Kategoriarkiv: Almindelige vilkår

Forbrugerkøb og netauktioner

Udgivet den af

KØBELOVEN indeholder regler om forbrugerkøb, der på mange punkter giver forbrugeren en særlig beskyttet og gunstig retsstilling. Der foreligger efter KØBELOVEN et forbrugerkøb, når forbrugeren handler udenfor sit erhverv (man køber med andre ord varen til privat brug) og sælgeren af varen er en erhvervsdrivende.

Der foreligger også et forbrugerkøb, hvis sælgeren af varen er en privat person, men salget formidles af en erhvervsdrivende. Salg via en netauktion til en forbruger vil derfor altid være et forbrugerkøb, uanset om ejeren af den solgte genstand er en erhvervsdrivende eller en privat person. Dette skyldes, at en erhvervsdrivende formidler salget.

Når en forbrugers køb på en netauktion i alle tilfælde behandles som et forbrugerkøb, vil forbrugeren således være beskyttet af de særlige regler, der gælder for forbrugerkøbet. Disse særlige beskyttelsesregler kan (i modsætning til handelskøbet) ikke fraviges ved aftale, f.eks. i den erhvervsdrivendes salgsvilkår.

Nedenfor lister jeg nogle at de væsentligste beskyttelsesregler efter KØBELOVEN, der vil gælde for en forbruger ved køb på en netauktion:

  • Det kan ikke bestemmes i vilkårene, at varen er ”købt som beset”. En sådan klausul om ”købt som beset” eller tilsvarende har ingen retsvirkning og kan derfor ikke håndhæves overfor forbrugeren. Forbrugeren kan altså rejse sædvanlige mangelskrav.
  • Hvis der er mangler kan køberen som udgangspunkt kræve, at sælgeren afhjælper manglen.
  • Reklamation indenfor 2 måneder efter købet er altid rettidig.
  • Der vil altid være 2 års reklamationsret over mangler.

Fortrydelsesret efter Forbrugeraftaleloven

Efter FORBRUGERAFTALELOVEN vil der med samme begrundelse som ovenfor foreligge en forbrugeraftale ved en forbrugers køb af en vare på en netauktion. Dette gælder uanset om sælgeren er privat eller erhvervsdrivende, fordi man som erhvervsdrivende formidler salget.

Konsekvensen af dette vil efter FORBRUGERAFTALELOVEN være, at forbrugeren har 14 dages fortrydelsesret. Dette skyldes, at der ved netauktioner er tale om såkaldt fjernsalg – altså hvor sælger og køber ikke mødes fysisk i en butik eller lignende. Fortrydelsesretten gælder også selv om forbrugeren inden netauktionen har haft mulighed for at besigtige genstanden.

Den erhvervsdrivende er derfor forpligtet til at oplyse forbrugeren om fortrydelsesretten.

Hvis fortrydelsesretten udnyttes af forbrugeren, skal købesummen returneres til forbrugeren. Dette omfatter også det hammerslagsgebyr og salær, som den erhvervsdrivende måtte have opkrævet overfor forbrugeren.

Flere gigabite giver ikke teleudbyder ret til at indføre ny bindingsperiode

Udgivet den af

Teleankenævnet har i en ny afgørelse (sag 20-428) slået fast, at en forbrugers ændring af et bredbåndsabonnement fra 50 GB til 250 GB ikke giver udbyderen ret til at indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder.

Det er sådan at en erhvervsdrivende kun må binde en forbruger i maksimalt 6 måneder til en løbende kontrakt. Det kan eksempelvis være et fitnessabonnement, Netflix, Spotify eller som i denne sag et bredbåndsabonnement.

Det fremgår af Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1, som siger:

Forbrugeren kan opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse,

I denne sag indførte YouSee automatisk en ny bindingsperiode på 6 måneder i forbindelse med at forbrugeren opgraderede sit dataabonnement fra 50 GB til 250 GB.

