Urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler

Efter aftaleloven er urimelige vilkår i forbrugeraftaler ugyldige. Det følger helt specifikt af Aftalelovens § 38C, stk. 1:

§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.

Denne bestemmelse i § 38 c blev indføjet på baggrund af et EU-direktiv, der forpligtede medlemsstaterne til at indføre lovgivning, der beskytter europæiske forbrugere mod urimelige aftaler (Rådsdirektiv 93/13/EØF om urimelige kontraktsvilkår i Forbrugeraftaler).

Bestemmelsen i § 38 c er dog ikke synderlig konkret i beskrivelsen af, hvilken type vilkår i en forbrugeraftale, der vil være urimelige. Men her er der hjælp at hente i et bilag til direktivet. Bilaget kommer med en række eksempler på vilkår, der er urimelige og derved ugyldige, helt eller delvist. Det kan eksempelvis være vilkår, der giver den erhvervsdrivende ret til ensidigt at ændre vilkårene, vilkår med vidtgående ansvarsfraskrivelser eller automatisk forlængelse.

Her kan du se bilaget i sin helhed:

BILAG TIL RÅDSDIRKETIV OM URIMELIGE KONTRAKSVILKÅR I FORBRUGERAFTALER (93/13/EØF)

KONTRAKTVILKAAR SOM OMHANDLET I ARTIKEL 3, STK. 3 1. Kontraktvilkår, hvis formål eller virkning er følgende:

a) at udelukke eller begrænse den erhvervsdrivendes lovbestemte ansvar i tilfælde af, at forbrugeren doer eller beskadiges legemligt som følge af en handling eller en udeladelse fra den erhvervsdrivendes side

b) at udelukke eller på uhensigtsmæssig vis at begrænse forbrugerens lovbestemte rettigheder over for den erhvervsdrivende eller en anden part i tilfælde af, at den erhvervsdrivende ikke har opfyldt forpligtelserne efter aftalen, eller kun har opfyldt dem delvis eller mangelfuldt, herunder muligheden for at udligne en gæld til den erhvervsdrivende med et tilgodehavende hos denne

c) at skabe en bindende forpligtelse for forbrugeren, mens den erhvervsdrivendes ydelser er underlagt en betingelse, hvis opfyldelse alene afhænger af hans vilje

d) at tillade den erhvervsdrivende at beholde et af forbrugeren indbetalt beløb, når denne ikke ønsker at indgå eller gennemføre aftale, uden at forbrugeren har ret til en godtgørelse af tilsvarende størrelse fra den erhvervsdrivende, hvis det er den erhvervsdrivende selv, der opgiver aftalen

e) at pålægge en forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, en uforholdsmæssigt stor godtgørelse

f) at tillade den erhvervsdrivende at opsige aftalen efter forgodtbefindende, medmindre der gives forbrugeren samme mulighed, som at tillade den erhvervsdrivende at beholde et af forbrugeren indbetalt beløb for tjenesteydelser, som den erhvervsdrivende endnu ikke har leveret, hvis det er den erhvervsdrivende selv, der opsiger aftalen

g) at tillade den erhvervsdrivende uden rimeligt varsel at bringe en aftale indgået på bestemt tid til ophør, medmindre der er alvorlige grunde hertil

h) automatisk at forlænge en aftale med begrænset varighed, hvis forbrugeren ikke har givet udtryk for ønske om det modsatte, når den dato, der er fastsat som sidste frist for forbrugeren til at give udtryk for sit ønske om, at aftalen ikke skal forlænges, ligger urimeligt langt fra datoen for aftalens udløb

i) bindende for forbrugeren at fastslå, at denne har accepteret vilkår, som han rent faktisk ikke har haft mulighed for at stifte bekendtskab med inden aftalens indgåelse

j) at tillade den erhvervsdrivende ensidigt at ændre kontraktvilkårene uden gyldig og i aftalen anført grund

k) at tillade den erhvervsdrivende ensidigt uden gyldig grund at ændre egenskaberne ved det produkt eller den tjenesteydelse, der skal leveres

