Motorproblemer ved brugt båd var ikke mangler

Højesteret har i april 2021 afsagt dom i en principiel sag om forbrugerens rettigheder ved køb af en brugt båd. Afgørelsen viser, at træerne ikke vokser ind i himlen for forbrugeren, når man køber en brugt genstand, fordi forbrugeren må acceptere den risiko, at brugte ting bliver slidt og kan gå i stykker – også når vi har med dyrere genstande at gøre, eksempelvis en båd. Tilsvarende vil gælde for køb af brugte biler.

Forbrugeren købte i 2016 en 17 år gammel lystbåd af en bådforhandler. Kort tid efter købet fik båden motorproblemer og et syn og skøn viste, at dette skyldes slid på en såkaldt manifold, der har skønsmæssig levetid på 8 – 10 år.

Forbrugeren mente at være berettiget til at ophæve købet (dvs. få købesummen tilbage) eller i hvert fald et forholdsmæssigt afslag i købesummen (dvs. et nedslag i prisen).

Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, foreligger der en mangel ved salgsgenstanden,
hvis den er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge
aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i
§ 75 a ikke er opfyldt.

Efter § 75 a, stk. 2, nr. 1 og 2, skal en salgsgenstand, medmindre andet er aftalt, have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber, som køberen efter genstandens karakter og forholdene i øvrigt har rimelig grund til at forvente, og den skal være egnet til formål, som genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til.

Højesteret anfører i sine præmisser, at disse bestemmelser ved køb af brugte genstande indebærer, at køberen i almindelighed må afstemme sine forventninger efter blandt andet salgsgenstandens alder og tidligere brug, og at køberen herunder ikke kan påberåbe sig forhold, som er en følge af sædvanligt slid og ælde. Det kan være tilfældigt, på hvilket tidspunkt efter risikoens overgang sådanne forhold viser sig i form af f.eks. funktionssvigt.

Da motorproblemet med bådes skyldtes slitage fandt Højesteret herefter, at der ikke foreligger mangler ved båden, og at forbrugeren derfor hverken kunne hæve købet eller kræve forholdsmæssigt afslag.

Læs dommer her.

Mangler ved privat leaset bil

Købeloven gælder for køb. Køber du som forbruger en bil, er du derfor beskyttet af de særlige forbrugerbeskyttende regler, der findes i Købeloven. Det vil typisk være fordi bilen lider af fejl og mangler at du kan få brug for at gøre brug af Købeloven.

Men hvad gælder så, hvis man ikke køber men leaser sin bil som forbruger? Ja, her er du udenfor Købelovens anvendelsesområde. For der er jo ikke tale om et køb, men om leje. Man kan godt i leasingaftalen aftale, at Købeloven skal finde anvendelse, men er det ikke sket, så er vi udenfor Købeloven. I stedet skal fejl, mangler, forsinkelse og anden misligholdelse afgøres efter den såkaldte almindelige obligationsret.

Det betyder ikke nødvendigvis, at man som forbruger af en leaset bil med mangler er helt på herrens mark. Men alt andet lige, har man ikke som forbruger den samme detaljerede beskyttelse som hvis man var omfattet af Købeloven.

Forbrugerklagenævnet har fornyligt [marts 2021] taget stilling til forbrugerens rettigheder i en sag, hvor en brugt leaset bil havde mangler. Der var betalt ca. 40.000 kr. i udbetaling og den månedlige leasingydelse udgjorde ca. 4.000 kr.

Efter at have brugt bilen i en måned blev den undersøgt af FDM, fordi der allerede skulle fyldes olie på, det røg voldsomt ud af udstødningen, og der lugtede kraftigt af brændstof i kabinen, når man brugte bilens airconditionanlæg. Der var også fejljusterede lygter og en defekt tandstangsmanchet.

Forbrugerklagenævnet fandt, at bilen led af væsentlige mangler, fordi bilens stand i den grad afveg fra, hvad man måtte forvente af en bil af det pågældende mærke, udstyrsmodel, årgang og prisniveau.

Og når der er væsentlige mangler kan man som forbruger ophæve aftalen. Det følger af den såkaldte almindelige obligationsret. Forbrugeren kunne derfor blive frigjort fra aftalen og kræve at få udbetalingen tilbage samt erstattet de udgifter, som forbrugeren havde haft til test af bilen.

