Aflysning af feriehusleje på grund af corona

Ankenævnet for feriehusudlejning har nu efterhånden haft mulighed for at tage stilling til en række sager, hvor en forbruger af den ene eller anden årsag ikke har gjort brug af en lejet feriebolig på grund af corona-situationen.

En række sager vedrører påsken 2020, hvor regeringen opfordrede til, at man ikke rejste på tværs af landet på påskeferie. Dette og denne generelle corona-situation afstedkom en del aflysninger af sommerhuse, som forbrugeren havde lejet inden pandemien. Sommerhusudlejeren krævede på trods af aflysningen betaling og forbrugeren mente omvendt, at man ikke var forpligtet til at betale, fordi de jo blot fulgte regeringens anbefalinger.

I disse sager er Ankenævnets afgørelser klare og helt efter bogen. Forbrugeren skal betale, selv om man har valgt ikke at gøre brug af sommerhuset i den lejede periode. Argumentet fra ankenævnet er, at udlejeren har stillet ferieboligen til rådighed, og det derfor er forbrugerens egen beslutning, om man vælger at gøre brug af den. Der er indgået en lejeaftale mellem udlejer og lejer og der er ikke noget grundlag for at tilsidesætte denne. Forbrugerne skal derfor betale lejen.

Sagen ville have været en anden, hvis regeringen havde nedlagt et egentligt forbud mod udlejning af sommerhuse for at dæmpe smittespredningen. I så fald kunne udlejeren ikke stille den aftalte ydelse, nemlig brugsret til et sommerhus, til rådighed for forbrugeren. Og så ville forbrugeren have været berettiget til at få pengene tilbage.

Ankenævnet har også afgjort en sag om leje af en feriebolig i udlandet, hvor det rent faktisk ikke for forbrugeren var muligt at komme ind i landet på grund af indrejserestriktioner. I denne sag havde forbrugeren lejet en feriebolig i Ungarn i maj 2020, men grænserne til Ungarn blev lukket og forbrugeren havde ingen kinamands chance for at komme ind i landet. Og krævede derfor sine penge retur. Dette afviser ankenævnet også. Begrundelsen er, at udlejeren havde ferieboligen klar og at det er forbrugeren egen risiko at man ikke kan komme ind i det land, hvor boligen er lejet. Begge parter var uden skyld i situationen og her lader Ankenævnet altså risikoen ligge hos kunden, fordi udlejeren rent faktisk var i stand til stille den aftalte ydelse, en feriebolig, til rådighed.

Motorproblemer ved brugt båd var ikke mangler

Højesteret har i april 2021 afsagt dom i en principiel sag om forbrugerens rettigheder ved køb af en brugt båd. Afgørelsen viser, at træerne ikke vokser ind i himlen for forbrugeren, når man køber en brugt genstand, fordi forbrugeren må acceptere den risiko, at brugte ting bliver slidt og kan gå i stykker – også når vi har med dyrere genstande at gøre, eksempelvis en båd. Tilsvarende vil gælde for køb af brugte biler.

Forbrugeren købte i 2016 en 17 år gammel lystbåd af en bådforhandler. Kort tid efter købet fik båden motorproblemer og et syn og skøn viste, at dette skyldes slid på en såkaldt manifold, der har skønsmæssig levetid på 8 – 10 år.

Forbrugeren mente at være berettiget til at ophæve købet (dvs. få købesummen tilbage) eller i hvert fald et forholdsmæssigt afslag i købesummen (dvs. et nedslag i prisen).

Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, foreligger der en mangel ved salgsgenstanden,
hvis den er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge
aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i
§ 75 a ikke er opfyldt.

Efter § 75 a, stk. 2, nr. 1 og 2, skal en salgsgenstand, medmindre andet er aftalt, have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber, som køberen efter genstandens karakter og forholdene i øvrigt har rimelig grund til at forvente, og den skal være egnet til formål, som genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til.

