“14 dages returret” betyder “14 dages returret” – både i fysisk butik og på nettet

Køber du varer som forbruger er der især et punkt, hvor dine rettigheder er meget forskellige afhængig af, om du handler på nettet eller i en fysisk butik.

Ved køb over internettet har du nemlig i de fleste tilfælde 14 dages fortrydelsesret. Dette fremgår af Forbrugeraftaleloven. Omvendt har du ikke efter loven nogen fortrydelsesret, hvis du handler i en fysisk butik. Den erhvervsdrivende kan dog vælge frivilligt at give dig en fortrydelsesret på køb foretaget i en fysisk butik, hvilket jo kan være et fint konkurrenceparameter på lige fod med pris og service. Får du ved handel i en fysisk butik en fortrydelsesret, er der således tale om, at du og den erhvervsdrivende indgår en aftale om netop dette.

Erhvervsdrivende, der både driver netbutik og fysisk butik, skal dog være meget OBS på, om de i begge tilfælde vil give forbrugerne en fortrydelsesret. Vil man kun give de nethandlende en fortrydelsesret (fordi det kræver loven), er det vigtigt at dette i ens vilkår og ens markedsføring på ens hjemmeside bliver skåret ud i pap. Altså at du har fortrydelsesret, hvis du foretager køber via vores hjemmeside, men du har ingen fortrydelsesret, hvis du køber varen i vores fysisk butik.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet fra 2014 (sag 12-13198).

I den konkrete sag var der tale om en sportsforretning, som både have en fysisk butik og som også solgte sportsudstyr via nettet. Af forretningens hjemmesiden fremgik det, at der var ”14 dages ombytnings- og returret på alle produkter”. Der stor ikke noget om, at det kun skulle gælde køb foretaget via hjemmesiden.

En forbrugere købet noget udstyr i den fysisk butik, men fortrød efterfølgende købet og ville derfor udnytte fortrydelsesretten. Dette afviste butikken med henvisning til, at fortrydelsesretten kun omfattet varer købt over nettet, men derimod ikke varer købt i den fysiske butik.

Forbrugerklagenævnet afgjorde, at den måde som vilkåret fremstod på hjemmesiden, havde givet forbrugeren en berettiget forventning om, at vilkåret om returret både omfattede køb over nettet og køb foretaget i den fysiske butik. Forbrugerklagenævnet lægger vægt på, at virksomheden ikke havde godtgjort, at forbrugeren på en klar og tydelig måde var blevet informeret om, at returretten kun gjaldt, hvis man købte over nettet. Forbrugeren var derfor berettiget til at returnere de købte varer og få sine penge tilbage.

Og hvad kan vi konkludere på denne afgørelse? Jo, at det for den erhvervsdrivende, der både har en fysisk butik og en netbutik, er meget vigtigt, at det skæres ud i pap på hjemmesiden, at fortrydelsesretten kun gælder for køb i netbutikken. Bliver dette ikke gjort meget klart på hjemmesiden og i vilkårene, ja så risikerer man at skulle give fortrydelsesret på køb foretaget i den fysiske butik.

Er bil til blandet brug et forbrugerkøb eller et handelskøb?

Som forbruger har man en række rettigheder efter loven, som man ikke har som erhvervsdrivende.

Eksempelvis har man som forbruger en fortrydelsesret efter Forbrugeraftaleloven. Det har man ikke som erhvervsdrivende. Og som forbruger kan man efter Købeloven gøre en række krav gældende, som ikke er muligt for en virksomhed.

Derfor kan en køber have en interesse i at blive betragtet som forbruger, da man – alt andet lige – har en bedre retsstilling overfor sælger.

Typisk er der ikke de store udfordringer med at fastslå, om der er tale om et forbrugerkøb eller ej. Men nogle gange er dette ikke lige til.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Østre Landsret (ØLK af 30.7.2014). Der var tale om et firma, der købte en bil på papegøjeplader. Bilen blev brugt såvel privat som af firmaet, og så var gode råd jo dyre. Skulle man anvende forbrugerretten, som gav køber en bedre retstilling, eller skulle man benytte erhvervsretten, som stillede købere ringere.

Landsretten udtaler, at det afgørende er, hvilken brug bilen især har haft. Ligger hovedvægten på erhvervsbrugen, ja så er der ikke tale om et forbrugerkøb, men et handelskøb. Omvendt – ligger hovedvægten på den private brug, ja så vil det være forbrugerretten, der anvendes, også selvom bilen af og til er blev brugt erhvervsmæssigt.

