Canal Digital skyldig i vildledende markedsføring

En gammel sag tilbage fra 2010 har nu fundet sin foreløbige afslutning ved Retten i Glostrup.

I 2010 annoncerede Canal Digital for nogle tv-pakker til henholdsvis 99 kroner og 149 kroner om måneden. Eneste problem var “blot”, at Canal Digital ikke samtidig oplyste klart og tydeligt om, at der lige var et halvårligt kortservicegebyr på 389 kroner oveni. Og så er prisen jo en helt anden.

Dette mente Forbrugerombudsmanden var vildledende markedsføring, og indbragte derfor sagen for retten. At det så har taget så lang tid med en afgørelse skyldes, at sagen lige skulle forbi en tur forbi EU-domstolen, der skulle udtale sig om, hvorledes juraen skulle forstås.

På baggrund af blandt andet EU-domstolens udtalelse fandt Retten i Glostrup, at der var tale om vildledende markedsføring og takserede dette til en bøde på kr. 250.000.