Højesteret anfører i sine præmisser, at disse bestemmelser ved køb af brugte genstande indebærer, at køberen i almindelighed må afstemme sine forventninger efter blandt andet salgsgenstandens alder og tidligere brug, og at køberen herunder ikke kan påberåbe sig forhold, som er en følge af sædvanligt slid og ælde. Det kan være tilfældigt, på hvilket tidspunkt efter risikoens overgang sådanne forhold viser sig i form af f.eks. funktionssvigt.

Da motorproblemet med bådes skyldtes slitage fandt Højesteret herefter, at der ikke foreligger mangler ved båden, og at forbrugeren derfor hverken kunne hæve købet eller kræve forholdsmæssigt afslag.

Læs dommer her.

Mangler ved privat leaset bil

Købeloven gælder for køb. Køber du som forbruger en bil, er du derfor beskyttet af de særlige forbrugerbeskyttende regler, der findes i Købeloven. Det vil typisk være fordi bilen lider af fejl og mangler at du kan få brug for at gøre brug af Købeloven.

Men hvad gælder så, hvis man ikke køber men leaser sin bil som forbruger? Ja, her er du udenfor Købelovens anvendelsesområde. For der er jo ikke tale om et køb, men om leje. Man kan godt i leasingaftalen aftale, at Købeloven skal finde anvendelse, men er det ikke sket, så er vi udenfor Købeloven. I stedet skal fejl, mangler, forsinkelse og anden misligholdelse afgøres efter den såkaldte almindelige obligationsret.

Det betyder ikke nødvendigvis, at man som forbruger af en leaset bil med mangler er helt på herrens mark. Men alt andet lige, har man ikke som forbruger den samme detaljerede beskyttelse som hvis man var omfattet af Købeloven.

Forbrugerklagenævnet har fornyligt [marts 2021] taget stilling til forbrugerens rettigheder i en sag, hvor en brugt leaset bil havde mangler. Der var betalt ca. 40.000 kr. i udbetaling og den månedlige leasingydelse udgjorde ca. 4.000 kr.

Efter at have brugt bilen i en måned blev den undersøgt af FDM, fordi der allerede skulle fyldes olie på, det røg voldsomt ud af udstødningen, og der lugtede kraftigt af brændstof i kabinen, når man brugte bilens airconditionanlæg. Der var også fejljusterede lygter og en defekt tandstangsmanchet.

Forbrugerklagenævnet fandt, at bilen led af væsentlige mangler, fordi bilens stand i den grad afveg fra, hvad man måtte forvente af en bil af det pågældende mærke, udstyrsmodel, årgang og prisniveau.

Og når der er væsentlige mangler kan man som forbruger ophæve aftalen. Det følger af den såkaldte almindelige obligationsret. Forbrugeren kunne derfor blive frigjort fra aftalen og kræve at få udbetalingen tilbage samt erstattet de udgifter, som forbrugeren havde haft til test af bilen.

Forbrugere skal let kunne opsige deres aftaler

Det kan være fristende for en virksomhed at besværliggøre en forbrugers opsigelse af aftalen. Det kan eksempelvis være ved at kræve at opsigelsen skal ske telefonisk eller at man skal møde op fysisk for at opsige. Eller at man skal udfylde alle mulige formularer for at opsige. Det går ikke.

En forbruger skal kunne opsige en forbrugeraftale uden besvær og krumspring fra virksomhedens side for at sætte hindringer i vejen for en opsigelse holder ikke.

Det har Forbrugerombudsmanden fornyligt udtalt i en række sager. Blandt andet blev en fitness kæde kritiseret for at deres vilkår bestemte at opsigelse kun kunne ske ved at man mødte personligt op i fitnesscentret. Og YouSee fik kritik fordi man på hjemmesiden fik det indtryk at opsigelse kun kunne ske ved at ringe op til YouSee (og man ved jo godt at så risikerer man at hænge i timevis i en telefonkø).

Juraen er klar.

Dels følger det af Markedsføringsloven at virksomheder ikke må handle i strid med god marekdsføringskik.

Og derover siger Aftalelovens § 38c, at urimelige aftalevilkår i en forbrugeraftale er ugyldig.

