Ford politianmeldt for skjult reklame på Instagram

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen er det ikke tilladt for virksomheder at bruge skjult reklame. Hverken i de traditionelle medier (avis, TV, radio mv.) eller i de nye medier, som eksempelvis Facebook, Instagram, YouTube mv.

Og det er særligt de nye medier, der volder problemer for virksomhederne.

Skjult reklame på de sociale medier består typisk i en kendt persons positive omtale af et produkt – gerne krydret med nogle lækre billeder. Dette er som sådan ikke i strid med nogen lovgivning, men bliver den kendte person belønnet for omtalen uden at det klart fremgår, at der nu er tale om en reklame, ja så har vi med ulovlig skjult reklame at gøre. Seneste fik den kendte danske sangerinde, Szhirley, et rap over fingrene af Forbrugerombudsmanden, fordi hun annoncerede for tandpasta på sin Instagram-profil.

Nu er også Ford blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for skjult reklame på Instagram. Ford havde nemlig fået 11 kendte personer til at poste rigtig mange billeder af sig selv og lækre biler fra Ford på Instagram uden at det tydeligt fremgik, at der var tale om reklame for Ford. De kendte personer havde mellem 1.52 og 70.600 følgere på deres respektive Instagram-profiler, og derfor er det jo guf for enhver reklamemand at kunne få sådanne kendisser til at være ambassadører for et givent produkt.

Opslagene fra de kendte personer var hashtagget med #forddanmark, #ford, @forddanmark og lignende. Men dette er altså ikke efter Forbrugerombudsmandens opfattelse nok til, at man som forbruger skulle kunne gennemskue, at der i så fald er tale om decideret reklame. Der skal det klart fremgå med eksempelvis ordene “reklame”, ’’annonce” eller ’’sponsoreret indlæg” at det er en reklame, vi har med at gøre.

Ford afviser, at de har gjort noget forkert, da de i Ford mener, at det for en gennemsnitsbruger af Instagram skulle være helt indlysende, at et opslag fra en kendt person, som er Ford ambassadør, er reklame, fordi opslaget er hashtaget med Ford varemærket. Hvordan man så  skulle kunne vide at en given kendis er Ford-ambassdør melder historien ikke noget om, ligesom det er noget fluffy, hvad der ligger i at være Ford-ambassadør; for mig at se er det bare et pænere ord for at få betaling for at reklamer for et produkt.

De 11 kendte personer slipper for politianmeldelse, men er blevet indskærpet, at det kan være strafbart at overtræde eller medvirke til overtrædelse af forbuddet mod skjult reklame.

Bestemmelsen som Forbrugerombudsmanden mener Ford har overtrådt er Markedsføringslovens § 4, som siger:

En reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes.”

“14 dages returret” betyder “14 dages returret” – både i fysisk butik og på nettet

Køber du varer som forbruger er der især et punkt, hvor dine rettigheder er meget forskellige afhængig af, om du handler på nettet eller i en fysisk butik.

Ved køb over internettet har du nemlig i de fleste tilfælde 14 dages fortrydelsesret. Dette fremgår af Forbrugeraftaleloven. Omvendt har du ikke efter loven nogen fortrydelsesret, hvis du handler i en fysisk butik. Den erhvervsdrivende kan dog vælge frivilligt at give dig en fortrydelsesret på køb foretaget i en fysisk butik, hvilket jo kan være et fint konkurrenceparameter på lige fod med pris og service. Får du ved handel i en fysisk butik en fortrydelsesret, er der således tale om, at du og den erhvervsdrivende indgår en aftale om netop dette.

Erhvervsdrivende, der både driver netbutik og fysisk butik, skal dog være meget OBS på, om de i begge tilfælde vil give forbrugerne en fortrydelsesret. Vil man kun give de nethandlende en fortrydelsesret (fordi det kræver loven), er det vigtigt at dette i ens vilkår og ens markedsføring på ens hjemmeside bliver skåret ud i pap. Altså at du har fortrydelsesret, hvis du foretager køber via vores hjemmeside, men du har ingen fortrydelsesret, hvis du køber varen i vores fysisk butik.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet fra 2014 (sag 12-13198).

I den konkrete sag var der tale om en sportsforretning, som både have en fysisk butik og som også solgte sportsudstyr via nettet. Af forretningens hjemmesiden fremgik det, at der var ”14 dages ombytnings- og returret på alle produkter”. Der stor ikke noget om, at det kun skulle gælde køb foretaget via hjemmesiden.

