Betalingsaftaler kan ikke overdrages uden samtykke fra forbrugeren

For virksomheder, der har et løbende salg til sine kunder, er det ganske værdifuldt, hvis disse kunder har tilmeldt betalingen til en betalingsaftale. Så sker betalingen automatisk, og man undgår at skulle bruge tid og ressourcer på administration.

Det kan eksempelvis være en betalingsaftale på et fitnessabonnement eller til et benzinkort.

Men hvad gælder så, hvis virksomheden bliver solgt? Følger betalingsaftalen automatisk med over? Her skal vi sondre mellem hvorledes virksomheden sælger.

Sælges aktierne i virksomheden til en ny ejer (såkaldt aktiesalg) er virksomheden den samme. Den har samme CVR nr. men har “blot” fået en ny ejer. I dette tilfælde vil betalingsaftalerne automatisk kører videre, selv om der er kommet en ny ejer. Der er ikke noget krav om, at forbrugeren skal give samtykke til dette.

Det vil være anderledes hvis det er aktiverne (herunder kundeaftalerne) i virksomheden, der sælges over til en ny ejer (såkaldt aktivsalg). Her er der tale om mere end et ejerskifte. Det vil være en helt ny virksomhed med et helt nyt CVR nr. som fremadrettet skal levere ydelsen til kunden. Det kan eksempelvis være et lille fitnesscenter, der ved en aktivhandel overdrager lejemål, kunder og inventar til Fitness World.

Ved en aktivhandel er det forbrugerombudsmandens vurdering, at der ikke må ske overdragelse af kundernes betalingsaftaler til den nye ejer.

Der skal gives et samtykke af hver enkelt kunde til, at kundens betalingsaftale også overdrages som led i handlen. Det har Forbrugerombudsmanden vurderer i flere sager, hvor kunderne ikke har givet samtykke til, at deres betalingsaftaler via Betalingsservice blev overdraget. Kunderne fik blot at vide, at den kæde, de var medlem af, var blevet solgt til en anden virksomhed, og at deres betalingsaftale også var blevet overdraget uden at de behøvede at gøre noget.

MEN den går altså ikke. Der skal indhentes et samtykke hos kunden for at kunne overdrage betalingsaftalen som led i en aktivhandel.

Det følger nemlig af betalingslovens § 82, som siger at en betaling kun er korrekt, hvis betaleren har meddelt samtykke til betalingen.

Betalingslovens § 82, stk. 1:

”§ 82. En betalingstransaktion er kun autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre transaktionen. Betaleren kan autorisere betalingstransaktionen før eller efter gennemførelsen af denne, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder. Er der ikke meddelt samtykke, skal betalingstransaktionen anses for uautoriseret.”

Er det krav på charge-back ved køb af kopiprodukter?

Handler du på nettet, er § 74 i Betalingstjenesteloven rigtig vigtig at kende.

Bestemmelsen siger nemlig, at din bank er forpligtet til at tilbageføre et beløb, der er hævet fra din konto i forbindelse med et netkøb i følgende tre situationer: (1) hvis der er hævet et større beløb end det der er aftalt med sælgeren, (2) varen ikke leveret eller (3) du har udnyttet din fortrydelsesret. Charge-back reglen kan derimod ikke anvendes, hvis varen viser sig at have en mangel.

Denne bestemmelse om charge-back skal sikre at det er trygt at handle på nettet og giver rigtig god mening. Men træerne vokser ikke ind i himlen, viser denne afgørelse fra Sø- og Handelsretten, der blev først af Forbrugerombudsmanden mod Nordea Bank.

I sagen var der tale om en forbruger, der på nettet have købt nogle Nike sko i to forskellige netbutikker. Det ene køb blev stoppet i tolden, fordi det viste sig at være kopisko. Det andet køb, blev leveret til forbrugeren, men det viste sig hurtigt, at også disse sko var uægte, altså at der var tale om en kopivare.

Forbrugeren krævede herefter pengene retur fra sin bank, der nægtede dette. Forbrugerombudsmanden argumenterede med, at forbrugerens varer aldrig var leveret til forbrugeren. Dette blev argumenteret både for så vidt angår de sko, der blev tilbageholdt i tolden, men også for de sko, der blev leveret, men som viste sig også at være kopier. Omvendt gjorde banken gældende, at skoene var mangelfulde, fordi de var kopier, og at der derfor ikke var noget charge-back krav for forbrugeren.

Sø- og Handelsretten gav banken medhold!

Hvad angår den bestilling, der blev tilbageholdt i tolden skriver retten:

”Det fremgår… af forarbejderne [til loven], at i en situation, hvor en vare tilbageholdes i tolden, fordi den ikke lovligt kan indføres i Danmark, har kortudsteder [banken] ikke pligt til at tilbageføre betalingen, uanset at levering ikke har fundet sted, hvilket må tages som udtryk for, at lovgiver i denne helt særlige situation har valgt at pålægge køberen risikoen herfor.”

Man siger altså her, at der ikke er noget charge-back krav hvis en vare tilbageholdes i tolden, fordi det er en kopivare.