Så medmindre man som virksomhed har en saglig grund til at kræve noget helt særligt til forbrugerens opsigelse er der ingen vej udenom; forbrugeren skal have ret til at opsige med almindelige kommunikationsmidler, hvilket i dag vil sige pr. mail.

Betalingsaftaler kan ikke overdrages uden samtykke fra forbrugeren

For virksomheder, der har et løbende salg til sine kunder, er det ganske værdifuldt, hvis disse kunder har tilmeldt betalingen til en betalingsaftale. Så sker betalingen automatisk, og man undgår at skulle bruge tid og ressourcer på administration.

Det kan eksempelvis være en betalingsaftale på et fitnessabonnement eller til et benzinkort.

Men hvad gælder så, hvis virksomheden bliver solgt? Følger betalingsaftalen automatisk med over? Her skal vi sondre mellem hvorledes virksomheden sælger.

Sælges aktierne i virksomheden til en ny ejer (såkaldt aktiesalg) er virksomheden den samme. Den har samme CVR nr. men har “blot” fået en ny ejer. I dette tilfælde vil betalingsaftalerne automatisk kører videre, selv om der er kommet en ny ejer. Der er ikke noget krav om, at forbrugeren skal give samtykke til dette.

Det vil være anderledes hvis det er aktiverne (herunder kundeaftalerne) i virksomheden, der sælges over til en ny ejer (såkaldt aktivsalg). Her er der tale om mere end et ejerskifte. Det vil være en helt ny virksomhed med et helt nyt CVR nr. som fremadrettet skal levere ydelsen til kunden. Det kan eksempelvis være et lille fitnesscenter, der ved en aktivhandel overdrager lejemål, kunder og inventar til Fitness World.

Ved en aktivhandel er det forbrugerombudsmandens vurdering, at der ikke må ske overdragelse af kundernes betalingsaftaler til den nye ejer.

Der skal gives et samtykke af hver enkelt kunde til, at kundens betalingsaftale også overdrages som led i handlen. Det har Forbrugerombudsmanden vurderer i flere sager, hvor kunderne ikke har givet samtykke til, at deres betalingsaftaler via Betalingsservice blev overdraget. Kunderne fik blot at vide, at den kæde, de var medlem af, var blevet solgt til en anden virksomhed, og at deres betalingsaftale også var blevet overdraget uden at de behøvede at gøre noget.

MEN den går altså ikke. Der skal indhentes et samtykke hos kunden for at kunne overdrage betalingsaftalen som led i en aktivhandel.

Det følger nemlig af betalingslovens § 82, som siger at en betaling kun er korrekt, hvis betaleren har meddelt samtykke til betalingen.

Betalingslovens § 82, stk. 1:

”§ 82. En betalingstransaktion er kun autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre transaktionen. Betaleren kan autorisere betalingstransaktionen før eller efter gennemførelsen af denne, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder. Er der ikke meddelt samtykke, skal betalingstransaktionen anses for uautoriseret.”

Urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler

Efter aftaleloven er urimelige vilkår i forbrugeraftaler ugyldige. Det følger helt specifikt af Aftalelovens § 38C, stk. 1:

§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.

Denne bestemmelse i § 38 c blev indføjet på baggrund af et EU-direktiv, der forpligtede medlemsstaterne til at indføre lovgivning, der beskytter europæiske forbrugere mod urimelige aftaler (Rådsdirektiv 93/13/EØF om urimelige kontraktsvilkår i Forbrugeraftaler).

Bestemmelsen i § 38 c er dog ikke synderlig konkret i beskrivelsen af, hvilken type vilkår i en forbrugeraftale, der vil være urimelige. Men her er der hjælp at hente i et bilag til direktivet. Bilaget kommer med en række eksempler på vilkår, der er urimelige og derved ugyldige, helt eller delvist. Det kan eksempelvis være vilkår, der giver den erhvervsdrivende ret til ensidigt at ændre vilkårene, vilkår med vidtgående ansvarsfraskrivelser eller automatisk forlængelse.

