Kategoriarkiv: Afhjælpning

Ophævelse af pakkerejse under COVID-19 – en sag hele vejen gennem systemet

Udgivet den af

Sagen blev ført af mig for to unge klienter, som efter deres studentereksamen i 2020 – i deres sabbatår – skulle på deres længe planlagte drømmerejse til Asien. Rejsen var en omfattende rundrejse med flere destinationer og arrangementer over en længere periode.

Som for så mange andre blev planerne brat ændret, da COVID-19-pandemien ramte verden i foråret 2020, og Udenrigsministeriet begyndte at fraråde ikke-nødvendige rejser. Klienterne afbrød rejsen og rejste tidligere hjem, men rejsebureauet afviste efterfølgende at tilbagebetale det fulde beløb.

Sagen blev først behandlet i Pakkerejsenævnet, hvor vi fik fuldt medhold. Rejsebureauet valgte herefter at indbringe sagen for byretten – hvor vi igen vandt. Det stoppede imidlertid ikke her. Rejsebureauet ankede dommen til landsretten, og sagen var berammet til behandling i starten af 2026.

Kort tid inden hovedforhandlingen valgte rejsebureauet imidlertid at hæve ankesagen. Konsekvensen heraf er, at byrettens dom står ved magt og nu er endelig.

Nedenfor gennemgås byrettens afgørelse og de centrale juridiske pointer.

COVID-19-pandemien gav anledning til en lang række tvister mellem rejsende og rejseudbydere. Dommen giver vigtig afklaring af, hvornår en forbruger er berettiget til at ophæve en pakkerejse og få pengene tilbage, når ekstraordinære omstændigheder griber ind i rejsens gennemførelse.

Efter lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer § 25, stk. 1, kan den rejsende hæve aftalen, hvis der foreligger en mangel, som væsentligt påvirker pakkerejsen. Ved ophævelse har den rejsende krav på tilbagebetaling af det betalte beløb, dog med fradrag af værdien af den del af rejsen, der allerede er gennemført.

Sagen angik en længere rundrejse i Sydøstasien med flere destinationer, flyrejser og forudbestilte arrangementer. Under rejsen – i marts 2020 – indførte Udenrigsministeriet først rejsefrarådning til udvalgte lande og kort efter til hele verden som følge af COVID-19-situationen.

Rejseudbyderens konsulent orienterede de rejsende om frarådningen og oplyste, at den ville få konsekvenser for rejsen. På den baggrund – og efter rådgivning – valgte de rejsende at afbryde opholdet og rejse hjem væsentligt tidligere end planlagt.

Retten lagde vægt på flere forhold:

  • at der var tale om en lang og kompleks rundrejse med mange resterende rejsedage,
  • at der herskede betydelig usikkerhed om flyafgange, overnatninger og arrangementer,
  • at rejseudbyderen ikke selv havde overblik over, om rejsen kunne gennemføres som aftalt,
  • og at Udenrigsministeriets rejsefrarådninger var klare og hurtigt eskalerende.

Under disse omstændigheder fandt retten, at de rejsende med rette kunne have den berettigede opfattelse, at pakkerejsen ikke længere kunne leveres som aftalt, og at manglen væsentligt påvirkede rejsen.

Forslaget om at fortsætte rejsen til en anden destination blev ikke anset som et reelt afhjælpningsforsøg.

Retten gav de rejsende medhold i, at de var berettiget til at ophæve pakkerejsen. De havde derfor krav på:

  • tilbagebetaling af alle betalte beløb
  • med fradrag af værdien af den del af rejsen, der allerede var gennemført
  • samt procesrente fra ophævelsestidspunktet.

Rejseudbyderen blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger.

Dommen viser, at:

  • Det ikke er afgørende, om det på ophævelsestidspunktet med sikkerhed kan fastslås, at rejsen ville være umulig at gennemføre.
  • Det afgørende er, om den rejsende på et objektivt og sagligt grundlag har haft en berettiget opfattelse af, at rejsen var væsentligt påvirket.
  • Officielle rejsefrarådninger og manglende leveringssikkerhed vejer tungt i vurderingen.