l) at bestemme, at vareprisen skal afgøres på leveringstidspunktet, eller at tillade sælgeren af en vare eller leverandøren af tjenesteydelser at sætte prisen op, uden at forbrugeren i begge tilfælde har en tilsvarende ret til at annullere kontrakten, hvis den endelige pris er for høj i forhold til den pris, der blev aftalt ved kontraktens indgåelse

m) at give den erhvervsdrivende ret til at afgøre, om den leverede vare eller tjenesteydelse opfylder kontraktvilkårene, eller at give denne en ensidig ret til at fortolke det enkelte kontraktvilkår

n) at begrænse den erhvervsdrivendes pligt til at respektere de forpligtelser, som dennes befuldmægtigede har indgået, eller at gøre den erhvervsdrivendes forpligtelser betinget af, at en særlig formalitet overholdes

o) at pålægge forbrugeren pligt til at opfylde sine forpligtelser, selv om den erhvervsdrivende ikke opfylder sine

p) at give den erhvervsdrivende mulighed for uden forbrugerens samtykke at overdrage aftalen, når dette kan føre til en forringelse af forbrugerens garanti

q) at ophæve eller indskrænke forbrugerens adgang til at rejse søgsmål eller benytte andre retsmidler, navnlig ved at pålægge forbrugeren et krav om udelukkende at lade evt. tvister afgøre ved voldgift, der ikke er omfattet af retlige bestemmelser, ved uretmæssigt at begrænse de bevismuligheder, som forbrugeren har til rådighed, eller ved at pålægge denne en bevisbyrde, der ifølge gældende ret ligger hos en anden aftalepart.

2. Rækkevidden af litra g), j) og l)

a) Litra g) forhindrer ikke, at en leverandør af finansielle tjenesteydelser ensidigt og, hvis der foreligger gyldig grund, uden varsel kan bringe en aftale, der er indgået på ubestemt tid, til ophør, forudsat at den erhvervsdrivende forpligtes til omgående at give den anden eller de andre aftaleparter meddelelse herom.

b) Litra j) forhindrer ikke, at en leverandør af finansielle tjenesteydelser kan forbeholde sig ret til, hvis der foreligger gyldig grund, uden varsel at ændre den rentesats, som forbrugeren skal betale, eller beløbet for andre udgifter i forbindelse med finansielle tjenesteydelser, forudsat at den erhvervsdrivende forpligtes til snarest muligt at give den anden eller de andre aftaleparter meddelelse herom, og at den anden eller de andre aftaleparter omgående kan opsige aftalen.

Litra j) forhindrer heller ikke, at en erhvervsdrivende kan forbeholde sig ret til ensidigt at ændre vilkårene i en aftale, der er indgået på ubestemt tid, forudsat at han forpligtes til at underrette forbrugeren med et rimeligt varsel, og at denne kan opsige aftalen.

c) Litra g), j) og l) gælder ikke for:

– forretninger i forbindelse med værdipapirer, finansielle instrumenter og andre varer eller tjenesteydelser, hvis pris er bundet til svingninger i en kurs, et børsindeks eller en finansmarkedsrente, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på

– aftaler om køb eller salg af fremmed valuta, rejsechecks eller internationale postanvisninger, der lyder på en fremmed valuta.

d) Litra l) er ikke til hinder for lovformelige prisreguleringsklausuler, såfremt retningslinjerne for prissvingningerne er udførligt beskrevet i kontrakten.

Ingen fortrydelsesret ved leasing og leje af biler

Som forbruger har man som den altovervejende hovedregel en ret til at fortryde en aftale, der er indgået via nettet. Det er et grundlæggende princip i forbrugerretten, nemlig at man kan fortryde de såkaldte fjernsalgsaftaler, dvs. aftaler hvor køber og sælger ikke har mødtes fysisk og hvor forbrugeren ikke har haft mulighed for at se varen inden den blev købt.

Men ingen hovedregel uden undtagelser.

En vigtig undtagelse til fortrydelsesretten finder du i Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 12, som siger at der ikke er nogen fortrydelsesret på biludlejningsvirksomhed. Dette omfatter både kortidsleje, f.eks. hvis man er på ferie og har brug for at leje en bil i en uge, samt langtidsleje, dvs. leasing af bil for en længere periode.

