“14 dages returret” betyder “14 dages returret” – både i fysisk butik og på nettet

Køber du varer som forbruger er der især et punkt, hvor dine rettigheder er meget forskellige afhængig af, om du handler på nettet eller i en fysisk butik.

Ved køb over internettet har du nemlig i de fleste tilfælde 14 dages fortrydelsesret. Dette fremgår af Forbrugeraftaleloven. Omvendt har du ikke efter loven nogen fortrydelsesret, hvis du handler i en fysisk butik. Den erhvervsdrivende kan dog vælge frivilligt at give dig en fortrydelsesret på køb foretaget i en fysisk butik, hvilket jo kan være et fint konkurrenceparameter på lige fod med pris og service. Får du ved handel i en fysisk butik en fortrydelsesret, er der således tale om, at du og den erhvervsdrivende indgår en aftale om netop dette.

Erhvervsdrivende, der både driver netbutik og fysisk butik, skal dog være meget OBS på, om de i begge tilfælde vil give forbrugerne en fortrydelsesret. Vil man kun give de nethandlende en fortrydelsesret (fordi det kræver loven), er det vigtigt at dette i ens vilkår og ens markedsføring på ens hjemmeside bliver skåret ud i pap. Altså at du har fortrydelsesret, hvis du foretager køber via vores hjemmeside, men du har ingen fortrydelsesret, hvis du køber varen i vores fysisk butik.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet fra 2014 (sag 12-13198).

I den konkrete sag var der tale om en sportsforretning, som både have en fysisk butik og som også solgte sportsudstyr via nettet. Af forretningens hjemmesiden fremgik det, at der var ”14 dages ombytnings- og returret på alle produkter”. Der stor ikke noget om, at det kun skulle gælde køb foretaget via hjemmesiden.

En forbrugere købet noget udstyr i den fysisk butik, men fortrød efterfølgende købet og ville derfor udnytte fortrydelsesretten. Dette afviste butikken med henvisning til, at fortrydelsesretten kun omfattet varer købt over nettet, men derimod ikke varer købt i den fysiske butik.

Forbrugerklagenævnet afgjorde, at den måde som vilkåret fremstod på hjemmesiden, havde givet forbrugeren en berettiget forventning om, at vilkåret om returret både omfattede køb over nettet og køb foretaget i den fysiske butik. Forbrugerklagenævnet lægger vægt på, at virksomheden ikke havde godtgjort, at forbrugeren på en klar og tydelig måde var blevet informeret om, at returretten kun gjaldt, hvis man købte over nettet. Forbrugeren var derfor berettiget til at returnere de købte varer og få sine penge tilbage.

Og hvad kan vi konkludere på denne afgørelse? Jo, at det for den erhvervsdrivende, der både har en fysisk butik og en netbutik, er meget vigtigt, at det skæres ud i pap på hjemmesiden, at fortrydelsesretten kun gælder for køb i netbutikken. Bliver dette ikke gjort meget klart på hjemmesiden og i vilkårene, ja så risikerer man at skulle give fortrydelsesret på køb foretaget i den fysiske butik.

Lauritz.com og falske bud

Berlingske har i øjeblikket en rigtig fin artikelserie, hvor der sættes fokus på de bud, der afgives på Laurtiz.com.

I dagens Berlingske (21. september 2016) handler det om shill bidding – dvs. falske auktionsbud. Berlinske påviser, hvordan der siden 2014 er ca. 400 kunder, der afgiver bud på varer, som de allerede har købt een gang og fortrudt.

Shill-bidding går ud på, at en kunde byder på en vare uden at have til hensigt at købe den. Formålet med shill bidding er at få prisen på varen i vejret; typisk fordi man selv eller en ven eller et familiemedlem har sat varen til salg.

Jamen, hvad er problemet kan man spørge?

Jo, dels medvirker shill bidding jo til at skabe en kunstig, unaturlig og uigennemsigtig prissætning på en auktionsvare. Man byder som interesseret køber på en vare uden at have viden om, at den man er i konkurrence med rent faktisk kun byder for at få prisen i vejet og ikke har til hensigt at købe varen. Derudover er det selvsagt udgiftskrævende for auktionshuset, der dels kan miste en indtægt, dels har ekstra omkostninger, fordi der skal afholdes en ny auktion.

Problemet forstærkes af, at der ved netauktioner er en fortrydelsesret for forbrugere, fordi der er tale om såkaldt fjernsalg. Dette følger direkte af Forbrugeraftaleloven. Derfor kan en person, der byder på en vare uden at have til hensigt på noget tidspunkt at købe den, jo blot fortryde handlen, hvis det viser sig at pågældende – uheldigvis for ham eller hende – måtte blive højstbydende.

Der er næppe ulovligt at byde på egen varer, men det er noget strafferetsjuristerne skal vurdere. Det kan da godt lugte lidt af bedrageri.

