Pligt til at oplyse mail-adresse

Driver du e-handel er du forpligtet til på din hjemmeside at oplyse en e-mailadresse, som gør det muligt for kunderne at kontakte dig.

Det følger nemlig af e-handelsloven, at enhver fysisk eller juridisk person, som leverer en informationstjeneste skal give en række oplysninger, herunder blandt andet e-mailadressen. En e-handelsvirksomhed vil utvivlsomt levere en informationstjeneste og kan derfor ikke på nogen måde undslå sig forpligtelsen til at oplyse en mail-adresse.

Det er altså ikke godt nok, hvis virksomheden blot har en kontaktformular, en chatfunktion, en telefonsupport eller en facebook-adresse til brug for kommunikation mellem virksomheden og dets kunder. Dette vil ikke opfylde e-handelslovens krav.

I en konkret sag blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at en erhvervsdrivende på sin hjemmeside ikke oplyste nogen e-mailadresse, men alene stillede en kontaktformular til rådighed. Dette blev påtalt af Forbrugeombudsmanden overfor virksomheden.

Kravet om oplysning af e-mailadresse følger helt klart af  e-handelslovens § 7, stk. 1, nr. 3.

Grunden til at der skal oplyses en mail-adresse er, at en klageformular ikke som en mail giver forbrugeren mulighed for at gemme en kopi af den besked, som forbrugeren har sendt til den virksomheden. Så kravet er også helt fair og rimeligt. Nemlig hensynet til bevissikring.

Det er stadigvæk ikke alle virksomheder, der respekterer dette. Eksempelvis er e-mail kontaktikonet på Elgigantens hjemmeside inaktivt, så det på Elgigantens hjemmeside er umuligt (13.6.2017) at finde en mailadresse til Elgiganten. Man skal helt ind i de almindelige salgsbetingelsers sidste afsnit for at finde mail-adressen, og dette er i strid med loven.

Det følger nemlig af e-handelslovens § 7, stk. 3, at blandt andet mail-adressen skal være lettilgængelig. Og hvis det kræver en større gennemgang af en hjemmeside for at finde oplysningen, vil dette krav om lettilgængelighed ikke være opfyldt. Oplyser man således alene sin mail-adresse i ens almindelige standardvilkår vil dette være i strid med e-handelsloven. Uden tvivl.

Godkendt bookingproces medfører ansvarsfrihed for rejsebureauer

Som jeg tidligere har skrevet om på denne blog, kan en rejseportal (digitalt rejsebureau) komme slemt i knibe, hvis det ikke på portalens side er skåret ud i pap, at man kun er formidler at flybilletter, hotelophold mv. og at man ikke selv er sælger og derved aftalepart.

Dette fik rejsebureauet Goleif.dk at føle, da Østre Landsret fandt, at bureauet hæftede for de tab, som en række forbrugere led i forbindelse med Cimber Air Sterlings konkurs. Man hæftede, fordi det ikke på hjemmesiden klart fremgik, at det ikke var Goleif.dk men derimod flyselskabet, man handlede med.

Forbrugerombudsmanden har nu i samarbejdet med Danmarks Rejsebureau Forening udfærdiget en godkendt bookingproces. Altså en bookingproces, som er blåstemplet af Forbrugerombudsmanden, og hvis man følger denne proces bør man derfor ikke risikere at tabe en sag om, at man ikke har oplyst tilstrækkeligt og præcis om, hvem der er aftalepart.

Under denne godkendte bookingproces skal man som forbruger to gange aktivt acceptere en kort tekst for at komme videre i processen. Og i denne tekst står der  klart og tydeligt, at aftalen indgås med flyselskabet, og at alle krav derfor skal rettes til flyselskabet. Følger man således denne fremgangsmåde loyalt, bør man derfor som rejsebureau være på sikker jord.