En forbrugere købet noget udstyr i den fysisk butik, men fortrød efterfølgende købet og ville derfor udnytte fortrydelsesretten. Dette afviste butikken med henvisning til, at fortrydelsesretten kun omfattet varer købt over nettet, men derimod ikke varer købt i den fysiske butik.

Forbrugerklagenævnet afgjorde, at den måde som vilkåret fremstod på hjemmesiden, havde givet forbrugeren en berettiget forventning om, at vilkåret om returret både omfattede køb over nettet og køb foretaget i den fysiske butik. Forbrugerklagenævnet lægger vægt på, at virksomheden ikke havde godtgjort, at forbrugeren på en klar og tydelig måde var blevet informeret om, at returretten kun gjaldt, hvis man købte over nettet. Forbrugeren var derfor berettiget til at returnere de købte varer og få sine penge tilbage.

Og hvad kan vi konkludere på denne afgørelse? Jo, at det for den erhvervsdrivende, der både har en fysisk butik og en netbutik, er meget vigtigt, at det skæres ud i pap på hjemmesiden, at fortrydelsesretten kun gælder for køb i netbutikken. Bliver dette ikke gjort meget klart på hjemmesiden og i vilkårene, ja så risikerer man at skulle give fortrydelsesret på køb foretaget i den fysiske butik.

Fikseret erstatningsbeløb i forbrugervilkår ugyldig

Som erhvervsdrivende kan det være fristende at indsætte et fast beløb, som skal betales hvis ens aftalepart ikke opfylder sin del af aftalen. Så undgår man hele diskussionen om tabets størrelse, ligesom man ikke skal føre bevis for tabet. Et bevis der ofte vil være vanskeligt eller ligefrem umuligt at føre. Vi kender det fra de såkaldte konventionalbodsbestemmelser, som man eksempelvis ser i entreprisebranchen, hvor en forsinkelse koster X kr. pr. dag. Det ses også ofte i IT-aftaler, hvor det koster X kr., hvis systemets oppetid ikke er som lovet.

Sådanne aftaler med konventionalbod vil som udgangspunkt være gyldige; i hvert fald når de er indgået mellem to erhversdrivende, bestemmelsen om bod ikke er gemt væk og bodens størrelse i øvrigt er fair og rimelig. Står boden ikke mål med forseelsen, vil der dog være rigtig gode muligheder for at få nedsat boden efter Aftalelovens § 36.

Hvad gælder så i forbrugeraftaler? Jo, her er det ganske anderledes. Der er udgangspunktet det modsatte; nemlig at bestemmelser, hvor der af forbrugeren skal betales et bestemt fikseret beløb i tilfælde af forbrugernes misligholdelse, er ugyldige. Det gælder særligt, hvis bestemmelsen er “gemt” i nogle standardvilkår.

Denne retsstilling er blandt andet slået fast i en Højesteretsdom tilbage fra 2002 (UfR 2002.706 H).

Her var der tale om en forbruger, som havde købt en brugt bil af en bilforhandler. Der var altså tale om et klokkeklart forbrugerkøb. I slutsedlens standardvilkår var der følgende bestemmelse:

“Såfremt køber uberettiget annullerer aftalen, er sælger berettiget til at forlange erstatning herfor. Erstatningen udgør 10 % af købesummen (incl. moms, reg.afgift og leveringsomkostninger).”

Forbrugeren fortrød handlen uden at have ret til dette, og bilforhandleren krævede derfor sit tab erstattet, dvs. 10 % købesummen således som det jo fremgik af standardvilkårene.

Dette gik ikke. Højesteret siger i deres præmisser, at vilkåret skal tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 38 c sammenholdt med Aftalelovens § 36. Højesteret finder simpelthen, at en standardiseret erstatning på 10 % af bilens købesum ikke er fair og rimelig, og derfor ikke bindende for forbrugeren.

Højesteret lægger vægt på, at hvis der ikke var aftalt en standarderstatning på 10 %, ja så kunne sælgeren kun kræve erstatning, såfremt han måtte blive nødt til at sælge bilen til anden side til en lavere pris, og det er jo på ingen måde givet at dette ville være tilfældet. Kan man sælge den brugte bil til en anden køber til samme pris, ja så har man jo ikke lidt noget tab. Og derfor er en fast erstatning på 10 % af købesummen ikke rimelig.

