Afbrydelse af forældelse ved udlæg for en del af gælden

Det er nu engang sådan at krav kan forældes. Efter forældelsesloven kan man dog afbryde forældelse på forskellig vis. Eksempelvis ved at anlægge en retssag eller ved at indbringe sit krav for fogedretten.

Vestre Landsret har fornyligt taget stilling til et principielt spørgsmål om afbrydelse af forældelse ved indgivelse af kravet til fogedretten.

Forældelseslovens § 18 siger nemlig, at forældelse afbrydes når man som kreditor beder fogedretten om at foretage et såkaldt udlæg for ens tilgodehavende. Det koster imidlertid en afgift til staten, når man sender sit krav i fogedretten, og denne afgift er variabel og afhængig af størrelse af kravet, der sendes i fogedretten.

Derfor giver det i nogle sager mening, at kreditor kun sender en del af kravet i fogedretten. Fordi dette holder afgiften nede, og det giver især mening, hvis det overhovedet er tvivlsomt, at skyldnere kan betale. Så er der jo ikke nogen grund til at smide endnu flere gode penge end højst nødvendig efter dårlige penge.

Lad os tage et eksempel: Jeg har som kreditor et krav på 1 mio. kr. overfor en skyldner. Kravet er sikret ved et gældsbrev. Hvis jeg sender det fulde krav på kr. 1 mio. i fogedretten skal der betales en retsafgift på kr. 5.290. Og det er jo ærgerlige penge at sende i statskassen, hvis der alligevel ikke er noget at komme efter, fordi debitor intet af værdi ejer. Jeg vælger derfor alene at kræve udlæg for 100.000, fordi retsafgiften i så fald “kun” er på kr. 790 (og ikke kr. 5.290). Har debitor ingen penge, har jeg altså kun tabt kr. 790. Har debitor penge, må jeg til gengæld skynde mig at sende resten af kravet på kr. 900.000 i fogedretten også.

Vestre landsret har nu afgjort, at det afbryder forældelse for det fulde krav, selv om man for at spare retsafgift kun sender en del af kravet i fogedretten. Denne kendelse (der er indbragt for Højesteret) vil i endnu højere grad gøre det attraktivt for kreditor at begrænse kravet for at spare retsafgift.

Med eksemplet ovenfor er forældelse altså afbrudt for det fulde beløb på kr. 1.000.000 selvom man kun har sendt kr. 100.000 af beløbet i fogedretten.

Afgørelse afsagt af Vestre Landsret den 5.7.2019 i kære 11.afd. B-0234-19.

Og så kan du i øvrigt læse meget mere om forældelse her på min hjemmeside.

Vildledende rabatter koster 80.000 i bøde

En erhvervsdrivende der markedsfører sine produkter med rabatter skal – naturligvis – gøre det på en måde der ikke er vildledende for forbrugerne.

Det har en producent af vinduer – Energivinduer ApS – fået af mærke i form af en bøde på 80.000 kr. Energivinduer ApS annoncerede sine produkter til salg med tidbegrænsende rabatter.

Altså noget i retning af “Køb vores vinduer i denne uge og du får en rabat på 25 %!” Dette er som sådan i orden. Det bliver dog et alvorligt problem, hvis denne tidsbegrænsende rabat kører hele tiden og altså ikke længere er tidsbegrænset. Og det var der tale om i tilfældet med vinduerne. Man kunne strengt taget hele tiden få rabatten og så er der jo ikke længere tale om en rabat, men derimod en vildledende markedsføring.

Vinduesfirmaet lagde sig fladt ned og accepterede bøde på 80.000 kr.

Det er Markedsføringslovens § 5 der indeholder et forbud mod vildledning.

 

Ny spamvejledning fra Forbrugerombudsmanden

Spam er i 2019 meget andet end bare en e-mail med reklamer, som lander i ens indbakke. I dag uanmodet reklame og markedsføring også i høj grad en udfordring på de sociale medier. Forbrugerombudsmanden har opdateret sin spamvejledning så denne følger med tiden. I den nye spamvejledning behandles blandt andet:

  • I hvilket omfang henvendelser på sociale medier som Facebook og Instagram er uanmodet ”elektronisk post” og derfor omfattet af spamforbuddet i Markedsføringsloven
  • Hvordan kan et samtykke lovligt udvides, da en forbruger kan give samtykke til at modtage reklamer
  • Hvad er ”egne tilsvarende produkter”, da det ikke er ulovligt uanmodet at sende reklamer for tilsvarende produkter, som det forbrugeren har købt.

