Kategoriarkiv: Forbrugerkøb

Ophævelse af pakkerejse under COVID-19 – en sag hele vejen gennem systemet

Udgivet den af

Sagen blev ført af mig for to unge klienter, som efter deres studentereksamen i 2020 – i deres sabbatår – skulle på deres længe planlagte drømmerejse til Asien. Rejsen var en omfattende rundrejse med flere destinationer og arrangementer over en længere periode.

Som for så mange andre blev planerne brat ændret, da COVID-19-pandemien ramte verden i foråret 2020, og Udenrigsministeriet begyndte at fraråde ikke-nødvendige rejser. Klienterne afbrød rejsen og rejste tidligere hjem, men rejsebureauet afviste efterfølgende at tilbagebetale det fulde beløb.

Sagen blev først behandlet i Pakkerejsenævnet, hvor vi fik fuldt medhold. Rejsebureauet valgte herefter at indbringe sagen for byretten – hvor vi igen vandt. Det stoppede imidlertid ikke her. Rejsebureauet ankede dommen til landsretten, og sagen var berammet til behandling i starten af 2026.

Kort tid inden hovedforhandlingen valgte rejsebureauet imidlertid at hæve ankesagen. Konsekvensen heraf er, at byrettens dom står ved magt og nu er endelig.

Nedenfor gennemgås byrettens afgørelse og de centrale juridiske pointer.

COVID-19-pandemien gav anledning til en lang række tvister mellem rejsende og rejseudbydere. Dommen giver vigtig afklaring af, hvornår en forbruger er berettiget til at ophæve en pakkerejse og få pengene tilbage, når ekstraordinære omstændigheder griber ind i rejsens gennemførelse.

Efter lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer § 25, stk. 1, kan den rejsende hæve aftalen, hvis der foreligger en mangel, som væsentligt påvirker pakkerejsen. Ved ophævelse har den rejsende krav på tilbagebetaling af det betalte beløb, dog med fradrag af værdien af den del af rejsen, der allerede er gennemført.

Sagen angik en længere rundrejse i Sydøstasien med flere destinationer, flyrejser og forudbestilte arrangementer. Under rejsen – i marts 2020 – indførte Udenrigsministeriet først rejsefrarådning til udvalgte lande og kort efter til hele verden som følge af COVID-19-situationen.

Rejseudbyderens konsulent orienterede de rejsende om frarådningen og oplyste, at den ville få konsekvenser for rejsen. På den baggrund – og efter rådgivning – valgte de rejsende at afbryde opholdet og rejse hjem væsentligt tidligere end planlagt.

Retten lagde vægt på flere forhold:

  • at der var tale om en lang og kompleks rundrejse med mange resterende rejsedage,
  • at der herskede betydelig usikkerhed om flyafgange, overnatninger og arrangementer,
  • at rejseudbyderen ikke selv havde overblik over, om rejsen kunne gennemføres som aftalt,
  • og at Udenrigsministeriets rejsefrarådninger var klare og hurtigt eskalerende.

Under disse omstændigheder fandt retten, at de rejsende med rette kunne have den berettigede opfattelse, at pakkerejsen ikke længere kunne leveres som aftalt, og at manglen væsentligt påvirkede rejsen.

Forslaget om at fortsætte rejsen til en anden destination blev ikke anset som et reelt afhjælpningsforsøg.

Retten gav de rejsende medhold i, at de var berettiget til at ophæve pakkerejsen. De havde derfor krav på:

  • tilbagebetaling af alle betalte beløb
  • med fradrag af værdien af den del af rejsen, der allerede var gennemført
  • samt procesrente fra ophævelsestidspunktet.

Rejseudbyderen blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger.

Dommen viser, at:

  • Det ikke er afgørende, om det på ophævelsestidspunktet med sikkerhed kan fastslås, at rejsen ville være umulig at gennemføre.
  • Det afgørende er, om den rejsende på et objektivt og sagligt grundlag har haft en berettiget opfattelse af, at rejsen var væsentligt påvirket.
  • Officielle rejsefrarådninger og manglende leveringssikkerhed vejer tungt i vurderingen.