Forbrugerklagenævnet tager stilling til rækkevidde af Producentgaranti

Forbrugerklagenævnet har i en principiel sag taget stilling til, hvad en forbruger har krav på, hvis der er givet en garanti af producenten. I den konkrete sag havde en forbruger købt en computer, hvor batteriet viste sig at aflade for hurtigt. Computeren blev herefter af virksomheden byttet til en “ny” computer, der indeholdte ”refurbished” dele, dvs. brugte dele fra andre tilsvarende computere. Det var forbrugeren ikke tilfreds med. Han mente at have krav på en fabriksny computer under garantien og klagede derfor til forbrugerklagenævnet.

Forbrugeren fik ikke medhold.

Forbrugerklagenævnet satte sig ind i virksomheden garantibestemmelser og her stod der, at man ved reklamationer havde ret til at ombytte til en refurbished computer. Forbrugerklagenævnet lægger i denne forbindelse vægt på, at det efter dansk ret ikke påhviler producenter en pligt til at udstede en produktgaranti, hvorfor indholdet af garantien derfor er afgørende for, hvilke beføjelser forbrugeren kan påberåbe sig over for virksomheden.

Afgørelsen er lige efter bogen og der kan ikke sættes en fingeren på den.

Tøj beskadiget ved vask eller brug indenfor de første 6 måneder

Du har sikkert selv oplevet det! En trøje eller et par bukser går i stykker hurtigt efter købet. Det kan være efter en vask eller det kan bare være du pludselig ser et hul eller en syning, der er gået op, og du ikke lige ved hvorfor det er sket. What to do?

Jamen, Købeloven er ret klar! Efter Købelovens § 77a, stk. 3 er det netop sådan, at mangler, der opstår de første 6 måneder efter købet anses at have været til stede ved købet. Det er med andre ord omvendt bevisbyrde de første 6 måneder. Sælger skal bevise, at manglen ikke var tilstede, da købet blev foretaget. Det vil sige at sælger skal bevise, at det er købers forkerte brug eller lignende, der har været årsag til manglen. Kan sælger ikke føre dette bevis, vil sælger tabe sagen. Og det er et svært bevis for sælgeren at føre de første 6 måneder.

Reglen om omvendt bevisbyrde de første 6 måneder efter køber er illustreret i en sag fra Forbrugerklagenævnet (sagsnummer 2002-613/7-277). Her var der tale om en cardigan der var gået i stykker efter vask én måned efter købet. Butikken mente, at det var forbrugeren, der havde vasket trøjen forkert. Forbrugerklagenævnets sagkyndige kunne ikke entydigt vurdere hvad der var årsag til at cardiganen var gået i stykker.

Herefter havde den erhvervsdrivende ikke løftet bevises for, at trøjen var ødelagt på grund af købers forkerte brug, og derfor blev forretningen dømt til at erstatte trøjen. Man havde simpelthen ikke løftet beviset, som det hedder i jurasprog.

Så er du forbruger er Købelovens § 77a, stk. 3 rigtig vigtig. Husk det. Skåret helt ind til benet siger paragraffen altså at det er sælger der har bevisbyrden.

Bestemmelsen er ufravigelig – det vil sige at sælgeren ikke i sine salgsvilkår må skrive at der ikke er nogen omvendt bevisbyrde. Dette vil være et ugyldigt vilkår.

PhoneTrade anmeldt for vildledning

En af de helt vigtige bestemmelser i Markedsføringsloven er § 3, som forbyder virksomheder at benytte vildledende eller urigtig markedsføring.

Telefonbutikken PhoneTrade har netop fået at mærke, at Forbrugerombudsmanden tager bestemmelsen alvorligt.

PhoneTrade har reklameret med salg af nye Iphones. Man skrev blandt andet:

“Spar 800 kr. på en helt ny iPhone 5 (16GB) i dag!”

HELT NY 16GB iPhone 5S – fra 1.949,-

Problemet var “bare” at der ikke var tale om nye Iphones, men derimod såkaldt preowned Iphones, dvs. telefon som har været ejet og benyttet af andre i kortere eller længere tid, og som så er blevet “renset” og klargjort til salg til en ny forbruger.

Det var altså udenfor enhver tvivl, at der ikke var tale om salg af fabriksnye telefoner. Og så er der tale om en klokkeklar overtrædelse af vildledningsforbuddet, når man markedsfører telefonerne som var det nye telefoner.

Havde man skrevet noget ala “ligeså god som en ny Iphone” ville det næppe kunne kritiseres af Forbrugerombudsmanden, fordi man i så fald ikke giver køberen indtryk af, at man køber en ny Iphone.