Du kan finde spamvejledningen her.

Tilbud på tilbud af den samme vare

Forbrugerombudsmanden har i de seneste opdaterede retningslinjer for prismarkedsføring taget stilling til om – og i givet fald hvorledes – virksomheder må kombinere forskellige tilbud på den samme vare. Det ses nemlig ikke sjældent, at den samme vare uge efter uge sælges “billigt” under forskellige former for tilbud som eksempelvis før/nu priser, mængderabatter, fødselsdagstilbud, kombinationstilbud og kortvarige 2-3 dages tilbud.

Forbrugerombudsmanden siger i retningslinjerne, at hvis de forskellige tilbud mere eller mere mindre afløser hinanden og varen således rent faktisk for det meste er på “tilbud”, ja så det en vildledende markedsføring og prissammenligning i strid med Markedsføringsloven. Fordi varen jo ikke har en reel normalpris, når den for det meste er på tilbud, og derfor må “tilbudsprisen” siges at være den faktiske normalpris.

Det vil også være vildledende prissammenligning, hvis virksomheden vælger kun at markedsføre kortvarige tilbud (”weekendtilbud”) på den samme vare så ofte, at der sjældent er en normalpris på varen.

Hvornår må man kalde sin forretning “outlet”?

Du har sikkert set det i bybilledet – flere og flere forretninger kalder deres butikker outlet for at signalere at der her kan fås billige mærkevarer. Men hvornår må man egentlig kalde sin butik et outlet?

Det svarer Forbrugerombudsmanden på i den seneste opdatering af retningslinjerne for prismarkedsføring.

Hvornår må man så kalde sin forretning “outlet”? Forbrugerombudsmanden siger, at varer i outlets er at sidestille med restvarer og restpartier og må derfor markedsføres med en nedsat pris, indtil de er solgt.

Så den første betingelse er altså, at et rigtigt outlet skal sælge restvarer og restpartier.

Den anden betingelse for lovligt at kunne bruge betegnelsen outlet er at varerne skal sælges til en nedsat pris.

Den erhvrvsdrivende skal kunne dokumentere besparelsen i forhold til det, varerne kostede, da de blev solgt i hovedbutikken. Hvis varerne i outlettet nedsættes yderligere undervejs, må den nye pris og besparelse kun sammenlignes med varens pris umiddelbart inden den ekstra nedsættelse. Man må altså ikke sammenligne med den oprindelig pris.

Kautionists tætte økonomiske og familiære bånd til skyldner

Denne afgørelse fra Pengeinstitutankenævnet illustrerer, at jo tættere økonomisk og familiemæssigt en kautionist er på skyldneren, jo sværere vil det være at anfægte en kaution.

I klagesagen var der tale om en kaution for et privat lån som banken gav til svigersønnen, som ejede og arbejdede i et selskab, der hovedsaglig var ejet af kautionistens svigersøn, men kautionisten havde også en portion aktier i selskabet. Svigersønnen var også direktør i selskabet, og bestyrelsen bestod af kautionisten, svigersønnen og kautionistens datter. Da det var et privat lån var der tale om en privat kaution. Som jeg skriver om under “Kaution” er det af ganske afgørende betydning om kautionen kan anses for en privat kaution eller en erhvervskaution.

Selv om Pengeinstitutankenævnet lægger til grund, at det er en privat kaution, vokser træerne ikke ind i himlen for kautionisten. Ankenævnet lægger for det første til grund at kautionisten havde modtaget relevante dokumenter forud for underskrivelsen  – fordi kautionisten havde skrevet under på, at det havde han. Derudover siger Ankenævnet, at kautionisten har været fuldt ud bekendt med den økonomiske situation i svigersønnens selskab og derved den risiko, kautionisten påtog sig ved at underskrive kautionen. Fordi kautionisten selv ejede aktier i selskabet og sad i bestyrelsen. Og nok også fordi der var familiær tilknytning. Derfor blev kautionisten ikke frigjort for forpligtelser under kautionen.