Nogle at de kriterier, man her kan inddrage er blandt andet, om køberen var et firma eller en privat person. Var køber et firma er der en formodning for, at købet var et erhvervskøb, og så vil det være tungere at løfte beviset for, at bilen rent faktisk hovedsageligt skulle være brugt privat.

I sagen fandt landsretten ud fra en samlet vurdering af de fremlagte beviser, at der var tale om et handelskøb, og at køberen derfor ikke kunne påberåbe sig forbrugerretten. Blandt andet lagde man vægt på, at bilen blev afleveret på virksomhedens forretningsadresse samt at køber på slutsedlen var virksomheden og ikke en privat person.

Læs mere om forbrugerkøbet her.

Opsigelse af forbrugeraftaler

20160926_121831-1Hvordan er det lige med opsigelse af forbrugeraftaler? Og hvor lang tid kan man binde en forbruger til et abonnement? Det kan være et fitnessabonnement, et avisabonnement, et mobiltelefonabonnement, et abonnement på Netflix eller Spotify. You name it.

Der er på ingen måde frit spil for virksomhederne i forbrugeraftaler til at fastsætte opsigelsesvarslet og bindingsperiodens længde.

Forbrugeraftaleloven (§ 28) fastslår nemlig (endda meget klart), at af en forbruger har ret til at opsige en aftale med een måneds varsel til udgangen af een måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse. 

Det er altså forbudt for den erhvervsdrivende at have et opsigelsesvarsel, der er længere end løbende måned + een måned.

Og det er også forbudt at have en bindingsperiode på mere end 5 måneder fra aftalens indgåelse.

Indgås eksempelvis en aftale den 4. november 2016 kan aftalen gøres uopsigelig frem til den 3. april 2017. Aftalen kan altså opsiges fra og med den 4. april 2017, og da med et et varsel på løbende måned + een måned. Opsiges aftalen den 4. april 2017 vil det altså kunne ske til udgangen af maj 2017.

Der er nogle enkelte undtagelser, hvor der godt kan fastsættes en længere bindingsperiode og længere opsigelsesvarsel. Sådan er det jo med juraen – det er sjældent at der ikke er undtagelser. Disse undtagelser kommer jeg nærmere ind på i en af mine næste blogs.

 

Lauritz.com og falske bud

Berlingske har i øjeblikket en rigtig fin artikelserie, hvor der sættes fokus på de bud, der afgives på Laurtiz.com.

I dagens Berlingske (21. september 2016) handler det om shill bidding – dvs. falske auktionsbud. Berlinske påviser, hvordan der siden 2014 er ca. 400 kunder, der afgiver bud på varer, som de allerede har købt een gang og fortrudt.

Shill-bidding går ud på, at en kunde byder på en vare uden at have til hensigt at købe den. Formålet med shill bidding er at få prisen på varen i vejret; typisk fordi man selv eller en ven eller et familiemedlem har sat varen til salg.

Jamen, hvad er problemet kan man spørge?

Jo, dels medvirker shill bidding jo til at skabe en kunstig, unaturlig og uigennemsigtig prissætning på en auktionsvare. Man byder som interesseret køber på en vare uden at have viden om, at den man er i konkurrence med rent faktisk kun byder for at få prisen i vejet og ikke har til hensigt at købe varen. Derudover er det selvsagt udgiftskrævende for auktionshuset, der dels kan miste en indtægt, dels har ekstra omkostninger, fordi der skal afholdes en ny auktion.

Problemet forstærkes af, at der ved netauktioner er en fortrydelsesret for forbrugere, fordi der er tale om såkaldt fjernsalg. Dette følger direkte af Forbrugeraftaleloven. Derfor kan en person, der byder på en vare uden at have til hensigt på noget tidspunkt at købe den, jo blot fortryde handlen, hvis det viser sig at pågældende – uheldigvis for ham eller hende – måtte blive højstbydende.

Der er næppe ulovligt at byde på egen varer, men det er noget strafferetsjuristerne skal vurdere. Det kan da godt lugte lidt af bedrageri.

Det vil heller ikke være i strid med Markedsføringsloven, medmindre den, der byder på egne varer, er erhvervsdrivende. I så fald vil et bud på egne varer højst sandsynligt kunne sanktioneres som en overtrædelse af god markedsføringsskik (se Markedsføringslovens § 1).

