Tøj beskadiget ved vask eller brug indenfor de første 6 måneder

Du har sikkert selv oplevet det! En trøje eller et par bukser går i stykker hurtigt efter købet. Det kan være efter en vask eller det kan bare være du pludselig ser et hul eller en syning, der er gået op, og du ikke lige ved hvorfor det er sket. What to do?

Jamen, Købeloven er ret klar! Efter Købelovens § 77a, stk. 3 er det netop sådan, at mangler, der opstår de første 6 måneder efter købet anses at have været til stede ved købet. Det er med andre ord omvendt bevisbyrde de første 6 måneder. Sælger skal bevise, at manglen ikke var tilstede, da købet blev foretaget. Det vil sige at sælger skal bevise, at det er købers forkerte brug eller lignende, der har været årsag til manglen. Kan sælger ikke føre dette bevis, vil sælger tabe sagen. Og det er et svært bevis for sælgeren at føre de første 6 måneder.

Reglen om omvendt bevisbyrde de første 6 måneder efter køber er illustreret i en sag fra Forbrugerklagenævnet (sagsnummer 2002-613/7-277). Her var der tale om en cardigan der var gået i stykker efter vask én måned efter købet. Butikken mente, at det var forbrugeren, der havde vasket trøjen forkert. Forbrugerklagenævnets sagkyndige kunne ikke entydigt vurdere hvad der var årsag til at cardiganen var gået i stykker.

Herefter havde den erhvervsdrivende ikke løftet bevises for, at trøjen var ødelagt på grund af købers forkerte brug, og derfor blev forretningen dømt til at erstatte trøjen. Man havde simpelthen ikke løftet beviset, som det hedder i jurasprog.

Så er du forbruger er Købelovens § 77a, stk. 3 rigtig vigtig. Husk det. Skåret helt ind til benet siger paragraffen altså at det er sælger der har bevisbyrden.

Bestemmelsen er ufravigelig – det vil sige at sælgeren ikke i sine salgsvilkår må skrive at der ikke er nogen omvendt bevisbyrde. Dette vil være et ugyldigt vilkår.

Lauritz.com og falske bud

Berlingske har i øjeblikket en rigtig fin artikelserie, hvor der sættes fokus på de bud, der afgives på Laurtiz.com.

I dagens Berlingske (21. september 2016) handler det om shill bidding – dvs. falske auktionsbud. Berlinske påviser, hvordan der siden 2014 er ca. 400 kunder, der afgiver bud på varer, som de allerede har købt een gang og fortrudt.

Shill-bidding går ud på, at en kunde byder på en vare uden at have til hensigt at købe den. Formålet med shill bidding er at få prisen på varen i vejret; typisk fordi man selv eller en ven eller et familiemedlem har sat varen til salg.

Jamen, hvad er problemet kan man spørge?

Jo, dels medvirker shill bidding jo til at skabe en kunstig, unaturlig og uigennemsigtig prissætning på en auktionsvare. Man byder som interesseret køber på en vare uden at have viden om, at den man er i konkurrence med rent faktisk kun byder for at få prisen i vejet og ikke har til hensigt at købe varen. Derudover er det selvsagt udgiftskrævende for auktionshuset, der dels kan miste en indtægt, dels har ekstra omkostninger, fordi der skal afholdes en ny auktion.

Problemet forstærkes af, at der ved netauktioner er en fortrydelsesret for forbrugere, fordi der er tale om såkaldt fjernsalg. Dette følger direkte af Forbrugeraftaleloven. Derfor kan en person, der byder på en vare uden at have til hensigt på noget tidspunkt at købe den, jo blot fortryde handlen, hvis det viser sig at pågældende – uheldigvis for ham eller hende – måtte blive højstbydende.

Der er næppe ulovligt at byde på egen varer, men det er noget strafferetsjuristerne skal vurdere. Det kan da godt lugte lidt af bedrageri.

Det vil heller ikke være i strid med Markedsføringsloven, medmindre den, der byder på egne varer, er erhvervsdrivende. I så fald vil et bud på egne varer højst sandsynligt kunne sanktioneres som en overtrædelse af god markedsføringsskik (se Markedsføringslovens § 1).

Men kan det virkelig passe, at man har en fortrydelsesret, hvis man bliver højstbydende på ens egen vare. Jo, den er – formentlig – god nok, altså fortrydelsesretten. I hvert fald hvis vi følger lovens bogstav.

