Ægtefælles kaution for mandens erhvervslån

Udgivet den af

Som jeg skriver under kautioner, er ens retsstilling som kautionist meget afhængig af, om der er tale om en privatkaution eller en erhvervskaution.

Erhvervskautioner er næsten umulige at anfægte efter Lov om Finansiel Virksomhed § 47. Der foreligger mig bekendt kun een afgørelse, hvor kautionisten er kommet igennem med, at en kaution stillet i et erhvervsforhold var ugyldig.

Derimod har man som kautionist noget mere “at arbejde” med, hvis der er tale om privat kaution. Der følger det nemlig af § 48 i Lov om Finansiel Virksomhed, at banken har en række forpligtelser med hensyn til rådgivning, undersøgelse af kautionistens økonomi mm.

Derfor kan det ofte være afgørende for, om sag kan vindes eller ej, om kautionen er en erhvervskaution eller en privat kaution.

Der er ikke i loven nogen definition af erhvervskaution og privat kaution. Det er op til domstole at fastlægge sondringen gennem retspraksis.

Hvis en virksomhedsejer kautionerer for sit selskabs kassekredit er der klart tale om en erhvervskaution.

Ligeså klart er det, at der er tale om en privat kaution, hvis forældrerne kautionerer for deres barns køb af en lejlighed.

En vigtig indikator på, om det er en privat kaution eller en erhvervskaution er, om man som kautionist indirekte har udsigt til et økonomisk udbytte af det lån, som kautionen vedrører. Det har forældrene, der kautionerer for barnets køb af en lejlighed, ikke. Og derfor er det en privat kaution.

Omvendt har virksomhedsejeren udsigt til en muligt gevinst som ejer af virksomheden, og derfor er der tale om en erhvervskaution.

Men hvad gælder så, hvis ægtefællen har kautioneret for sin mands eller hustrus virksomhedslån? Ægtefællen ejer jo ikke virksomheden og har således ikke direkte andel i overskud og værditilvækst. Omvendt har ægtefællen jo indirekte et økonmisk udbytte af virksomheden, fordi den giver en værdi, løn mv. til den anden ægtefælle. Og i tilfælde af en skilsmisse eller ved død, vil virksomheden også typisk indgå i bodelingen.

Det finansielle ankenævn har taget stilling til dette spørgsmål i afgørelsen 88/2018. Her havde en hustru startet en børnetøjsforretning og i den forbindelse fået et lån af banken, som manden havde kautioneret for.

Det finansielle ankenævn fandt at der var tale om en privat kaution. Derfor kan vi godt konkludere, at der foreligger en privat katuion, når den ene ægtefælle kautionerer for den anden ægtefælles virksomheds gæld og kautionisten i øvrigt ikke deltager i driften, er medejer, sidder i bestyrelsen eller lignende.

Forbrugerkøb og netauktioner

Udgivet den af

KØBELOVEN indeholder regler om forbrugerkøb, der på mange punkter giver forbrugeren en særlig beskyttet og gunstig retsstilling. Der foreligger efter KØBELOVEN et forbrugerkøb, når forbrugeren handler udenfor sit erhverv (man køber med andre ord varen til privat brug) og sælgeren af varen er en erhvervsdrivende.

Der foreligger også et forbrugerkøb, hvis sælgeren af varen er en privat person, men salget formidles af en erhvervsdrivende. Salg via en netauktion til en forbruger vil derfor altid være et forbrugerkøb, uanset om ejeren af den solgte genstand er en erhvervsdrivende eller en privat person. Dette skyldes, at en erhvervsdrivende formidler salget.

Når en forbrugers køb på en netauktion i alle tilfælde behandles som et forbrugerkøb, vil forbrugeren således være beskyttet af de særlige regler, der gælder for forbrugerkøbet. Disse særlige beskyttelsesregler kan (i modsætning til handelskøbet) ikke fraviges ved aftale, f.eks. i den erhvervsdrivendes salgsvilkår.

