Tøj beskadiget ved vask eller brug indenfor de første 6 måneder

Du har sikkert selv oplevet det! En trøje eller et par bukser går i stykker hurtigt efter købet. Det kan være efter en vask eller det kan bare være du pludselig ser et hul eller en syning, der er gået op, og du ikke lige ved hvorfor det er sket. What to do?

Jamen, Købeloven er ret klar! Efter Købelovens § 77a, stk. 3 er det netop sådan, at mangler, der opstår de første 6 måneder efter købet anses at have været til stede ved købet. Det er med andre ord omvendt bevisbyrde de første 6 måneder. Sælger skal bevise, at manglen ikke var tilstede, da købet blev foretaget. Det vil sige at sælger skal bevise, at det er købers forkerte brug eller lignende, der har været årsag til manglen. Kan sælger ikke føre dette bevis, vil sælger tabe sagen. Og det er et svært bevis for sælgeren at føre de første 6 måneder.

Reglen om omvendt bevisbyrde de første 6 måneder efter køber er illustreret i en sag fra Forbrugerklagenævnet (sagsnummer 2002-613/7-277). Her var der tale om en cardigan der var gået i stykker efter vask én måned efter købet. Butikken mente, at det var forbrugeren, der havde vasket trøjen forkert. Forbrugerklagenævnets sagkyndige kunne ikke entydigt vurdere hvad der var årsag til at cardiganen var gået i stykker.

Herefter havde den erhvervsdrivende ikke løftet bevises for, at trøjen var ødelagt på grund af købers forkerte brug, og derfor blev forretningen dømt til at erstatte trøjen. Man havde simpelthen ikke løftet beviset, som det hedder i jurasprog.

Så er du forbruger er Købelovens § 77a, stk. 3 rigtig vigtig. Husk det. Skåret helt ind til benet siger paragraffen altså at det er sælger der har bevisbyrden.

Bestemmelsen er ufravigelig – det vil sige at sælgeren ikke i sine salgsvilkår må skrive at der ikke er nogen omvendt bevisbyrde. Dette vil være et ugyldigt vilkår.

Er bil til blandet brug et forbrugerkøb eller et handelskøb?

Som forbruger har man en række rettigheder efter loven, som man ikke har som erhvervsdrivende.

Eksempelvis har man som forbruger en fortrydelsesret efter Forbrugeraftaleloven. Det har man ikke som erhvervsdrivende. Og som forbruger kan man efter Købeloven gøre en række krav gældende, som ikke er muligt for en virksomhed.

Derfor kan en køber have en interesse i at blive betragtet som forbruger, da man – alt andet lige – har en bedre retsstilling overfor sælger.

Typisk er der ikke de store udfordringer med at fastslå, om der er tale om et forbrugerkøb eller ej. Men nogle gange er dette ikke lige til.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Østre Landsret (ØLK af 30.7.2014). Der var tale om et firma, der købte en bil på papegøjeplader. Bilen blev brugt såvel privat som af firmaet, og så var gode råd jo dyre. Skulle man anvende forbrugerretten, som gav køber en bedre retstilling, eller skulle man benytte erhvervsretten, som stillede købere ringere.

Landsretten udtaler, at det afgørende er, hvilken brug bilen især har haft. Ligger hovedvægten på erhvervsbrugen, ja så er der ikke tale om et forbrugerkøb, men et handelskøb. Omvendt – ligger hovedvægten på den private brug, ja så vil det være forbrugerretten, der anvendes, også selvom bilen af og til er blev brugt erhvervsmæssigt.

Nogle at de kriterier, man her kan inddrage er blandt andet, om køberen var et firma eller en privat person. Var køber et firma er der en formodning for, at købet var et erhvervskøb, og så vil det være tungere at løfte beviset for, at bilen rent faktisk hovedsageligt skulle være brugt privat.

I sagen fandt landsretten ud fra en samlet vurdering af de fremlagte beviser, at der var tale om et handelskøb, og at køberen derfor ikke kunne påberåbe sig forbrugerretten. Blandt andet lagde man vægt på, at bilen blev afleveret på virksomhedens forretningsadresse samt at køber på slutsedlen var virksomheden og ikke en privat person.