Baggrunden for, at man undtager biludlejning fra fortrydelsesretten er, at når man har booket en billeje er bilen så at sige afsat og kan derfor ikke lejes ud til anden side. Ligesom hvis man køber en flybillet og flyselskabet herefter ikke kan sælge det samme sæde igen. Derfor vil det ramme den erhvervsdrivende unødigt hårdt, hvis denne skulle risikere at forbrugeren fortrød i op til 14 dage.

Forbrugerklagenævnet tager stilling til rækkevidde af Producentgaranti

Forbrugerklagenævnet har i en principiel sag taget stilling til, hvad en forbruger har krav på, hvis der er givet en garanti af producenten. I den konkrete sag havde en forbruger købt en computer, hvor batteriet viste sig at aflade for hurtigt. Computeren blev herefter af virksomheden byttet til en “ny” computer, der indeholdte ”refurbished” dele, dvs. brugte dele fra andre tilsvarende computere. Det var forbrugeren ikke tilfreds med. Han mente at have krav på en fabriksny computer under garantien og klagede derfor til forbrugerklagenævnet.

Forbrugeren fik ikke medhold.

Forbrugerklagenævnet satte sig ind i virksomheden garantibestemmelser og her stod der, at man ved reklamationer havde ret til at ombytte til en refurbished computer. Forbrugerklagenævnet lægger i denne forbindelse vægt på, at det efter dansk ret ikke påhviler producenter en pligt til at udstede en produktgaranti, hvorfor indholdet af garantien derfor er afgørende for, hvilke beføjelser forbrugeren kan påberåbe sig over for virksomheden.

Afgørelsen er lige efter bogen og der kan ikke sættes en fingeren på den.

Tavshedsklausul i forbrugerforlig ugyldig

Du er som forbruger raget uklar med din bank og indgiver en klage over banken. Måske du også køre en retssag mod banken eller omtaler banken negativt på sociale medier mv. Banken forliger sagen med dig og indsætter i forliget en klausul om, at du skal trække klagen eller retssagen tilbage samt at du ikke må omtale at du har indgået et forlig med banken; en såkaldt tavshedsklausul.

Forbrugerombudsmanden har nu haft mulighed for at vurdere om sådanne tavshedsklausuler i et forlig, som banken indgår med kunden, er gyldige eller om forbrugeren kan se bort fra klausulen og bryde den uden konsekvenser. Det korte svar er, at en klausul om tavshed ikke binder forbrugeren.

I den konkrete sag var der tale om en kunde i Basisbank, der var raget uklar med banken, fordi kunden mente, at banken havde foretaget en utilstrækkelig kreditvurdering af kunden. Kunden indgav en klage til forbrugerombudsmanden om dette.

Under Forbrugerombudsmandens behandling af klagen tilbød banken et forlig, hvis forbrugeren efterlevede to klausuler om for det første at trække klagen over banken tilbage og for det andet at undlade at omtale forliget såvel privat som offentligt.

Disse to klausuler i forliget er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ugyldige.

Forbrugerombudsmanden finder de to klausuler urimelige og i strid med hæderlig forretningsskik, fordi forbrugeren fratages centrale rettigheder som ytringsfrihed og adgangen til håndhævelsesmyndigheder og juridisk bistand. Virksomheder kan efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke forpligte forbrugerne til at give afkald på disse rettigheder.

Miljøtillæg skal have noget med miljø at gøre. Ellers er det vildledning.

Forbrugerombudsmanden har netop udskrevet en stak bøder til virksomheder, der har opkrævet “miljøtillæg” i strid med Markedsføringsloven.

Det er nemlig sådan, at markedsføring ikke må indeholde forkerte prisoplysninger og ikke må være vildledende. Det fremgår klart af Markedsføringslovens §§ 5 og 6.