Dommen giver dermed vigtig vejledning for både forbrugere og rejseudbydere ved ekstraordinære hændelser som pandemier, naturkatastrofer eller alvorlige sikkerhedssituationer.

Koncipist- og minimumsreglen – når uklarheder i aftaler fortolkes

Udgivet den af

Når virksomheder udarbejder kontrakter eller handelsbetingelser, er det afgørende, at bestemmelserne er klare og præcise. Hvis der opstår tvivl om betydningen af en bestemmelse, kan det nemlig få konsekvenser for den part, der har skrevet teksten.
I dansk aftaleret findes to centrale fortolkningsprincipper, som ofte anvendes i den situation:

Koncipistreglen – uklarhed rammer forfatteren

Koncipistreglen betyder, at en uklar bestemmelse i en aftale som udgangspunkt fortolkes mod den part, der har konciperet (dvs. udarbejdet) bestemmelsen eller aftalen.
Rationalet er enkelt: Den part, der har haft mulighed for at formulere bestemmelsen, har også haft mulighed for at gøre den klar og utvetydig. Hvis bestemmelsen alligevel er uklar, bør modparten ikke bære risikoen for denne uklarhed.

I praksis betyder det, at standardvilkår, forretningsbetingelser og kontraktbestemmelser, som ens egen virksomhed har udarbejdet, kan blive fortolket til modpartens fordel, hvis der er tvivl om betydningen.

Minimumsreglen – den snævre fortolkning

Minimumsreglen indebærer, at hvis der er uklarhed omkring en bestemmelses rækkevidde, skal bestemmelsen fortolkes på den mindst byrdefulde eller mindst vidtgående måde.
Reglen fungerer som en slags “sikkerhedsventil”, der sikrer, at en part ikke bliver bundet af en vidtgående fortolkning af en uklar bestemmelse, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse.

Et konkret eksempel: Printer-sagen (FKN 09/02168)

En sag fra Forbrugerklagenævnet illustrerer tydeligt, hvordan reglerne kan få praktisk betydning.

En forbruger købte en printer, men ønskede efterfølgende at fortryde købet. Sælger afviste fortrydelsen med henvisning til sine forretningsbetingelser, hvor der stod:

“Ved køb af printere må farvepatronerne ej heller åbnes, hvis returretten skal opretholdes.”

Printeren var taget i brug, og patronerne var isat. Sælger mente derfor, at fortrydelsesretten var bortfaldet. Forretningsbetingelserne var korrekt fremsendt pr. mail ved købet, som foreskrevet i forbrugeraftaleloven.

Nævnet vurderede imidlertid, at formuleringen i forretningsbetingelserne ikke opfyldte kravet om, at forbrugeren udtrykkeligt skulle gøres opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gjaldt, hvis printeren blev taget i brug. Selvom det var åbenbart, at isætning af patroner formindskede printerens salgsværdi, fandt nævnet, at teksten var for uklar.

Resultatet blev, at forbrugeren fik medhold og kunne fortryde købet. Nævnet anvendte her både en koncipistbetragtning (uklarheden ramte sælgeren, der havde skrevet betingelserne) og minimumsreglen (betingelsen blev fortolket snævert).

Praktiske pointer til virksomheder
  • Sørg for, at kontrakter og handelsbetingelser er klare, konkrete og utvetydige.
  • Vær særligt opmærksom på bestemmelser, der begrænser rettigheder for modparten – disse skal fremhæves tydeligt, hvis du lovligt må begrænse rettighederne (i mange tilfælde er en begrænsning af rettighederne ugyldig, selv hvis fremhævet).
  • Husk, at uklarheder typisk fortolkes mod dig, hvis du er afsenderen.
  • Brug juridisk rådgivning til at kvalitetssikre standardvilkår, så du undgår dyre fortolkningskonflikter senere.

Ugyldigt vilkår i leasingaftale: Når forbrugeren pålægges at finde en køber

Udgivet den af

Leasing af biler er populært blandt forbrugere, men engang imellem kan man som forbruger bliver overrasket over vilkårene ved aftalens udløb og hvor det kan vise sig ganske dyrt at afslutte en leasingaftale, fordi der i det “med småt” står at forbrugeren skal anvise en køber med CVR til en given minimumspris.