Tekstens skal aktivt godkendes af forbrugeren, og derfor vil man ikke kunne “gemme” teksten i de almindelige vilkår og blot lade forbrugeren godekende de almindelige vilkår. I så fald vil man efter min opfattelse som udgangspunkt fortsat hænge på kravet som rejsebureau.

Det vil også være en god ide ikke kun at bruge teksten (med fornødne tilretninger) og bestillingsproceduren, når det drejer sig om køb af flybilletter, men tillige når det drejer sig om eksempelvis hotelophold, billeje, udflugter mv.

Teksten, der blandt andet findet på FDM’s rejsebureaus hjemmeside har følgende formulering:

Bemærk at FDM travel sælger billetterne på flyselskabets vegne og er derfor ikke din aftalepart, men kun formidler. Det er derimod flyselskabet, som er din aftalepart, og som leverer rejsen. Flyselskabet er ansvarlig for aftalens opfyldelse. Det betyder, at alle krav og reklamationer vedrørende din rejse skal rettes mod flyselskabet, fx som følge af forsinkelser, aflysninger, konkurs, bagage mv.

Kontakt mig gerne for yderligere rådgivning på telefon 30951108.

Apple får smæk i byretten

Apple har nu både Forbrugerklagenævnets og Byrettens ord for, at deres fortolkning af Købeloven ikke holder vand.

Efter Købeloven har du som køber af en mangelbehæftet vare nogle rettigheder. Hvordan dine rettigheder er, afhænger især af, om du har købt varen som forbruger eller som erhvervsdrivende. En god tommelfingerreglen er, at man som forbruger er godt beskyttet efter Købeloven, blandt andet fordi man ikke i standardvilkår eller lignende kan fraskrive sig sine forbrugerrettigheder.

Er der en mangel ved et produkt, kan du som forbruger naturligvis reklamere over dette.

Du har som forbruger efter Købeloven som udgangspunkt valget mellem, om du vil have ombyttet til en nyt mangelfrit produkt eller om du vil have repareret varen.

Dog er den erhvervsdrivende, hvis dit valg er for dyrt i forhold til alternativet, i sin ret til at insistere på at levere den billigste løsning. Dette vil typisk være tilfældet, hvor man har købt en forholdsvis dyr forbrugsvare (eksempel en vaskemaskine, TV, computer, mobiltelefon eller ligende) og ønsker den ombyttet til en ny tilsvarende vare uden mangel. I dette tilfælde vil den erhvervsdrivende være berettiget til at insistere på at reparere varen istedet for ombytte den, såfremt dette vil være billigere. Dette følger af Købelovens § 78, stk. 2.

Vælger den erhvervsdrivende at ombytte den fejlbehæftede vare til en fejlfri vare, skal den nye vare vitterlig være ny og ubrugt. Dette er nu slået fast af såvel Forbrugerklagenævnet og Retten i Glostrup i en sag mellem Apple og en forbruger.

Der var tale om en person, der havde købt i iPhone som forbruger. iPhonen havde en mangel, som Apple anerkendte var Apples ansvar (det i sig selv er jo noget af en bedrift). Apple valgte at ombytte telefonen – men ikke til spritny telefon, men derimod til en såkaldt genproduceret iPhone. Dette med henvisning til Apples standardvilkår, der havde følgende bestemmelse:

“Hvis du under denne garantiperiode indsender en reklamation til Apple i overensstemmelse med denne garanti, vil Apple efter eget valg:

(i) reparere Apple-produktet ved brug af nye dele eller tidligere anvendte dele, der i ydeevne og stabilitet svarer til nye dele, eller

(ii) erstatte Apple-produktet med den samme model (eller med dit samtykke et produkt med lignende funktionaliteter) sammensat af nye og/eller tidligere anvendente dele, der med hensyn til ydeevne og stabilitet svarer til nye dele…”

Apple oplyste under sagen, at en genproduceret iPhone kunne indeholde nogle moduler fra andre skrottede telefoner. Og en IT-sagkyndig vurderede under sagen, at de genanvendte moduler og telefonen havde samme udseende, anvendelighed, levetid og salgsværdi som hvis der var tale om nyproducerede moduler. Dog mente den sagkyndige, at den genproducerede telefon på trods af dette ville have en lavere salgsværdi. Så grundlæggende var der ikke noget at udsætte på holdbarheden af den nye brugte telefon, og det var da også Apples argumentation; altså at forbrugeren fik et produkt, der fungerede som var det et nyt produkt, og derudover at miljøet har gavn af dette genbrug.