Men kan det virkelig passe, at man har en fortrydelsesret, hvis man bliver højstbydende på ens egen vare. Jo, den er – formentlig – god nok, altså fortrydelsesretten. I hvert fald hvis vi følger lovens bogstav.

Forbrugeraftaleloven siger nemlig, at der er fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler (§ 18) Fjernsalgsaftaler er kendetegnet ved at aftaleparterne ikke mødes fysisk, som hvis man eksempelvis gik til en “rigtig gammeldags” auktion. Derfor er det helt klare udgangspunkt, at der er fortrydelsesret ved netauktioner.

Kan man så ikke sige og argumentere, at der ikke er tale om en aftale, når køber og sælger i realiteten er den sammen, og at der derfor ikke af denne årsag er nogen fortrydelsesret. Det giver jo ikke rigtig mening at tale om en aftale, når man sidder på begge sider af bordet. Nej, det går nok ikke.  Netauktioner gennemføres nemlig typisk i såkaldt kommission, der er kendetegnet ved, at auktionshuset (og ikke sælgeren) bliver den ene part i aftalen, hvor den anden part er den vindende budgiver. Der er således tale om to forskellige aftaleparter, auktionshuset og den vindende budgiver, og derfor foreligger der i formentlig i Forbrugeraftalelovens forstand en fjernsalgsaftale, selvom den vindende budgiver er identisk med sælgeren.

Derfor er det min opfattelse, at en vindende budgiver, der har budt på sin egen vare, efter lovens ordlyd vil have ret til at fortryde aftale. Da man ikke kan fraskrive sig fortrydelsesretten, kan auktionshuset næppe i sine vilkår skrive, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis man så at sige indgår aftalen med sig selv eller ens nærmeste, altså hvis man ender op med at blive højstbydende på ens egen vare eller ens nærmestes vare.

Er auktionshuset så på helt bar jord? Nej, det er det ikke. Det følger nemlig af Kommissionslovens § 27, at man som auktionshus har krav på at sælgeren betaler ens auktionshonorar, selvom aftalen ikke bliver opfyldt, hvis dette skyldes sælgeren selv. Er der tale om en sælger, som fortryder et falsk bud, vil der næppe være den store tvivl om, at den manglende opfyldelse af aftalen skyldes sælgeren selv. Og så er det min vurdering at auktionshuset kan kræve honoraret og hammerslagsgebyret betalt af sælgeren. Og mon så ikke man vil se en vis nedgang i antallet af falske bud, da det så ikke længere er omkostningsfrit at byde på egne varer.

Auktionshuset bør dog i sine salgsvilkår anføre, at dette er konsekvensen ved falske bud. Altså at man – uanset at man fortryder aftalen – kommer til at betale honorar og hammerslagsgebyr, hvis det viser sig, at man selv eller ens nærtstående har budt på egne varer.

 Læs min artikel i Jyllands-Posten om Lauritz.com om fortrydelsesretten

Bindingsperiode for fjernvarme

2261065726_a65e362d15_qForbrugerombudsmanden har fastslået, at fjernvarmeselskaber ikke må binde forbrugere i mere end 6 måneder.

Det følger nemlig af Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1 at man ikke kan binde en forbruger til en aftale i mere end 6 måneder. Der er nogle undtagelser til denne regel, blandt andet at reglen ikke gælder, hvis bindingsperioden skulle være reguleret i anden lov.

I den konkrete sag benyttede fjernvarmeselskabet, E.ON’s, et opsigelsesvarsel på 18 måneder i sin leveringsbetingelser.

E.ON mente, at fordi levering af fjernvarme var reguleret i varmeforsyningsloven var man helt ude af Forbrugeraftalelovens regelsæt. Man argumenterede også, at Energitilsynet ikke havde fundet opsigelsesvarslet på 18 måneder urimeligt eller i strid med Varmeforsyningsloven.

Det købte Forbrugerombudsmanden ikke.

Da varmeforsyningsloven ikke konkret regulerer noget om binding eller om opsigelsesvarslers længde, fandt Forbrugerombudsmanden, at E.ON ikke kunne ignorere Forbrugeraftalelovens bestemmelse om maksimalt 6 måneders binding. I forbindelse med vedtagelsen af Forbrugeraftaleloven var der sågar også udtrykkelig taget stilling til, at forbrugeraftaleloven principielt også omfatter fjernvarmeaftaler.

Sagen var derfor klar: Et 18 måneders opsigelsesvarsel på levering af fjernvarme var i strid med Forbrugeraftaleloven, og dermed tillige i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik.