Nogle dealsites, blandt andet det Berlingske ejede Sweetdeal, havde i strid med Markedsføringsloven markedsført forskellige hotel-og kroophold til nogle skarpe priser. Men det var slet ikke muligt at bestille opholdene til den skarpe pris, da der undervejs i bestillingsprocessen kom diverse tillæg på prisen, herunder et såkaldt “miljøtillæg”.

Dette var en overtrædelse af Markedsføringsloven.

Dels skal prisen ved markedsføring oplyses inklusive tillæg, der ikke kan fravælges.

Dels må et miljøtillæg ikke markedsføres som miljøtillæg, medmindre det rent faktisk var en særlig saglig grund til at opkræve et miljøtillæg. Et “miljøtillæg” kan give forbrugerne en opfattelse af, at det drejer sig om et lovbestemt gebyr, som man er forpligtet til at betale. Og da tillægget i øvrigt ikke var begrundet i særlige miljømæssige hensyn kostede det altså en bøde til Sweetdeal på kr. 120.000.

Skal vilkår være på dansk?

Driver du nethandel til forbrugere vil du helt sikkert have et sæt standardvilkår på din hjemmeside. Men gælder der et krav om, at disse vilkår skal være på dansk? Eller kan man nøjes med eksempelvis at have et sær vilkår på engelsk? Dette vil jo give god mening, hvis ens markedsføring og ens kunder ikke kun har et dansk tilknytning.

Det korte svar er: Ja, du kan godt have vilkår på et andet sprog, selvom du driver virksomhed i Danmark og selvom dine kunder er danske forbrugere. Men der er et men.

Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3 siger nemlig, at oplysninger, som man har pligt til at give forbrugeren, skal afgives på dansk, såfremt den erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelse på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke til at modtage oplysningerne på et andet sprog.

Det betyder med andre ord, at hvis din hjemmeside eller markedsføring i øvrigt er på dansk, ja så går det ikke at have nogle vilkår på engelsk (medmindre forbrugere samtykker i dette).

Er din hjemmeside og markedsføring derimod på engelsk, ja så er det derimod helt i orden, at dine standard vilkår også er på engelsk. Dette er altså ikke i strid med forbrugerlovgivningen.

Man kan som forbruger give et samtykke til at vilkårene er på et fremmed sprog, selvom markedsføring og hjemmeside er på dansk. Men det er vigtigt at dette samtykke er tydeligt og klart og aktivt gives af forbrugeren. Der er altså med andre ord ikke tilstrækkeligt, at samtykket til vilkår på et fremmed sprog er “gemt” væk i netop standard vilkårene.

Afbrydelse af forældelse ved udlæg for en del af gælden

Det er nu engang sådan at krav kan forældes. Efter forældelsesloven kan man dog afbryde forældelse på forskellig vis. Eksempelvis ved at anlægge en retssag eller ved at indbringe sit krav for fogedretten.

Vestre Landsret har fornyligt taget stilling til et principielt spørgsmål om afbrydelse af forældelse ved indgivelse af kravet til fogedretten.

Forældelseslovens § 18 siger nemlig, at forældelse afbrydes når man som kreditor beder fogedretten om at foretage et såkaldt udlæg for ens tilgodehavende. Det koster imidlertid en afgift til staten, når man sender sit krav i fogedretten, og denne afgift er variabel og afhængig af størrelse af kravet, der sendes i fogedretten.

Derfor giver det i nogle sager mening, at kreditor kun sender en del af kravet i fogedretten. Fordi dette holder afgiften nede, og det giver især mening, hvis det overhovedet er tvivlsomt, at skyldnere kan betale. Så er der jo ikke nogen grund til at smide endnu flere gode penge end højst nødvendig efter dårlige penge.

Lad os tage et eksempel: Jeg har som kreditor et krav på 1 mio. kr. overfor en skyldner. Kravet er sikret ved et gældsbrev. Hvis jeg sender det fulde krav på kr. 1 mio. i fogedretten skal der betales en retsafgift på kr. 5.290. Og det er jo ærgerlige penge at sende i statskassen, hvis der alligevel ikke er noget at komme efter, fordi debitor intet af værdi ejer. Jeg vælger derfor alene at kræve udlæg for 100.000, fordi retsafgiften i så fald “kun” er på kr. 790 (og ikke kr. 5.290). Har debitor ingen penge, har jeg altså kun tabt kr. 790. Har debitor penge, må jeg til gengæld skynde mig at sende resten af kravet på kr. 900.000 i fogedretten også.

