Transport af privat indbo til eller fra Danmark

Skal et speditions- eller flyttefirma sørge for at transportere dit private indbo til eller fra udlandet, er spørgsmålet, hvad der gælder, hvis noget af dit indbo går i stykker eller forsvinder under transporten. Kan du kræve erstatning, og med hvor meget? Eller kan flyttefirmaet afvise dit krav?

Vil flyttefirmaet prøve at løbe fra ansvaret, vil man ofte se, at flyttefirmaet eller speditionsfirmaet henviser til den såkaldte CMR-lov. Efter denne lov er der nemlig en række begrænsninger i det ansvar som et flytte- eller speditionsfirma kan ifalde.

Derfor ses det ofte, at et flytte- eller speditionsfirma påberåbe sig CMR-loven, når de vil prøve at slippe for et ansvar for beskadiget eller bortkommet indbo under en flytning til eller fra udlandet.

Dette går dog ikke. Det følger nemlig af § 1, stk. 2 i CMR-loven, at loven ikke gælder for “befordring af flyttegods”.

Endvidere vil man ikke uden videre med en forbruger kunne aftale, at loven skal gælde, selvom der er tale om transport af privat indbo. Dette er illustreret i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet. Sagen gik ud på en forbruger, som skulle flytte til Spanien, og derfor indgik en aftale med et speditionsfirma, som skulle stå for transporten af det private indbo til Spanien. Under transporten forsvandt nogle af forbrugerens flyttekasser. Speditionsfirmaet afviste kravet fordi man mente, at de efter CMR-loven ikke var ansvarlige for, at kasserne forsvandt.

På fragtbrevet var med små bogstaver skrevet, at transporten var omfattet af CMR-loven og der var også et CMR symbol på fragtbrevet. Forbrugerklagenævnet fandt, at dette ikke var tilstrækkeligt for at anse CMR-loven for aftalt, især fordi det modsatte fremgår af loven; nemlig at loven ikke omfatter transport af flyttegods.

Forbrugeren fik derfor sin erstatning.

Så husk at være skeptisk, hvis et flyttefirma afviser dit erstatningskrav med henvisning til CMR-loven. Det går ikke uden videre.

 

Normal vildledte i sin markedsføring

Efter markedsføringsloven skal en virksomhed kunne dokumentere sin markedsføring, hvis det er mere end blot “blær”. Eller som vi siger på jura-sprog; mere end blot anprisninger.

Man må altså godt markedsføre sig som “Byens bedste bager” uden at skulle dokumentere at dette passer. Dette skyldes, at det jo i høj grad er en subjektiv og personlig vurdering, hvem der vitterlig er byens bedste bager.

Omvendt skal man kunne dokumentere markedsføring, der fremtræder som objektive facts. Reklamerer jeg med, at jeg er “Byens billigste bager” skal jeg kunne dokumentere, at dette er sandt og ikke blot et postulat grebet ud af luften.

Disse regler havde butikskæden Normal ikke læst op på, men mon ikke de kender dem nu?

Normal sagde nemlig i deres markedsføring, at priserne i deres Normal-butikker var lavere end “markedsprisen”. Problemet var bare, at Normal ikke kunne dokumentere, at de priser, de postulerede var markedspriser, og derved dyrere end Normals produkter, nu også rent faktisk var markedspriser.

Sammenligningen og markedsføringen var derfor vildledende.

Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor over for Normal, at man kun må lave sådanne sammenligninger, hvis det også kan dokumentere, at Normals pris på et givent produkt er lavere end prisen for samme produkt på det marked, som det vil være rimeligt og relevant at sammenligne sig med.

Forbrugerombudsmanden sagde i samme omgang, at Normal ej heller må bruge vendingen ”fast lav underpris”, når man ikke har styr på dokumentationen for markedsprisen. Og det havde Normal altså ikke. Fy fy skamme skamme.

Klagen over Normal var indgivet af MATAS.

