Kautionists tætte økonomiske og familiære bånd til skyldner

Denne afgørelse fra Pengeinstitutankenævnet illustrerer, at jo tættere økonomisk og familiemæssigt en kautionist er på skyldneren, jo sværere vil det være at anfægte en kaution.

I klagesagen var der tale om en kaution for et privat lån som banken gav til svigersønnen, som ejede og arbejdede i et selskab, der hovedsaglig var ejet af kautionistens svigersøn, men kautionisten havde også en portion aktier i selskabet. Svigersønnen var også direktør i selskabet, og bestyrelsen bestod af kautionisten, svigersønnen og kautionistens datter. Da det var et privat lån var der tale om en privat kaution. Som jeg skriver om under “Kaution” er det af ganske afgørende betydning om kautionen kan anses for en privat kaution eller en erhvervskaution.

Selv om Pengeinstitutankenævnet lægger til grund, at det er en privat kaution, vokser træerne ikke ind i himlen for kautionisten. Ankenævnet lægger for det første til grund at kautionisten havde modtaget relevante dokumenter forud for underskrivelsen  – fordi kautionisten havde skrevet under på, at det havde han. Derudover siger Ankenævnet, at kautionisten har været fuldt ud bekendt med den økonomiske situation i svigersønnens selskab og derved den risiko, kautionisten påtog sig ved at underskrive kautionen. Fordi kautionisten selv ejede aktier i selskabet og sad i bestyrelsen. Og nok også fordi der var familiær tilknytning. Derfor blev kautionisten ikke frigjort for forpligtelser under kautionen.