Krav for forsinket flyafgang kan anlægges i Danmark – også selvom flyselskabet er udenlandsk

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen har man som flypassager krav på erstatning, hvis ens fly bliver forsinket eller aflyst. Dette kan du læse meget mere om her.

Retten til erstatning følger af en EU-forordning og omfatter alle flyselskaber, der opererer indenfor EU.

Men hvad gør man, hvis man har ret til erstatning, men kravet er overfor et udenlandsk flyselskab? Kan man så føre sagen i Danmark, eller er det påkrævet, at man sagsøger flyselskabet i det land, hvor det har hovedsæde? Det har landsretten taget stilling til i en afgørelse fra 2015.

I sagen var der tale om, at nogle danske turister havde købt en pakkerejse af Bravo Tours til Dansk Vestindien. Bravo Tours havde en aftale med et belgisk flyselskab, TUI, om, at det var dette flyselskab, som stod for selve flyvningen fra Billund til Dansk Vestindien.

På grund af tekniske fejl ved flyet blev afrejsen til Dansk Vestindien forsinket, og her er det helt klare udgangspunkt, at man som passager har krav på erstatning for forsinkelsen; i hvert fald hvis forsinkelsen er af en vis varighed.

TUI nægtede at betale erstatning og blev derfor sagsøgt i Danmark af de utilfredse passagerer. TUI krævede, at søgsmålet skulle afvises, da man mente, at sagen skulle anlægges ved de belgiske domstole. Ville TUI få medhold i dette synspunkt, ville det i realiteten gøre det umuligt at kræve erstatning af udenlandske flyselskaber, da det simpelthen ikke kan svare sig at føre en retssag i udlandet for et par tusinde kroner.

Landsretten kom til det resultat, at TUI godt kunne sagsøges i Danmark. Det fremgår nemlig af en Forordning om retternes kompetence mv. (forordning 44/2001), at en part kan sagsøges det sted, hvor den misligholdte forpligtelse skulle have være opfyldt.

Forpligtelsen var her at transportere turisterne fra Billund Lufthavn i Danmark til Dansk Vestindien. Stedet for påbegyndelsen af opfyldelsen af forpligtelsen var altså Billund Lufthavn, og derfor kunne TUI sagsøges i Danmark.

Dommen giver forbrugere og flypassager en reel mulighed for at få erstatning for forsinket eller aflyst flyafgang, når flyselskabet er udenlandsk.