Prisannoncering uden moms er “no go”

Annoncerer du som virksomhed overfor forbrugere skal du huske altid at oplyse prisen inkl. moms. Det fremgår udtrykkeligt af Markedsføringslovens § 13, så der er ikke så meget at diskutere.

Overtrædelse kan straffes med bøde. Dette fik et gulvservicefirma at føle forleden ved Retten i Hillerød, hvor firmaet blev idømt en bøde på 10.000 kr., fordi firmaet havde “glemt” at oplyse prisen inkl. moms, selv om man også markedsførte sig overfor forbrugere. Virksomheden havde ikke tidligere været i Forbrugerombudsmandens søgelys, og virksomheden stoppede da også med annonceringen uden moms straks, da man fik henvendelsen fra Forbrugerombudsmanden. Dette har nok været medvirkende til den – trods alt – beskedne bøde.

Så husk det nu!! Ingen prisannoncering overfor forbrugeren uden angivelse af prisen inklusiv moms.

Det er ikke kun momsen, der skal med. Også andre gebyrer, omkostninger, afgifter mv. skal oplyses, hvis de kræves betalt af forbrugeren. Det kan du også læse af Markedsføringslovens § 13.

Er du i tvivl har forbrugerombudsmanden udgivet en kvikguide – Priser med eller uden moms?

Og vil du endnu dybere ned i jura kan du læse Forbrugerombudsmandens notat om blandt andet prisannoncering.

Og så kan du selvfølgelig også kontakte advokat Michael Thiesen for yderligere rådgivning.

Er bil til blandet brug et forbrugerkøb eller et handelskøb?

Som forbruger har man en række rettigheder efter loven, som man ikke har som erhvervsdrivende.

Eksempelvis har man som forbruger en fortrydelsesret efter Forbrugeraftaleloven. Det har man ikke som erhvervsdrivende. Og som forbruger kan man efter Købeloven gøre en række krav gældende, som ikke er muligt for en virksomhed.

Derfor kan en køber have en interesse i at blive betragtet som forbruger, da man – alt andet lige – har en bedre retsstilling overfor sælger.

Typisk er der ikke de store udfordringer med at fastslå, om der er tale om et forbrugerkøb eller ej. Men nogle gange er dette ikke lige til.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Østre Landsret (ØLK af 30.7.2014). Der var tale om et firma, der købte en bil på papegøjeplader. Bilen blev brugt såvel privat som af firmaet, og så var gode råd jo dyre. Skulle man anvende forbrugerretten, som gav køber en bedre retstilling, eller skulle man benytte erhvervsretten, som stillede købere ringere.

Landsretten udtaler, at det afgørende er, hvilken brug bilen især har haft. Ligger hovedvægten på erhvervsbrugen, ja så er der ikke tale om et forbrugerkøb, men et handelskøb. Omvendt – ligger hovedvægten på den private brug, ja så vil det være forbrugerretten, der anvendes, også selvom bilen af og til er blev brugt erhvervsmæssigt.

Nogle at de kriterier, man her kan inddrage er blandt andet, om køberen var et firma eller en privat person. Var køber et firma er der en formodning for, at købet var et erhvervskøb, og så vil det være tungere at løfte beviset for, at bilen rent faktisk hovedsageligt skulle være brugt privat.

I sagen fandt landsretten ud fra en samlet vurdering af de fremlagte beviser, at der var tale om et handelskøb, og at køberen derfor ikke kunne påberåbe sig forbrugerretten. Blandt andet lagde man vægt på, at bilen blev afleveret på virksomhedens forretningsadresse samt at køber på slutsedlen var virksomheden og ikke en privat person.

Læs mere om forbrugerkøbet her.

Krav for forsinket flyafgang kan anlægges i Danmark – også selvom flyselskabet er udenlandsk

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen har man som flypassager krav på erstatning, hvis ens fly bliver forsinket eller aflyst. Dette kan du læse meget mere om her.