Nedenfor lister jeg nogle at de væsentligste beskyttelsesregler efter KØBELOVEN, der vil gælde for en forbruger ved køb på en netauktion:

  • Det kan ikke bestemmes i vilkårene, at varen er ”købt som beset”. En sådan klausul om ”købt som beset” eller tilsvarende har ingen retsvirkning og kan derfor ikke håndhæves overfor forbrugeren. Forbrugeren kan altså rejse sædvanlige mangelskrav.
  • Hvis der er mangler kan køberen som udgangspunkt kræve, at sælgeren afhjælper manglen.
  • Reklamation indenfor 2 måneder efter købet er altid rettidig.
  • Der vil altid være 2 års reklamationsret over mangler.

Fortrydelsesret efter Forbrugeraftaleloven

Efter FORBRUGERAFTALELOVEN vil der med samme begrundelse som ovenfor foreligge en forbrugeraftale ved en forbrugers køb af en vare på en netauktion. Dette gælder uanset om sælgeren er privat eller erhvervsdrivende, fordi man som erhvervsdrivende formidler salget.

Konsekvensen af dette vil efter FORBRUGERAFTALELOVEN være, at forbrugeren har 14 dages fortrydelsesret. Dette skyldes, at der ved netauktioner er tale om såkaldt fjernsalg – altså hvor sælger og køber ikke mødes fysisk i en butik eller lignende. Fortrydelsesretten gælder også selv om forbrugeren inden netauktionen har haft mulighed for at besigtige genstanden.

Den erhvervsdrivende er derfor forpligtet til at oplyse forbrugeren om fortrydelsesretten.

Hvis fortrydelsesretten udnyttes af forbrugeren, skal købesummen returneres til forbrugeren. Dette omfatter også det hammerslagsgebyr og salær, som den erhvervsdrivende måtte have opkrævet overfor forbrugeren.

Formodningsregel i købeloven udvides til 1 år

Udgivet den af

Ved forbrugerkøb gælder der en vigtig formodningsregel; nemlig at en mangel ved det købte formodes at have været tilstede på købstidspunktet, såfremt manglen opstår op til 6 måneder efter købet. Denne frist på 6 måneder udvises nu til 12 måneder.

Fra den 1. januar 2022 gælder der altså en formodningsregel, hvorefter en mangel, der opstår i op til et år efter købet, formodes at have været til stede på købstidspunktet.

Hvad betyder denne formodningsregel så? Jo, lad os tage et eksempel. Du køber til privat brug en ny Iphone for 6.000 kr. i Elgiganten. Vi har med et forbrugerkøb at gøre (det følger af Købelovens § 4a). Efter 10 måneder holder telefonen op med at virke. Den er død. Med formodningsreglen på 12 måneder er udgangspunktet herefter, at der er tale om en relevant mangel, som berettiger dig til at kræve, at telefonen som minimum bliver repareret uden omkostning for dig. Manglen, der er årsag til at telefonen er død, formodes nemlig at have været tilstede, da du købte telefonen, og så er det Elgigantens ansvar, at de har solgt dig en telefon med mangler.

Formodningsreglen betyder med andre ord, at bevisbyrden vendes om i de første 12 måneder efter købet. Det er altså ikke dig som forbrugere, der skal dokumentere, at der forelå en mangel, som var tilstede på købstidspunktet. Dette ville ellers være den normale bevisbyrderegel. Det er derimod Elgiganten, der skal dokumentere, at det er din skyld og forkerte brug, at telefonen er gået død. Kan Elgiganten ikke dokumentere dette, har du krav på at få telefonen repareret uden omkostninger.

Kan Elgiganten derimod eksempelvis dokumentere, at årsagen til, at telefonen er gået død, er fugt i telefonen, ja så har Elgiganten ført bevis for, at det er din forkerte brug af telefonen, der har medført at telefonen ikke fungerer. Og i så fald er Elgiganten fri for ansvar, og det er jo rimeligt nok.