Det vil heller ikke være i strid med Markedsføringsloven, medmindre den, der byder på egne varer, er erhvervsdrivende. I så fald vil et bud på egne varer højst sandsynligt kunne sanktioneres som en overtrædelse af god markedsføringsskik (se Markedsføringslovens § 1).

Men kan det virkelig passe, at man har en fortrydelsesret, hvis man bliver højstbydende på ens egen vare. Jo, den er – formentlig – god nok, altså fortrydelsesretten. I hvert fald hvis vi følger lovens bogstav.

Forbrugeraftaleloven siger nemlig, at der er fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler (§ 18) Fjernsalgsaftaler er kendetegnet ved at aftaleparterne ikke mødes fysisk, som hvis man eksempelvis gik til en “rigtig gammeldags” auktion. Derfor er det helt klare udgangspunkt, at der er fortrydelsesret ved netauktioner.

Kan man så ikke sige og argumentere, at der ikke er tale om en aftale, når køber og sælger i realiteten er den sammen, og at der derfor ikke af denne årsag er nogen fortrydelsesret. Det giver jo ikke rigtig mening at tale om en aftale, når man sidder på begge sider af bordet. Nej, det går nok ikke.  Netauktioner gennemføres nemlig typisk i såkaldt kommission, der er kendetegnet ved, at auktionshuset (og ikke sælgeren) bliver den ene part i aftalen, hvor den anden part er den vindende budgiver. Der er således tale om to forskellige aftaleparter, auktionshuset og den vindende budgiver, og derfor foreligger der i formentlig i Forbrugeraftalelovens forstand en fjernsalgsaftale, selvom den vindende budgiver er identisk med sælgeren.

Derfor er det min opfattelse, at en vindende budgiver, der har budt på sin egen vare, efter lovens ordlyd vil have ret til at fortryde aftale. Da man ikke kan fraskrive sig fortrydelsesretten, kan auktionshuset næppe i sine vilkår skrive, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis man så at sige indgår aftalen med sig selv eller ens nærmeste, altså hvis man ender op med at blive højstbydende på ens egen vare eller ens nærmestes vare.

Er auktionshuset så på helt bar jord? Nej, det er det ikke. Det følger nemlig af Kommissionslovens § 27, at man som auktionshus har krav på at sælgeren betaler ens auktionshonorar, selvom aftalen ikke bliver opfyldt, hvis dette skyldes sælgeren selv. Er der tale om en sælger, som fortryder et falsk bud, vil der næppe være den store tvivl om, at den manglende opfyldelse af aftalen skyldes sælgeren selv. Og så er det min vurdering at auktionshuset kan kræve honoraret og hammerslagsgebyret betalt af sælgeren. Og mon så ikke man vil se en vis nedgang i antallet af falske bud, da det så ikke længere er omkostningsfrit at byde på egne varer.

Auktionshuset bør dog i sine salgsvilkår anføre, at dette er konsekvensen ved falske bud. Altså at man – uanset at man fortryder aftalen – kommer til at betale honorar og hammerslagsgebyr, hvis det viser sig, at man selv eller ens nærtstående har budt på egne varer.

 Læs min artikel i Jyllands-Posten om Lauritz.com om fortrydelsesretten

Skal butikken acceptere scan eller foto af kvittering?

I disse digitaliseringstider kan det give god mening at scanne eller tage et billede af ens kvitteringer i stedet for at gemme dem i en stor rodebunke. Dvs. at erstatte den fysiske kvittering med en digital udgave.

Spørgsmålet er så om den erhvervsdrivende skal acceptere en sådan kvittering. Svaret afhænger af, hvad kvitteringen skal bruges til.

Skal kvitteringen bruges til at gøre ens lovfæstede rettigheder gældende, er det min vurdering at en digitaliseret udgave af ens kvittering vil være gyldig. Det vil typisk være i tilfælder af reklamation over mangler ved varen. Husk du kan reklamerer over en vare i op til 2 år efter at varen er købt. De første 6 måneder efter købet er der efter Købeloven en formodningsregel som siger, at en mangel formodes at have været til stede på købstidspunktet, medmindre den erhvervsdrivende kan bevise det modsatte.

Har du altså købt en vare, som viser sig at have mangler, som du vil reklamere over, vil en erhvervsdrivende ikke kunne afvise din reklamation med henvisning til at du kun har en digital version af kvitteringen og ikke den originale kvittering. Dog vil jeg mene, at den erhvervsdrivende vil være i sin gode ret til at se dokumentation for, at du rent faktisk har foretaget købet. Det kan eksempelvis være dokumentation i form at bankudskrift. Ellers kan der jo være risiko for, at der opstår et gråt marked for handel med digitale kvitteringer, hvor man over nettet køber en digital kvittering, fordi man enten ikke har gemt sin egen kvittering eller fordi reklamationsfristen på 2 år er udløbet.