Retten til erstatning følger af en EU-forordning og omfatter alle flyselskaber, der opererer indenfor EU.

Men hvad gør man, hvis man har ret til erstatning, men kravet er overfor et udenlandsk flyselskab? Kan man så føre sagen i Danmark, eller er det påkrævet, at man sagsøger flyselskabet i det land, hvor det har hovedsæde? Det har landsretten taget stilling til i en afgørelse fra 2015.

I sagen var der tale om, at nogle danske turister havde købt en pakkerejse af Bravo Tours til Dansk Vestindien. Bravo Tours havde en aftale med et belgisk flyselskab, TUI, om, at det var dette flyselskab, som stod for selve flyvningen fra Billund til Dansk Vestindien.

På grund af tekniske fejl ved flyet blev afrejsen til Dansk Vestindien forsinket, og her er det helt klare udgangspunkt, at man som passager har krav på erstatning for forsinkelsen; i hvert fald hvis forsinkelsen er af en vis varighed.

TUI nægtede at betale erstatning og blev derfor sagsøgt i Danmark af de utilfredse passagerer. TUI krævede, at søgsmålet skulle afvises, da man mente, at sagen skulle anlægges ved de belgiske domstole. Ville TUI få medhold i dette synspunkt, ville det i realiteten gøre det umuligt at kræve erstatning af udenlandske flyselskaber, da det simpelthen ikke kan svare sig at føre en retssag i udlandet for et par tusinde kroner.

Landsretten kom til det resultat, at TUI godt kunne sagsøges i Danmark. Det fremgår nemlig af en Forordning om retternes kompetence mv. (forordning 44/2001), at en part kan sagsøges det sted, hvor den misligholdte forpligtelse skulle have være opfyldt.

Forpligtelsen var her at transportere turisterne fra Billund Lufthavn i Danmark til Dansk Vestindien. Stedet for påbegyndelsen af opfyldelsen af forpligtelsen var altså Billund Lufthavn, og derfor kunne TUI sagsøges i Danmark.

Dommen giver forbrugere og flypassager en reel mulighed for at få erstatning for forsinket eller aflyst flyafgang, når flyselskabet er udenlandsk.

Opsigelse af forbrugeraftaler

20160926_121831-1Hvordan er det lige med opsigelse af forbrugeraftaler? Og hvor lang tid kan man binde en forbruger til et abonnement? Det kan være et fitnessabonnement, et avisabonnement, et mobiltelefonabonnement, et abonnement på Netflix eller Spotify. You name it.

Der er på ingen måde frit spil for virksomhederne i forbrugeraftaler til at fastsætte opsigelsesvarslet og bindingsperiodens længde.

Forbrugeraftaleloven (§ 28) fastslår nemlig (endda meget klart), at af en forbruger har ret til at opsige en aftale med een måneds varsel til udgangen af een måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse. 

Det er altså forbudt for den erhvervsdrivende at have et opsigelsesvarsel, der er længere end løbende måned + een måned.

Og det er også forbudt at have en bindingsperiode på mere end 5 måneder fra aftalens indgåelse.

Indgås eksempelvis en aftale den 4. november 2016 kan aftalen gøres uopsigelig frem til den 3. april 2017. Aftalen kan altså opsiges fra og med den 4. april 2017, og da med et et varsel på løbende måned + een måned. Opsiges aftalen den 4. april 2017 vil det altså kunne ske til udgangen af maj 2017.

Der er nogle enkelte undtagelser, hvor der godt kan fastsættes en længere bindingsperiode og længere opsigelsesvarsel. Sådan er det jo med juraen – det er sjældent at der ikke er undtagelser. Disse undtagelser kommer jeg nærmere ind på i en af mine næste blogs.

 

Lauritz.com og falske bud

Berlingske har i øjeblikket en rigtig fin artikelserie, hvor der sættes fokus på de bud, der afgives på Laurtiz.com.