Du finder formodningsreglen i Købelovens § 77a, stk. 3 som siger

Stk. 3. Viser en mangel sig inden 1 år efter leveringen, ved køb af levende dyr dog inden 6 måneder efter leveringen, formodes manglen at have været til stede ved leveringen, medmindre denne formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller manglens art, jf. dog stk. 4-6. Dette gælder dog ikke ved køb som nævnt i § 77.

Ingen regel uden undtagelser. Ved køb af levende dyr er formodningsreglen kun på 6 måneder. Derudover vil der være varer, hvor det ikke giver mening at tale om en formodningsregel på 12 måneder, eller som det hedder i bestemmelsen “er uforenelig med salgsgenstandens eller manglens art”. Det kan eksempelvis være ved køb af madvarer.

Læs meget mere om forbrugerkøbet her.

David mod Goliat – vinder sag om produktansvar for utæt presenning

Udgivet den af

Denne sag har jeg vundet for en familie, der tog kampen op mod de store. Familien havde i Silvan købt en presenning, der skulle bruges til overdækning af deres hus, mens de selv lagde et nyt tag. Presenningen var produceret af den danske millardkoncern, Icopal.

Det viste sig imidlertid, at presenningen var utæt, og uheldigvis faldt tagudskiftningen sammen med, at der kom et stort skybrud. Utætheden resulterede i store vandskader i huset.

Så skulle man tro, at producenten, Icopal, bare ville lægge sig fladt ned. Erkende fejlen og betale det, det kostede at få skaderne udbedret. Men nej, sådan skulle det ikke være. Producenten anfægtede alt fra A til Z, herunder i starten, at der ikke var tale om en utæt presenning, at presenningen ikke var egnet til at bruge til et tagprojekt, at mine klienter ikke havde afdækket taget korrekt, at mine klienter ikke havde foretaget en korrekt skadeafværgelse osv. osv.

Et syn og skøn kunne imidlertid ret klart fastslå, at presenningen var utæt. Det er jo heller ikke raketvidenskab. Men det var ikke bevis nok for producenten. Sagen endte i Retten og Icopal blev dømt 100 %.

Retten i Næstved fandt at presenningen havde en defekt:

Såvel [taksator] som [skønsmand] har oplyst, at presenningen efter deres opfattelse er egnet til afdækning af et tag.

Herefter og da der er tale om en presenning af en størrelse af 60 m2 og sammenholdt med teksten på indpakningen, finder retten, at presenningen, uanset illustrationen på indpakningen af henholdsvis en overdækket trailer og et lad på en pickup, at [mine klienter] med rette har kunnet forvente, at de for at sikre sig, at der ikke kom vand i deres hus, kunne anvende presenningen til at overdække deres tag i nogle dage i forbindelse med udskiftning
af dette. Presenningen er derfor defekt efter produktansvarslovens § 5.

Derudover siger Retten i Næstved at det var den utætte presenning, der var årsag til vandskaderne i huset (den såkaldte årsagssammenhæng):

For så vidt angår spørgsmålet om årsagssammenhæng, kan det på baggrund af oplysningerne i den af [skønsmanden] udarbejdede skønsrapport og [skønsmandens] forklaring i retten lægges til grund, at taget var afdækket korrekt, og at hovedårsagen til, at der trængte vand ind i huset, var fabrikationsfejlen i presenningen…..

Derudover konkluderer Retten, at mine klienter har gjort det rigtige for at afværge yderligere skader, da det var konstateret at der trængte vand ind i huset:

Efter [taksator] forklaring lægges det til grund, at han er den eneste – udover [mine klienter], der har set den grønne presenning, som SSG afdækkede taget med, ligge på taget. Efter [taksators] forklaring lægger retten til grund, at den grønne presenning var en kraftig presenning af bedre kvalitet.
Efter [mine klienters] forklaringer lægger retten til grund, at der ikke kom yderligere vand ind i huset efter, at den grønne presenning var blevet oplagt, og at de havde gjort, hvad de kunne for at stoppe og begrænse skaden.