Sagen kort: Forbruger pålagt at finde køber til restværdi

En forbruger indgik en leasingaftale på 12 måneder om en brugt elbil. Ifølge aftalen havde forbrugeren ingen køberet ved leasingens udløb – men til gengæld pligt til at anvise en tredjemand med CVR-nummer, som skulle købe bilen til en på forhånd fastsat minimum restværdi. Hvis denne tredjemand ikke kunne findes eller hvis bilen ikke kunne sælge til minimumsprisen, ville forbrugeren selv hæfte for differencen mellem den fastsatte restværdi og den faktiske salgspris.

Restværdien var ensidigt fastsat af leasingselskabet og lå væsentligt over bilens reelle markedsværdi ved leasingperiodens udløb – især i lyset af de betydelige prisfald på elbiler i løbet af perioden.

Hvorfor kan vilkåret være ugyldigt?

Denne type aftaler udgør typisk en forbrugeraftale og er derfor underlagt reglerne i aftalelovens kapitel om forbrugeraftaler (§§ 38 a–c). Det rejser flere alvorlige juridiske problemer:

Manglende klarhed og forståelighed

Ifølge aftalelovens § 38 b, stk. 2, skal et forbrugervilkår være klart og forståeligt. I sagen her var det uklart, hvilken økonomisk risiko forbrugeren faktisk påtog sig. Vilkåret fremstod som en administrativ anvisningspligt, men medførte reelt et økonomisk hæftelsesansvar i tilfælde af prisfald.

Skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser

Efter aftalelovens § 38 c, stk. 1, er et vilkår ugyldigt, hvis det medfører en betydelig skævhed i forpligtelserne til skade for forbrugeren. Det er netop, hvad der er tilfældet her: Leasingselskabet fastsætter ensidigt en restværdi – og forbrugeren pålægges hele risikoen for markedsudsving. Dette kan være i strid med loven.

Manglende forhandling og rådgivning

Leasingaftalen var standardvilkår uden forhandling og uden nogen form for juridisk rådgivning. Dette svækker leasingselskabets muligheder for at fastholde vilkåret over for en forbruger, især når det kommer til økonomisk byrdefulde forpligtelser.

Hvad betyder det for dig?

Hvis du som forbruger får oplyst, at du selv skal finde en CVR-registreret køber til bilen ved leasingens udløb – eller hæfte for restværdien, hvis det ikke lykkes – bør du søge juridisk rådgivning. Det kan argumenteres med en vis styrke for, at sådant vilkår være ugyldigt. Særligt hvis restværdien er urealistisk høj, og hvis vilkåret ikke er formuleret klart eller tydeligt. Der ligger dog endnu ingen domspraksis som har taget stilling til spørgsmålet.

Konklusion: Forbrugeren har ikke altid det sidste ansvar

📌 Har du også fået en leasingaftale med anvisningspligt?

Har dit leasingselskab krævet, at du finder en køber til bilen – eller at du hæfter for en urealistisk restværdi? Så er det vigtigt at kende dine rettigheder.

Hos b2claw.dk hjælper vi forbrugere med at forstå og håndhæve deres rettigheder i leasing- og købsaftaler.

📞 Kontakt advokat Michael Thiesen for en vurdering af din sag – det koster ikke noget at spørge.

👉 Læs mere eller skriv til os her

Undersøgelsesgebyr kræver aftale

Udgivet den af

Særligt ved salg af elektronik, hvor det erfaringsmæssigt er vanskeligt uden videre at udlede, om der er fejl ved produktet og i givet fald, om fejlen skyldes købers forkerte brug, er det ikke usædvanligt, at der i de almindelige vilkår optages bestemmelse om, at køber skal betale et gebyr for den undersøgelse, som sælger iværksætter i forbindelse med en mangelindsigelse.

Sådanne vilkår ses anvendt både overfor erhvervsdrivende og forbrugere. På det politiske plan har især Forbrugerrådet Tænk advokeret for en ændring af købeloven, således at der ved reklamationer indenfor den toårige reklamationsfrist ikke er adgang til at opkræve undersøgelsesgebyrer overfor forbrugerne.

