § 27, at man som auktionshus har krav på at sælgeren betaler ens auktionshonorar, selvom aftalen ikke bliver opfyldt, hvis dette skyldes sælgeren selv. Er der tale om en sælger, som fortryder et falsk bud, vil der næppe være den store tvivl om, at den manglende opfyldelse af aftalen skyldes sælgeren selv. Og så er det min vurdering at auktionshuset kan kræve honoraret og hammerslagsgebyret betalt af sælgeren. Og mon så ikke man vil se en vis nedgang i antallet af falske bud, da det så ikke længere er omkostningsfrit at byde på egne varer.

Auktionshuset bør dog i sine salgsvilkår anføre, at dette er konsekvensen ved falske bud. Altså at man – uanset at man fortryder aftalen – kommer til at betale honorar og hammerslagsgebyr, hvis det viser sig, at man selv eller ens nærtstående har budt på egne varer.

 Læs min artikel i Jyllands-Posten om Lauritz.com om fortrydelsesretten

Positiv omtale må ikke belønnes

Vi kender efterhånden alle de forskellige sider, hvor man kan se positiv og negativ omtale af et givent produkt eller tjenesteydelse. Eksempelvis Trustpilot eller Trip-advisor. Også eksempelvis Google har funktioner, hvor alt fra hårshampoo til advokater kan bedømmes og gives karakterer.

Positive brugeranmeldelser er således blevet et vigtigt redskab i kampen om kunderne.

Derfor kan firmaerne også blive fristet til at belønne de personer, der giver positiv omtale af et givent produkt eller firma på en bedømmelsesside.

Det går bare ikke.

Man må godt opfordre ens kunder til at give ens firma eller produkt en god karakter og en positiv bedømmelse. Men man må ikke belønne kunderne for en god karakter eller bedømmelse.

Dette er illustreret med en sag, som Forbrugerombudsmanden lige har afgjort. Der var tale om et rejsebureau, Northlander Ski Tours, der opfordrede sine kunder til at lave positive brugeranmeldelser af rejsebureauet på Trustpilot (dette er helt OK og ikke i strid med nogen lovgivning).

Men problemet var, at Nortlander skrev i sine mails til dets kunder, at de kunne vinde en skirejse med alt betalt, hvis de skrev ”den bedste brugeranmeldelse”. Og her gik Nordlander over stregen. Det er nemlig Forbrugerombudsmanden opfattelse, at en præmie til den bedste anmeldelse vil gøre, at kunderne skriver overdrevent positivt om firmaet, hvilket i sidste instans vil kunne vildlede andre forbrugere. Derfor var adfærden i strid med god markedsføringsskik, og det kan der ikke sige noget imod.

Det er som udgangspunkt ikke i strid med Markedsføringsloven, hvis alle, der skriver en anmeldelse (god som dårlig) har lige adgang til en belønning (eksempelvis deltagelse i en konkurrence om en skiferie). Men også her maner Forbrugerombudsmanden til tilbageholdenhed, da man som forbruger nok – alt andet lige – vil skrive mere positivt om en virksomhed, hvis der er mulighed for at vinde et eller andet end hvis der ikke er denne mulighed. Det er nemlig nok vanskeligt at forestille sig, at en virksomhed vil udtrække en vinder, som har skrevet den ringeste anmeldelse af virksomheden i mands minde.

Forbrugerombudmanden har udgivet en vejledning, hvor du kan læse meget mere om brugeranmeldelser og hvad der er lovligt og ulovligt.

 

Husk mindstepris

Markedsfører du som virksomhed et produkt eller en tjenesteydelse, skal du efter Markedsføringslovens § 12 a blandt andet give oplysning om prisen. Er der tale om en pris, der kan variere afhængig af, hvor meget ydelsen bruges eller hvor lang tid, man har bundet sig som forbruger, skal man som virksomhed give oplysning om den såkaldte mindstepris. Det vil sige forbrugeren skal vide, hvad det minimum vil koste at købe produktet eller ydelsen. Mindsteprisen skal blandt andet gives ved tegning af mobilabonnementer og lignende, hvor prisen jo for det meste afhænger af, hvor meget man bruger abonnementet og hvor lang tid abonnementet er uopsigeligt.

Mindsteprisen skal oplyses for hele bindingsperioden (typisk 6 måneder).

Giver man ikke oplysning om mindsteprisen, vil der kunne være tale om vildledende markedsføring i strid med Markedsføringslovens § 4.

At disse regler skal tages seriøst, er illustreret med denne case, hvor Forbrugerombudsmanden har indgivet en politianmeldelse mod Telenor for manglende oplysning om mindsteprisen.

Telenor reklamerede for en mobiltelefon med tilhørende abonnement, og man gav følgende oplysninger:

  • prisen på mobiltelefonen
  • gebyret for oprettelse af abonnementet
  • udbetalingen
  • det månedlige abonnement

Telenor havde imidlertid glemt at give oplysning om den samlede pris (mindsteprisen) for hele bindingsperioden, og det kostede altså en politianmeldelse for vildledende markedsføring.

Vildledning om nethastigheder

Når man som internetudbyder oplyser om ens nethastigheder, ja så skal det også passe. Det burde egentlig være simpelt og ligetil. En række teleselskaber har dog fået ørene i maskinen hos Forbrugerombudsmanden, fordi de netop ikke har oplyst korrekt om deres nethastigheder.

Det drejer sig om de tre T’er –  TDC, Telia og Telenor.

Det er Forbrugerombudsmandes opfattelse, at de tre selskaber ikke har givet oplysninger om nethastighederne i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens retningslinjer for markedsføring af bredbåndforbindelser, og således har overtrådt Markedsføringslovens forbud mod vildledende markedsføring.

Her er nogle af det væsentligste punkter fra retningslinjerne:

  • En netudbyder må godt reklamere med bredbånd med ”op til”-hastigheder. Men det skal kunne garanteres, at 80 % af kunderne nu også rent faktisk kan få den lovede hastighed eller i hvert fald en hastighed, som ligger tæt på.
  • En netudbyder skal også på klar og tydelig måde oplyse om minimumshastigheden.
  • Leveres der flere produkter, eksempelvis TV, bredbånd og telefon, via den samme linje skal man også med eksempler vise, hvor meget hastigheden på bredbåndet nedsættes, når nogle af de andre tjenester er i brug (eksempelvis at man ser TV mens en anden bruger bredbåndet til at surfe).
  • Er der nogle begrænsninger i, hvor man kan anvende produktet eller hvor den lovede hastighed kan opnås, ja så skal man – fair nok – også have oplysning om disse begrænsninger, og vel at mærke inden aftalen indgås.