Godkendt bookingproces medfører ansvarsfrihed for rejsebureauer

Som jeg tidligere har skrevet om på denne blog, kan en rejseportal (digitalt rejsebureau) komme slemt i knibe, hvis det ikke på portalens side er skåret ud i pap, at man kun er formidler at flybilletter, hotelophold mv. og at man ikke selv er sælger og derved aftalepart.

Dette fik rejsebureauet Goleif.dk at føle, da Østre Landsret fandt, at bureauet hæftede for de tab, som en række forbrugere led i forbindelse med Cimber Air Sterlings konkurs. Man hæftede, fordi det ikke på hjemmesiden klart fremgik, at det ikke var Goleif.dk men derimod flyselskabet, man handlede med.

Forbrugerombudsmanden har nu i samarbejdet med Danmarks Rejsebureau Forening udfærdiget en godkendt bookingproces. Altså en bookingproces, som er blåstemplet af Forbrugerombudsmanden, og hvis man følger denne proces bør man derfor ikke risikere at tabe en sag om, at man ikke har oplyst tilstrækkeligt og præcis om, hvem der er aftalepart.

Under denne godkendte bookingproces skal man som forbruger to gange aktivt acceptere en kort tekst for at komme videre i processen. Og i denne tekst står der  klart og tydeligt, at aftalen indgås med flyselskabet, og at alle krav derfor skal rettes til flyselskabet. Følger man således denne fremgangsmåde loyalt, bør man derfor som rejsebureau være på sikker jord.

Tekstens skal aktivt godkendes af forbrugeren, og derfor vil man ikke kunne “gemme” teksten i de almindelige vilkår og blot lade forbrugeren godekende de almindelige vilkår. I så fald vil man efter min opfattelse som udgangspunkt fortsat hænge på kravet som rejsebureau.

Det vil også være en god ide ikke kun at bruge teksten (med fornødne tilretninger) og bestillingsproceduren, når det drejer sig om køb af flybilletter, men tillige når det drejer sig om eksempelvis hotelophold, billeje, udflugter mv.

Teksten, der blandt andet findet på FDM’s rejsebureaus hjemmeside har følgende formulering:

Bemærk at FDM travel sælger billetterne på flyselskabets vegne og er derfor ikke din aftalepart, men kun formidler. Det er derimod flyselskabet, som er din aftalepart, og som leverer rejsen. Flyselskabet er ansvarlig for aftalens opfyldelse. Det betyder, at alle krav og reklamationer vedrørende din rejse skal rettes mod flyselskabet, fx som følge af forsinkelser, aflysninger, konkurs, bagage mv.

Kontakt mig gerne for yderligere rådgivning på telefon 30951108.

Lauritz.com og falske bud

Berlingske har i øjeblikket en rigtig fin artikelserie, hvor der sættes fokus på de bud, der afgives på Laurtiz.com.

I dagens Berlingske (21. september 2016) handler det om shill bidding – dvs. falske auktionsbud. Berlinske påviser, hvordan der siden 2014 er ca. 400 kunder, der afgiver bud på varer, som de allerede har købt een gang og fortrudt.

Shill-bidding går ud på, at en kunde byder på en vare uden at have til hensigt at købe den. Formålet med shill bidding er at få prisen på varen i vejret; typisk fordi man selv eller en ven eller et familiemedlem har sat varen til salg.

Jamen, hvad er problemet kan man spørge?

Jo, dels medvirker shill bidding jo til at skabe en kunstig, unaturlig og uigennemsigtig prissætning på en auktionsvare. Man byder som interesseret køber på en vare uden at have viden om, at den man er i konkurrence med rent faktisk kun byder for at få prisen i vejet og ikke har til hensigt at købe varen. Derudover er det selvsagt udgiftskrævende for auktionshuset, der dels kan miste en indtægt, dels har ekstra omkostninger, fordi der skal afholdes en ny auktion.