Er der tale om at du vil bruge kvitteringen til at gøre et krav gældende, som du ikke har efter loven, men som alene skyldes at den erhvervsdrivende har givet dig denne mulighed, stiller situationen sig anderledes. Det kan eksempelvis være ret til at returnere en vare, selvom den ikke er købt over nettet. I disse tilfælde har man som forbruger ingen fortrydelsesret, og den erhvervsdrivende giver dig altså en ret som du ikke har efter loven. I så fald vil den erhvervsdrivende også være i sin gode ret til at stille nogle spilleregler op for, hvorledes denne returret skal udnyttes, eksempelvis ved at fremvise en original kvittering. Det kræves dog her, at spillerreglerne er kommunikeret til forbrugeren inden købet foretages eller klart fremgår af kvitteringen. Er dette ikke tilfældet er det min vurderering, at den erhvervsdrivende ikke kan afvise forbrugeren med den begrundelse, at denne ikke har den originale kvittering.

Er dørsalg lovligt?

ForbrugeraftalelovenDet korte svar herpå er NEJ. Dørsalg er ikke lovligt. Ved dørsalg forstår man den situation, at den erhvervsdrivende ringer på hjemme hos een selv for at sælge et eller andet produkt. Det kan være en støvsugersælgeren, der står i entreen for at prakke dig en støvsuger på, eller en forsikringssælger, der ringer på for at sælge dig en “fantastisk” forsikring, som du simpelthen ikke kan undvære.

Dørsalg er forbudt. Det følger klart af Forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, som siger, at “Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette … personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

Der er kun een undtagelse til dette forbud mod dørsalg: nemlig hvis man som forbruger selv har bedt om at få besøg af den erhvervsdrivende. Og det er jo fair nok. Men ellers er der ingen undtagelser, og det er en udbredt misforståelse, at det er tilladt at foretage dørsalg af avisabonnementer, bøger og forsikringer (det var det i gamle dage men ikke i dag).

Hvorfor et forbud mod dørsalg? Jo, det er for at beskytte forbrugeren mod agressive, overrumplende og anmasende sælgere. I sit eget hjem bliver man så at sige taget med bukserne nede, hvis en sælger ringer på. Det virker anmasende og man er uforberedt og derfor ofte også lettere til at overtale til et køb. Man er med andre ord et lettere offer i forhold til den situation, hvor man selv har besluttet sig for at gå ind i en butik for at foretage et køb. Den situation vil man fornuftigt nok fra lovgivers side hindre, og derfor har man forbudt erhversdrivende at foretage dørsalg.

Hvad er konsekvensen, hvis man som forbruger alligevel foretage et køb, fordi en sælger ikke har respekteret forbuddet mod dørsalg. Jo, det fremgår klart af Forbrugeraftalelovens § 5, som siger af aftalen ikke er bindende. Du er med andre ord som forbruger ikke bundet af en aftale indgået i forbindelse med ulovligt dørsalg. Har du derfor allerede betalt for varen, kan du kræve at få pengene tilbage mod at tilbagelevere, hvad du har købt. Og har du indgået en løbende aftale om eksempelvis et bladabonnement kan du blot meddele sælgeren, at du ikke vil være bundet op på denne aftale. Husk at gøre det så hurtigt som muligt, da man ellers altid kan risikere at blive mødt med et synspunkt om at have udvist passivitet.

Hvad er konsekvensen for en erhvervsdrivende, der foretager ulovligt dørsalg? Jo, udover at selve aftalen med forbrugeren ikke er bindende, vil konsekvensen også være, at man kan få en bødestraf. Det følger af Forbrugeraftalelovens § 34.

HUSK at forbuddet mod ulovligt dørsalg kun gælder i B2C forholdet, dvs. i forholdet mellem en forbruger og en erhvervsdrivende. En erhvervsdrivende må således godt i B2B forholdet foretage dørsalg, dvs. møde personligt op hos andre virksomheder for at sælge. Og spejdere, velgørende organisationer o.l. må godt ringe på din dør for at sælge småkager eller samle ind til et godt formål. Heldigvis da.

Kontakt advokat Michael Thiesen for nærmere rådgivning om dørsalg.

Kan man som forbruger altid fortryde et køb?

ForbrugeraftalelovenDet er en udbredt misforståelse, at man som forbruger altid har ret til at fortryde et køb.

Hovedreglen er klart, at man hverken som forbruger eller erhvervsdrivende har en fortrydelsesret. En ret til at fortryde en aftale forudsætter således enten, at det er aftalt med sælger, eller at der er en særlig lov, som giver en ret til at fortryde aftalen.

Den vigtigste lov om fortrydelsesret er Forbrugeraftaleloven. Efter denne lov har man som forbruger, der foretager et køb over internettet (såkaldt fjernsalg) i langt de fleste tilfælde ret til at fortryde købet i op til 14 dage.

Læs meget mere om fortrydelsesret her.