Vestre landsret har nu afgjort, at det afbryder forældelse for det fulde krav, selv om man for at spare retsafgift kun sender en del af kravet i fogedretten. Denne kendelse (der er indbragt for Højesteret) vil i endnu højere grad gøre det attraktivt for kreditor at begrænse kravet for at spare retsafgift.

Med eksemplet ovenfor er forældelse altså afbrudt for det fulde beløb på kr. 1.000.000 selvom man kun har sendt kr. 100.000 af beløbet i fogedretten.

Afgørelse afsagt af Vestre Landsret den 5.7.2019 i kære 11.afd. B-0234-19.

Og så kan du i øvrigt læse meget mere om forældelse her på min hjemmeside.

Vildledende rabatter koster 80.000 i bøde

En erhvervsdrivende der markedsfører sine produkter med rabatter skal – naturligvis – gøre det på en måde der ikke er vildledende for forbrugerne.

Det har en producent af vinduer – Energivinduer ApS – fået af mærke i form af en bøde på 80.000 kr. Energivinduer ApS annoncerede sine produkter til salg med tidbegrænsende rabatter.

Altså noget i retning af “Køb vores vinduer i denne uge og du får en rabat på 25 %!” Dette er som sådan i orden. Det bliver dog et alvorligt problem, hvis denne tidsbegrænsende rabat kører hele tiden og altså ikke længere er tidsbegrænset. Og det var der tale om i tilfældet med vinduerne. Man kunne strengt taget hele tiden få rabatten og så er der jo ikke længere tale om en rabat, men derimod en vildledende markedsføring.

Vinduesfirmaet lagde sig fladt ned og accepterede bøde på 80.000 kr.

Det er Markedsføringslovens § 5 der indeholder et forbud mod vildledning.

 

Ny spamvejledning fra Forbrugerombudsmanden

Spam er i 2019 meget andet end bare en e-mail med reklamer, som lander i ens indbakke. I dag uanmodet reklame og markedsføring også i høj grad en udfordring på de sociale medier. Forbrugerombudsmanden har opdateret sin spamvejledning så denne følger med tiden. I den nye spamvejledning behandles blandt andet:

  • I hvilket omfang henvendelser på sociale medier som Facebook og Instagram er uanmodet ”elektronisk post” og derfor omfattet af spamforbuddet i Markedsføringsloven
  • Hvordan kan et samtykke lovligt udvides, da en forbruger kan give samtykke til at modtage reklamer
  • Hvad er ”egne tilsvarende produkter”, da det ikke er ulovligt uanmodet at sende reklamer for tilsvarende produkter, som det forbrugeren har købt.

Du kan finde spamvejledningen her.

Tilbud på tilbud af den samme vare

Forbrugerombudsmanden har i de seneste opdaterede retningslinjer for prismarkedsføring taget stilling til om – og i givet fald hvorledes – virksomheder må kombinere forskellige tilbud på den samme vare. Det ses nemlig ikke sjældent, at den samme vare uge efter uge sælges “billigt” under forskellige former for tilbud som eksempelvis før/nu priser, mængderabatter, fødselsdagstilbud, kombinationstilbud og kortvarige 2-3 dages tilbud.

Forbrugerombudsmanden siger i retningslinjerne, at hvis de forskellige tilbud mere eller mere mindre afløser hinanden og varen således rent faktisk for det meste er på “tilbud”, ja så det en vildledende markedsføring og prissammenligning i strid med Markedsføringsloven. Fordi varen jo ikke har en reel normalpris, når den for det meste er på tilbud, og derfor må “tilbudsprisen” siges at være den faktiske normalpris.

Det vil også være vildledende prissammenligning, hvis virksomheden vælger kun at markedsføre kortvarige tilbud (”weekendtilbud”) på den samme vare så ofte, at der sjældent er en normalpris på varen.