Nævnet udtaler, at en ny bindingsperiode på 6 måneder er et byrdefuldt vilkår, og at vilkåret om ny bindingsperiode ikke i tilstrækkelig omfang var fremhævet i selve ordrebekræftelsens tekst, som blev sendt til forbrugeren i forbindelse med opgraderingen. Derfor var Teleankenævnet af den opfattelse, at der ikke var indtrådt en ny bindingsperiode på 6 måneder.

Afgørelsen er interessant, fordi Teleankenævnet forudsætningsvis anerkender, at en erhvervsdrivende godt må indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder ved eksempelvis en opgradering af et mobildatabonnement – blot skal det være gjort klart for forbrugeren, at konsekvensen ved opgraderingen er en ny bindingsperiode.

Dette er efter min opfattelse en tvivlsom afgørelse. Som anført siger loven nemlig, at en forbruger maksimalt kan bindes i seks måneder. En ændring af data fra 50 GB til 250 GB sker inden for rammerne af en eksisterende aftale, og derfor er det tvivlsomt om en erhvervsdrivende kan indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder, selv hvis det i forbindelse med opgraderingen skæres ud i pap for forbrugeren, at der nu indføres en ny bindingsperiode. Dette ville nemlig være i strid med Forbugeraftalelovens § 28, stk. 1, som ikke fraviges til skade for forbrugeren ved aftale.

Forbrugere skal let kunne opsige deres aftaler

Udgivet den af

Det kan være fristende for en virksomhed at besværliggøre en forbrugers opsigelse af aftalen. Det kan eksempelvis være ved at kræve at opsigelsen skal ske telefonisk eller at man skal møde op fysisk for at opsige. Eller at man skal udfylde alle mulige formularer for at opsige. Det går ikke.

En forbruger skal kunne opsige en forbrugeraftale uden besvær og krumspring fra virksomhedens side for at sætte hindringer i vejen for en opsigelse holder ikke.

Det har Forbrugerombudsmanden fornyligt udtalt i en række sager. Blandt andet blev en fitness kæde kritiseret for at deres vilkår bestemte at opsigelse kun kunne ske ved at man mødte personligt op i fitnesscentret. Og YouSee fik kritik fordi man på hjemmesiden fik det indtryk at opsigelse kun kunne ske ved at ringe op til YouSee (og man ved jo godt at så risikerer man at hænge i timevis i en telefonkø).

Juraen er klar.

Dels følger det af Markedsføringsloven at virksomheder ikke må handle i strid med god marekdsføringskik.

Og derover siger Aftalelovens § 38c, at urimelige aftalevilkår i en forbrugeraftale er ugyldig.

Så medmindre man som virksomhed har en saglig grund til at kræve noget helt særligt til forbrugerens opsigelse er der ingen vej udenom; forbrugeren skal have ret til at opsige med almindelige kommunikationsmidler, hvilket i dag vil sige pr. mail.

Betalingsaftaler kan ikke overdrages uden samtykke fra forbrugeren

Udgivet den af

For virksomheder, der har et løbende salg til sine kunder, er det ganske værdifuldt, hvis disse kunder har tilmeldt betalingen til en betalingsaftale. Så sker betalingen automatisk, og man undgår at skulle bruge tid og ressourcer på administration.

Det kan eksempelvis være en betalingsaftale på et fitnessabonnement eller til et benzinkort.

Men hvad gælder så, hvis virksomheden bliver solgt? Følger betalingsaftalen automatisk med over? Her skal vi sondre mellem hvorledes virksomheden sælger.

Sælges aktierne i virksomheden til en ny ejer (såkaldt aktiesalg) er virksomheden den samme. Den har samme CVR nr. men har “blot” fået en ny ejer. I dette tilfælde vil betalingsaftalerne automatisk kører videre, selv om der er kommet en ny ejer. Der er ikke noget krav om, at forbrugeren skal give samtykke til dette.

Det vil være anderledes hvis det er aktiverne (herunder kundeaftalerne) i virksomheden, der sælges over til en ny ejer (såkaldt aktivsalg). Her er der tale om mere end et ejerskifte. Det vil være en helt ny virksomhed med et helt nyt CVR nr. som fremadrettet skal levere ydelsen til kunden. Det kan eksempelvis være et lille fitnesscenter, der ved en aktivhandel overdrager lejemål, kunder og inventar til Fitness World.