Hverken Forbrugerklagenævnet eller Byretten købte dog denne argumentation.

Byretten (sag BS 10E-3689/2014) siger, at der hverken i selve Købeloven eller i forarbejderne til loven er mulighed for at kunne inddrage miljømæssige hensyn i vurderingen af, om der er sket korrekt omlevering. Et omleveret produkt skal opfylde betingelserne i købelovens § 78, stk. 1, nr. 2, som siger at der af den erhvervsdrivende skal leveres et produkt, der “stemmer overens med aftalen”. Og hvis aftalen går ud på køb af en ny iPhone, ja så skal der også omleveres til en ny iPhone. Simple as that. Ellers stemmer det jo ikke overens med aftalen.

Retten anerkender som sådan de miljømæssige argumenter, som Apple fremhæver, men dette ændrer intet ved resultatet, nemlig at det omleverede produkt skal stemme overens med købsaftalen, og derfor skal Apple give forbrugeren en ny telefon. Der er med andre ord ikke grundlag i købeloven for at inddrage miljøhensyn.

Et element, der også indgår i rettens vurdering er, at telefonens salgsværdi er mindre, når der er tale om en genproduceret telefon. Men jeg er nu ret sikker på, at resultatet havde været det samme, såfremt den sagkyndige var kommet til den vurdering, at salgsværdien ville være ens, uanset om der var tale om en splinterny telefon eller en genproduceret telefon. Simpelthen fordi Købelovens § 78 ikke åbner mulighed for at ombytte til et mere eller mindre brugt produkt.

Da Apple således ikke havde omleveret korrekt, havde Apple misligholdt købsaftalen med forbrugeren, og derfor var forbrugeren berettiget til at hæve købet og kræve sine penge tilbage.

Erhvervsdrivende skal derfor være OBS på ved salg til forbrugere, at det er i strid med købeloven at ombytte til et “nyt brugt” produkt. Derfor vil det også være i strid med Købeloven at skrive i ens standardvilkår, som Apple gør, at forbrugeren ved omlevering  skal tåle, at der kan ske omlevering med en genproduceret vare. Dette kan i sig selv udgøre ulovlig vildledning i strid med Markedsføringsloven.

Som skrevet ovenfor har den erhvervsdrivende ved mangler ved dyrere varer (eksempelvis en iPhone) valget mellem, om man vil reparere varen eller om man vil omlevere til en ny vare. Derfor er det min vurdering, at den erhvervsdrivende i disse tilfælde, altså hvor den erhvervsdrivende har valgretten, godt må anføre i vilkårene og aftale med forbrugeren, at såfremt forbrugerne ikke accepterer, at der sker omlevering til en genproduceret vare, ja så skal forbrugerne tåle, at der i stedet sker en reparation af den mangelbehæftede vare. Om mon ikke så hovedparten af forbrugerne i denne situation alligevel vil vælge at tage imod den “nye” genproducerede telefon istedet for at få ens gamle telefon repareret?

Husk at der ved B2B-handel, altså handelskøbet, gælder nogle helt helt andre regler. Her er der aftalefrihed, og derfor kan der som udgangspunkt aftales hvad som helst i vilkårene, herunder at køberen skal tåle at omlevering sker med en genproduceret vare. Derudover skal man i B2B-købet være OBS på, at der – hvis intet er aftalt – ikke er nogen ret for sælgeren til at reparere varen. Dette bør man få indføjet i sine vilkår; altså at man som sælger har ret til at reparere en mangelbehæftet vare.