I dagens Berlingske (21. september 2016) handler det om shill bidding – dvs. falske auktionsbud. Berlinske påviser, hvordan der siden 2014 er ca. 400 kunder, der afgiver bud på varer, som de allerede har købt een gang og fortrudt.

Shill-bidding går ud på, at en kunde byder på en vare uden at have til hensigt at købe den. Formålet med shill bidding er at få prisen på varen i vejret; typisk fordi man selv eller en ven eller et familiemedlem har sat varen til salg.

Jamen, hvad er problemet kan man spørge?

Jo, dels medvirker shill bidding jo til at skabe en kunstig, unaturlig og uigennemsigtig prissætning på en auktionsvare. Man byder som interesseret køber på en vare uden at have viden om, at den man er i konkurrence med rent faktisk kun byder for at få prisen i vejet og ikke har til hensigt at købe varen. Derudover er det selvsagt udgiftskrævende for auktionshuset, der dels kan miste en indtægt, dels har ekstra omkostninger, fordi der skal afholdes en ny auktion.

Problemet forstærkes af, at der ved netauktioner er en fortrydelsesret for forbrugere, fordi der er tale om såkaldt fjernsalg. Dette følger direkte af Forbrugeraftaleloven. Derfor kan en person, der byder på en vare uden at have til hensigt på noget tidspunkt at købe den, jo blot fortryde handlen, hvis det viser sig at pågældende – uheldigvis for ham eller hende – måtte blive højstbydende.

Der er næppe ulovligt at byde på egen varer, men det er noget strafferetsjuristerne skal vurdere. Det kan da godt lugte lidt af bedrageri.

Det vil heller ikke være i strid med Markedsføringsloven, medmindre den, der byder på egne varer, er erhvervsdrivende. I så fald vil et bud på egne varer højst sandsynligt kunne sanktioneres som en overtrædelse af god markedsføringsskik (se Markedsføringslovens § 1).

Men kan det virkelig passe, at man har en fortrydelsesret, hvis man bliver højstbydende på ens egen vare. Jo, den er – formentlig – god nok, altså fortrydelsesretten. I hvert fald hvis vi følger lovens bogstav.

Forbrugeraftaleloven siger nemlig, at der er fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler (§ 18) Fjernsalgsaftaler er kendetegnet ved at aftaleparterne ikke mødes fysisk, som hvis man eksempelvis gik til en “rigtig gammeldags” auktion. Derfor er det helt klare udgangspunkt, at der er fortrydelsesret ved netauktioner.

Kan man så ikke sige og argumentere, at der ikke er tale om en aftale, når køber og sælger i realiteten er den sammen, og at der derfor ikke af denne årsag er nogen fortrydelsesret. Det giver jo ikke rigtig mening at tale om en aftale, når man sidder på begge sider af bordet. Nej, det går nok ikke.  Netauktioner gennemføres nemlig typisk i såkaldt kommission, der er kendetegnet ved, at auktionshuset (og ikke sælgeren) bliver den ene part i aftalen, hvor den anden part er den vindende budgiver. Der er således tale om to forskellige aftaleparter, auktionshuset og den vindende budgiver, og derfor foreligger der i formentlig i Forbrugeraftalelovens forstand en fjernsalgsaftale, selvom den vindende budgiver er identisk med sælgeren.

Derfor er det min opfattelse, at en vindende budgiver, der har budt på sin egen vare, efter lovens ordlyd vil have ret til at fortryde aftale. Da man ikke kan fraskrive sig fortrydelsesretten, kan auktionshuset næppe i sine vilkår skrive, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis man så at sige indgår aftalen med sig selv eller ens nærmeste, altså hvis man ender op med at blive højstbydende på ens egen vare eller ens nærmestes vare.