Ved en aktivhandel er det forbrugerombudsmandens vurdering, at der ikke må ske overdragelse af kundernes betalingsaftaler til den nye ejer.

Der skal gives et samtykke af hver enkelt kunde til, at kundens betalingsaftale også overdrages som led i handlen. Det har Forbrugerombudsmanden vurderer i flere sager, hvor kunderne ikke har givet samtykke til, at deres betalingsaftaler via Betalingsservice blev overdraget. Kunderne fik blot at vide, at den kæde, de var medlem af, var blevet solgt til en anden virksomhed, og at deres betalingsaftale også var blevet overdraget uden at de behøvede at gøre noget.

MEN den går altså ikke. Der skal indhentes et samtykke hos kunden for at kunne overdrage betalingsaftalen som led i en aktivhandel.

Det følger nemlig af betalingslovens § 82, som siger at en betaling kun er korrekt, hvis betaleren har meddelt samtykke til betalingen.

Betalingslovens § 82, stk. 1:

”§ 82. En betalingstransaktion er kun autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre transaktionen. Betaleren kan autorisere betalingstransaktionen før eller efter gennemførelsen af denne, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder. Er der ikke meddelt samtykke, skal betalingstransaktionen anses for uautoriseret.”

Skal vilkår være på dansk?

Udgivet den af

Driver du nethandel til forbrugere vil du helt sikkert have et sæt standardvilkår på din hjemmeside. Men gælder der et krav om, at disse vilkår skal være på dansk? Eller kan man nøjes med eksempelvis at have et sær vilkår på engelsk? Dette vil jo give god mening, hvis ens markedsføring og ens kunder ikke kun har et dansk tilknytning.

Det korte svar er: Ja, du kan godt have vilkår på et andet sprog, selvom du driver virksomhed i Danmark og selvom dine kunder er danske forbrugere. Men der er et men.

Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3 siger nemlig, at oplysninger, som man har pligt til at give forbrugeren, skal afgives på dansk, såfremt den erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelse på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke til at modtage oplysningerne på et andet sprog.

Det betyder med andre ord, at hvis din hjemmeside eller markedsføring i øvrigt er på dansk, ja så går det ikke at have nogle vilkår på engelsk (medmindre forbrugere samtykker i dette).

Er din hjemmeside og markedsføring derimod på engelsk, ja så er det derimod helt i orden, at dine standard vilkår også er på engelsk. Dette er altså ikke i strid med forbrugerlovgivningen.

Man kan som forbruger give et samtykke til at vilkårene er på et fremmed sprog, selvom markedsføring og hjemmeside er på dansk. Men det er vigtigt at dette samtykke er tydeligt og klart og aktivt gives af forbrugeren. Der er altså med andre ord ikke tilstrækkeligt, at samtykket til vilkår på et fremmed sprog er “gemt” væk i netop standard vilkårene.

Tøj beskadiget ved vask eller brug indenfor de første 6 måneder

Udgivet den af

Du har sikkert selv oplevet det! En trøje eller et par bukser går i stykker hurtigt efter købet. Det kan være efter en vask eller det kan bare være du pludselig ser et hul eller en syning, der er gået op, og du ikke lige ved hvorfor det er sket. What to do?

Jamen, Købeloven er ret klar! Efter Købelovens § 77a, stk. 3 er det netop sådan, at mangler, der opstår de første 6 måneder efter købet anses at have været til stede ved købet. Det er med andre ord omvendt bevisbyrde de første 6 måneder. Sælger skal bevise, at manglen ikke var tilstede, da købet blev foretaget. Det vil sige at sælger skal bevise, at det er købers forkerte brug eller lignende, der har været årsag til manglen. Kan sælger ikke føre dette bevis, vil sælger tabe sagen. Og det er et svært bevis for sælgeren at føre de første 6 måneder.

