Hvornår må man kalde sin forretning “outlet”?

Du har sikkert set det i bybilledet – flere og flere forretninger kalder deres butikker outlet for at signalere at der her kan fås billige mærkevarer. Men hvornår må man egentlig kalde sin butik et outlet?

Det svarer Forbrugerombudsmanden på i den seneste opdatering af retningslinjerne for prismarkedsføring.

Hvornår må man så kalde sin forretning “outlet”? Forbrugerombudsmanden siger, at varer i outlets er at sidestille med restvarer og restpartier og må derfor markedsføres med en nedsat pris, indtil de er solgt.

Så den første betingelse er altså, at et rigtigt outlet skal sælge restvarer og restpartier.

Den anden betingelse for lovligt at kunne bruge betegnelsen outlet er at varerne skal sælges til en nedsat pris.

Den erhvrvsdrivende skal kunne dokumentere besparelsen i forhold til det, varerne kostede, da de blev solgt i hovedbutikken. Hvis varerne i outlettet nedsættes yderligere undervejs, må den nye pris og besparelse kun sammenlignes med varens pris umiddelbart inden den ekstra nedsættelse. Man må altså ikke sammenligne med den oprindelig pris.