Icopal blev dømt til at erstatte det fulde tab uden fradrag af den selvrisiko på 4.000 kr, der følger af Produktansvarslovens § 6, stk. 1. Dette skyldes, at man som producent kan ifalde erstatning efter både Produktansvarsloven og efter dansk rets almindelig erstatningsregler (som ikke opererer med en selvrisiko), som baserer sig på en grundsætning om, at man er ansvarlig for skader, der forårsages af ens såkaldte culpa (dvs. uagtsomhed eller fortsæt), og her fandt Retten altså at Icopal havde handlet culpøst, dvs. uagtsomt, og derfor skulle erstatte tabet fuldt ud uden fradrag af selvrisikoen. Så husk altid at få dette synspunkt med også.

Så tænker du måske, hvorfor blev Silvan ikke også sagsøgt i sagen? Det er et godt spørgsmål, fordi Silvan kan nemlig også som forhandler have et såkaldt mellemhandleransvar efter Produktansvarsloven. Mellemhandlerens ansvar er dog betinget af, at mellemhandleren selv har handlet uagtsomt (det var der ikke tale om) eller at det kan dokumenteres, at der er uagtsomhed hos producenten, dvs. hos Icopal. Derfor gav det ikke mening at sagsøge Silvan, fordi dette ville kræve at jeg som advokat skulle føre bevis for uagtsomhed hos Icopal, og kunne jeg ikke det, ville Silvan blive frifundet, og så stod mine klienter til at betale sagsomkostninger til Silvan. Så det var en taktisk overvejelse baseret på, at jeg havde en god sag over en dansk og økonomisk solid producent, nemlig Icopal. Var producenten derimod udenlandsk eller var producenten økonomisk svag ville sagen havde været anderledes; i så fald var Silvan utvivlsomt blevet sagsøgt.

Du kan læse meget mere om produktsansvaret her på min hjemmeside.

Flere gigabite giver ikke teleudbyder ret til at indføre ny bindingsperiode

Udgivet den af

Teleankenævnet har i en ny afgørelse (sag 20-428) slået fast, at en forbrugers ændring af et bredbåndsabonnement fra 50 GB til 250 GB ikke giver udbyderen ret til at indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder.

Det er sådan at en erhvervsdrivende kun må binde en forbruger i maksimalt 6 måneder til en løbende kontrakt. Det kan eksempelvis være et fitnessabonnement, Netflix, Spotify eller som i denne sag et bredbåndsabonnement.

Det fremgår af Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1, som siger:

Forbrugeren kan opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse,

I denne sag indførte YouSee automatisk en ny bindingsperiode på 6 måneder i forbindelse med at forbrugeren opgraderede sit dataabonnement fra 50 GB til 250 GB.

Nævnet udtaler, at en ny bindingsperiode på 6 måneder er et byrdefuldt vilkår, og at vilkåret om ny bindingsperiode ikke i tilstrækkelig omfang var fremhævet i selve ordrebekræftelsens tekst, som blev sendt til forbrugeren i forbindelse med opgraderingen. Derfor var Teleankenævnet af den opfattelse, at der ikke var indtrådt en ny bindingsperiode på 6 måneder.

Afgørelsen er interessant, fordi Teleankenævnet forudsætningsvis anerkender, at en erhvervsdrivende godt må indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder ved eksempelvis en opgradering af et mobildatabonnement – blot skal det være gjort klart for forbrugeren, at konsekvensen ved opgraderingen er en ny bindingsperiode.