Derudover bliver PhoneTrade også politianmeldt, fordi man reklamerede med, at man havde “Danmarks billigste iPhones”. Der var dog det aber dabei, at PhoneTrade sammenlignende deres priser på brugte telefoner med priserne på spritnye telefoner fra konkurrenterne. Og det er jo helt klart en vildledende prissammenligning. En lovlig prissammenligning må nemlig kun . ske mellem identiske produkter.

Det er nu op til domstolene at afgøre, hvor stor bøden til PhoneTrade skal blive.

Apple får smæk i byretten

Apple har nu både Forbrugerklagenævnets og Byrettens ord for, at deres fortolkning af Købeloven ikke holder vand.

Efter Købeloven har du som køber af en mangelbehæftet vare nogle rettigheder. Hvordan dine rettigheder er, afhænger især af, om du har købt varen som forbruger eller som erhvervsdrivende. En god tommelfingerreglen er, at man som forbruger er godt beskyttet efter Købeloven, blandt andet fordi man ikke i standardvilkår eller lignende kan fraskrive sig sine forbrugerrettigheder.

Er der en mangel ved et produkt, kan du som forbruger naturligvis reklamere over dette.

Du har som forbruger efter Købeloven som udgangspunkt valget mellem, om du vil have ombyttet til en nyt mangelfrit produkt eller om du vil have repareret varen.

Dog er den erhvervsdrivende, hvis dit valg er for dyrt i forhold til alternativet, i sin ret til at insistere på at levere den billigste løsning. Dette vil typisk være tilfældet, hvor man har købt en forholdsvis dyr forbrugsvare (eksempel en vaskemaskine, TV, computer, mobiltelefon eller ligende) og ønsker den ombyttet til en ny tilsvarende vare uden mangel. I dette tilfælde vil den erhvervsdrivende være berettiget til at insistere på at reparere varen istedet for ombytte den, såfremt dette vil være billigere. Dette følger af Købelovens § 78, stk. 2.

Vælger den erhvervsdrivende at ombytte den fejlbehæftede vare til en fejlfri vare, skal den nye vare vitterlig være ny og ubrugt. Dette er nu slået fast af såvel Forbrugerklagenævnet og Retten i Glostrup i en sag mellem Apple og en forbruger.

Der var tale om en person, der havde købt i iPhone som forbruger. iPhonen havde en mangel, som Apple anerkendte var Apples ansvar (det i sig selv er jo noget af en bedrift). Apple valgte at ombytte telefonen – men ikke til spritny telefon, men derimod til en såkaldt genproduceret iPhone. Dette med henvisning til Apples standardvilkår, der havde følgende bestemmelse:

“Hvis du under denne garantiperiode indsender en reklamation til Apple i overensstemmelse med denne garanti, vil Apple efter eget valg:

(i) reparere Apple-produktet ved brug af nye dele eller tidligere anvendte dele, der i ydeevne og stabilitet svarer til nye dele, eller

(ii) erstatte Apple-produktet med den samme model (eller med dit samtykke et produkt med lignende funktionaliteter) sammensat af nye og/eller tidligere anvendente dele, der med hensyn til ydeevne og stabilitet svarer til nye dele…”

Apple oplyste under sagen, at en genproduceret iPhone kunne indeholde nogle moduler fra andre skrottede telefoner. Og en IT-sagkyndig vurderede under sagen, at de genanvendte moduler og telefonen havde samme udseende, anvendelighed, levetid og salgsværdi som hvis der var tale om nyproducerede moduler. Dog mente den sagkyndige, at den genproducerede telefon på trods af dette ville have en lavere salgsværdi. Så grundlæggende var der ikke noget at udsætte på holdbarheden af den nye brugte telefon, og det var da også Apples argumentation; altså at forbrugeren fik et produkt, der fungerede som var det et nyt produkt, og derudover at miljøet har gavn af dette genbrug.

Hverken Forbrugerklagenævnet eller Byretten købte dog denne argumentation.

Byretten (sag BS 10E-3689/2014) siger, at der hverken i selve Købeloven eller i forarbejderne til loven er mulighed for at kunne inddrage miljømæssige hensyn i vurderingen af, om der er sket korrekt omlevering. Et omleveret produkt skal opfylde betingelserne i købelovens § 78, stk. 1, nr. 2, som siger at der af den erhvervsdrivende skal leveres et produkt, der “stemmer overens med aftalen”. Og hvis aftalen går ud på køb af en ny iPhone, ja så skal der også omleveres til en ny iPhone. Simple as that. Ellers stemmer det jo ikke overens med aftalen.

