Professor Ditlev Tamm argumenterer i kronikken i Berlingske Tidende 17. juni for, at der skal føres en grundlovssag om forbud af Hizb ut-Tahrir, selvom rigsadvokaten har vurderet, at sagen ikke vil kunne vindes. En af Ditlev Tamms begrundelser er, at når man i Tyskland kan forbyde Hizb ut-Tahrir, må det da også kunne lade sig gøre i Danmark.

Sammenligningen er forkert og svarer til at konkludere, at der er pligt til at køre med sele på cykel, fordi der for biler gælder en selepligt. Den tyske grundlov er således på grund af landets brutale historie (nazitiden og RAF-terriosmen) udstyret med nogle ganske andre redskaber end den antikverede danske grundlov fra 1849. Redskaber, som giver den tyske stat ret og pligt til at forbyde organisationer, der – selv med fredelige midler – bekæmper de demokratiske principper. Efter den tyske grundlov kan en forening således ikke blot forbydes, hvis den foretager egentlige strafbare handlinger (således som det også er muligt i Danmark), men også hvis foreningen modarbejder den demokratiske orden eller mellemfolkelige forståelse.

Denne sidste mulighed for at forbyde en forening eksisterer ikke i Danmark, og det er således ikke en tilfældighed, at der i Tysklands nyere historie er blevet forbudt 95 foreninger mod kun to forbud i Danmark.

I stedet for at argumentere for førelsen af en juridisk tvivlsom grundlovsag mod Hizb ut-Tahrir, burde Ditlev Tamm forsøge at overbevise partifællerne i Det Konservative Folkeparti om nødvendigheden af en grundlovsrevision. En revision, som de Konservative sammen med Venstre og DF indtil videre har modsat sig som værende overflødig. Det er imidlertid på høje tid, at grundloven bringes ind i det 21. århundrede, og bliver gearet til de udfordringer, som Danmark i dag står overfor.