Dette er efter min opfattelse en tvivlsom afgørelse. Som anført siger loven nemlig, at en forbruger maksimalt kan bindes i seks måneder. En ændring af data fra 50 GB til 250 GB sker inden for rammerne af en eksisterende aftale, og derfor er det tvivlsomt om en erhvervsdrivende kan indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder, selv hvis det i forbindelse med opgraderingen skæres ud i pap for forbrugeren, at der nu indføres en ny bindingsperiode. Dette ville nemlig være i strid med Forbugeraftalelovens § 28, stk. 1, som ikke fraviges til skade for forbrugeren ved aftale.

Aflysning af feriehusleje på grund af corona

Udgivet den af

Ankenævnet for feriehusudlejning har nu efterhånden haft mulighed for at tage stilling til en række sager, hvor en forbruger af den ene eller anden årsag ikke har gjort brug af en lejet feriebolig på grund af corona-situationen.

En række sager vedrører påsken 2020, hvor regeringen opfordrede til, at man ikke rejste på tværs af landet på påskeferie. Dette og denne generelle corona-situation afstedkom en del aflysninger af sommerhuse, som forbrugeren havde lejet inden pandemien. Sommerhusudlejeren krævede på trods af aflysningen betaling og forbrugeren mente omvendt, at man ikke var forpligtet til at betale, fordi de jo blot fulgte regeringens anbefalinger.

I disse sager er Ankenævnets afgørelser klare og helt efter bogen. Forbrugeren skal betale, selv om man har valgt ikke at gøre brug af sommerhuset i den lejede periode. Argumentet fra ankenævnet er, at udlejeren har stillet ferieboligen til rådighed, og det derfor er forbrugerens egen beslutning, om man vælger at gøre brug af den. Der er indgået en lejeaftale mellem udlejer og lejer og der er ikke noget grundlag for at tilsidesætte denne. Forbrugerne skal derfor betale lejen.

Sagen ville have været en anden, hvis regeringen havde nedlagt et egentligt forbud mod udlejning af sommerhuse for at dæmpe smittespredningen. I så fald kunne udlejeren ikke stille den aftalte ydelse, nemlig brugsret til et sommerhus, til rådighed for forbrugeren. Og så ville forbrugeren have været berettiget til at få pengene tilbage.

Ankenævnet har også afgjort en sag om leje af en feriebolig i udlandet, hvor det rent faktisk ikke for forbrugeren var muligt at komme ind i landet på grund af indrejserestriktioner. I denne sag havde forbrugeren lejet en feriebolig i Ungarn i maj 2020, men grænserne til Ungarn blev lukket og forbrugeren havde ingen kinamands chance for at komme ind i landet. Og krævede derfor sine penge retur. Dette afviser ankenævnet også. Begrundelsen er, at udlejeren havde ferieboligen klar og at det er forbrugeren egen risiko at man ikke kan komme ind i det land, hvor boligen er lejet. Begge parter var uden skyld i situationen og her lader Ankenævnet altså risikoen ligge hos kunden, fordi udlejeren rent faktisk var i stand til stille den aftalte ydelse, en feriebolig, til rådighed.

Motorproblemer ved brugt båd var ikke mangler

Udgivet den af

Højesteret har i april 2021 afsagt dom i en principiel sag om forbrugerens rettigheder ved køb af en brugt båd. Afgørelsen viser, at træerne ikke vokser ind i himlen for forbrugeren, når man køber en brugt genstand, fordi forbrugeren må acceptere den risiko, at brugte ting bliver slidt og kan gå i stykker – også når vi har med dyrere genstande at gøre, eksempelvis en båd. Tilsvarende vil gælde for køb af brugte biler.

Forbrugeren købte i 2016 en 17 år gammel lystbåd af en bådforhandler. Kort tid efter købet fik båden motorproblemer og et syn og skøn viste, at dette skyldes slid på en såkaldt manifold, der har skønsmæssig levetid på 8 – 10 år.