Reglen om omvendt bevisbyrde de første 6 måneder efter køber er illustreret i en sag fra Forbrugerklagenævnet (sagsnummer 2002-613/7-277). Her var der tale om en cardigan der var gået i stykker efter vask én måned efter købet. Butikken mente, at det var forbrugeren, der havde vasket trøjen forkert. Forbrugerklagenævnets sagkyndige kunne ikke entydigt vurdere hvad der var årsag til at cardiganen var gået i stykker.

Herefter havde den erhvervsdrivende ikke løftet bevises for, at trøjen var ødelagt på grund af købers forkerte brug, og derfor blev forretningen dømt til at erstatte trøjen. Man havde simpelthen ikke løftet beviset, som det hedder i jurasprog.

Så er du forbruger er Købelovens § 77a, stk. 3 rigtig vigtig. Husk det. Skåret helt ind til benet siger paragraffen altså at det er sælger der har bevisbyrden.

Bestemmelsen er ufravigelig – det vil sige at sælgeren ikke i sine salgsvilkår må skrive at der ikke er nogen omvendt bevisbyrde. Dette vil være et ugyldigt vilkår.

Pligt til at oplyse mail-adresse

Udgivet den af

Driver du e-handel er du forpligtet til på din hjemmeside at oplyse en e-mailadresse, som gør det muligt for kunderne at kontakte dig.

Det følger nemlig af e-handelsloven, at enhver fysisk eller juridisk person, som leverer en informationstjeneste skal give en række oplysninger, herunder blandt andet e-mailadressen. En e-handelsvirksomhed vil utvivlsomt levere en informationstjeneste og kan derfor ikke på nogen måde undslå sig forpligtelsen til at oplyse en mail-adresse.

Det er altså ikke godt nok, hvis virksomheden blot har en kontaktformular, en chatfunktion, en telefonsupport eller en facebook-adresse til brug for kommunikation mellem virksomheden og dets kunder. Dette vil ikke opfylde e-handelslovens krav.

I en konkret sag blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at en erhvervsdrivende på sin hjemmeside ikke oplyste nogen e-mailadresse, men alene stillede en kontaktformular til rådighed. Dette blev påtalt af Forbrugeombudsmanden overfor virksomheden.

Kravet om oplysning af e-mailadresse følger helt klart af  e-handelslovens § 7, stk. 1, nr. 3.

Grunden til at der skal oplyses en mail-adresse er, at en klageformular ikke som en mail giver forbrugeren mulighed for at gemme en kopi af den besked, som forbrugeren har sendt til den virksomheden. Så kravet er også helt fair og rimeligt. Nemlig hensynet til bevissikring.

Det er stadigvæk ikke alle virksomheder, der respekterer dette. Eksempelvis er e-mail kontaktikonet på Elgigantens hjemmeside inaktivt, så det på Elgigantens hjemmeside er umuligt (13.6.2017) at finde en mailadresse til Elgiganten. Man skal helt ind i de almindelige salgsbetingelsers sidste afsnit for at finde mail-adressen, og dette er i strid med loven.

Det følger nemlig af e-handelslovens § 7, stk. 3, at blandt andet mail-adressen skal være lettilgængelig. Og hvis det kræver en større gennemgang af en hjemmeside for at finde oplysningen, vil dette krav om lettilgængelighed ikke være opfyldt. Oplyser man således alene sin mail-adresse i ens almindelige standardvilkår vil dette være i strid med e-handelsloven. Uden tvivl.

Godkendt bookingproces medfører ansvarsfrihed for rejsebureauer

Udgivet den af

Som jeg tidligere har skrevet om på denne blog, kan en rejseportal (digitalt rejsebureau) komme slemt i knibe, hvis det ikke på portalens side er skåret ud i pap, at man kun er formidler at flybilletter, hotelophold mv. og at man ikke selv er sælger og derved aftalepart.

