Tavshedsklausul i forbrugerforlig ugyldig

Du er som forbruger raget uklar med din bank og indgiver en klage over banken. Måske du også køre en retssag mod banken eller omtaler banken negativt på sociale medier mv. Banken forliger sagen med dig og indsætter i forliget en klausul om, at du skal trække klagen eller retssagen tilbage samt at du ikke må omtale at du har indgået et forlig med banken; en såkaldt tavshedsklausul.

Forbrugerombudsmanden har nu haft mulighed for at vurdere om sådanne tavshedsklausuler i et forlig, som banken indgår med kunden, er gyldige eller om forbrugeren kan se bort fra klausulen og bryde den uden konsekvenser. Det korte svar er, at en klausul om tavshed ikke binder forbrugeren.

I den konkrete sag var der tale om en kunde i Basisbank, der var raget uklar med banken, fordi kunden mente, at banken havde foretaget en utilstrækkelig kreditvurdering af kunden. Kunden indgav en klage til forbrugerombudsmanden om dette.

Under Forbrugerombudsmandens behandling af klagen tilbød banken et forlig, hvis forbrugeren efterlevede to klausuler om for det første at trække klagen over banken tilbage og for det andet at undlade at omtale forliget såvel privat som offentligt.

Disse to klausuler i forliget er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ugyldige.

Forbrugerombudsmanden finder de to klausuler urimelige og i strid med hæderlig forretningsskik, fordi forbrugeren fratages centrale rettigheder som ytringsfrihed og adgangen til håndhævelsesmyndigheder og juridisk bistand. Virksomheder kan efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke forpligte forbrugerne til at give afkald på disse rettigheder.