Dommen giver dermed vigtig vejledning for både forbrugere og rejseudbydere ved ekstraordinære hændelser som pandemier, naturkatastrofer eller alvorlige sikkerhedssituationer.

Undersøgelsesgebyr kræver aftale

Udgivet den af

Særligt ved salg af elektronik, hvor det erfaringsmæssigt er vanskeligt uden videre at udlede, om der er fejl ved produktet og i givet fald, om fejlen skyldes købers forkerte brug, er det ikke usædvanligt, at der i de almindelige vilkår optages bestemmelse om, at køber skal betale et gebyr for den undersøgelse, som sælger iværksætter i forbindelse med en mangelindsigelse.

Sådanne vilkår ses anvendt både overfor erhvervsdrivende og forbrugere. På det politiske plan har især Forbrugerrådet Tænk advokeret for en ændring af købeloven, således at der ved reklamationer indenfor den toårige reklamationsfrist ikke er adgang til at opkræve undersøgelsesgebyrer overfor forbrugerne.

Kontakt advokat Michael Thiesen for yderligere rådgivning om undersøgelsesgebyrer i din virksomheds almindelige vilkår

Aftale om undersøgelsesgebyr i de almindelige vilkår

I såvel forbruger- som handelskøbet er den helt afgørende forudsætning for at kunne opkræve et undersøgelsesgebyr, at dette er aftalt med køberen. Aftalen kan være indeholdt i de almindelige vilkår, men kan også indgås særskilt forud for undersøgelsens iværksættelse, dvs. typisk ved købers indlevering af salgsgenstanden i forbindelse med en reklamation. Derudover vil der i handelskøbet – men næppe i forbrugerkøbet – kunne opkræves et undersøgelsesgebyr, såfremt der er sædvane eller kutyme herfor i branchen.

At opkrævning af undersøgelsesgebyr i hvert fald i forbrugerkøbet forudsætter aftale herom, er fastslået i en række afgørelser fra Forbrugerklagenævnet, jf. blandt andet:

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2002-4031/7-2198: Sælger fandtes ikke berettiget til at opkræve et undersøgelsesgebyr, allerede fordi det ikke var bevist, at der var indgået aftale med forbrugeren om, at denne skulle betale et testgebyr, såfremt sælgeren ikke kunne konstatere mangler ved det solgte.

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-15: Et digitalkamera blev beskadiget i forbindelse med købers forsøg på at opdatere kameraets firmware via producentens hjemmeside. I forbindelse med reklamationsbehandlingen blev køber opkrævet et undersøgelsesgebyr af sælgeren. Det fandtes ikke godtgjort, at skaderne skyldtes mangler ved kameraet, hvorfor køberens reklamation var uberettiget. Om undersøgelsesgebyret udtalte Forbrugerklagenævnet, at det påhviler sælgeren at godtgøre, at denne har været berettiget til et sådant gebyr. Lider en salgsgenstand af mangler, som køberen kan kræve afhjulpet, er sælgeren ifølge købelovens regler, som ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, forpligtet til vederlagsfrit at tage stilling til reklamationen og udføre afhjælpning gratis, jf. herved købelovens § 78a sammenholdt med § 1, stk. 2.

Skal sælger kunne kræve et undersøgelsesgebyr påhviler det derfor denne at godtgøre, at der ikke er mangler ved det solgte. Derudover påhviler det sælger at godtgøre, at det udtrykkeligt er aftalt, at der i denne situation skal betales et undersøgelsesgebyr, da forbrugeren jo ved at kræve afhjælpning ikke har bestilt en ydelse, som der skal betales for. Da sælgeren ikke havde bevist, at det var aftalt, at der skulle betales et undersøgelsesgebyr, såfremt der ikke kunne konstatere mangler ved det solgte, kunne køber kræve det erlagte undersøgelsesgebyr tilbagebetalt.

Det bør så vidt muligt tilstræbes, at der i de almindelige vilkår sker en konkret beløbsmæssig angivelse af undersøgelsesgebyrets størrelse, således at aftaleparten er bekendt hermed.