Og så lidt jura-nørderi omkring de bestemmelser, som Højesteret henviser til:

Aftalelovens §§ 38 c og 36 siger, at hvis det vil være i strid mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, ja så kan skal dette urimelige aftalevilkår erklæres helt eller delvist ugyldig.

Denne bestemmelse i Aftalelovens § 38 c baserer sig på et EU-direktiv, nemlig Rådets direktiv af 1993-04-05 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (93/13) for nu at være helt præcis. Og i et bilag til dette direktiv anføres udtrykkeligt som eksempel på et urimeligt vilkår i en forbrugeraftale det tilfælde, hvor der pålægges en forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, en uforholdsmæssig stor godtgørelse.

Det er derimod min vurdering, at vilkåret om 10 % i erstatning som udgangspunkt ville holde, hvis aftalen var indgået mellem to erhvervsdrivende, altså hvis der havde været tale om et handelskøb.

Transport af privat indbo til eller fra Danmark

Skal et speditions- eller flyttefirma sørge for at transportere dit private indbo til eller fra udlandet, er spørgsmålet, hvad der gælder, hvis noget af dit indbo går i stykker eller forsvinder under transporten. Kan du kræve erstatning, og med hvor meget? Eller kan flyttefirmaet afvise dit krav?

Vil flyttefirmaet prøve at løbe fra ansvaret, vil man ofte se, at flyttefirmaet eller speditionsfirmaet henviser til den såkaldte CMR-lov. Efter denne lov er der nemlig en række begrænsninger i det ansvar som et flytte- eller speditionsfirma kan ifalde.

Derfor ses det ofte, at et flytte- eller speditionsfirma påberåbe sig CMR-loven, når de vil prøve at slippe for et ansvar for beskadiget eller bortkommet indbo under en flytning til eller fra udlandet.

Dette går dog ikke. Det følger nemlig af § 1, stk. 2 i CMR-loven, at loven ikke gælder for “befordring af flyttegods”.

Endvidere vil man ikke uden videre med en forbruger kunne aftale, at loven skal gælde, selvom der er tale om transport af privat indbo. Dette er illustreret i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet. Sagen gik ud på en forbruger, som skulle flytte til Spanien, og derfor indgik en aftale med et speditionsfirma, som skulle stå for transporten af det private indbo til Spanien. Under transporten forsvandt nogle af forbrugerens flyttekasser. Speditionsfirmaet afviste kravet fordi man mente, at de efter CMR-loven ikke var ansvarlige for, at kasserne forsvandt.

På fragtbrevet var med små bogstaver skrevet, at transporten var omfattet af CMR-loven og der var også et CMR symbol på fragtbrevet. Forbrugerklagenævnet fandt, at dette ikke var tilstrækkeligt for at anse CMR-loven for aftalt, især fordi det modsatte fremgår af loven; nemlig at loven ikke omfatter transport af flyttegods.

Forbrugeren fik derfor sin erstatning.

Så husk at være skeptisk, hvis et flyttefirma afviser dit erstatningskrav med henvisning til CMR-loven. Det går ikke uden videre.

 

Normal vildledte i sin markedsføring

Efter markedsføringsloven skal en virksomhed kunne dokumentere sin markedsføring, hvis det er mere end blot “blær”. Eller som vi siger på jura-sprog; mere end blot anprisninger.

Man må altså godt markedsføre sig som “Byens bedste bager” uden at skulle dokumentere at dette passer. Dette skyldes, at det jo i høj grad er en subjektiv og personlig vurdering, hvem der vitterlig er byens bedste bager.

Omvendt skal man kunne dokumentere markedsføring, der fremtræder som objektive facts. Reklamerer jeg med, at jeg er “Byens billigste bager” skal jeg kunne dokumentere, at dette er sandt og ikke blot et postulat grebet ud af luften.

Disse regler havde butikskæden Normal ikke læst op på, men mon ikke de kender dem nu?

Normal sagde nemlig i deres markedsføring, at priserne i deres Normal-butikker var lavere end “markedsprisen”. Problemet var bare, at Normal ikke kunne dokumentere, at de priser, de postulerede var markedspriser, og derved dyrere end Normals produkter, nu også rent faktisk var markedspriser.

Sammenligningen og markedsføringen var derfor vildledende.

Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor over for Normal, at man kun må lave sådanne sammenligninger, hvis det også kan dokumentere, at Normals pris på et givent produkt er lavere end prisen for samme produkt på det marked, som det vil være rimeligt og relevant at sammenligne sig med.

Forbrugerombudsmanden sagde i samme omgang, at Normal ej heller må bruge vendingen ”fast lav underpris”, når man ikke har styr på dokumentationen for markedsprisen. Og det havde Normal altså ikke. Fy fy skamme skamme.

Klagen over Normal var indgivet af MATAS.

Prisannoncering uden moms er “no go”

Annoncerer du som virksomhed overfor forbrugere skal du huske altid at oplyse prisen inkl. moms. Det fremgår udtrykkeligt af Markedsføringslovens § 13, så der er ikke så meget at diskutere.

Overtrædelse kan straffes med bøde. Dette fik et gulvservicefirma at føle forleden ved Retten i Hillerød, hvor firmaet blev idømt en bøde på 10.000 kr., fordi firmaet havde “glemt” at oplyse prisen inkl. moms, selv om man også markedsførte sig overfor forbrugere. Virksomheden havde ikke tidligere været i Forbrugerombudsmandens søgelys, og virksomheden stoppede da også med annonceringen uden moms straks, da man fik henvendelsen fra Forbrugerombudsmanden. Dette har nok været medvirkende til den – trods alt – beskedne bøde.

Så husk det nu!! Ingen prisannoncering overfor forbrugeren uden angivelse af prisen inklusiv moms.

Det er ikke kun momsen, der skal med. Også andre gebyrer, omkostninger, afgifter mv. skal oplyses, hvis de kræves betalt af forbrugeren. Det kan du også læse af Markedsføringslovens § 13.

Er du i tvivl har forbrugerombudsmanden udgivet en kvikguide – Priser med eller uden moms?

Og vil du endnu dybere ned i jura kan du læse Forbrugerombudsmandens notat om blandt andet prisannoncering.

Og så kan du selvfølgelig også kontakte advokat Michael Thiesen for yderligere rådgivning.

Er bil til blandet brug et forbrugerkøb eller et handelskøb?

Som forbruger har man en række rettigheder efter loven, som man ikke har som erhvervsdrivende.

Eksempelvis har man som forbruger en fortrydelsesret efter Forbrugeraftaleloven. Det har man ikke som erhvervsdrivende. Og som forbruger kan man efter Købeloven gøre en række krav gældende, som ikke er muligt for en virksomhed.

Derfor kan en køber have en interesse i at blive betragtet som forbruger, da man – alt andet lige – har en bedre retsstilling overfor sælger.

Typisk er der ikke de store udfordringer med at fastslå, om der er tale om et forbrugerkøb eller ej. Men nogle gange er dette ikke lige til.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Østre Landsret (ØLK af 30.7.2014). Der var tale om et firma, der købte en bil på papegøjeplader. Bilen blev brugt såvel privat som af firmaet, og så var gode råd jo dyre. Skulle man anvende forbrugerretten, som gav køber en bedre retstilling, eller skulle man benytte erhvervsretten, som stillede købere ringere.

Landsretten udtaler, at det afgørende er, hvilken brug bilen især har haft. Ligger hovedvægten på erhvervsbrugen, ja så er der ikke tale om et forbrugerkøb, men et handelskøb. Omvendt – ligger hovedvægten på den private brug, ja så vil det være forbrugerretten, der anvendes, også selvom bilen af og til er blev brugt erhvervsmæssigt.

Nogle at de kriterier, man her kan inddrage er blandt andet, om køberen var et firma eller en privat person. Var køber et firma er der en formodning for, at købet var et erhvervskøb, og så vil det være tungere at løfte beviset for, at bilen rent faktisk hovedsageligt skulle være brugt privat.

I sagen fandt landsretten ud fra en samlet vurdering af de fremlagte beviser, at der var tale om et handelskøb, og at køberen derfor ikke kunne påberåbe sig forbrugerretten. Blandt andet lagde man vægt på, at bilen blev afleveret på virksomhedens forretningsadresse samt at køber på slutsedlen var virksomheden og ikke en privat person.

Læs mere om forbrugerkøbet her.

Krav for forsinket flyafgang kan anlægges i Danmark – også selvom flyselskabet er udenlandsk

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen har man som flypassager krav på erstatning, hvis ens fly bliver forsinket eller aflyst. Dette kan du læse meget mere om her.