Problemet forstærkes af, at der ved netauktioner er en fortrydelsesret for forbrugere, fordi der er tale om såkaldt fjernsalg. Dette følger direkte af Forbrugeraftaleloven. Derfor kan en person, der byder på en vare uden at have til hensigt på noget tidspunkt at købe den, jo blot fortryde handlen, hvis det viser sig at pågældende – uheldigvis for ham eller hende – måtte blive højstbydende.

Der er næppe ulovligt at byde på egen varer, men det er noget strafferetsjuristerne skal vurdere. Det kan da godt lugte lidt af bedrageri.

Det vil heller ikke være i strid med Markedsføringsloven, medmindre den, der byder på egne varer, er erhvervsdrivende. I så fald vil et bud på egne varer højst sandsynligt kunne sanktioneres som en overtrædelse af god markedsføringsskik (se Markedsføringslovens § 1).

Men kan det virkelig passe, at man har en fortrydelsesret, hvis man bliver højstbydende på ens egen vare. Jo, den er – formentlig – god nok, altså fortrydelsesretten. I hvert fald hvis vi følger lovens bogstav.

Forbrugeraftaleloven siger nemlig, at der er fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler (§ 18) Fjernsalgsaftaler er kendetegnet ved at aftaleparterne ikke mødes fysisk, som hvis man eksempelvis gik til en “rigtig gammeldags” auktion. Derfor er det helt klare udgangspunkt, at der er fortrydelsesret ved netauktioner.

Kan man så ikke sige og argumentere, at der ikke er tale om en aftale, når køber og sælger i realiteten er den sammen, og at der derfor ikke af denne årsag er nogen fortrydelsesret. Det giver jo ikke rigtig mening at tale om en aftale, når man sidder på begge sider af bordet. Nej, det går nok ikke.  Netauktioner gennemføres nemlig typisk i såkaldt kommission, der er kendetegnet ved, at auktionshuset (og ikke sælgeren) bliver den ene part i aftalen, hvor den anden part er den vindende budgiver. Der er således tale om to forskellige aftaleparter, auktionshuset og den vindende budgiver, og derfor foreligger der i formentlig i Forbrugeraftalelovens forstand en fjernsalgsaftale, selvom den vindende budgiver er identisk med sælgeren.

Derfor er det min opfattelse, at en vindende budgiver, der har budt på sin egen vare, efter lovens ordlyd vil have ret til at fortryde aftale. Da man ikke kan fraskrive sig fortrydelsesretten, kan auktionshuset næppe i sine vilkår skrive, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis man så at sige indgår aftalen med sig selv eller ens nærmeste, altså hvis man ender op med at blive højstbydende på ens egen vare eller ens nærmestes vare.

Er auktionshuset så på helt bar jord? Nej, det er det ikke. Det følger nemlig af Kommissionslovens § 27, at man som auktionshus har krav på at sælgeren betaler ens auktionshonorar, selvom aftalen ikke bliver opfyldt, hvis dette skyldes sælgeren selv. Er der tale om en sælger, som fortryder et falsk bud, vil der næppe være den store tvivl om, at den manglende opfyldelse af aftalen skyldes sælgeren selv. Og så er det min vurdering at auktionshuset kan kræve honoraret og hammerslagsgebyret betalt af sælgeren. Og mon så ikke man vil se en vis nedgang i antallet af falske bud, da det så ikke længere er omkostningsfrit at byde på egne varer.

Auktionshuset bør dog i sine salgsvilkår anføre, at dette er konsekvensen ved falske bud. Altså at man – uanset at man fortryder aftalen – kommer til at betale honorar og hammerslagsgebyr, hvis det viser sig, at man selv eller ens nærtstående har budt på egne varer.

 Læs min artikel i Jyllands-Posten om Lauritz.com om fortrydelsesretten

Rejsebureau hæfter for billetter ved flyselskabs konkurs

Østre Landsret har i december 2015 afsagt dom i den meget omtalte “GoLeif.dk-sag”. Afgørelsen drejer sig om, hvorvidt en forbruger kan rejse krav overfor det rejsebureau, hvor en flybillet er købt, når flyselskabet krakker.