Hvad angår den anden bestilling, som blev leveret, men som viste sig også at være kopisko, siger retten:

”For så vidt angår det andet internetkøb, som vedrørte to par sko, er det gjort gældende, at levering slet ikke har fundet sted, når der bestilles en ægte mærkevare og leveres en kopi. Retten finder imidlertid, at den omstændighed, at de leverede par sko ikke er originale Nike sko, men kopivarer må karakteriseres som en mangel.” 

Med andre ord: Intet krav på charge-back, hvis du får leveret et kopiprodukt!

Sø- og Handelsrettens dom af 21. december 2016 i sag N-1-14 kan du finde her.

Må netbutikken hæve pengene inden varen er afsendt?

Du har bestilt en vare over nettet. Varen er ikke sendt til dig endnu af virksomheden, men alligevel blive beløbet for dit køb hævet på din konto. Er det i orden?

Nej, det er ikke i orden! I hvert fald ikke som hovedregel. Den erhvervsdrivende må først hæve pengene, når varen er afsendt.

Derfor vil  et standardvilkår om, at der skal ske forudbetaling kunne anses for urimeligt og i strid med god markedsføringsskik. Forbrugerombudsmanden er nemlig af den opfattelse, at forudbetaling som hovedhovedregel ikke skal anvendes i B2C-handel, altså i forbrugerkøbet.

Dette fremgår af en retningslinje fra 2014 om Betalingsmodtagers håndtering af betalinger ved fjernsalg.

Saglig og rimelig grund

Er der en saglig og rimelig grund for at virksomheden kræver forudbetaling, accepterer forbrugerombudsmanden dog, at det er i orden. Det kan for eksempel være, fordi det drejer sig om levering af varer, som skal fremstilles efter nogle individuelle specifikationer fra forbrugeren eller at varen på anden vis har fået et tydeligt personligt præg. Det kan også være tilfælde, hvor der er en fast praksis for forudbetaling, eksempelvis ved abonnementer på aviser o.l. Hvis ønsket om forudbetaling derimod er motiveret at et likviditetsbehov for virksomheden, er dette naturligvis ikke en rimelig og saglig grund.

Udtrykkelig aftale

For at kunne kræve forudbetaling, er det derudover et krav, at der med forbrugeren er indgået en udtrykkelig aftale herom inden betalingen sker. Henvisning i stadardvilkårene opfylder ikke dette krav. Forbrugeren skal altså med andre ord aktivt acceptere en forudbetaling – eksempelvis ved at sætte kryds til dette under bestillingen eller ved at sende en mail til virksomheden, hvor det bekræftes, at man er indforstået med at pengene hæves, selvom varen endnu ikke er afsendt.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse skal det endvidere overfor forbrugeren oplyses, at forudbetalingen indebærer en risiko for forbrugeren i tilfælde af virksomhedens konkurs o.l. Har man som forbruger foretaget en forudbetaling (i henhold til en udtrykkelig aftale) har man nemlig ikke krav på tilbagebetaling fra ens bank, hvis virksomheden går konkurs. Dette fremgår af Betalingstjenestelovens § 74.

Indsamling af forbrugsmønstre er ulovligt

Det er guld værd for erhvervsdrivende at vide, hvorledes en given kunde handler i ens butik. Hvis COOP ved, at hovedparten af de madvarer, jeg køber i deres butikker, er økologiske, ja så vil det være en værdifuld viden at have for COOP i forbindelse med deres markedsføring overfor mig. Eller hvis ELGIGANTEN ved, at jeg typisk køber SAMSUNG-produkter hos dem, vil dette også have en stor værdi i deres markedsføringstiltag overfor mig. Det kan også sagtens tænkes, at oplysningerne kan have så stor værdi, at de, altså oplysningerne om mit købsmønster, kan videresælges til andre erhvervsdrivende.

Derfor kan det være fristende for butikker, webshops, dagligvarekæder og andre handlende at indsamle og lagre oplysninger om, hvorledes jeg bruger mit betalingskort, og hvad jeg køber hos dem. Til brug for deres markedsføring og til videresalg til andre butikker.

Det går ikke, har Forbrugerombudsmanden fastslået.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er det i strid med Betalingstjenesteloven at lagre og kortlægge en given kundes forbrugs- og indkøbsmønster ud fra hvorledes kunden bruger sit betalingskort. Dette forbud skyldes at forbrugerne skal beskyttes mod at oplysningerne bliver (mis)brugt til markedsføring og videresalg.

Tidligere var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at forbuddet kun omfattede banker, men nu er forbuddet altså udvidet til at gælde alle erhvervsdrivende.

Grundlaget for forbuddet findes i Betalingstjenestelovens § 85, stk. 3, som siger, at der kun må ske “høstning” af kunders forbrugsmønstre, hvis det er nødvendigt for at få gennemført betalingen eller for at hindre misbrug, og det kan jo ikke siges at være tilfældet, hvis indsamlingen sker med henblik på at kunne markedsføre sig overfor forbrugeren.

Bestemmelsen er ufravigelig, og en forbruger kan således ikke give eller blive bedt om at give samtykke til at virksomheden indsamler oplysningerne.