Forbrugeren mente at være berettiget til at ophæve købet (dvs. få købesummen tilbage) eller i hvert fald et forholdsmæssigt afslag i købesummen (dvs. et nedslag i prisen).

Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, foreligger der en mangel ved salgsgenstanden,
hvis den er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge
aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i
§ 75 a ikke er opfyldt.

Efter § 75 a, stk. 2, nr. 1 og 2, skal en salgsgenstand, medmindre andet er aftalt, have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber, som køberen efter genstandens karakter og forholdene i øvrigt har rimelig grund til at forvente, og den skal være egnet til formål, som genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til.

Højesteret anfører i sine præmisser, at disse bestemmelser ved køb af brugte genstande indebærer, at køberen i almindelighed må afstemme sine forventninger efter blandt andet salgsgenstandens alder og tidligere brug, og at køberen herunder ikke kan påberåbe sig forhold, som er en følge af sædvanligt slid og ælde. Det kan være tilfældigt, på hvilket tidspunkt efter risikoens overgang sådanne forhold viser sig i form af f.eks. funktionssvigt.

Da motorproblemet med bådes skyldtes slitage fandt Højesteret herefter, at der ikke foreligger mangler ved båden, og at forbrugeren derfor hverken kunne hæve købet eller kræve forholdsmæssigt afslag.

Læs dommer her.

Mangler ved privat leaset bil

Udgivet den af

Købeloven gælder for køb. Køber du som forbruger en bil, er du derfor beskyttet af de særlige forbrugerbeskyttende regler, der findes i Købeloven. Det vil typisk være fordi bilen lider af fejl og mangler at du kan få brug for at gøre brug af Købeloven.

Men hvad gælder så, hvis man ikke køber men leaser sin bil som forbruger? Ja, her er du udenfor Købelovens anvendelsesområde. For der er jo ikke tale om et køb, men om leje. Man kan godt i leasingaftalen aftale, at Købeloven skal finde anvendelse, men er det ikke sket, så er vi udenfor Købeloven. I stedet skal fejl, mangler, forsinkelse og anden misligholdelse afgøres efter den såkaldte almindelige obligationsret.

Det betyder ikke nødvendigvis, at man som forbruger af en leaset bil med mangler er helt på herrens mark. Men alt andet lige, har man ikke som forbruger den samme detaljerede beskyttelse som hvis man var omfattet af Købeloven.

Forbrugerklagenævnet har fornyligt [marts 2021] taget stilling til forbrugerens rettigheder i en sag, hvor en brugt leaset bil havde mangler. Der var betalt ca. 40.000 kr. i udbetaling og den månedlige leasingydelse udgjorde ca. 4.000 kr.

Efter at have brugt bilen i en måned blev den undersøgt af FDM, fordi der allerede skulle fyldes olie på, det røg voldsomt ud af udstødningen, og der lugtede kraftigt af brændstof i kabinen, når man brugte bilens airconditionanlæg. Der var også fejljusterede lygter og en defekt tandstangsmanchet.

Forbrugerklagenævnet fandt, at bilen led af væsentlige mangler, fordi bilens stand i den grad afveg fra, hvad man måtte forvente af en bil af det pågældende mærke, udstyrsmodel, årgang og prisniveau.

Og når der er væsentlige mangler kan man som forbruger ophæve aftalen. Det følger af den såkaldte almindelige obligationsret. Forbrugeren kunne derfor blive frigjort fra aftalen og kræve at få udbetalingen tilbage samt erstattet de udgifter, som forbrugeren havde haft til test af bilen.

Forbrugere skal let kunne opsige deres aftaler

Udgivet den af

Det kan være fristende for en virksomhed at besværliggøre en forbrugers opsigelse af aftalen. Det kan eksempelvis være ved at kræve at opsigelsen skal ske telefonisk eller at man skal møde op fysisk for at opsige. Eller at man skal udfylde alle mulige formularer for at opsige. Det går ikke.