Dette fik rejsebureauet Goleif.dk at føle, da Østre Landsret fandt, at bureauet hæftede for de tab, som en række forbrugere led i forbindelse med Cimber Air Sterlings konkurs. Man hæftede, fordi det ikke på hjemmesiden klart fremgik, at det ikke var Goleif.dk men derimod flyselskabet, man handlede med.

Forbrugerombudsmanden har nu i samarbejdet med Danmarks Rejsebureau Forening udfærdiget en godkendt bookingproces. Altså en bookingproces, som er blåstemplet af Forbrugerombudsmanden, og hvis man følger denne proces bør man derfor ikke risikere at tabe en sag om, at man ikke har oplyst tilstrækkeligt og præcis om, hvem der er aftalepart.

Under denne godkendte bookingproces skal man som forbruger to gange aktivt acceptere en kort tekst for at komme videre i processen. Og i denne tekst står der  klart og tydeligt, at aftalen indgås med flyselskabet, og at alle krav derfor skal rettes til flyselskabet. Følger man således denne fremgangsmåde loyalt, bør man derfor som rejsebureau være på sikker jord.

Tekstens skal aktivt godkendes af forbrugeren, og derfor vil man ikke kunne “gemme” teksten i de almindelige vilkår og blot lade forbrugeren godekende de almindelige vilkår. I så fald vil man efter min opfattelse som udgangspunkt fortsat hænge på kravet som rejsebureau.

Det vil også være en god ide ikke kun at bruge teksten (med fornødne tilretninger) og bestillingsproceduren, når det drejer sig om køb af flybilletter, men tillige når det drejer sig om eksempelvis hotelophold, billeje, udflugter mv.

Teksten, der blandt andet findet på FDM’s rejsebureaus hjemmeside har følgende formulering:

Bemærk at FDM travel sælger billetterne på flyselskabets vegne og er derfor ikke din aftalepart, men kun formidler. Det er derimod flyselskabet, som er din aftalepart, og som leverer rejsen. Flyselskabet er ansvarlig for aftalens opfyldelse. Det betyder, at alle krav og reklamationer vedrørende din rejse skal rettes mod flyselskabet, fx som følge af forsinkelser, aflysninger, konkurs, bagage mv.

Kontakt mig gerne for yderligere rådgivning på telefon 30951108.

Apple får smæk i byretten

Udgivet den af

Apple har nu både Forbrugerklagenævnets og Byrettens ord for, at deres fortolkning af Købeloven ikke holder vand.

Efter Købeloven har du som køber af en mangelbehæftet vare nogle rettigheder. Hvordan dine rettigheder er, afhænger især af, om du har købt varen som forbruger eller som erhvervsdrivende. En god tommelfingerreglen er, at man som forbruger er godt beskyttet efter Købeloven, blandt andet fordi man ikke i standardvilkår eller lignende kan fraskrive sig sine forbrugerrettigheder.

Er der en mangel ved et produkt, kan du som forbruger naturligvis reklamere over dette.

Du har som forbruger efter Købeloven som udgangspunkt valget mellem, om du vil have ombyttet til en nyt mangelfrit produkt eller om du vil have repareret varen.

Dog er den erhvervsdrivende, hvis dit valg er for dyrt i forhold til alternativet, i sin ret til at insistere på at levere den billigste løsning. Dette vil typisk være tilfældet, hvor man har købt en forholdsvis dyr forbrugsvare (eksempel en vaskemaskine, TV, computer, mobiltelefon eller ligende) og ønsker den ombyttet til en ny tilsvarende vare uden mangel. I dette tilfælde vil den erhvervsdrivende være berettiget til at insistere på at reparere varen istedet for ombytte den, såfremt dette vil være billigere. Dette følger af Købelovens § 78, stk. 2.

Vælger den erhvervsdrivende at ombytte den fejlbehæftede vare til en fejlfri vare, skal den nye vare vitterlig være ny og ubrugt. Dette er nu slået fast af såvel Forbrugerklagenævnet og Retten i Glostrup i en sag mellem Apple og en forbruger.