Virksomheders registrering af cpr. numre

Et CPR-nummer er en personfølsom oplysning og må derfor ikke uden videre registreres af virksomheder. Dette fremgår af Persondataforordningen.

Som udgangspunkt må virksomheder kun registrere et CPR-nummer, hvis (1) det står i loven, eller (2) der er givet et samtykke fra den registrerede og registreringen har et relevant og sagligt formål.

Har virksomheden et løbende mellemværende med sin kunde vil det som udgangspunkt være i orden at indhente og registrere kundens CPR-nummer. Det kan være et telefonabonnement eller et fitnessabonnement. Der skal dog stadigvæk være tale om at nogle praktiske og administrative hensyn nødvendiggør registreringen af CPR-nummeret.

Ved kontantkøb, hvor der efterfølgende ikke er nogen løbende kontakt mellem parterne, kan virksomheden derimod som den helt klare hovedregel ikke kræve kundens CPR-nummer. Dette vil være i strid med Persondataforordningen.

Er det krav på charge-back ved køb af kopiprodukter?

Handler du på nettet, er § 74 i Betalingstjenesteloven rigtig vigtig at kende.

Bestemmelsen siger nemlig, at din bank er forpligtet til at tilbageføre et beløb, der er hævet fra din konto i forbindelse med et netkøb i følgende tre situationer: (1) hvis der er hævet et større beløb end det der er aftalt med sælgeren, (2) varen ikke leveret eller (3) du har udnyttet din fortrydelsesret. Charge-back reglen kan derimod ikke anvendes, hvis varen viser sig at have en mangel.

Denne bestemmelse om charge-back skal sikre at det er trygt at handle på nettet og giver rigtig god mening. Men træerne vokser ikke ind i himlen, viser denne afgørelse fra Sø- og Handelsretten, der blev først af Forbrugerombudsmanden mod Nordea Bank.

I sagen var der tale om en forbruger, der på nettet have købt nogle Nike sko i to forskellige netbutikker. Det ene køb blev stoppet i tolden, fordi det viste sig at være kopisko. Det andet køb, blev leveret til forbrugeren, men det viste sig hurtigt, at også disse sko var uægte, altså at der var tale om en kopivare.

Forbrugeren krævede herefter pengene retur fra sin bank, der nægtede dette. Forbrugerombudsmanden argumenterede med, at forbrugerens varer aldrig var leveret til forbrugeren. Dette blev argumenteret både for så vidt angår de sko, der blev tilbageholdt i tolden, men også for de sko, der blev leveret, men som viste sig også at være kopier. Omvendt gjorde banken gældende, at skoene var mangelfulde, fordi de var kopier, og at der derfor ikke var noget charge-back krav for forbrugeren.

Sø- og Handelsretten gav banken medhold!

Hvad angår den bestilling, der blev tilbageholdt i tolden skriver retten:

”Det fremgår… af forarbejderne [til loven], at i en situation, hvor en vare tilbageholdes i tolden, fordi den ikke lovligt kan indføres i Danmark, har kortudsteder [banken] ikke pligt til at tilbageføre betalingen, uanset at levering ikke har fundet sted, hvilket må tages som udtryk for, at lovgiver i denne helt særlige situation har valgt at pålægge køberen risikoen herfor.”

Man siger altså her, at der ikke er noget charge-back krav hvis en vare tilbageholdes i tolden, fordi det er en kopivare.

Hvad angår den anden bestilling, som blev leveret, men som viste sig også at være kopisko, siger retten:

”For så vidt angår det andet internetkøb, som vedrørte to par sko, er det gjort gældende, at levering slet ikke har fundet sted, når der bestilles en ægte mærkevare og leveres en kopi. Retten finder imidlertid, at den omstændighed, at de leverede par sko ikke er originale Nike sko, men kopivarer må karakteriseres som en mangel.” 

Med andre ord: Intet krav på charge-back, hvis du får leveret et kopiprodukt!

Sø- og Handelsrettens dom af 21. december 2016 i sag N-1-14 kan du finde her.