Her kan du se bilaget i sin helhed:

BILAG TIL RÅDSDIRKETIV OM URIMELIGE KONTRAKSVILKÅR I FORBRUGERAFTALER (93/13/EØF)

KONTRAKTVILKAAR SOM OMHANDLET I ARTIKEL 3, STK. 3 1. Kontraktvilkår, hvis formål eller virkning er følgende:

a) at udelukke eller begrænse den erhvervsdrivendes lovbestemte ansvar i tilfælde af, at forbrugeren doer eller beskadiges legemligt som følge af en handling eller en udeladelse fra den erhvervsdrivendes side

b) at udelukke eller på uhensigtsmæssig vis at begrænse forbrugerens lovbestemte rettigheder over for den erhvervsdrivende eller en anden part i tilfælde af, at den erhvervsdrivende ikke har opfyldt forpligtelserne efter aftalen, eller kun har opfyldt dem delvis eller mangelfuldt, herunder muligheden for at udligne en gæld til den erhvervsdrivende med et tilgodehavende hos denne

c) at skabe en bindende forpligtelse for forbrugeren, mens den erhvervsdrivendes ydelser er underlagt en betingelse, hvis opfyldelse alene afhænger af hans vilje

d) at tillade den erhvervsdrivende at beholde et af forbrugeren indbetalt beløb, når denne ikke ønsker at indgå eller gennemføre aftale, uden at forbrugeren har ret til en godtgørelse af tilsvarende størrelse fra den erhvervsdrivende, hvis det er den erhvervsdrivende selv, der opgiver aftalen

e) at pålægge en forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, en uforholdsmæssigt stor godtgørelse

f) at tillade den erhvervsdrivende at opsige aftalen efter forgodtbefindende, medmindre der gives forbrugeren samme mulighed, som at tillade den erhvervsdrivende at beholde et af forbrugeren indbetalt beløb for tjenesteydelser, som den erhvervsdrivende endnu ikke har leveret, hvis det er den erhvervsdrivende selv, der opsiger aftalen

g) at tillade den erhvervsdrivende uden rimeligt varsel at bringe en aftale indgået på bestemt tid til ophør, medmindre der er alvorlige grunde hertil

h) automatisk at forlænge en aftale med begrænset varighed, hvis forbrugeren ikke har givet udtryk for ønske om det modsatte, når den dato, der er fastsat som sidste frist for forbrugeren til at give udtryk for sit ønske om, at aftalen ikke skal forlænges, ligger urimeligt langt fra datoen for aftalens udløb

i) bindende for forbrugeren at fastslå, at denne har accepteret vilkår, som han rent faktisk ikke har haft mulighed for at stifte bekendtskab med inden aftalens indgåelse

j) at tillade den erhvervsdrivende ensidigt at ændre kontraktvilkårene uden gyldig og i aftalen anført grund

k) at tillade den erhvervsdrivende ensidigt uden gyldig grund at ændre egenskaberne ved det produkt eller den tjenesteydelse, der skal leveres

l) at bestemme, at vareprisen skal afgøres på leveringstidspunktet, eller at tillade sælgeren af en vare eller leverandøren af tjenesteydelser at sætte prisen op, uden at forbrugeren i begge tilfælde har en tilsvarende ret til at annullere kontrakten, hvis den endelige pris er for høj i forhold til den pris, der blev aftalt ved kontraktens indgåelse

m) at give den erhvervsdrivende ret til at afgøre, om den leverede vare eller tjenesteydelse opfylder kontraktvilkårene, eller at give denne en ensidig ret til at fortolke det enkelte kontraktvilkår

n) at begrænse den erhvervsdrivendes pligt til at respektere de forpligtelser, som dennes befuldmægtigede har indgået, eller at gøre den erhvervsdrivendes forpligtelser betinget af, at en særlig formalitet overholdes

o) at pålægge forbrugeren pligt til at opfylde sine forpligtelser, selv om den erhvervsdrivende ikke opfylder sine