Er auktionshuset så på helt bar jord? Nej, det er det ikke. Det følger nemlig af Kommissionslovens § 27, at man som auktionshus har krav på at sælgeren betaler ens auktionshonorar, selvom aftalen ikke bliver opfyldt, hvis dette skyldes sælgeren selv. Er der tale om en sælger, som fortryder et falsk bud, vil der næppe være den store tvivl om, at den manglende opfyldelse af aftalen skyldes sælgeren selv. Og så er det min vurdering at auktionshuset kan kræve honoraret og hammerslagsgebyret betalt af sælgeren. Og mon så ikke man vil se en vis nedgang i antallet af falske bud, da det så ikke længere er omkostningsfrit at byde på egne varer.

Auktionshuset bør dog i sine salgsvilkår anføre, at dette er konsekvensen ved falske bud. Altså at man – uanset at man fortryder aftalen – kommer til at betale honorar og hammerslagsgebyr, hvis det viser sig, at man selv eller ens nærtstående har budt på egne varer.

 Læs min artikel i Jyllands-Posten om Lauritz.com om fortrydelsesretten

Kitesurfer ikke dækket af forsikring

At det er vigtigt at læse “det med småt” er denne friske afgørelse fra Østre Landsret et godt eksempel på.

Der var tale om en kitesurfer, som kom til skade under surfingen. Surferen ønskede dækning fra sit forsikringsselskab, hvor han havde tegnet en ulykkesforsikring.

I vilkårene for ulykkesforsikringen stod blandt andet, at følgende slags skader ikke var omfattet af forsikringen:

»Skade, der sker i forbindelse med bjergbestigning, faldskærmsudspring, drageflyvning, elastikspring, parasailing, dykning med anvendelse af professionelt dykkerudstyr og motorløb af enhver art eller anden lignende farlig sport«

Med henvisning til denne bestemmelse og formuleringen “…eller anden lignende farlig sport” afviste forsikringsselskabet at dække skaden. Dette afslag indbragte kitesurferen for retten.

Landsretten var enig med forsikringsselskabet.

Landsretten fandt ikke at forsikringsvilkåret “eller anden lignende farlig sport” var uklart, da formuleringen måtte forstås således, at skader der skyldes dyrkning af sport med særlige faremomenter var undtaget fra dækning, også selvom en given sportsgren ikke positivt var nævnt.

Det blev af retten vurderet, at kitesurfing indebærer særlig fare på grund at den store kraft i dragen og forøget risiko for skader, hvis dragen kommer ud af kontrol. Landsretten fandt derfor, at kitesurfing kunne sidestilles med drageflyvning og parsailing, og at der derfor ingen dækning var.

Positiv omtale må ikke belønnes

Vi kender efterhånden alle de forskellige sider, hvor man kan se positiv og negativ omtale af et givent produkt eller tjenesteydelse. Eksempelvis Trustpilot eller Trip-advisor. Også eksempelvis Google har funktioner, hvor alt fra hårshampoo til advokater kan bedømmes og gives karakterer.

Positive brugeranmeldelser er således blevet et vigtigt redskab i kampen om kunderne.

Derfor kan firmaerne også blive fristet til at belønne de personer, der giver positiv omtale af et givent produkt eller firma på en bedømmelsesside.

Det går bare ikke.

Man må godt opfordre ens kunder til at give ens firma eller produkt en god karakter og en positiv bedømmelse. Men man må ikke belønne kunderne for en god karakter eller bedømmelse.

Dette er illustreret med en sag, som Forbrugerombudsmanden lige har afgjort. Der var tale om et rejsebureau, Northlander Ski Tours, der opfordrede sine kunder til at lave positive brugeranmeldelser af rejsebureauet på Trustpilot (dette er helt OK og ikke i strid med nogen lovgivning).