En forbruger havde købt en returbillet til Nice i Sydfrankrig. Billetten var købt gennem web-rejsebureauet GoLeif.dk. Flyrejsen skulle ske med flyselskabet Cimber Sterling, som imidlertid gik konkurs inden rejsen var gennemført. Kunden sagsøgte herefter GoLeif.dk for sit tab, dvs. værdien af flybilletterne.

Rejsebureauet, GoLeif.dk, nægtede at betale med henvisning til, at de alene havde været formidler af aftalen mellem forbrugeren og Cimber Sterling, og at de derfor ikke kunne hænges op på konkursen. Når man er formidler er man nemlig ikke aftalepart og derfor som altovervejende hovedregel ikke forpligtet af den aftale, som indgåes mellem kunden og virksomheden.

I den konkrete tvist anerkender Landsretten, at GoLeif.dk alene er formidler og ikke selvstændig aftalepart. Men det reddede dog ikke GoLeif.dk.

Landsretten dømte GoLeif.dk til at erstatte kunden sit tab for flybilletten. Landsretten fremhæver som begrundelser især:

  • at hjemmesiden GoLeif.dk især var målrettet forbrugere af fritidsrejser,
  • forbrugeren alene havde kontakt til GoLeif.dk, som også modtog betaling og udstedte billetten,
  • at det ikke er almindelig kendt for forbrugere, at rejsebureauer ved salg af flytbilletter næsten altid optræder som formidler og meget sjældent handler i eget navn,
  • at selv om det fremgik at rejsebetingelserne (det med småt), at GoLeif.dk optrådte formidler var der ikke grundlag for at antage, at en almindelig forbruger kunne udlede betydningen heraf,
  • at det af rejsebetingelser også fremgik, at GoLeif.dk var teknisk arrangør uden at dette begreb blev nærmere beskrevet,
  • at det af hjemmesiden tillige fremgik, at der var mulighed for at tilkøbe en “konkursdækning rejsebureau”, hvilket jo indikerer at det er rejsebureauet, og ikke flyselskabet man handler med,

Landsretten konkluderer derfor, at det ikke fremgik tydeligt og udtrykkeligt af hjemmesiden, at kunder ikke handlede med GoLeif.dk men med flyselskabet.  Det generelle indtryk af hjemmesiden GoLeif.dk var nemlig, at kunden med rette kunne gå ud fra, at han handlede med GoLeif.dk og ikke Cimber Sterling. Derfor blev GoLeif.dk dømt til at erstatte kundens tab.

Hvad kan vi så bruge denne dom til?

Jo, for forbrugere er den vigtigt, fordi den fastslår, at der kan være mulighed for at gå efter en formidler (konkret GoLeif.dk) når ens aftalepart (konkret Cimber Sterling) går konkurs. Follow the money, som man siger. Dette kan være ved køb af rejser, men eksempelvis også ved køb af varer gennem en dealsite. Du vil som forbruger have en god sag, hvis det ikke synderligt klart af formidlerens hjemmeside fremgår, at virksomheden netop kun er formidler og det også er beskrevet, hvad dette betyder for dig som kunde.

Og for virksomheder, der agerer som formidlere, vil det omvendt efter dommen nu være vigtigt at få tjekket ens hjemmeside og vilkår for at se, at det nu også er skåret ud i pap, at man kun er formidler. Er dette ikke bøjet i neon, risikerer virksomheden at blive mødt med krav fra forbrugere, når den virksomhed, hvis varer eller tjenesteydelser, man formidler salget af, går konkurs eller hvis varerne har fejl og mangler.

Dommen kan efter min bedste overbevisning på ingen måde læses derhen, at der i forbrugersalg gælder et generelt formidleransvar. Det er der ikke holderpunkter for i dommen.

Læs domsresumeet her.

Og læs meget mere om salg af rejser, ferie, billetter mv. her.