p) at give den erhvervsdrivende mulighed for uden forbrugerens samtykke at overdrage aftalen, når dette kan føre til en forringelse af forbrugerens garanti

q) at ophæve eller indskrænke forbrugerens adgang til at rejse søgsmål eller benytte andre retsmidler, navnlig ved at pålægge forbrugeren et krav om udelukkende at lade evt. tvister afgøre ved voldgift, der ikke er omfattet af retlige bestemmelser, ved uretmæssigt at begrænse de bevismuligheder, som forbrugeren har til rådighed, eller ved at pålægge denne en bevisbyrde, der ifølge gældende ret ligger hos en anden aftalepart.

2. Rækkevidden af litra g), j) og l)

a) Litra g) forhindrer ikke, at en leverandør af finansielle tjenesteydelser ensidigt og, hvis der foreligger gyldig grund, uden varsel kan bringe en aftale, der er indgået på ubestemt tid, til ophør, forudsat at den erhvervsdrivende forpligtes til omgående at give den anden eller de andre aftaleparter meddelelse herom.

b) Litra j) forhindrer ikke, at en leverandør af finansielle tjenesteydelser kan forbeholde sig ret til, hvis der foreligger gyldig grund, uden varsel at ændre den rentesats, som forbrugeren skal betale, eller beløbet for andre udgifter i forbindelse med finansielle tjenesteydelser, forudsat at den erhvervsdrivende forpligtes til snarest muligt at give den anden eller de andre aftaleparter meddelelse herom, og at den anden eller de andre aftaleparter omgående kan opsige aftalen.

Litra j) forhindrer heller ikke, at en erhvervsdrivende kan forbeholde sig ret til ensidigt at ændre vilkårene i en aftale, der er indgået på ubestemt tid, forudsat at han forpligtes til at underrette forbrugeren med et rimeligt varsel, og at denne kan opsige aftalen.

c) Litra g), j) og l) gælder ikke for:

– forretninger i forbindelse med værdipapirer, finansielle instrumenter og andre varer eller tjenesteydelser, hvis pris er bundet til svingninger i en kurs, et børsindeks eller en finansmarkedsrente, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på

– aftaler om køb eller salg af fremmed valuta, rejsechecks eller internationale postanvisninger, der lyder på en fremmed valuta.

d) Litra l) er ikke til hinder for lovformelige prisreguleringsklausuler, såfremt retningslinjerne for prissvingningerne er udførligt beskrevet i kontrakten.

Ingen fortrydelsesret ved leasing og leje af biler

Som forbruger har man som den altovervejende hovedregel en ret til at fortryde en aftale, der er indgået via nettet. Det er et grundlæggende princip i forbrugerretten, nemlig at man kan fortryde de såkaldte fjernsalgsaftaler, dvs. aftaler hvor køber og sælger ikke har mødtes fysisk og hvor forbrugeren ikke har haft mulighed for at se varen inden den blev købt.

Men ingen hovedregel uden undtagelser.

En vigtig undtagelse til fortrydelsesretten finder du i Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 12, som siger at der ikke er nogen fortrydelsesret på biludlejningsvirksomhed. Dette omfatter både kortidsleje, f.eks. hvis man er på ferie og har brug for at leje en bil i en uge, samt langtidsleje, dvs. leasing af bil for en længere periode.

Baggrunden for, at man undtager biludlejning fra fortrydelsesretten er, at når man har booket en billeje er bilen så at sige afsat og kan derfor ikke lejes ud til anden side. Ligesom hvis man køber en flybillet og flyselskabet herefter ikke kan sælge det samme sæde igen. Derfor vil det ramme den erhvervsdrivende unødigt hårdt, hvis denne skulle risikere at forbrugeren fortrød i op til 14 dage.

Forbrugerklagenævnet tager stilling til rækkevidde af Producentgaranti

Forbrugerklagenævnet har i en principiel sag taget stilling til, hvad en forbruger har krav på, hvis der er givet en garanti af producenten. I den konkrete sag havde en forbruger købt en computer, hvor batteriet viste sig at aflade for hurtigt. Computeren blev herefter af virksomheden byttet til en “ny” computer, der indeholdte ”refurbished” dele, dvs. brugte dele fra andre tilsvarende computere. Det var forbrugeren ikke tilfreds med. Han mente at have krav på en fabriksny computer under garantien og klagede derfor til forbrugerklagenævnet.