Forbrugeraftaleloven siger nemlig, at der er fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler (§ 18) Fjernsalgsaftaler er kendetegnet ved at aftaleparterne ikke mødes fysisk, som hvis man eksempelvis gik til en “rigtig gammeldags” auktion. Derfor er det helt klare udgangspunkt, at der er fortrydelsesret ved netauktioner.

Kan man så ikke sige og argumentere, at der ikke er tale om en aftale, når køber og sælger i realiteten er den sammen, og at der derfor ikke af denne årsag er nogen fortrydelsesret. Det giver jo ikke rigtig mening at tale om en aftale, når man sidder på begge sider af bordet. Nej, det går nok ikke.  Netauktioner gennemføres nemlig typisk i såkaldt kommission, der er kendetegnet ved, at auktionshuset (og ikke sælgeren) bliver den ene part i aftalen, hvor den anden part er den vindende budgiver. Der er således tale om to forskellige aftaleparter, auktionshuset og den vindende budgiver, og derfor foreligger der i formentlig i Forbrugeraftalelovens forstand en fjernsalgsaftale, selvom den vindende budgiver er identisk med sælgeren.

Derfor er det min opfattelse, at en vindende budgiver, der har budt på sin egen vare, efter lovens ordlyd vil have ret til at fortryde aftale. Da man ikke kan fraskrive sig fortrydelsesretten, kan auktionshuset næppe i sine vilkår skrive, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis man så at sige indgår aftalen med sig selv eller ens nærmeste, altså hvis man ender op med at blive højstbydende på ens egen vare eller ens nærmestes vare.

Er auktionshuset så på helt bar jord? Nej, det er det ikke. Det følger nemlig af Kommissionslovens § 27, at man som auktionshus har krav på at sælgeren betaler ens auktionshonorar, selvom aftalen ikke bliver opfyldt, hvis dette skyldes sælgeren selv. Er der tale om en sælger, som fortryder et falsk bud, vil der næppe være den store tvivl om, at den manglende opfyldelse af aftalen skyldes sælgeren selv. Og så er det min vurdering at auktionshuset kan kræve honoraret og hammerslagsgebyret betalt af sælgeren. Og mon så ikke man vil se en vis nedgang i antallet af falske bud, da det så ikke længere er omkostningsfrit at byde på egne varer.

Auktionshuset bør dog i sine salgsvilkår anføre, at dette er konsekvensen ved falske bud. Altså at man – uanset at man fortryder aftalen – kommer til at betale honorar og hammerslagsgebyr, hvis det viser sig, at man selv eller ens nærtstående har budt på egne varer.

 Læs min artikel i Jyllands-Posten om Lauritz.com om fortrydelsesretten

Kaution og alskyldserklæringer

Man ser fra tid til anden de såkaldte alskyldserklæringer i kautionsdokumenter. En alskyldserklæring går ud, at der kautioneres for al gæld og alle krav, som en kreditor (eksempelvis en bank) har eller får overfor debitor (eksempelvis et selskab).

En alskyldserklæring i et kautionsdokument kan eksempelvis have følgende formulering:

Til sikkerhed for enhver forpligtelse, som NN ApS har eller måtte få overfor NN BANK, indestår Peter Jensen som selvskyldnerkautionist.

Det siger sig selv at en sådan alskyldserklæring er meget vidtgående, da man som jo som kautionist i realiteten skriver under på en blanco check.

En alskyldserklæring vil derfor også – alt andet lige – være lettere at anfægte end hvis der blot var kautioneret for et specifikt lån.

Når det skal vurderes, om en alskyldseklæring kan anfægtes skal der sondres mellem, om der er tale om en privat kaution eller en erhvervskaution (se mere om denne sondring her).

Privat kaution

Er der tale om en privat kaution vil der være gode muligheder for at anfægte en alskyldserklæring. Der er ikke et decideret generelt forbud mod alskyldserklæringer, men der stilles strenge krav til formuleringerne og fortolkningen. Der vil være gode muligheder for – helt eller delvist – at tilsidesætte en alskyldserklæring efter Aftalelovens § 36. Det vil i sidste instans være en konkret vurdering, om alskyldserklæringen kan anfægtes eller ej.

