Når virksomheder udarbejder kontrakter eller handelsbetingelser, er det afgørende, at bestemmelserne er klare og præcise. Hvis der opstår tvivl om betydningen af en bestemmelse, kan det nemlig få konsekvenser for den part, der har skrevet teksten.
I dansk aftaleret findes to centrale fortolkningsprincipper, som ofte anvendes i den situation:
Koncipistreglen – uklarhed rammer forfatteren
Koncipistreglen betyder, at en uklar bestemmelse i en aftale som udgangspunkt fortolkes mod den part, der har konciperet (dvs. udarbejdet) bestemmelsen eller aftalen.
Rationalet er enkelt: Den part, der har haft mulighed for at formulere bestemmelsen, har også haft mulighed for at gøre den klar og utvetydig. Hvis bestemmelsen alligevel er uklar, bør modparten ikke bære risikoen for denne uklarhed.
I praksis betyder det, at standardvilkår, forretningsbetingelser og kontraktbestemmelser, som ens egen virksomhed har udarbejdet, kan blive fortolket til modpartens fordel, hvis der er tvivl om betydningen.
Minimumsreglen – den snævre fortolkning
Minimumsreglen indebærer, at hvis der er uklarhed omkring en bestemmelses rækkevidde, skal bestemmelsen fortolkes på den mindst byrdefulde eller mindst vidtgående måde.
Reglen fungerer som en slags “sikkerhedsventil”, der sikrer, at en part ikke bliver bundet af en vidtgående fortolkning af en uklar bestemmelse, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse.
Et konkret eksempel: Printer-sagen (FKN 09/02168)
En sag fra Forbrugerklagenævnet illustrerer tydeligt, hvordan reglerne kan få praktisk betydning.
En forbruger købte en printer, men ønskede efterfølgende at fortryde købet. Sælger afviste fortrydelsen med henvisning til sine forretningsbetingelser, hvor der stod:
“Ved køb af printere må farvepatronerne ej heller åbnes, hvis returretten skal opretholdes.”
Printeren var taget i brug, og patronerne var isat. Sælger mente derfor, at fortrydelsesretten var bortfaldet. Forretningsbetingelserne var korrekt fremsendt pr. mail ved købet, som foreskrevet i forbrugeraftaleloven.
Nævnet vurderede imidlertid, at formuleringen i forretningsbetingelserne ikke opfyldte kravet om, at forbrugeren udtrykkeligt skulle gøres opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gjaldt, hvis printeren blev taget i brug. Selvom det var åbenbart, at isætning af patroner formindskede printerens salgsværdi, fandt nævnet, at teksten var for uklar.
Resultatet blev, at forbrugeren fik medhold og kunne fortryde købet. Nævnet anvendte her både en koncipistbetragtning (uklarheden ramte sælgeren, der havde skrevet betingelserne) og minimumsreglen (betingelsen blev fortolket snævert).
Praktiske pointer til virksomheder
- Sørg for, at kontrakter og handelsbetingelser er klare, konkrete og utvetydige.
- Vær særligt opmærksom på bestemmelser, der begrænser rettigheder for modparten – disse skal fremhæves tydeligt, hvis du lovligt må begrænse rettighederne (i mange tilfælde er en begrænsning af rettighederne ugyldig, selv hvis fremhævet).
- Husk, at uklarheder typisk fortolkes mod dig, hvis du er afsenderen.
- Brug juridisk rådgivning til at kvalitetssikre standardvilkår, så du undgår dyre fortolkningskonflikter senere.