Retten anerkender som sådan de miljømæssige argumenter, som Apple fremhæver, men dette ændrer intet ved resultatet, nemlig at det omleverede produkt skal stemme overens med købsaftalen, og derfor skal Apple give forbrugeren en ny telefon. Der er med andre ord ikke grundlag i købeloven for at inddrage miljøhensyn.

Et element, der også indgår i rettens vurdering er, at telefonens salgsværdi er mindre, når der er tale om en genproduceret telefon. Men jeg er nu ret sikker på, at resultatet havde været det samme, såfremt den sagkyndige var kommet til den vurdering, at salgsværdien ville være ens, uanset om der var tale om en splinterny telefon eller en genproduceret telefon. Simpelthen fordi Købelovens § 78 ikke åbner mulighed for at ombytte til et mere eller mindre brugt produkt.

Da Apple således ikke havde omleveret korrekt, havde Apple misligholdt købsaftalen med forbrugeren, og derfor var forbrugeren berettiget til at hæve købet og kræve sine penge tilbage.

Erhvervsdrivende skal derfor være OBS på ved salg til forbrugere, at det er i strid med købeloven at ombytte til et “nyt brugt” produkt. Derfor vil det også være i strid med Købeloven at skrive i ens standardvilkår, som Apple gør, at forbrugeren ved omlevering  skal tåle, at der kan ske omlevering med en genproduceret vare. Dette kan i sig selv udgøre ulovlig vildledning i strid med Markedsføringsloven.

Som skrevet ovenfor har den erhvervsdrivende ved mangler ved dyrere varer (eksempelvis en iPhone) valget mellem, om man vil reparere varen eller om man vil omlevere til en ny vare. Derfor er det min vurdering, at den erhvervsdrivende i disse tilfælde, altså hvor den erhvervsdrivende har valgretten, godt må anføre i vilkårene og aftale med forbrugeren, at såfremt forbrugerne ikke accepterer, at der sker omlevering til en genproduceret vare, ja så skal forbrugerne tåle, at der i stedet sker en reparation af den mangelbehæftede vare. Om mon ikke så hovedparten af forbrugerne i denne situation alligevel vil vælge at tage imod den “nye” genproducerede telefon istedet for at få ens gamle telefon repareret?

Husk at der ved B2B-handel, altså handelskøbet, gælder nogle helt helt andre regler. Her er der aftalefrihed, og derfor kan der som udgangspunkt aftales hvad som helst i vilkårene, herunder at køberen skal tåle at omlevering sker med en genproduceret vare. Derudover skal man i B2B-købet være OBS på, at der – hvis intet er aftalt – ikke er nogen ret for sælgeren til at reparere varen. Dette bør man få indføjet i sine vilkår; altså at man som sælger har ret til at reparere en mangelbehæftet vare.

Er bil til blandet brug et forbrugerkøb eller et handelskøb?

Som forbruger har man en række rettigheder efter loven, som man ikke har som erhvervsdrivende.

Eksempelvis har man som forbruger en fortrydelsesret efter Forbrugeraftaleloven. Det har man ikke som erhvervsdrivende. Og som forbruger kan man efter Købeloven gøre en række krav gældende, som ikke er muligt for en virksomhed.

Derfor kan en køber have en interesse i at blive betragtet som forbruger, da man – alt andet lige – har en bedre retsstilling overfor sælger.

Typisk er der ikke de store udfordringer med at fastslå, om der er tale om et forbrugerkøb eller ej. Men nogle gange er dette ikke lige til.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Østre Landsret (ØLK af 30.7.2014). Der var tale om et firma, der købte en bil på papegøjeplader. Bilen blev brugt såvel privat som af firmaet, og så var gode råd jo dyre. Skulle man anvende forbrugerretten, som gav køber en bedre retstilling, eller skulle man benytte erhvervsretten, som stillede købere ringere.

Landsretten udtaler, at det afgørende er, hvilken brug bilen især har haft. Ligger hovedvægten på erhvervsbrugen, ja så er der ikke tale om et forbrugerkøb, men et handelskøb. Omvendt – ligger hovedvægten på den private brug, ja så vil det være forbrugerretten, der anvendes, også selvom bilen af og til er blev brugt erhvervsmæssigt.