Tøj beskadiget ved vask eller brug indenfor de første 6 måneder

Du har sikkert selv oplevet det! En trøje eller et par bukser går i stykker hurtigt efter købet. Det kan være efter en vask eller det kan bare være du pludselig ser et hul eller en syning, der er gået op, og du ikke lige ved hvorfor det er sket. What to do?

Jamen, Købeloven er ret klar! Efter Købelovens § 77a, stk. 3 er det netop sådan, at mangler, der opstår de første 6 måneder efter købet anses at have været til stede ved købet. Det er med andre ord omvendt bevisbyrde de første 6 måneder. Sælger skal bevise, at manglen ikke var tilstede, da købet blev foretaget. Det vil sige at sælger skal bevise, at det er købers forkerte brug eller lignende, der har været årsag til manglen. Kan sælger ikke føre dette bevis, vil sælger tabe sagen. Og det er et svært bevis for sælgeren at føre de første 6 måneder.

Reglen om omvendt bevisbyrde de første 6 måneder efter køber er illustreret i en sag fra Forbrugerklagenævnet (sagsnummer 2002-613/7-277). Her var der tale om en cardigan der var gået i stykker efter vask én måned efter købet. Butikken mente, at det var forbrugeren, der havde vasket trøjen forkert. Forbrugerklagenævnets sagkyndige kunne ikke entydigt vurdere hvad der var årsag til at cardiganen var gået i stykker.

Herefter havde den erhvervsdrivende ikke løftet bevises for, at trøjen var ødelagt på grund af købers forkerte brug, og derfor blev forretningen dømt til at erstatte trøjen. Man havde simpelthen ikke løftet beviset, som det hedder i jurasprog.

Så er du forbruger er Købelovens § 77a, stk. 3 rigtig vigtig. Husk det. Skåret helt ind til benet siger paragraffen altså at det er sælger der har bevisbyrden.

Bestemmelsen er ufravigelig – det vil sige at sælgeren ikke i sine salgsvilkår må skrive at der ikke er nogen omvendt bevisbyrde. Dette vil være et ugyldigt vilkår.

Pligt til at oplyse mail-adresse

Driver du e-handel er du forpligtet til på din hjemmeside at oplyse en e-mailadresse, som gør det muligt for kunderne at kontakte dig.

Det følger nemlig af e-handelsloven, at enhver fysisk eller juridisk person, som leverer en informationstjeneste skal give en række oplysninger, herunder blandt andet e-mailadressen. En e-handelsvirksomhed vil utvivlsomt levere en informationstjeneste og kan derfor ikke på nogen måde undslå sig forpligtelsen til at oplyse en mail-adresse.

Det er altså ikke godt nok, hvis virksomheden blot har en kontaktformular, en chatfunktion, en telefonsupport eller en facebook-adresse til brug for kommunikation mellem virksomheden og dets kunder. Dette vil ikke opfylde e-handelslovens krav.

I en konkret sag blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at en erhvervsdrivende på sin hjemmeside ikke oplyste nogen e-mailadresse, men alene stillede en kontaktformular til rådighed. Dette blev påtalt af Forbrugeombudsmanden overfor virksomheden.

Kravet om oplysning af e-mailadresse følger helt klart af  e-handelslovens § 7, stk. 1, nr. 3.

Grunden til at der skal oplyses en mail-adresse er, at en klageformular ikke som en mail giver forbrugeren mulighed for at gemme en kopi af den besked, som forbrugeren har sendt til den virksomheden. Så kravet er også helt fair og rimeligt. Nemlig hensynet til bevissikring.

Det er stadigvæk ikke alle virksomheder, der respekterer dette. Eksempelvis er e-mail kontaktikonet på Elgigantens hjemmeside inaktivt, så det på Elgigantens hjemmeside er umuligt (13.6.2017) at finde en mailadresse til Elgiganten. Man skal helt ind i de almindelige salgsbetingelsers sidste afsnit for at finde mail-adressen, og dette er i strid med loven.

Det følger nemlig af e-handelslovens § 7, stk. 3, at blandt andet mail-adressen skal være lettilgængelig. Og hvis det kræver en større gennemgang af en hjemmeside for at finde oplysningen, vil dette krav om lettilgængelighed ikke være opfyldt. Oplyser man således alene sin mail-adresse i ens almindelige standardvilkår vil dette være i strid med e-handelsloven. Uden tvivl.