Der var tale om en person, der havde købt i iPhone som forbruger. iPhonen havde en mangel, som Apple anerkendte var Apples ansvar (det i sig selv er jo noget af en bedrift). Apple valgte at ombytte telefonen – men ikke til spritny telefon, men derimod til en såkaldt genproduceret iPhone. Dette med henvisning til Apples standardvilkår, der havde følgende bestemmelse:

“Hvis du under denne garantiperiode indsender en reklamation til Apple i overensstemmelse med denne garanti, vil Apple efter eget valg:

(i) reparere Apple-produktet ved brug af nye dele eller tidligere anvendte dele, der i ydeevne og stabilitet svarer til nye dele, eller

(ii) erstatte Apple-produktet med den samme model (eller med dit samtykke et produkt med lignende funktionaliteter) sammensat af nye og/eller tidligere anvendente dele, der med hensyn til ydeevne og stabilitet svarer til nye dele…”

Apple oplyste under sagen, at en genproduceret iPhone kunne indeholde nogle moduler fra andre skrottede telefoner. Og en IT-sagkyndig vurderede under sagen, at de genanvendte moduler og telefonen havde samme udseende, anvendelighed, levetid og salgsværdi som hvis der var tale om nyproducerede moduler. Dog mente den sagkyndige, at den genproducerede telefon på trods af dette ville have en lavere salgsværdi. Så grundlæggende var der ikke noget at udsætte på holdbarheden af den nye brugte telefon, og det var da også Apples argumentation; altså at forbrugeren fik et produkt, der fungerede som var det et nyt produkt, og derudover at miljøet har gavn af dette genbrug.

Hverken Forbrugerklagenævnet eller Byretten købte dog denne argumentation.

Byretten (sag BS 10E-3689/2014) siger, at der hverken i selve Købeloven eller i forarbejderne til loven er mulighed for at kunne inddrage miljømæssige hensyn i vurderingen af, om der er sket korrekt omlevering. Et omleveret produkt skal opfylde betingelserne i købelovens § 78, stk. 1, nr. 2, som siger at der af den erhvervsdrivende skal leveres et produkt, der “stemmer overens med aftalen”. Og hvis aftalen går ud på køb af en ny iPhone, ja så skal der også omleveres til en ny iPhone. Simple as that. Ellers stemmer det jo ikke overens med aftalen.

Retten anerkender som sådan de miljømæssige argumenter, som Apple fremhæver, men dette ændrer intet ved resultatet, nemlig at det omleverede produkt skal stemme overens med købsaftalen, og derfor skal Apple give forbrugeren en ny telefon. Der er med andre ord ikke grundlag i købeloven for at inddrage miljøhensyn.

Et element, der også indgår i rettens vurdering er, at telefonens salgsværdi er mindre, når der er tale om en genproduceret telefon. Men jeg er nu ret sikker på, at resultatet havde været det samme, såfremt den sagkyndige var kommet til den vurdering, at salgsværdien ville være ens, uanset om der var tale om en splinterny telefon eller en genproduceret telefon. Simpelthen fordi Købelovens § 78 ikke åbner mulighed for at ombytte til et mere eller mindre brugt produkt.

Da Apple således ikke havde omleveret korrekt, havde Apple misligholdt købsaftalen med forbrugeren, og derfor var forbrugeren berettiget til at hæve købet og kræve sine penge tilbage.

Erhvervsdrivende skal derfor være OBS på ved salg til forbrugere, at det er i strid med købeloven at ombytte til et “nyt brugt” produkt. Derfor vil det også være i strid med Købeloven at skrive i ens standardvilkår, som Apple gør, at forbrugeren ved omlevering  skal tåle, at der kan ske omlevering med en genproduceret vare. Dette kan i sig selv udgøre ulovlig vildledning i strid med Markedsføringsloven.