Det er altså kun hvis særloven (eksempelvis Varmeforsyningsloven) konkret har en regulering om opsigelsesvarsel og bindingsperiode, at man kan se bort fra Forbrugeraftaleloven. Er det er særlov, men indeholder denne særlov ikke noget omkring opsigelse og binding, ja så må man som erhvervsdrivende respektere Forbrugeraftaleloven. Egentlig ret logisk.

Herefter rettede E.ON ind.

Er dørsalg lovligt?

ForbrugeraftalelovenDet korte svar herpå er NEJ. Dørsalg er ikke lovligt. Ved dørsalg forstår man den situation, at den erhvervsdrivende ringer på hjemme hos een selv for at sælge et eller andet produkt. Det kan være en støvsugersælgeren, der står i entreen for at prakke dig en støvsuger på, eller en forsikringssælger, der ringer på for at sælge dig en “fantastisk” forsikring, som du simpelthen ikke kan undvære.

Dørsalg er forbudt. Det følger klart af Forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, som siger, at “Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette … personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

Der er kun een undtagelse til dette forbud mod dørsalg: nemlig hvis man som forbruger selv har bedt om at få besøg af den erhvervsdrivende. Og det er jo fair nok. Men ellers er der ingen undtagelser, og det er en udbredt misforståelse, at det er tilladt at foretage dørsalg af avisabonnementer, bøger og forsikringer (det var det i gamle dage men ikke i dag).

Hvorfor et forbud mod dørsalg? Jo, det er for at beskytte forbrugeren mod agressive, overrumplende og anmasende sælgere. I sit eget hjem bliver man så at sige taget med bukserne nede, hvis en sælger ringer på. Det virker anmasende og man er uforberedt og derfor ofte også lettere til at overtale til et køb. Man er med andre ord et lettere offer i forhold til den situation, hvor man selv har besluttet sig for at gå ind i en butik for at foretage et køb. Den situation vil man fornuftigt nok fra lovgivers side hindre, og derfor har man forbudt erhversdrivende at foretage dørsalg.

Hvad er konsekvensen, hvis man som forbruger alligevel foretage et køb, fordi en sælger ikke har respekteret forbuddet mod dørsalg. Jo, det fremgår klart af Forbrugeraftalelovens § 5, som siger af aftalen ikke er bindende. Du er med andre ord som forbruger ikke bundet af en aftale indgået i forbindelse med ulovligt dørsalg. Har du derfor allerede betalt for varen, kan du kræve at få pengene tilbage mod at tilbagelevere, hvad du har købt. Og har du indgået en løbende aftale om eksempelvis et bladabonnement kan du blot meddele sælgeren, at du ikke vil være bundet op på denne aftale. Husk at gøre det så hurtigt som muligt, da man ellers altid kan risikere at blive mødt med et synspunkt om at have udvist passivitet.

Hvad er konsekvensen for en erhvervsdrivende, der foretager ulovligt dørsalg? Jo, udover at selve aftalen med forbrugeren ikke er bindende, vil konsekvensen også være, at man kan få en bødestraf. Det følger af Forbrugeraftalelovens § 34.

HUSK at forbuddet mod ulovligt dørsalg kun gælder i B2C forholdet, dvs. i forholdet mellem en forbruger og en erhvervsdrivende. En erhvervsdrivende må således godt i B2B forholdet foretage dørsalg, dvs. møde personligt op hos andre virksomheder for at sælge. Og spejdere, velgørende organisationer o.l. må godt ringe på din dør for at sælge småkager eller samle ind til et godt formål. Heldigvis da.

Kontakt advokat Michael Thiesen for nærmere rådgivning om dørsalg.

Kan man som forbruger altid fortryde et køb?

ForbrugeraftalelovenDet er en udbredt misforståelse, at man som forbruger altid har ret til at fortryde et køb.

Hovedreglen er klart, at man hverken som forbruger eller erhvervsdrivende har en fortrydelsesret. En ret til at fortryde en aftale forudsætter således enten, at det er aftalt med sælger, eller at der er en særlig lov, som giver en ret til at fortryde aftalen.

Den vigtigste lov om fortrydelsesret er Forbrugeraftaleloven. Efter denne lov har man som forbruger, der foretager et køb over internettet (såkaldt fjernsalg) i langt de fleste tilfælde ret til at fortryde købet i op til 14 dage.

Læs meget mere om fortrydelsesret her.