“14 dages returret” betyder “14 dages returret” – både i fysisk butik og på nettet

Køber du varer som forbruger er der især et punkt, hvor dine rettigheder er meget forskellige afhængig af, om du handler på nettet eller i en fysisk butik.

Ved køb over internettet har du nemlig i de fleste tilfælde 14 dages fortrydelsesret. Dette fremgår af Forbrugeraftaleloven. Omvendt har du ikke efter loven nogen fortrydelsesret, hvis du handler i en fysisk butik. Den erhvervsdrivende kan dog vælge frivilligt at give dig en fortrydelsesret på køb foretaget i en fysisk butik, hvilket jo kan være et fint konkurrenceparameter på lige fod med pris og service. Får du ved handel i en fysisk butik en fortrydelsesret, er der således tale om, at du og den erhvervsdrivende indgår en aftale om netop dette.

Erhvervsdrivende, der både driver netbutik og fysisk butik, skal dog være meget OBS på, om de i begge tilfælde vil give forbrugerne en fortrydelsesret. Vil man kun give de nethandlende en fortrydelsesret (fordi det kræver loven), er det vigtigt at dette i ens vilkår og ens markedsføring på ens hjemmeside bliver skåret ud i pap. Altså at du har fortrydelsesret, hvis du foretager køber via vores hjemmeside, men du har ingen fortrydelsesret, hvis du køber varen i vores fysisk butik.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet fra 2014 (sag 12-13198).

I den konkrete sag var der tale om en sportsforretning, som både have en fysisk butik og som også solgte sportsudstyr via nettet. Af forretningens hjemmesiden fremgik det, at der var ”14 dages ombytnings- og returret på alle produkter”. Der stor ikke noget om, at det kun skulle gælde køb foretaget via hjemmesiden.

En forbrugere købet noget udstyr i den fysisk butik, men fortrød efterfølgende købet og ville derfor udnytte fortrydelsesretten. Dette afviste butikken med henvisning til, at fortrydelsesretten kun omfattet varer købt over nettet, men derimod ikke varer købt i den fysiske butik.

Forbrugerklagenævnet afgjorde, at den måde som vilkåret fremstod på hjemmesiden, havde givet forbrugeren en berettiget forventning om, at vilkåret om returret både omfattede køb over nettet og køb foretaget i den fysiske butik. Forbrugerklagenævnet lægger vægt på, at virksomheden ikke havde godtgjort, at forbrugeren på en klar og tydelig måde var blevet informeret om, at returretten kun gjaldt, hvis man købte over nettet. Forbrugeren var derfor berettiget til at returnere de købte varer og få sine penge tilbage.

Og hvad kan vi konkludere på denne afgørelse? Jo, at det for den erhvervsdrivende, der både har en fysisk butik og en netbutik, er meget vigtigt, at det skæres ud i pap på hjemmesiden, at fortrydelsesretten kun gælder for køb i netbutikken. Bliver dette ikke gjort meget klart på hjemmesiden og i vilkårene, ja så risikerer man at skulle give fortrydelsesret på køb foretaget i den fysiske butik.

Fikseret erstatningsbeløb i forbrugervilkår ugyldig

Som erhvervsdrivende kan det være fristende at indsætte et fast beløb, som skal betales hvis ens aftalepart ikke opfylder sin del af aftalen. Så undgår man hele diskussionen om tabets størrelse, ligesom man ikke skal føre bevis for tabet. Et bevis der ofte vil være vanskeligt eller ligefrem umuligt at føre. Vi kender det fra de såkaldte konventionalbodsbestemmelser, som man eksempelvis ser i entreprisebranchen, hvor en forsinkelse koster X kr. pr. dag. Det ses også ofte i IT-aftaler, hvor det koster X kr., hvis systemets oppetid ikke er som lovet.