Forbrugeren fik ikke medhold.

Forbrugerklagenævnet satte sig ind i virksomheden garantibestemmelser og her stod der, at man ved reklamationer havde ret til at ombytte til en refurbished computer. Forbrugerklagenævnet lægger i denne forbindelse vægt på, at det efter dansk ret ikke påhviler producenter en pligt til at udstede en produktgaranti, hvorfor indholdet af garantien derfor er afgørende for, hvilke beføjelser forbrugeren kan påberåbe sig over for virksomheden.

Afgørelsen er lige efter bogen og der kan ikke sættes en fingeren på den.

Tavshedsklausul i forbrugerforlig ugyldig

Du er som forbruger raget uklar med din bank og indgiver en klage over banken. Måske du også køre en retssag mod banken eller omtaler banken negativt på sociale medier mv. Banken forliger sagen med dig og indsætter i forliget en klausul om, at du skal trække klagen eller retssagen tilbage samt at du ikke må omtale at du har indgået et forlig med banken; en såkaldt tavshedsklausul.

Forbrugerombudsmanden har nu haft mulighed for at vurdere om sådanne tavshedsklausuler i et forlig, som banken indgår med kunden, er gyldige eller om forbrugeren kan se bort fra klausulen og bryde den uden konsekvenser. Det korte svar er, at en klausul om tavshed ikke binder forbrugeren.

I den konkrete sag var der tale om en kunde i Basisbank, der var raget uklar med banken, fordi kunden mente, at banken havde foretaget en utilstrækkelig kreditvurdering af kunden. Kunden indgav en klage til forbrugerombudsmanden om dette.

Under Forbrugerombudsmandens behandling af klagen tilbød banken et forlig, hvis forbrugeren efterlevede to klausuler om for det første at trække klagen over banken tilbage og for det andet at undlade at omtale forliget såvel privat som offentligt.

Disse to klausuler i forliget er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ugyldige.

Forbrugerombudsmanden finder de to klausuler urimelige og i strid med hæderlig forretningsskik, fordi forbrugeren fratages centrale rettigheder som ytringsfrihed og adgangen til håndhævelsesmyndigheder og juridisk bistand. Virksomheder kan efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke forpligte forbrugerne til at give afkald på disse rettigheder.

Miljøtillæg skal have noget med miljø at gøre. Ellers er det vildledning.

Forbrugerombudsmanden har netop udskrevet en stak bøder til virksomheder, der har opkrævet “miljøtillæg” i strid med Markedsføringsloven.

Det er nemlig sådan, at markedsføring ikke må indeholde forkerte prisoplysninger og ikke må være vildledende. Det fremgår klart af Markedsføringslovens §§ 5 og 6.

Nogle dealsites, blandt andet det Berlingske ejede Sweetdeal, havde i strid med Markedsføringsloven markedsført forskellige hotel-og kroophold til nogle skarpe priser. Men det var slet ikke muligt at bestille opholdene til den skarpe pris, da der undervejs i bestillingsprocessen kom diverse tillæg på prisen, herunder et såkaldt “miljøtillæg”.

Dette var en overtrædelse af Markedsføringsloven.

Dels skal prisen ved markedsføring oplyses inklusive tillæg, der ikke kan fravælges.

Dels må et miljøtillæg ikke markedsføres som miljøtillæg, medmindre det rent faktisk var en særlig saglig grund til at opkræve et miljøtillæg. Et “miljøtillæg” kan give forbrugerne en opfattelse af, at det drejer sig om et lovbestemt gebyr, som man er forpligtet til at betale. Og da tillægget i øvrigt ikke var begrundet i særlige miljømæssige hensyn kostede det altså en bøde til Sweetdeal på kr. 120.000.