Derudover er det vigtigt at bemærke, at der for banker gælder en særregel. Efter Lov om Finansiel Virksomhed § 48, stk. 4  må en kautionist nemlig ikke hæfte for et beløb, der er større end lånets hovedstol eller kredittens maksimum ved kautionsaftalens indgåelse. Dette betyder i realiteten, at det ikke er tilladt for banker, at få alskyldserklæringer fra private kautionister.

Erhvervskaution

Ved erhverkautioner er der noget mere elastik. En alskyldserklæring er som udgangspunkt gyldig, men det kræves, at det overfor kautionisten er blevet skåret ud i pap, at der var tale om en alskyldseklæring og ikke blot en kaution vedrørende et enkelt lånemellemværende.

Er kautionisten ejer af firmaet, hvis gæld der er kautioneret for, vil det være meget op at bakke at komme igennem med en anfægtelse af kautionen. Det kan eksempelvis være en eneanpartshaver og dirketør i et anpartsselskab, som kautioner for anpartsselskabets gæld overfor banken. Her har kautionisten jo fuld kontrol over, hvilke krav hans firma påtager sig, og så vil det være noget urimeligt, hvis man bagefter skal kunne løbe fra regningen ved at anfægte kautionen.

Betænkningstid på 48 timer ved kviklån

Folketinget har den 26. maj 2016 vedtaget nye regler om kviklån. Formålet med reglerne er øget forbrugerbeskyttelse. Som bekendt er kviklån dyre i renter og gebyrer, og dette sammenholdt med at de er meget lette at optage har medført at del forbrugere kommer i økonomisk uføre gennem optagelse af kviklån, som de ikke efterfølgende kan tilbagebetale.

Med de nye regler indføres en betænkningstid på 48 timer samt et forbud for kreditgiveren mod at kontakte forbrugeren.

Betænkningstid på 48 timer

Der skal med andre ord været gået mindst 48 timer fra afgivelsen af kreditgiverens tilbud om et kvikån til at dette kan accepteres af forbrugeren.

Inden for de første 48 timer kan forbrugeren altså ikke gyldigt acceptere et tilbud om et kviklån.

Der er tale om en obligatorisk betænkningsperiode, som ikke kan fraviges ved aftale eller i de almindelige vilkår

Et kviklån, som er indgået tidligere end 48 timer efter tilbuddets afgivelse, er ikke bindende. Det vil sige at hverken forbrugeren eller kreditgiveren kan gøre nogle krav gældende, såfremt aftalen om kviklån er indgået tidligere en 48 timer efter tilbuddets afgivelse. Ingen af parterne skal dermed opfylde kviklånsaftalen, og er der allerede sket udbetaling af lånet, skal forbrugeren tilbagebetale det lånebeløb, som vedkommende har fået udbetalt. Långiver har i denne forbindelse ikke krav på eventuelle renter og gebyrer i anledning af kviklånet.

Betænkningstid skal ikke forveksles med en fortrydelsesret. En betænkningstid er i juridisk forstand karakteriseret ved at der trykkes på pauseknappen i 48 timer, hvor alt frezees, og efter de 48 timer kan der så indgås en aftale, som ikke kan fortrydes. Omvendt er fortrydelsesretten karakteriseret ved, at der indgås en aftale med det samme, hvor man så efterfølgende har en frist (typisk 14 dage) til at fortryde aftalen.

Forbud mod at kontakte forbrugeren

Som noget nyt indføres også et ubetinget forbud mod at rette henvendelse til en forbruger vedrørende et allerede fremsendt tilbud om kviklån. Långiver må altså ikke maile, SMS’e, ringe eller på anden vis kontakte forbrugeren for at høre, hvorfor tilbuddet om kviklån ikke er blevet accepteret af forbrugeren.

Forbuddet omfatter også andre henvendelser fra kreditgiver til forbrugeren, såfremt disse henvendelser kan føres tilbage til forbrugerens ansøgning om et kviklån. Dette kan eksempelvis være markedsføring af enslydende eller tilsvarende kviklån. Det er altså med andre ord forbrugeren, som efter de 48 timer skal kontakte kreditgiveren med henblik på at acceptere tilbuddet om et kviklån. Hvis aftalen efter udløbet af de 48 timer kommer på plads på baggrund af en henvendelse fra långiveren til forbrugeren, er der ikke indgået nogen bindende låneaftale.

Hvis du vil vide mere

De ny regler findes i Kreditaftaleloven, og gælder fra og med 1. januar 2017.

Lovteksten med forarbejder, betænkning mv. finder du her.

Hvem bærer risikoen for forsendelsen til forbrugeren?