Sådanne aftaler med konventionalbod vil som udgangspunkt være gyldige; i hvert fald når de er indgået mellem to erhversdrivende, bestemmelsen om bod ikke er gemt væk og bodens størrelse i øvrigt er fair og rimelig. Står boden ikke mål med forseelsen, vil der dog være rigtig gode muligheder for at få nedsat boden efter Aftalelovens § 36.

Hvad gælder så i forbrugeraftaler? Jo, her er det ganske anderledes. Der er udgangspunktet det modsatte; nemlig at bestemmelser, hvor der af forbrugeren skal betales et bestemt fikseret beløb i tilfælde af forbrugernes misligholdelse, er ugyldige. Det gælder særligt, hvis bestemmelsen er “gemt” i nogle standardvilkår.

Denne retsstilling er blandt andet slået fast i en Højesteretsdom tilbage fra 2002 (UfR 2002.706 H).

Her var der tale om en forbruger, som havde købt en brugt bil af en bilforhandler. Der var altså tale om et klokkeklart forbrugerkøb. I slutsedlens standardvilkår var der følgende bestemmelse:

“Såfremt køber uberettiget annullerer aftalen, er sælger berettiget til at forlange erstatning herfor. Erstatningen udgør 10 % af købesummen (incl. moms, reg.afgift og leveringsomkostninger).”

Forbrugeren fortrød handlen uden at have ret til dette, og bilforhandleren krævede derfor sit tab erstattet, dvs. 10 % købesummen således som det jo fremgik af standardvilkårene.

Dette gik ikke. Højesteret siger i deres præmisser, at vilkåret skal tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 38 c sammenholdt med Aftalelovens § 36. Højesteret finder simpelthen, at en standardiseret erstatning på 10 % af bilens købesum ikke er fair og rimelig, og derfor ikke bindende for forbrugeren.

Højesteret lægger vægt på, at hvis der ikke var aftalt en standarderstatning på 10 %, ja så kunne sælgeren kun kræve erstatning, såfremt han måtte blive nødt til at sælge bilen til anden side til en lavere pris, og det er jo på ingen måde givet at dette ville være tilfældet. Kan man sælge den brugte bil til en anden køber til samme pris, ja så har man jo ikke lidt noget tab. Og derfor er en fast erstatning på 10 % af købesummen ikke rimelig.

Og så lidt jura-nørderi omkring de bestemmelser, som Højesteret henviser til:

Aftalelovens §§ 38 c og 36 siger, at hvis det vil være i strid mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, ja så kan skal dette urimelige aftalevilkår erklæres helt eller delvist ugyldig.

Denne bestemmelse i Aftalelovens § 38 c baserer sig på et EU-direktiv, nemlig Rådets direktiv af 1993-04-05 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (93/13) for nu at være helt præcis. Og i et bilag til dette direktiv anføres udtrykkeligt som eksempel på et urimeligt vilkår i en forbrugeraftale det tilfælde, hvor der pålægges en forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, en uforholdsmæssig stor godtgørelse.

Det er derimod min vurdering, at vilkåret om 10 % i erstatning som udgangspunkt ville holde, hvis aftalen var indgået mellem to erhvervsdrivende, altså hvis der havde været tale om et handelskøb.

Transport af privat indbo til eller fra Danmark

Skal et speditions- eller flyttefirma sørge for at transportere dit private indbo til eller fra udlandet, er spørgsmålet, hvad der gælder, hvis noget af dit indbo går i stykker eller forsvinder under transporten. Kan du kræve erstatning, og med hvor meget? Eller kan flyttefirmaet afvise dit krav?

Vil flyttefirmaet prøve at løbe fra ansvaret, vil man ofte se, at flyttefirmaet eller speditionsfirmaet henviser til den såkaldte CMR-lov. Efter denne lov er der nemlig en række begrænsninger i det ansvar som et flytte- eller speditionsfirma kan ifalde.

Derfor ses det ofte, at et flytte- eller speditionsfirma påberåbe sig CMR-loven, når de vil prøve at slippe for et ansvar for beskadiget eller bortkommet indbo under en flytning til eller fra udlandet.