Gebyrets størrelse

Et i de almindelige vilkår aftalt gebyr, der beløbsmæssigt anses for urimeligt, vil kunne tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 36 samt – i forbrugerkøbet – aftalelovens § 38C. Se til eksempel Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45 angående et undersøgelsesgebyr på kr. 459, som sælger havde betinget sig, såfremt der ikke var tale om mangler ved et digital kamera. Da det var ubestridt, at køberen var blevet blev oplyst herom ved kameraets indlevering til undersøgelse, og da skaden på kameraet skyldes forbrugerens egne forhold, var sælger ikke afskåret fra at opkræve gebyret, da dette ikke oversteg, hvad der måtte anses for et rimeligt vederlag for den af sælger foretagne undersøgelse.

Indeholder de almindelige vilkår ingen bestemmelse om gebyrets beløbsmæssige størrelse, vil der i handelskøbet skulle betales, hvad sælger forlanger, medmindre dette er ubilligt, jf. princippet i købelovens § 5. I forbrugerkøbet vil der skulle betales, hvad der må anses for rimeligt, jf. princippet i Købelovens § 72. Vurdering af, om et gebyr er rimeligt eller ej, afhænge af omfanget af og kompleksiteten ved undersøgelsen af salgsgenstanden. I Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45, fandtes et undersøgelsesgebyr på 459 kr. for rimeligt, henset til at sælgers værksted havde været nødt til at adskille den solgte genstand (digitalkamera) for at undersøge skaden og dens omfang.

Formodningsregel i købeloven udvides til 1 år

Udgivet den af

Ved forbrugerkøb gælder der en vigtig formodningsregel; nemlig at en mangel ved det købte formodes at have været tilstede på købstidspunktet, såfremt manglen opstår op til 6 måneder efter købet. Denne frist på 6 måneder udvises nu til 12 måneder.

Fra den 1. januar 2022 gælder der altså en formodningsregel, hvorefter en mangel, der opstår i op til et år efter købet, formodes at have været til stede på købstidspunktet.

Hvad betyder denne formodningsregel så? Jo, lad os tage et eksempel. Du køber til privat brug en ny Iphone for 6.000 kr. i Elgiganten. Vi har med et forbrugerkøb at gøre (det følger af Købelovens § 4a). Efter 10 måneder holder telefonen op med at virke. Den er død. Med formodningsreglen på 12 måneder er udgangspunktet herefter, at der er tale om en relevant mangel, som berettiger dig til at kræve, at telefonen som minimum bliver repareret uden omkostning for dig. Manglen, der er årsag til at telefonen er død, formodes nemlig at have været tilstede, da du købte telefonen, og så er det Elgigantens ansvar, at de har solgt dig en telefon med mangler.

Formodningsreglen betyder med andre ord, at bevisbyrden vendes om i de første 12 måneder efter købet. Det er altså ikke dig som forbrugere, der skal dokumentere, at der forelå en mangel, som var tilstede på købstidspunktet. Dette ville ellers være den normale bevisbyrderegel. Det er derimod Elgiganten, der skal dokumentere, at det er din skyld og forkerte brug, at telefonen er gået død. Kan Elgiganten ikke dokumentere dette, har du krav på at få telefonen repareret uden omkostninger.

Kan Elgiganten derimod eksempelvis dokumentere, at årsagen til, at telefonen er gået død, er fugt i telefonen, ja så har Elgiganten ført bevis for, at det er din forkerte brug af telefonen, der har medført at telefonen ikke fungerer. Og i så fald er Elgiganten fri for ansvar, og det er jo rimeligt nok.

Du finder formodningsreglen i Købelovens § 77a, stk. 3 som siger

Stk. 3. Viser en mangel sig inden 1 år efter leveringen, ved køb af levende dyr dog inden 6 måneder efter leveringen, formodes manglen at have været til stede ved leveringen, medmindre denne formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller manglens art, jf. dog stk. 4-6. Dette gælder dog ikke ved køb som nævnt i § 77.

Ingen regel uden undtagelser. Ved køb af levende dyr er formodningsreglen kun på 6 måneder. Derudover vil der være varer, hvor det ikke giver mening at tale om en formodningsregel på 12 måneder, eller som det hedder i bestemmelsen “er uforenelig med salgsgenstandens eller manglens art”. Det kan eksempelvis være ved køb af madvarer.

Læs meget mere om forbrugerkøbet her.