Som skrevet ovenfor har den erhvervsdrivende ved mangler ved dyrere varer (eksempelvis en iPhone) valget mellem, om man vil reparere varen eller om man vil omlevere til en ny vare. Derfor er det min vurdering, at den erhvervsdrivende i disse tilfælde, altså hvor den erhvervsdrivende har valgretten, godt må anføre i vilkårene og aftale med forbrugeren, at såfremt forbrugerne ikke accepterer, at der sker omlevering til en genproduceret vare, ja så skal forbrugerne tåle, at der i stedet sker en reparation af den mangelbehæftede vare. Om mon ikke så hovedparten af forbrugerne i denne situation alligevel vil vælge at tage imod den “nye” genproducerede telefon istedet for at få ens gamle telefon repareret?

Husk at der ved B2B-handel, altså handelskøbet, gælder nogle helt helt andre regler. Her er der aftalefrihed, og derfor kan der som udgangspunkt aftales hvad som helst i vilkårene, herunder at køberen skal tåle at omlevering sker med en genproduceret vare. Derudover skal man i B2B-købet være OBS på, at der – hvis intet er aftalt – ikke er nogen ret for sælgeren til at reparere varen. Dette bør man få indføjet i sine vilkår; altså at man som sælger har ret til at reparere en mangelbehæftet vare.

“14 dages returret” betyder “14 dages returret” – både i fysisk butik og på nettet

Udgivet den af

Køber du varer som forbruger er der især et punkt, hvor dine rettigheder er meget forskellige afhængig af, om du handler på nettet eller i en fysisk butik.

Ved køb over internettet har du nemlig i de fleste tilfælde 14 dages fortrydelsesret. Dette fremgår af Forbrugeraftaleloven. Omvendt har du ikke efter loven nogen fortrydelsesret, hvis du handler i en fysisk butik. Den erhvervsdrivende kan dog vælge frivilligt at give dig en fortrydelsesret på køb foretaget i en fysisk butik, hvilket jo kan være et fint konkurrenceparameter på lige fod med pris og service. Får du ved handel i en fysisk butik en fortrydelsesret, er der således tale om, at du og den erhvervsdrivende indgår en aftale om netop dette.

Erhvervsdrivende, der både driver netbutik og fysisk butik, skal dog være meget OBS på, om de i begge tilfælde vil give forbrugerne en fortrydelsesret. Vil man kun give de nethandlende en fortrydelsesret (fordi det kræver loven), er det vigtigt at dette i ens vilkår og ens markedsføring på ens hjemmeside bliver skåret ud i pap. Altså at du har fortrydelsesret, hvis du foretager køber via vores hjemmeside, men du har ingen fortrydelsesret, hvis du køber varen i vores fysisk butik.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet fra 2014 (sag 12-13198).

I den konkrete sag var der tale om en sportsforretning, som både have en fysisk butik og som også solgte sportsudstyr via nettet. Af forretningens hjemmesiden fremgik det, at der var ”14 dages ombytnings- og returret på alle produkter”. Der stor ikke noget om, at det kun skulle gælde køb foretaget via hjemmesiden.

En forbrugere købet noget udstyr i den fysisk butik, men fortrød efterfølgende købet og ville derfor udnytte fortrydelsesretten. Dette afviste butikken med henvisning til, at fortrydelsesretten kun omfattet varer købt over nettet, men derimod ikke varer købt i den fysiske butik.

Forbrugerklagenævnet afgjorde, at den måde som vilkåret fremstod på hjemmesiden, havde givet forbrugeren en berettiget forventning om, at vilkåret om returret både omfattede køb over nettet og køb foretaget i den fysiske butik. Forbrugerklagenævnet lægger vægt på, at virksomheden ikke havde godtgjort, at forbrugeren på en klar og tydelig måde var blevet informeret om, at returretten kun gjaldt, hvis man købte over nettet. Forbrugeren var derfor berettiget til at returnere de købte varer og få sine penge tilbage.

Og hvad kan vi konkludere på denne afgørelse? Jo, at det for den erhvervsdrivende, der både har en fysisk butik og en netbutik, er meget vigtigt, at det skæres ud i pap på hjemmesiden, at fortrydelsesretten kun gælder for køb i netbutikken. Bliver dette ikke gjort meget klart på hjemmesiden og i vilkårene, ja så risikerer man at skulle give fortrydelsesret på køb foretaget i den fysiske butik.