Læs mere om forbrugerkøbet her.

Skal butikken acceptere scan eller foto af kvittering?

I disse digitaliseringstider kan det give god mening at scanne eller tage et billede af ens kvitteringer i stedet for at gemme dem i en stor rodebunke. Dvs. at erstatte den fysiske kvittering med en digital udgave.

Spørgsmålet er så om den erhvervsdrivende skal acceptere en sådan kvittering. Svaret afhænger af, hvad kvitteringen skal bruges til.

Skal kvitteringen bruges til at gøre ens lovfæstede rettigheder gældende, er det min vurdering at en digitaliseret udgave af ens kvittering vil være gyldig. Det vil typisk være i tilfælder af reklamation over mangler ved varen. Husk du kan reklamerer over en vare i op til 2 år efter at varen er købt. De første 6 måneder efter købet er der efter Købeloven en formodningsregel som siger, at en mangel formodes at have været til stede på købstidspunktet, medmindre den erhvervsdrivende kan bevise det modsatte.

Har du altså købt en vare, som viser sig at have mangler, som du vil reklamere over, vil en erhvervsdrivende ikke kunne afvise din reklamation med henvisning til at du kun har en digital version af kvitteringen og ikke den originale kvittering. Dog vil jeg mene, at den erhvervsdrivende vil være i sin gode ret til at se dokumentation for, at du rent faktisk har foretaget købet. Det kan eksempelvis være dokumentation i form at bankudskrift. Ellers kan der jo være risiko for, at der opstår et gråt marked for handel med digitale kvitteringer, hvor man over nettet køber en digital kvittering, fordi man enten ikke har gemt sin egen kvittering eller fordi reklamationsfristen på 2 år er udløbet.

Er der tale om at du vil bruge kvitteringen til at gøre et krav gældende, som du ikke har efter loven, men som alene skyldes at den erhvervsdrivende har givet dig denne mulighed, stiller situationen sig anderledes. Det kan eksempelvis være ret til at returnere en vare, selvom den ikke er købt over nettet. I disse tilfælde har man som forbruger ingen fortrydelsesret, og den erhvervsdrivende giver dig altså en ret som du ikke har efter loven. I så fald vil den erhvervsdrivende også være i sin gode ret til at stille nogle spilleregler op for, hvorledes denne returret skal udnyttes, eksempelvis ved at fremvise en original kvittering. Det kræves dog her, at spillerreglerne er kommunikeret til forbrugeren inden købet foretages eller klart fremgår af kvitteringen. Er dette ikke tilfældet er det min vurderering, at den erhvervsdrivende ikke kan afvise forbrugeren med den begrundelse, at denne ikke har den originale kvittering.

Frifundet for kaution

Det er mere reglen end undtagelsen, at en virksomhedsejer skal kautionere for virksomhedens kassekredit i banken. Og der er jo også fair nok. Hvis banken skal tage en risiko på at låne et beløb ud til virksomheden, hvorfor skal virksomhedsejeren så ikke også tage en risiko? Ejes virksomheden gennem et holdingselskab (hvilket ofte er tilfældet), vil holdingselskabet også typisk blive afkrævet en kaution for virksomhedens kassekredit eller andre banklån.

Et typisk kautions set-up er således at virksomheden låner nogle penge af banken, og at holdingselskabet og virksomhedsejeren kautionerer for dette lån.

Når banken får underskrifterne på kautionen er det dog vigtigt, at det ikke er den mindste tvivl om, hvem der kautionerer.

Dette er illustreret med denne sag, som jeg vandt for en kautionist.

Der var tale om et firma (ApS), som indgik en leasingaftale med et leasingselskab. Lad os kalde firmaet Søren Hansen ApS og virksomhedens direktør Søren Hansen. På leasingaftalen underskrev Søren Hansen på vegne Søren Hansen ApS på den den underskriftsrubrik der hed “leasinggiver”. Derudover var der en underskriftsrubrik, der hed “kautionist”. Denne rubrik underskrev Søren Hansen også og tilføjede i hånden Søren Hansen ApS.