Nogle at de kriterier, man her kan inddrage er blandt andet, om køberen var et firma eller en privat person. Var køber et firma er der en formodning for, at købet var et erhvervskøb, og så vil det være tungere at løfte beviset for, at bilen rent faktisk hovedsageligt skulle være brugt privat.

I sagen fandt landsretten ud fra en samlet vurdering af de fremlagte beviser, at der var tale om et handelskøb, og at køberen derfor ikke kunne påberåbe sig forbrugerretten. Blandt andet lagde man vægt på, at bilen blev afleveret på virksomhedens forretningsadresse samt at køber på slutsedlen var virksomheden og ikke en privat person.

Læs mere om forbrugerkøbet her.

Skal butikken acceptere scan eller foto af kvittering?

I disse digitaliseringstider kan det give god mening at scanne eller tage et billede af ens kvitteringer i stedet for at gemme dem i en stor rodebunke. Dvs. at erstatte den fysiske kvittering med en digital udgave.

Spørgsmålet er så om den erhvervsdrivende skal acceptere en sådan kvittering. Svaret afhænger af, hvad kvitteringen skal bruges til.

Skal kvitteringen bruges til at gøre ens lovfæstede rettigheder gældende, er det min vurdering at en digitaliseret udgave af ens kvittering vil være gyldig. Det vil typisk være i tilfælder af reklamation over mangler ved varen. Husk du kan reklamerer over en vare i op til 2 år efter at varen er købt. De første 6 måneder efter købet er der efter Købeloven en formodningsregel som siger, at en mangel formodes at have været til stede på købstidspunktet, medmindre den erhvervsdrivende kan bevise det modsatte.

Har du altså købt en vare, som viser sig at have mangler, som du vil reklamere over, vil en erhvervsdrivende ikke kunne afvise din reklamation med henvisning til at du kun har en digital version af kvitteringen og ikke den originale kvittering. Dog vil jeg mene, at den erhvervsdrivende vil være i sin gode ret til at se dokumentation for, at du rent faktisk har foretaget købet. Det kan eksempelvis være dokumentation i form at bankudskrift. Ellers kan der jo være risiko for, at der opstår et gråt marked for handel med digitale kvitteringer, hvor man over nettet køber en digital kvittering, fordi man enten ikke har gemt sin egen kvittering eller fordi reklamationsfristen på 2 år er udløbet.

Er der tale om at du vil bruge kvitteringen til at gøre et krav gældende, som du ikke har efter loven, men som alene skyldes at den erhvervsdrivende har givet dig denne mulighed, stiller situationen sig anderledes. Det kan eksempelvis være ret til at returnere en vare, selvom den ikke er købt over nettet. I disse tilfælde har man som forbruger ingen fortrydelsesret, og den erhvervsdrivende giver dig altså en ret som du ikke har efter loven. I så fald vil den erhvervsdrivende også være i sin gode ret til at stille nogle spilleregler op for, hvorledes denne returret skal udnyttes, eksempelvis ved at fremvise en original kvittering. Det kræves dog her, at spillerreglerne er kommunikeret til forbrugeren inden købet foretages eller klart fremgår af kvitteringen. Er dette ikke tilfældet er det min vurderering, at den erhvervsdrivende ikke kan afvise forbrugeren med den begrundelse, at denne ikke har den originale kvittering.

Hvem bærer risikoen for forsendelsen til forbrugeren?

Du har som forbruger bestilt en vare over nettet, som skal sendes til din adresse. Det sker jo tusindvis af gange hver dag. Og det hænder også at varen aldrig kommer frem. Hvem har så risikoen for dette? Er det forbrugeren, som må betale for varen selvom den ikke er modtaget? Eller er det den erhvervsdrivende, som skal sende en ny vare til forbrugeren.

Svaret findes i Købeloven.

Der fremgår nemlig af Købelovens § 73, stk. 1, at såfremt sælgeren skal sende varen til forbrugeren, anses levering for sket, når genstanden er kommet i køberens besiddelse.

Med andre ord går risikoen først over, når varen er modtaget af forbrugeren.

Bestemmelsen i Købeloven om at sælger bærer risikoen for forsendelsen kan IKKE fraviges ved aftale. En erhvervsdrivende må altså ikke i sine almindelige vilkår skrive, at det er forbrugeren, der har forsendelsesrisikoen. Dette vil være i strid med Købeloven. En klausul om at forbrugeren har forsendelsesrisikoen vil altså være ugyldig og uden virkning, og kan også være i strid med Markedsføringslovens forbud mod vildledning.