Men problemet var, at Nortlander skrev i sine mails til dets kunder, at de kunne vinde en skirejse med alt betalt, hvis de skrev ”den bedste brugeranmeldelse”. Og her gik Nordlander over stregen. Det er nemlig Forbrugerombudsmanden opfattelse, at en præmie til den bedste anmeldelse vil gøre, at kunderne skriver overdrevent positivt om firmaet, hvilket i sidste instans vil kunne vildlede andre forbrugere. Derfor var adfærden i strid med god markedsføringsskik, og det kan der ikke sige noget imod.

Det er som udgangspunkt ikke i strid med Markedsføringsloven, hvis alle, der skriver en anmeldelse (god som dårlig) har lige adgang til en belønning (eksempelvis deltagelse i en konkurrence om en skiferie). Men også her maner Forbrugerombudsmanden til tilbageholdenhed, da man som forbruger nok – alt andet lige – vil skrive mere positivt om en virksomhed, hvis der er mulighed for at vinde et eller andet end hvis der ikke er denne mulighed. Det er nemlig nok vanskeligt at forestille sig, at en virksomhed vil udtrække en vinder, som har skrevet den ringeste anmeldelse af virksomheden i mands minde.

Forbrugerombudmanden har udgivet en vejledning, hvor du kan læse meget mere om brugeranmeldelser og hvad der er lovligt og ulovligt.

 

Kaution og alskyldserklæringer

Man ser fra tid til anden de såkaldte alskyldserklæringer i kautionsdokumenter. En alskyldserklæring går ud, at der kautioneres for al gæld og alle krav, som en kreditor (eksempelvis en bank) har eller får overfor debitor (eksempelvis et selskab).

En alskyldserklæring i et kautionsdokument kan eksempelvis have følgende formulering:

Til sikkerhed for enhver forpligtelse, som NN ApS har eller måtte få overfor NN BANK, indestår Peter Jensen som selvskyldnerkautionist.

Det siger sig selv at en sådan alskyldserklæring er meget vidtgående, da man som jo som kautionist i realiteten skriver under på en blanco check.

En alskyldserklæring vil derfor også – alt andet lige – være lettere at anfægte end hvis der blot var kautioneret for et specifikt lån.

Når det skal vurderes, om en alskyldseklæring kan anfægtes skal der sondres mellem, om der er tale om en privat kaution eller en erhvervskaution (se mere om denne sondring her).

Privat kaution

Er der tale om en privat kaution vil der være gode muligheder for at anfægte en alskyldserklæring. Der er ikke et decideret generelt forbud mod alskyldserklæringer, men der stilles strenge krav til formuleringerne og fortolkningen. Der vil være gode muligheder for – helt eller delvist – at tilsidesætte en alskyldserklæring efter Aftalelovens § 36. Det vil i sidste instans være en konkret vurdering, om alskyldserklæringen kan anfægtes eller ej.

Derudover er det vigtigt at bemærke, at der for banker gælder en særregel. Efter Lov om Finansiel Virksomhed § 48, stk. 4  må en kautionist nemlig ikke hæfte for et beløb, der er større end lånets hovedstol eller kredittens maksimum ved kautionsaftalens indgåelse. Dette betyder i realiteten, at det ikke er tilladt for banker, at få alskyldserklæringer fra private kautionister.

Erhvervskaution

Ved erhverkautioner er der noget mere elastik. En alskyldserklæring er som udgangspunkt gyldig, men det kræves, at det overfor kautionisten er blevet skåret ud i pap, at der var tale om en alskyldseklæring og ikke blot en kaution vedrørende et enkelt lånemellemværende.

Er kautionisten ejer af firmaet, hvis gæld der er kautioneret for, vil det være meget op at bakke at komme igennem med en anfægtelse af kautionen. Det kan eksempelvis være en eneanpartshaver og dirketør i et anpartsselskab, som kautioner for anpartsselskabets gæld overfor banken. Her har kautionisten jo fuld kontrol over, hvilke krav hans firma påtager sig, og så vil det være noget urimeligt, hvis man bagefter skal kunne løbe fra regningen ved at anfægte kautionen.