Dette går dog ikke. Det følger nemlig af § 1, stk. 2 i CMR-loven, at loven ikke gælder for “befordring af flyttegods”.

Endvidere vil man ikke uden videre med en forbruger kunne aftale, at loven skal gælde, selvom der er tale om transport af privat indbo. Dette er illustreret i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet. Sagen gik ud på en forbruger, som skulle flytte til Spanien, og derfor indgik en aftale med et speditionsfirma, som skulle stå for transporten af det private indbo til Spanien. Under transporten forsvandt nogle af forbrugerens flyttekasser. Speditionsfirmaet afviste kravet fordi man mente, at de efter CMR-loven ikke var ansvarlige for, at kasserne forsvandt.

På fragtbrevet var med små bogstaver skrevet, at transporten var omfattet af CMR-loven og der var også et CMR symbol på fragtbrevet. Forbrugerklagenævnet fandt, at dette ikke var tilstrækkeligt for at anse CMR-loven for aftalt, især fordi det modsatte fremgår af loven; nemlig at loven ikke omfatter transport af flyttegods.

Forbrugeren fik derfor sin erstatning.

Så husk at være skeptisk, hvis et flyttefirma afviser dit erstatningskrav med henvisning til CMR-loven. Det går ikke uden videre.

 

Opsigelse af forbrugeraftaler

20160926_121831-1Hvordan er det lige med opsigelse af forbrugeraftaler? Og hvor lang tid kan man binde en forbruger til et abonnement? Det kan være et fitnessabonnement, et avisabonnement, et mobiltelefonabonnement, et abonnement på Netflix eller Spotify. You name it.

Der er på ingen måde frit spil for virksomhederne i forbrugeraftaler til at fastsætte opsigelsesvarslet og bindingsperiodens længde.

Forbrugeraftaleloven (§ 28) fastslår nemlig (endda meget klart), at af en forbruger har ret til at opsige en aftale med een måneds varsel til udgangen af een måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse. 

Det er altså forbudt for den erhvervsdrivende at have et opsigelsesvarsel, der er længere end løbende måned + een måned.

Og det er også forbudt at have en bindingsperiode på mere end 5 måneder fra aftalens indgåelse.

Indgås eksempelvis en aftale den 4. november 2016 kan aftalen gøres uopsigelig frem til den 3. april 2017. Aftalen kan altså opsiges fra og med den 4. april 2017, og da med et et varsel på løbende måned + een måned. Opsiges aftalen den 4. april 2017 vil det altså kunne ske til udgangen af maj 2017.

Der er nogle enkelte undtagelser, hvor der godt kan fastsættes en længere bindingsperiode og længere opsigelsesvarsel. Sådan er det jo med juraen – det er sjældent at der ikke er undtagelser. Disse undtagelser kommer jeg nærmere ind på i en af mine næste blogs.

 

Lauritz.com og falske bud

Berlingske har i øjeblikket en rigtig fin artikelserie, hvor der sættes fokus på de bud, der afgives på Laurtiz.com.

I dagens Berlingske (21. september 2016) handler det om shill bidding – dvs. falske auktionsbud. Berlinske påviser, hvordan der siden 2014 er ca. 400 kunder, der afgiver bud på varer, som de allerede har købt een gang og fortrudt.

Shill-bidding går ud på, at en kunde byder på en vare uden at have til hensigt at købe den. Formålet med shill bidding er at få prisen på varen i vejret; typisk fordi man selv eller en ven eller et familiemedlem har sat varen til salg.

Jamen, hvad er problemet kan man spørge?

Jo, dels medvirker shill bidding jo til at skabe en kunstig, unaturlig og uigennemsigtig prissætning på en auktionsvare. Man byder som interesseret køber på en vare uden at have viden om, at den man er i konkurrence med rent faktisk kun byder for at få prisen i vejet og ikke har til hensigt at købe varen. Derudover er det selvsagt udgiftskrævende for auktionshuset, der dels kan miste en indtægt, dels har ekstra omkostninger, fordi der skal afholdes en ny auktion.

