City2 anmeldt for overtrædelse af Markedsføringsloven

Det er forbudt for en virksomhed i sin markedføring at anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer. Det fremgår af Markedsføringslovens § 3, og er en af grundpillerne i sikringen af ordentlig markedsføring overfor forbrugerne.

Skjuler en virksomhed væsentlige oplysninger eller præsenterer dem på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde, anses det som en ”udeladelse af væsentlig information”. Dette vil være i strid med Markedsføringslovens § 3.

Forbrugerombudsmanden er af den opfattelse, at City 2 i en reklame for momsfri weekend har overtrådt bestemmelsen.

City 2 annoncerede på følgende vis:

Med stor skrift på flere bannere i butikscentret reklamerede City 2 med ”Momsfri butik, 20 % på alle varer”. I to avisannoncer skrev City 2 endvidere, at forbrugerne fik ”… -20 % i butikkerne her,” efterfulgt af en liste over de pågældende butikker.

Den annoncerede rabat på 20 % omfattede imidlertid ikke alle varer i de nævnte butikker.

For eksempel var varer, der i forvejen var nedsatte, samt udvalgte varer og varer købt med anden rabatordning undtaget rabatten. Dette fremgik kun med meget lille skrift nederst på bannerne og i avisannoncerne. Der var ikke på bannerne eller i annoncerne nogen henvisning i form af foreksempel en *-markering, der ledte forbrugerne fra rabatten og ned til forbeholdet.

Derfor var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at City 2’s markedsføring af rabatten var vildledende og at at der var tale om en overtrædelse af markedsføringsloven, fordi forbrugerne meget nemt kunne overse forbeholdet. Da City 2 ikke deler denne opfattelse, har Forbrugerombudsmanden indgivet en politianmeldelse af City 2 og det er herefter i sidste instans op til domstolene at afgøre om markedsføringen udgjorde en overtrædelse af Markedsføringsloven.