Kontakt advokat Michael Thiesen for yderligere rådgivning om undersøgelsesgebyrer i din virksomheds almindelige vilkår

Aftale om undersøgelsesgebyr i de almindelige vilkår

I såvel forbruger- som handelskøbet er den helt afgørende forudsætning for at kunne opkræve et undersøgelsesgebyr, at dette er aftalt med køberen. Aftalen kan være indeholdt i de almindelige vilkår, men kan også indgås særskilt forud for undersøgelsens iværksættelse, dvs. typisk ved købers indlevering af salgsgenstanden i forbindelse med en reklamation. Derudover vil der i handelskøbet – men næppe i forbrugerkøbet – kunne opkræves et undersøgelsesgebyr, såfremt der er sædvane eller kutyme herfor i branchen.

At opkrævning af undersøgelsesgebyr i hvert fald i forbrugerkøbet forudsætter aftale herom, er fastslået i en række afgørelser fra Forbrugerklagenævnet, jf. blandt andet:

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2002-4031/7-2198: Sælger fandtes ikke berettiget til at opkræve et undersøgelsesgebyr, allerede fordi det ikke var bevist, at der var indgået aftale med forbrugeren om, at denne skulle betale et testgebyr, såfremt sælgeren ikke kunne konstatere mangler ved det solgte.

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-15: Et digitalkamera blev beskadiget i forbindelse med købers forsøg på at opdatere kameraets firmware via producentens hjemmeside. I forbindelse med reklamationsbehandlingen blev køber opkrævet et undersøgelsesgebyr af sælgeren. Det fandtes ikke godtgjort, at skaderne skyldtes mangler ved kameraet, hvorfor køberens reklamation var uberettiget. Om undersøgelsesgebyret udtalte Forbrugerklagenævnet, at det påhviler sælgeren at godtgøre, at denne har været berettiget til et sådant gebyr. Lider en salgsgenstand af mangler, som køberen kan kræve afhjulpet, er sælgeren ifølge købelovens regler, som ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, forpligtet til vederlagsfrit at tage stilling til reklamationen og udføre afhjælpning gratis, jf. herved købelovens § 78a sammenholdt med § 1, stk. 2.

Skal sælger kunne kræve et undersøgelsesgebyr påhviler det derfor denne at godtgøre, at der ikke er mangler ved det solgte. Derudover påhviler det sælger at godtgøre, at det udtrykkeligt er aftalt, at der i denne situation skal betales et undersøgelsesgebyr, da forbrugeren jo ved at kræve afhjælpning ikke har bestilt en ydelse, som der skal betales for. Da sælgeren ikke havde bevist, at det var aftalt, at der skulle betales et undersøgelsesgebyr, såfremt der ikke kunne konstatere mangler ved det solgte, kunne køber kræve det erlagte undersøgelsesgebyr tilbagebetalt.

Det bør så vidt muligt tilstræbes, at der i de almindelige vilkår sker en konkret beløbsmæssig angivelse af undersøgelsesgebyrets størrelse, således at aftaleparten er bekendt hermed.

Gebyrets størrelse

Et i de almindelige vilkår aftalt gebyr, der beløbsmæssigt anses for urimeligt, vil kunne tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 36 samt – i forbrugerkøbet – aftalelovens § 38C. Se til eksempel Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45 angående et undersøgelsesgebyr på kr. 459, som sælger havde betinget sig, såfremt der ikke var tale om mangler ved et digital kamera. Da det var ubestridt, at køberen var blevet blev oplyst herom ved kameraets indlevering til undersøgelse, og da skaden på kameraet skyldes forbrugerens egne forhold, var sælger ikke afskåret fra at opkræve gebyret, da dette ikke oversteg, hvad der måtte anses for et rimeligt vederlag for den af sælger foretagne undersøgelse.