Problemet forstærkes af, at der ved netauktioner er en fortrydelsesret for forbrugere, fordi der er tale om såkaldt fjernsalg. Dette følger direkte af Forbrugeraftaleloven. Derfor kan en person, der byder på en vare uden at have til hensigt på noget tidspunkt at købe den, jo blot fortryde handlen, hvis det viser sig at pågældende – uheldigvis for ham eller hende – måtte blive højstbydende.

Der er næppe ulovligt at byde på egen varer, men det er noget strafferetsjuristerne skal vurdere. Det kan da godt lugte lidt af bedrageri.

Det vil heller ikke være i strid med Markedsføringsloven, medmindre den, der byder på egne varer, er erhvervsdrivende. I så fald vil et bud på egne varer højst sandsynligt kunne sanktioneres som en overtrædelse af god markedsføringsskik (se Markedsføringslovens § 1).

Men kan det virkelig passe, at man har en fortrydelsesret, hvis man bliver højstbydende på ens egen vare. Jo, den er – formentlig – god nok, altså fortrydelsesretten. I hvert fald hvis vi følger lovens bogstav.

Forbrugeraftaleloven siger nemlig, at der er fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler (§ 18) Fjernsalgsaftaler er kendetegnet ved at aftaleparterne ikke mødes fysisk, som hvis man eksempelvis gik til en “rigtig gammeldags” auktion. Derfor er det helt klare udgangspunkt, at der er fortrydelsesret ved netauktioner.

Kan man så ikke sige og argumentere, at der ikke er tale om en aftale, når køber og sælger i realiteten er den sammen, og at der derfor ikke af denne årsag er nogen fortrydelsesret. Det giver jo ikke rigtig mening at tale om en aftale, når man sidder på begge sider af bordet. Nej, det går nok ikke.  Netauktioner gennemføres nemlig typisk i såkaldt kommission, der er kendetegnet ved, at auktionshuset (og ikke sælgeren) bliver den ene part i aftalen, hvor den anden part er den vindende budgiver. Der er således tale om to forskellige aftaleparter, auktionshuset og den vindende budgiver, og derfor foreligger der i formentlig i Forbrugeraftalelovens forstand en fjernsalgsaftale, selvom den vindende budgiver er identisk med sælgeren.

Derfor er det min opfattelse, at en vindende budgiver, der har budt på sin egen vare, efter lovens ordlyd vil have ret til at fortryde aftale. Da man ikke kan fraskrive sig fortrydelsesretten, kan auktionshuset næppe i sine vilkår skrive, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis man så at sige indgår aftalen med sig selv eller ens nærmeste, altså hvis man ender op med at blive højstbydende på ens egen vare eller ens nærmestes vare.

Er auktionshuset så på helt bar jord? Nej, det er det ikke. Det følger nemlig af Kommissionslovens § 27, at man som auktionshus har krav på at sælgeren betaler ens auktionshonorar, selvom aftalen ikke bliver opfyldt, hvis dette skyldes sælgeren selv. Er der tale om en sælger, som fortryder et falsk bud, vil der næppe være den store tvivl om, at den manglende opfyldelse af aftalen skyldes sælgeren selv. Og så er det min vurdering at auktionshuset kan kræve honoraret og hammerslagsgebyret betalt af sælgeren. Og mon så ikke man vil se en vis nedgang i antallet af falske bud, da det så ikke længere er omkostningsfrit at byde på egne varer.

Auktionshuset bør dog i sine salgsvilkår anføre, at dette er konsekvensen ved falske bud. Altså at man – uanset at man fortryder aftalen – kommer til at betale honorar og hammerslagsgebyr, hvis det viser sig, at man selv eller ens nærtstående har budt på egne varer.

 Læs min artikel i Jyllands-Posten om Lauritz.com om fortrydelsesretten

Kitesurfer ikke dækket af forsikring

At det er vigtigt at læse “det med småt” er denne friske afgørelse fra Østre Landsret et godt eksempel på.