Leasinggiver reagerede ikke på denne tilføjelse.

Søren Hansen ApS var ikke i stand til at opfylde leasingforpligtelserne, og spørgsmålet var herefter om leasingselskabet kunne gøre kravet gældende overfor Søren Hansen personligt som kautionist.

Det gik ikke.

Retten lagde til grund, at Søren Hansen havde underskrevet leasingaftalen på vegne Søren Hansen ApS både som leasingtager og kautionist. Søren Hansen havde for retten forklaret, at baggrunden herfor var, at han ikke ønskede at hæfte personligt for leasingengagementet, og at han netop derfor stiftede et selskab til den nye virksomhed. Leasingselskabet foretog sig ved modtagelsen af leasingkontrakten i underskrevet stand ikke noget for at få afklaret dette spørgsmål. Henset heritl og til, at leasingaftalen er konciperet af leasingselskabet som den profesionelle part, fandt retten, at det ikke kunne anses for bevist, at Søren Hansen havde påtaget sig en personlig kautionsforpligtelse.

Som følge heraf blev Søren Hansen frifundet.

Læs meget mere om kaution her på siden.

Hvem har bevisbyrden for om en lejet genstand er tilbageleveret?

Du kan nok forestille dig situationen. Du har lejet en genstand (det kunne være en bil, en cykel, noget værktøj i Silvan eller noget helt fjerde). Du har afleveret det lejede tilbage rettidigt og i ordentlig stand, men bliver alligevel mødt med krav fra udlejeren, fordi denne siger, at man aldrig har fået det lejede tilbage.

Hvad gælder så?

Har du en kvittering for tilbageleveringen, ja så ligger det jo lige til højrebenet. Du vil vinde sagen.

Har du ingen kvittering for tilbageleveringen er det mere åbent. Benytter udlejer (og det skal udlejer kunne dokumentere) konsekvent et kvitteringssystem ved tilbagelevering, ja så ligger bevisbyrden hos dig. Du skal med andre ord bevise, at du har tilbagegivet det lejede, selvom du ingen kvittering har fået. Kan du ikke løfte denne bevisbyrde vil du tabe sagen. En bevisførelse kan eksempelvis være et troværdigt vidne som under strafansvar kan bekræfte, at han så dig tilbagegive udstyret.

Benytter udlejer omvendt intet kvitteringssystem ved tilbagelevering eller er det også muligt at tilbagelevere udenfor åbningstid uden at modtage kvittering, ja så er det omvendt. Det er i så fald udlejer, der har bevisbyrden. Udlejer skal altså føre bevis for, at du ikke har tilbageleveret genstanden. Kan han ikke det, bør du vinde sagen.

Ovenstående retsstilling er illustreret i en række afgørelse fra Forbrugerklagenævnet omkring tilbagelevering af lejede video- og DVD-film. Ak ja, det var dengang. Men den pågældende retspraksis vil efter min bedste opfattelse også gælde for leje af andet løsøre end film.

I en afgørelse fra 2003 (2003-571/7-22) var der tale om, at kunderne kunne returnere lejede videofilm uden for åbningstid gennem en brevkasse. En forbruger gjorde  brug af denne mulighed, men blev mødt med et erstatningskrav, fordi filmudlejeren sagde, at filmene ikke var blevet afleveret.

Forbrugerklagenævnet fandt, at det alene er udlejer, der har mulighed for at indrettet et system for tilbagelevering på en sådan måde, at forbrugerne sikres en kvittering. Derfor havde udlejer bevisbyrden for, at der ikke var sket aflevering, og da denne bevisbyrde ikke var løftet af virksomheden, blev forbrugeren frifundet for kravet.

Apples garanti under overvågning af Forbrugerombudsmanden

Forbrugerombudsmanden har vurderet, at Apples garanti ikke uden videre lever op til Markedsføringslovens krav til garantiformuleringer. Apple har derfor med Forbrugerombudsmandens mellemkomst ændret ordlyden af sin garanti for at gøre det mere klart, hvilke rettigheder garantien giver forbrugerne. Forbrugerombudsmanden vil nu overvåge, hvordan Apples garanti håndteres i praksis. Læs resten