En forbruger skal kunne opsige en forbrugeraftale uden besvær og krumspring fra virksomhedens side for at sætte hindringer i vejen for en opsigelse holder ikke.

Det har Forbrugerombudsmanden fornyligt udtalt i en række sager. Blandt andet blev en fitness kæde kritiseret for at deres vilkår bestemte at opsigelse kun kunne ske ved at man mødte personligt op i fitnesscentret. Og YouSee fik kritik fordi man på hjemmesiden fik det indtryk at opsigelse kun kunne ske ved at ringe op til YouSee (og man ved jo godt at så risikerer man at hænge i timevis i en telefonkø).

Juraen er klar.

Dels følger det af Markedsføringsloven at virksomheder ikke må handle i strid med god marekdsføringskik.

Og derover siger Aftalelovens § 38c, at urimelige aftalevilkår i en forbrugeraftale er ugyldig.

Så medmindre man som virksomhed har en saglig grund til at kræve noget helt særligt til forbrugerens opsigelse er der ingen vej udenom; forbrugeren skal have ret til at opsige med almindelige kommunikationsmidler, hvilket i dag vil sige pr. mail.

Betalingsaftaler kan ikke overdrages uden samtykke fra forbrugeren

Udgivet den af

For virksomheder, der har et løbende salg til sine kunder, er det ganske værdifuldt, hvis disse kunder har tilmeldt betalingen til en betalingsaftale. Så sker betalingen automatisk, og man undgår at skulle bruge tid og ressourcer på administration.

Det kan eksempelvis være en betalingsaftale på et fitnessabonnement eller til et benzinkort.

Men hvad gælder så, hvis virksomheden bliver solgt? Følger betalingsaftalen automatisk med over? Her skal vi sondre mellem hvorledes virksomheden sælger.

Sælges aktierne i virksomheden til en ny ejer (såkaldt aktiesalg) er virksomheden den samme. Den har samme CVR nr. men har “blot” fået en ny ejer. I dette tilfælde vil betalingsaftalerne automatisk kører videre, selv om der er kommet en ny ejer. Der er ikke noget krav om, at forbrugeren skal give samtykke til dette.

Det vil være anderledes hvis det er aktiverne (herunder kundeaftalerne) i virksomheden, der sælges over til en ny ejer (såkaldt aktivsalg). Her er der tale om mere end et ejerskifte. Det vil være en helt ny virksomhed med et helt nyt CVR nr. som fremadrettet skal levere ydelsen til kunden. Det kan eksempelvis være et lille fitnesscenter, der ved en aktivhandel overdrager lejemål, kunder og inventar til Fitness World.

Ved en aktivhandel er det forbrugerombudsmandens vurdering, at der ikke må ske overdragelse af kundernes betalingsaftaler til den nye ejer.

Der skal gives et samtykke af hver enkelt kunde til, at kundens betalingsaftale også overdrages som led i handlen. Det har Forbrugerombudsmanden vurderer i flere sager, hvor kunderne ikke har givet samtykke til, at deres betalingsaftaler via Betalingsservice blev overdraget. Kunderne fik blot at vide, at den kæde, de var medlem af, var blevet solgt til en anden virksomhed, og at deres betalingsaftale også var blevet overdraget uden at de behøvede at gøre noget.

MEN den går altså ikke. Der skal indhentes et samtykke hos kunden for at kunne overdrage betalingsaftalen som led i en aktivhandel.

Det følger nemlig af betalingslovens § 82, som siger at en betaling kun er korrekt, hvis betaleren har meddelt samtykke til betalingen.

Betalingslovens § 82, stk. 1:

”§ 82. En betalingstransaktion er kun autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre transaktionen. Betaleren kan autorisere betalingstransaktionen før eller efter gennemførelsen af denne, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder. Er der ikke meddelt samtykke, skal betalingstransaktionen anses for uautoriseret.”