Indeholder de almindelige vilkår ingen bestemmelse om gebyrets beløbsmæssige størrelse, vil der i handelskøbet skulle betales, hvad sælger forlanger, medmindre dette er ubilligt, jf. princippet i købelovens § 5. I forbrugerkøbet vil der skulle betales, hvad der må anses for rimeligt, jf. princippet i Købelovens § 72. Vurdering af, om et gebyr er rimeligt eller ej, afhænge af omfanget af og kompleksiteten ved undersøgelsen af salgsgenstanden. I Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45, fandtes et undersøgelsesgebyr på 459 kr. for rimeligt, henset til at sælgers værksted havde været nødt til at adskille den solgte genstand (digitalkamera) for at undersøge skaden og dens omfang.

Tavshedsklausul ugyldig

Udgivet den af

Selfie ApS stødte på udfordringer, da de implementerede en tavshedsklausul i deres handels- og lejebetingelser. Forbrugerombudsmanden vurderede det som i strid med markedsførings- og aftaleloven. Klausulen forsøgte at forhindre negative anmeldelser ved trusler om krav mod kunder.

Forbrugerombudsmanden fastslår forbrugernes ret til at ytre sig og anmelde virksomheder. Tavshedsklausulen, der frasagde forbrugere retten til negative anmeldelser, blev anset som urimelig.

Virksomheder bør se deres vilkår igennem og sikre at de ikke indeholder sådanne ugyldige tavshedsklausuler. Selfie ApS har fjernet klausulen, og sagen fremhæver vigtigheden af forbrugerens ret til at ytre sig.

I henhold til markedsføringsloven § 3, stk. 1, skal virksomheder udvise god markedsføringsskik, mens aftalelovens § 38 c, stk. 1, jf. § 36, giver mulighed for at tilsidesætte aftalevilkår i forbrugeraftaler, der strider imod hæderlig forretningsskik. Disse paragraffer er afgørende for Forbrugerombudsmandens vurdering af Selfie ApS’ tavshedsklausul.

Forbrugerkøb og netauktioner

Udgivet den af

KØBELOVEN indeholder regler om forbrugerkøb, der på mange punkter giver forbrugeren en særlig beskyttet og gunstig retsstilling. Der foreligger efter KØBELOVEN et forbrugerkøb, når forbrugeren handler udenfor sit erhverv (man køber med andre ord varen til privat brug) og sælgeren af varen er en erhvervsdrivende.

Der foreligger også et forbrugerkøb, hvis sælgeren af varen er en privat person, men salget formidles af en erhvervsdrivende. Salg via en netauktion til en forbruger vil derfor altid være et forbrugerkøb, uanset om ejeren af den solgte genstand er en erhvervsdrivende eller en privat person. Dette skyldes, at en erhvervsdrivende formidler salget.

Når en forbrugers køb på en netauktion i alle tilfælde behandles som et forbrugerkøb, vil forbrugeren således være beskyttet af de særlige regler, der gælder for forbrugerkøbet. Disse særlige beskyttelsesregler kan (i modsætning til handelskøbet) ikke fraviges ved aftale, f.eks. i den erhvervsdrivendes salgsvilkår.

Nedenfor lister jeg nogle at de væsentligste beskyttelsesregler efter KØBELOVEN, der vil gælde for en forbruger ved køb på en netauktion:

  • Det kan ikke bestemmes i vilkårene, at varen er ”købt som beset”. En sådan klausul om ”købt som beset” eller tilsvarende har ingen retsvirkning og kan derfor ikke håndhæves overfor forbrugeren. Forbrugeren kan altså rejse sædvanlige mangelskrav.
  • Hvis der er mangler kan køberen som udgangspunkt kræve, at sælgeren afhjælper manglen.
  • Reklamation indenfor 2 måneder efter købet er altid rettidig.
  • Der vil altid være 2 års reklamationsret over mangler.

Fortrydelsesret efter Forbrugeraftaleloven

Efter FORBRUGERAFTALELOVEN vil der med samme begrundelse som ovenfor foreligge en forbrugeraftale ved en forbrugers køb af en vare på en netauktion. Dette gælder uanset om sælgeren er privat eller erhvervsdrivende, fordi man som erhvervsdrivende formidler salget.

Konsekvensen af dette vil efter FORBRUGERAFTALELOVEN være, at forbrugeren har 14 dages fortrydelsesret. Dette skyldes, at der ved netauktioner er tale om såkaldt fjernsalg – altså hvor sælger og køber ikke mødes fysisk i en butik eller lignende. Fortrydelsesretten gælder også selv om forbrugeren inden netauktionen har haft mulighed for at besigtige genstanden.