Retten til erstatning følger af en EU-forordning og omfatter alle flyselskaber, der opererer indenfor EU.

Men hvad gør man, hvis man har ret til erstatning, men kravet er overfor et udenlandsk flyselskab? Kan man så føre sagen i Danmark, eller er det påkrævet, at man sagsøger flyselskabet i det land, hvor det har hovedsæde? Det har landsretten taget stilling til i en afgørelse fra 2015.

I sagen var der tale om, at nogle danske turister havde købt en pakkerejse af Bravo Tours til Dansk Vestindien. Bravo Tours havde en aftale med et belgisk flyselskab, TUI, om, at det var dette flyselskab, som stod for selve flyvningen fra Billund til Dansk Vestindien.

På grund af tekniske fejl ved flyet blev afrejsen til Dansk Vestindien forsinket, og her er det helt klare udgangspunkt, at man som passager har krav på erstatning for forsinkelsen; i hvert fald hvis forsinkelsen er af en vis varighed.

TUI nægtede at betale erstatning og blev derfor sagsøgt i Danmark af de utilfredse passagerer. TUI krævede, at søgsmålet skulle afvises, da man mente, at sagen skulle anlægges ved de belgiske domstole. Ville TUI få medhold i dette synspunkt, ville det i realiteten gøre det umuligt at kræve erstatning af udenlandske flyselskaber, da det simpelthen ikke kan svare sig at føre en retssag i udlandet for et par tusinde kroner.

Landsretten kom til det resultat, at TUI godt kunne sagsøges i Danmark. Det fremgår nemlig af en Forordning om retternes kompetence mv. (forordning 44/2001), at en part kan sagsøges det sted, hvor den misligholdte forpligtelse skulle have være opfyldt.

Forpligtelsen var her at transportere turisterne fra Billund Lufthavn i Danmark til Dansk Vestindien. Stedet for påbegyndelsen af opfyldelsen af forpligtelsen var altså Billund Lufthavn, og derfor kunne TUI sagsøges i Danmark.

Dommen giver forbrugere og flypassager en reel mulighed for at få erstatning for forsinket eller aflyst flyafgang, når flyselskabet er udenlandsk.

Opsigelse af forbrugeraftaler

20160926_121831-1Hvordan er det lige med opsigelse af forbrugeraftaler? Og hvor lang tid kan man binde en forbruger til et abonnement? Det kan være et fitnessabonnement, et avisabonnement, et mobiltelefonabonnement, et abonnement på Netflix eller Spotify. You name it.

Der er på ingen måde frit spil for virksomhederne i forbrugeraftaler til at fastsætte opsigelsesvarslet og bindingsperiodens længde.

Forbrugeraftaleloven (§ 28) fastslår nemlig (endda meget klart), at af en forbruger har ret til at opsige en aftale med een måneds varsel til udgangen af een måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse. 

Det er altså forbudt for den erhvervsdrivende at have et opsigelsesvarsel, der er længere end løbende måned + een måned.

Og det er også forbudt at have en bindingsperiode på mere end 5 måneder fra aftalens indgåelse.

Indgås eksempelvis en aftale den 4. november 2016 kan aftalen gøres uopsigelig frem til den 3. april 2017. Aftalen kan altså opsiges fra og med den 4. april 2017, og da med et et varsel på løbende måned + een måned. Opsiges aftalen den 4. april 2017 vil det altså kunne ske til udgangen af maj 2017.

Der er nogle enkelte undtagelser, hvor der godt kan fastsættes en længere bindingsperiode og længere opsigelsesvarsel. Sådan er det jo med juraen – det er sjældent at der ikke er undtagelser. Disse undtagelser kommer jeg nærmere ind på i en af mine næste blogs.

 

Lauritz.com og falske bud

Berlingske har i øjeblikket en rigtig fin artikelserie, hvor der sættes fokus på de bud, der afgives på Laurtiz.com.

I dagens Berlingske (21. september 2016) handler det om shill bidding – dvs. falske auktionsbud. Berlinske påviser, hvordan der siden 2014 er ca. 400 kunder, der afgiver bud på varer, som de allerede har købt een gang og fortrudt.

Shill-bidding går ud på, at en kunde byder på en vare uden at have til hensigt at købe den. Formålet med shill bidding er at få prisen på varen i vejret; typisk fordi man selv eller en ven eller et familiemedlem har sat varen til salg.