Du har som forbruger bestilt en vare over nettet, som skal sendes til din adresse. Det sker jo tusindvis af gange hver dag. Og det hænder også at varen aldrig kommer frem. Hvem har så risikoen for dette? Er det forbrugeren, som må betale for varen selvom den ikke er modtaget? Eller er det den erhvervsdrivende, som skal sende en ny vare til forbrugeren.

Svaret findes i Købeloven.

Der fremgår nemlig af Købelovens § 73, stk. 1, at såfremt sælgeren skal sende varen til forbrugeren, anses levering for sket, når genstanden er kommet i køberens besiddelse.

Med andre ord går risikoen først over, når varen er modtaget af forbrugeren.

Bestemmelsen i Købeloven om at sælger bærer risikoen for forsendelsen kan IKKE fraviges ved aftale. En erhvervsdrivende må altså ikke i sine almindelige vilkår skrive, at det er forbrugeren, der har forsendelsesrisikoen. Dette vil være i strid med Købeloven. En klausul om at forbrugeren har forsendelsesrisikoen vil altså være ugyldig og uden virkning, og kan også være i strid med Markedsføringslovens forbud mod vildledning.

Er dørsalg lovligt?

ForbrugeraftalelovenDet korte svar herpå er NEJ. Dørsalg er ikke lovligt. Ved dørsalg forstår man den situation, at den erhvervsdrivende ringer på hjemme hos een selv for at sælge et eller andet produkt. Det kan være en støvsugersælgeren, der står i entreen for at prakke dig en støvsuger på, eller en forsikringssælger, der ringer på for at sælge dig en “fantastisk” forsikring, som du simpelthen ikke kan undvære.

Dørsalg er forbudt. Det følger klart af Forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, som siger, at “Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette … personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

Der er kun een undtagelse til dette forbud mod dørsalg: nemlig hvis man som forbruger selv har bedt om at få besøg af den erhvervsdrivende. Og det er jo fair nok. Men ellers er der ingen undtagelser, og det er en udbredt misforståelse, at det er tilladt at foretage dørsalg af avisabonnementer, bøger og forsikringer (det var det i gamle dage men ikke i dag).

Hvorfor et forbud mod dørsalg? Jo, det er for at beskytte forbrugeren mod agressive, overrumplende og anmasende sælgere. I sit eget hjem bliver man så at sige taget med bukserne nede, hvis en sælger ringer på. Det virker anmasende og man er uforberedt og derfor ofte også lettere til at overtale til et køb. Man er med andre ord et lettere offer i forhold til den situation, hvor man selv har besluttet sig for at gå ind i en butik for at foretage et køb. Den situation vil man fornuftigt nok fra lovgivers side hindre, og derfor har man forbudt erhversdrivende at foretage dørsalg.

Hvad er konsekvensen, hvis man som forbruger alligevel foretage et køb, fordi en sælger ikke har respekteret forbuddet mod dørsalg. Jo, det fremgår klart af Forbrugeraftalelovens § 5, som siger af aftalen ikke er bindende. Du er med andre ord som forbruger ikke bundet af en aftale indgået i forbindelse med ulovligt dørsalg. Har du derfor allerede betalt for varen, kan du kræve at få pengene tilbage mod at tilbagelevere, hvad du har købt. Og har du indgået en løbende aftale om eksempelvis et bladabonnement kan du blot meddele sælgeren, at du ikke vil være bundet op på denne aftale. Husk at gøre det så hurtigt som muligt, da man ellers altid kan risikere at blive mødt med et synspunkt om at have udvist passivitet.

Hvad er konsekvensen for en erhvervsdrivende, der foretager ulovligt dørsalg? Jo, udover at selve aftalen med forbrugeren ikke er bindende, vil konsekvensen også være, at man kan få en bødestraf. Det følger af Forbrugeraftalelovens § 34.

HUSK at forbuddet mod ulovligt dørsalg kun gælder i B2C forholdet, dvs. i forholdet mellem en forbruger og en erhvervsdrivende. En erhvervsdrivende må således godt i B2B forholdet foretage dørsalg, dvs. møde personligt op hos andre virksomheder for at sælge. Og spejdere, velgørende organisationer o.l. må godt ringe på din dør for at sælge småkager eller samle ind til et godt formål. Heldigvis da.

Kontakt advokat Michael Thiesen for nærmere rådgivning om dørsalg.