Den erhvervsdrivende er derfor forpligtet til at oplyse forbrugeren om fortrydelsesretten.

Hvis fortrydelsesretten udnyttes af forbrugeren, skal købesummen returneres til forbrugeren. Dette omfatter også det hammerslagsgebyr og salær, som den erhvervsdrivende måtte have opkrævet overfor forbrugeren.

Formodningsregel i købeloven udvides til 1 år

Udgivet den af

Ved forbrugerkøb gælder der en vigtig formodningsregel; nemlig at en mangel ved det købte formodes at have været tilstede på købstidspunktet, såfremt manglen opstår op til 6 måneder efter købet. Denne frist på 6 måneder udvises nu til 12 måneder.

Fra den 1. januar 2022 gælder der altså en formodningsregel, hvorefter en mangel, der opstår i op til et år efter købet, formodes at have været til stede på købstidspunktet.

Hvad betyder denne formodningsregel så? Jo, lad os tage et eksempel. Du køber til privat brug en ny Iphone for 6.000 kr. i Elgiganten. Vi har med et forbrugerkøb at gøre (det følger af Købelovens § 4a). Efter 10 måneder holder telefonen op med at virke. Den er død. Med formodningsreglen på 12 måneder er udgangspunktet herefter, at der er tale om en relevant mangel, som berettiger dig til at kræve, at telefonen som minimum bliver repareret uden omkostning for dig. Manglen, der er årsag til at telefonen er død, formodes nemlig at have været tilstede, da du købte telefonen, og så er det Elgigantens ansvar, at de har solgt dig en telefon med mangler.

Formodningsreglen betyder med andre ord, at bevisbyrden vendes om i de første 12 måneder efter købet. Det er altså ikke dig som forbrugere, der skal dokumentere, at der forelå en mangel, som var tilstede på købstidspunktet. Dette ville ellers være den normale bevisbyrderegel. Det er derimod Elgiganten, der skal dokumentere, at det er din skyld og forkerte brug, at telefonen er gået død. Kan Elgiganten ikke dokumentere dette, har du krav på at få telefonen repareret uden omkostninger.

Kan Elgiganten derimod eksempelvis dokumentere, at årsagen til, at telefonen er gået død, er fugt i telefonen, ja så har Elgiganten ført bevis for, at det er din forkerte brug af telefonen, der har medført at telefonen ikke fungerer. Og i så fald er Elgiganten fri for ansvar, og det er jo rimeligt nok.

Du finder formodningsreglen i Købelovens § 77a, stk. 3 som siger

Stk. 3. Viser en mangel sig inden 1 år efter leveringen, ved køb af levende dyr dog inden 6 måneder efter leveringen, formodes manglen at have været til stede ved leveringen, medmindre denne formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller manglens art, jf. dog stk. 4-6. Dette gælder dog ikke ved køb som nævnt i § 77.

Ingen regel uden undtagelser. Ved køb af levende dyr er formodningsreglen kun på 6 måneder. Derudover vil der være varer, hvor det ikke giver mening at tale om en formodningsregel på 12 måneder, eller som det hedder i bestemmelsen “er uforenelig med salgsgenstandens eller manglens art”. Det kan eksempelvis være ved køb af madvarer.

Læs meget mere om forbrugerkøbet her.

Motorproblemer ved brugt båd var ikke mangler

Udgivet den af

Højesteret har i april 2021 afsagt dom i en principiel sag om forbrugerens rettigheder ved køb af en brugt båd. Afgørelsen viser, at træerne ikke vokser ind i himlen for forbrugeren, når man køber en brugt genstand, fordi forbrugeren må acceptere den risiko, at brugte ting bliver slidt og kan gå i stykker – også når vi har med dyrere genstande at gøre, eksempelvis en båd. Tilsvarende vil gælde for køb af brugte biler.

Forbrugeren købte i 2016 en 17 år gammel lystbåd af en bådforhandler. Kort tid efter købet fik båden motorproblemer og et syn og skøn viste, at dette skyldes slid på en såkaldt manifold, der har skønsmæssig levetid på 8 – 10 år.