Der var tale om en kitesurfer, som kom til skade under surfingen. Surferen ønskede dækning fra sit forsikringsselskab, hvor han havde tegnet en ulykkesforsikring.

I vilkårene for ulykkesforsikringen stod blandt andet, at følgende slags skader ikke var omfattet af forsikringen:

»Skade, der sker i forbindelse med bjergbestigning, faldskærmsudspring, drageflyvning, elastikspring, parasailing, dykning med anvendelse af professionelt dykkerudstyr og motorløb af enhver art eller anden lignende farlig sport«

Med henvisning til denne bestemmelse og formuleringen “…eller anden lignende farlig sport” afviste forsikringsselskabet at dække skaden. Dette afslag indbragte kitesurferen for retten.

Landsretten var enig med forsikringsselskabet.

Landsretten fandt ikke at forsikringsvilkåret “eller anden lignende farlig sport” var uklart, da formuleringen måtte forstås således, at skader der skyldes dyrkning af sport med særlige faremomenter var undtaget fra dækning, også selvom en given sportsgren ikke positivt var nævnt.

Det blev af retten vurderet, at kitesurfing indebærer særlig fare på grund at den store kraft i dragen og forøget risiko for skader, hvis dragen kommer ud af kontrol. Landsretten fandt derfor, at kitesurfing kunne sidestilles med drageflyvning og parsailing, og at der derfor ingen dækning var.

Må netbutikken hæve pengene inden varen er afsendt?

Du har bestilt en vare over nettet. Varen er ikke sendt til dig endnu af virksomheden, men alligevel blive beløbet for dit køb hævet på din konto. Er det i orden?

Nej, det er ikke i orden! I hvert fald ikke som hovedregel. Den erhvervsdrivende må først hæve pengene, når varen er afsendt.

Derfor vil  et standardvilkår om, at der skal ske forudbetaling kunne anses for urimeligt og i strid med god markedsføringsskik. Forbrugerombudsmanden er nemlig af den opfattelse, at forudbetaling som hovedhovedregel ikke skal anvendes i B2C-handel, altså i forbrugerkøbet.

Dette fremgår af en retningslinje fra 2014 om Betalingsmodtagers håndtering af betalinger ved fjernsalg.

Saglig og rimelig grund

Er der en saglig og rimelig grund for at virksomheden kræver forudbetaling, accepterer forbrugerombudsmanden dog, at det er i orden. Det kan for eksempel være, fordi det drejer sig om levering af varer, som skal fremstilles efter nogle individuelle specifikationer fra forbrugeren eller at varen på anden vis har fået et tydeligt personligt præg. Det kan også være tilfælde, hvor der er en fast praksis for forudbetaling, eksempelvis ved abonnementer på aviser o.l. Hvis ønsket om forudbetaling derimod er motiveret at et likviditetsbehov for virksomheden, er dette naturligvis ikke en rimelig og saglig grund.

Udtrykkelig aftale

For at kunne kræve forudbetaling, er det derudover et krav, at der med forbrugeren er indgået en udtrykkelig aftale herom inden betalingen sker. Henvisning i stadardvilkårene opfylder ikke dette krav. Forbrugeren skal altså med andre ord aktivt acceptere en forudbetaling – eksempelvis ved at sætte kryds til dette under bestillingen eller ved at sende en mail til virksomheden, hvor det bekræftes, at man er indforstået med at pengene hæves, selvom varen endnu ikke er afsendt.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse skal det endvidere overfor forbrugeren oplyses, at forudbetalingen indebærer en risiko for forbrugeren i tilfælde af virksomhedens konkurs o.l. Har man som forbruger foretaget en forudbetaling (i henhold til en udtrykkelig aftale) har man nemlig ikke krav på tilbagebetaling fra ens bank, hvis virksomheden går konkurs. Dette fremgår af Betalingstjenestelovens § 74.