Jamen, hvad er problemet kan man spørge?

Jo, dels medvirker shill bidding jo til at skabe en kunstig, unaturlig og uigennemsigtig prissætning på en auktionsvare. Man byder som interesseret køber på en vare uden at have viden om, at den man er i konkurrence med rent faktisk kun byder for at få prisen i vejet og ikke har til hensigt at købe varen. Derudover er det selvsagt udgiftskrævende for auktionshuset, der dels kan miste en indtægt, dels har ekstra omkostninger, fordi der skal afholdes en ny auktion.

Problemet forstærkes af, at der ved netauktioner er en fortrydelsesret for forbrugere, fordi der er tale om såkaldt fjernsalg. Dette følger direkte af Forbrugeraftaleloven. Derfor kan en person, der byder på en vare uden at have til hensigt på noget tidspunkt at købe den, jo blot fortryde handlen, hvis det viser sig at pågældende – uheldigvis for ham eller hende – måtte blive højstbydende.

Der er næppe ulovligt at byde på egen varer, men det er noget strafferetsjuristerne skal vurdere. Det kan da godt lugte lidt af bedrageri.

Det vil heller ikke være i strid med Markedsføringsloven, medmindre den, der byder på egne varer, er erhvervsdrivende. I så fald vil et bud på egne varer højst sandsynligt kunne sanktioneres som en overtrædelse af god markedsføringsskik (se Markedsføringslovens § 1).

Men kan det virkelig passe, at man har en fortrydelsesret, hvis man bliver højstbydende på ens egen vare. Jo, den er – formentlig – god nok, altså fortrydelsesretten. I hvert fald hvis vi følger lovens bogstav.

Forbrugeraftaleloven siger nemlig, at der er fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler (§ 18) Fjernsalgsaftaler er kendetegnet ved at aftaleparterne ikke mødes fysisk, som hvis man eksempelvis gik til en “rigtig gammeldags” auktion. Derfor er det helt klare udgangspunkt, at der er fortrydelsesret ved netauktioner.

Kan man så ikke sige og argumentere, at der ikke er tale om en aftale, når køber og sælger i realiteten er den sammen, og at der derfor ikke af denne årsag er nogen fortrydelsesret. Det giver jo ikke rigtig mening at tale om en aftale, når man sidder på begge sider af bordet. Nej, det går nok ikke.  Netauktioner gennemføres nemlig typisk i såkaldt kommission, der er kendetegnet ved, at auktionshuset (og ikke sælgeren) bliver den ene part i aftalen, hvor den anden part er den vindende budgiver. Der er således tale om to forskellige aftaleparter, auktionshuset og den vindende budgiver, og derfor foreligger der i formentlig i Forbrugeraftalelovens forstand en fjernsalgsaftale, selvom den vindende budgiver er identisk med sælgeren.

Derfor er det min opfattelse, at en vindende budgiver, der har budt på sin egen vare, efter lovens ordlyd vil have ret til at fortryde aftale. Da man ikke kan fraskrive sig fortrydelsesretten, kan auktionshuset næppe i sine vilkår skrive, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis man så at sige indgår aftalen med sig selv eller ens nærmeste, altså hvis man ender op med at blive højstbydende på ens egen vare eller ens nærmestes vare.

Er auktionshuset så på helt bar jord? Nej, det er det ikke. Det følger nemlig af Kommissionslovens § 27, at man som auktionshus har krav på at sælgeren betaler ens auktionshonorar, selvom aftalen ikke bliver opfyldt, hvis dette skyldes sælgeren selv. Er der tale om en sælger, som fortryder et falsk bud, vil der næppe være den store tvivl om, at den manglende opfyldelse af aftalen skyldes sælgeren selv. Og så er det min vurdering at auktionshuset kan kræve honoraret og hammerslagsgebyret betalt af sælgeren. Og mon så ikke man vil se en vis nedgang i antallet af falske bud, da det så ikke længere er omkostningsfrit at byde på egne varer.

Auktionshuset bør dog i sine salgsvilkår anføre, at dette er konsekvensen ved falske bud. Altså at man – uanset at man fortryder aftalen – kommer til at betale honorar og hammerslagsgebyr, hvis det viser sig, at man selv eller ens nærtstående har budt på egne varer.

 Læs min artikel i Jyllands-Posten om Lauritz.com om fortrydelsesretten