Forbrugeren mente at være berettiget til at ophæve købet (dvs. få købesummen tilbage) eller i hvert fald et forholdsmæssigt afslag i købesummen (dvs. et nedslag i prisen).

Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, foreligger der en mangel ved salgsgenstanden,
hvis den er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge
aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i
§ 75 a ikke er opfyldt.

Efter § 75 a, stk. 2, nr. 1 og 2, skal en salgsgenstand, medmindre andet er aftalt, have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber, som køberen efter genstandens karakter og forholdene i øvrigt har rimelig grund til at forvente, og den skal være egnet til formål, som genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til.

Højesteret anfører i sine præmisser, at disse bestemmelser ved køb af brugte genstande indebærer, at køberen i almindelighed må afstemme sine forventninger efter blandt andet salgsgenstandens alder og tidligere brug, og at køberen herunder ikke kan påberåbe sig forhold, som er en følge af sædvanligt slid og ælde. Det kan være tilfældigt, på hvilket tidspunkt efter risikoens overgang sådanne forhold viser sig i form af f.eks. funktionssvigt.

Da motorproblemet med bådes skyldtes slitage fandt Højesteret herefter, at der ikke foreligger mangler ved båden, og at forbrugeren derfor hverken kunne hæve købet eller kræve forholdsmæssigt afslag.

Læs dommer her.

Forbrugerklagenævnet tager stilling til rækkevidde af Producentgaranti

Udgivet den af

Forbrugerklagenævnet har i en principiel sag taget stilling til, hvad en forbruger har krav på, hvis der er givet en garanti af producenten. I den konkrete sag havde en forbruger købt en computer, hvor batteriet viste sig at aflade for hurtigt. Computeren blev herefter af virksomheden byttet til en “ny” computer, der indeholdte ”refurbished” dele, dvs. brugte dele fra andre tilsvarende computere. Det var forbrugeren ikke tilfreds med. Han mente at have krav på en fabriksny computer under garantien og klagede derfor til forbrugerklagenævnet.

Forbrugeren fik ikke medhold.

Forbrugerklagenævnet satte sig ind i virksomheden garantibestemmelser og her stod der, at man ved reklamationer havde ret til at ombytte til en refurbished computer. Forbrugerklagenævnet lægger i denne forbindelse vægt på, at det efter dansk ret ikke påhviler producenter en pligt til at udstede en produktgaranti, hvorfor indholdet af garantien derfor er afgørende for, hvilke beføjelser forbrugeren kan påberåbe sig over for virksomheden.

Afgørelsen er lige efter bogen og der kan ikke sættes en fingeren på den.

Miljøtillæg skal have noget med miljø at gøre. Ellers er det vildledning.

Udgivet den af

Forbrugerombudsmanden har netop udskrevet en stak bøder til virksomheder, der har opkrævet “miljøtillæg” i strid med Markedsføringsloven.

Det er nemlig sådan, at markedsføring ikke må indeholde forkerte prisoplysninger og ikke må være vildledende. Det fremgår klart af Markedsføringslovens §§ 5 og 6.

Nogle dealsites, blandt andet det Berlingske ejede Sweetdeal, havde i strid med Markedsføringsloven markedsført forskellige hotel-og kroophold til nogle skarpe priser. Men det var slet ikke muligt at bestille opholdene til den skarpe pris, da der undervejs i bestillingsprocessen kom diverse tillæg på prisen, herunder et såkaldt “miljøtillæg”.

Dette var en overtrædelse af Markedsføringsloven.

Dels skal prisen ved markedsføring oplyses inklusive tillæg, der ikke kan fravælges.

Dels må et miljøtillæg ikke markedsføres som miljøtillæg, medmindre det rent faktisk var en særlig saglig grund til at opkræve et miljøtillæg. Et “miljøtillæg” kan give forbrugerne en opfattelse af, at det drejer sig om et lovbestemt gebyr, som man er forpligtet til at betale. Og da tillægget i øvrigt ikke var begrundet i særlige miljømæssige hensyn kostede det altså en bøde til Sweetdeal på kr. 120.000.