Tag-arkiv: aftaleloven

“Gratis” er ikke gratis – når markedsføring fører til ugyldige aftaler

Udgivet den af

Mange virksomheder arbejder aktivt med konkurrencer, prøveperioder og introduktionstilbud som led i deres digitale markedsføring. Men hvis aftalegrundlaget ikke præsenteres klart og loyalt, risikerer man ikke blot kritik – men at selve aftalen erklæres ugyldig.

Et illustrativt eksempel findes i en sag behandlet af Forbrugerombudsmanden (j.nr. 11/05032).

Konkurrence med skjult medlemskab

Sagen angik en erhvervsdrivende, der markedsførte en onlinekonkurrence, hvor forbrugerne kunne vinde en jordomrejse med lommepenge. Samtidig modtog alle deltagere et ”gratis” skrabelod med mulighed for at vinde op til 100.000 kr.

For at deltage skulle forbrugeren indtaste sine kortoplysninger – angiveligt for at betale 5 kr. for det ”gratis” skrabelod.

Problemet var imidlertid, at kortoplysningerne samtidig blev anvendt til at oprette et løbende betalingsmedlemskab, som automatisk blev fornyet til fuld pris efter udløbet af en prøveperiode.

Oplysningen om den automatiske fornyelse fremgik ikke tydeligt i selve tilmeldingsflowet, men alene via et link til handelsbetingelserne – og først helt til sidst i processen. Samtidig var ordet ”gratis” fremhævet flere gange i markedsføringen.

Uklart aftalegrundlag og vildledende markedsføring

Forbrugerombudsmanden vurderede, at aftaleindgåelsen var præsenteret uklart og uhensigtsmæssigt. Efter myndighedens opfattelse var det reelle formål med konkurrencen at få forbrugerne til at afgive deres kortoplysninger og indgå et medlemskab, som de næppe ville have accepteret, hvis sammenhængen havde været tydelig.

Markedsføringen blev anset for at være i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 3, og sagen blev politianmeldt.

Ugyldighed efter aftalelovens § 38 c

I en situation som denne vil aftalen i praksis kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 38 c, der beskytter forbrugere mod urimelige vilkår og illoyal aftaleindgåelse.

Bestemmelsen giver domstolene adgang til at tilsidesætte eller ændre aftaler, hvis vilkårene – eller måden aftalen er indgået på – er urimelige. Det gælder navnlig, hvis der er sket en skævvridning af aftaleforholdet gennem manglende gennemsigtighed eller bevidst uklar præsentation af væsentlige vilkår.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at vurderingen ikke alene knytter sig til vilkårenes indhold, men også til selve aftaleprocessen.

Hvad betyder det for din virksomhed?

Hvis din virksomhed arbejder med:

  • Gratis prøveperioder
  • Abonnementsmodeller med automatisk fornyelse
  • Konkurrencer eller kampagner med betalingselement
  • “Gratis”-tilbud med tilknyttede betalingsforpligtelser

… bør I sikre, at:

  1. Betalingsforpligtelsen fremgår klart og tydeligt.
  2. Automatisk fornyelse ikke “gemmes” i handelsbetingelser.
  3. Væsentlige vilkår præsenteres før forbrugeren afgiver betalingsoplysninger.
  4. Markedsføringen ikke skaber et indtryk, der afviger fra den faktiske aftale.

Digitalt design (”dark patterns”) og skjult abonnementslogik er et stigende fokusområde for både Forbrugerombudsmanden og EU-regulering.

Konsekvenserne kan være:

  • Ugyldige aftaler
  • Krav om tilbagebetaling
  • Politianmeldelse
  • Betydelige omdømmerisici

Undersøgelsesgebyr kræver aftale

Udgivet den af

Særligt ved salg af elektronik, hvor det erfaringsmæssigt er vanskeligt uden videre at udlede, om der er fejl ved produktet og i givet fald, om fejlen skyldes købers forkerte brug, er det ikke usædvanligt, at der i de almindelige vilkår optages bestemmelse om, at køber skal betale et gebyr for den undersøgelse, som sælger iværksætter i forbindelse med en mangelindsigelse.

Sådanne vilkår ses anvendt både overfor erhvervsdrivende og forbrugere. På det politiske plan har især Forbrugerrådet Tænk advokeret for en ændring af købeloven, således at der ved reklamationer indenfor den toårige reklamationsfrist ikke er adgang til at opkræve undersøgelsesgebyrer overfor forbrugerne.

Kontakt advokat Michael Thiesen for yderligere rådgivning om undersøgelsesgebyrer i din virksomheds almindelige vilkår

Aftale om undersøgelsesgebyr i de almindelige vilkår

I såvel forbruger- som handelskøbet er den helt afgørende forudsætning for at kunne opkræve et undersøgelsesgebyr, at dette er aftalt med køberen. Aftalen kan være indeholdt i de almindelige vilkår, men kan også indgås særskilt forud for undersøgelsens iværksættelse, dvs. typisk ved købers indlevering af salgsgenstanden i forbindelse med en reklamation. Derudover vil der i handelskøbet – men næppe i forbrugerkøbet – kunne opkræves et undersøgelsesgebyr, såfremt der er sædvane eller kutyme herfor i branchen.

At opkrævning af undersøgelsesgebyr i hvert fald i forbrugerkøbet forudsætter aftale herom, er fastslået i en række afgørelser fra Forbrugerklagenævnet, jf. blandt andet:

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2002-4031/7-2198: Sælger fandtes ikke berettiget til at opkræve et undersøgelsesgebyr, allerede fordi det ikke var bevist, at der var indgået aftale med forbrugeren om, at denne skulle betale et testgebyr, såfremt sælgeren ikke kunne konstatere mangler ved det solgte.

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-15: Et digitalkamera blev beskadiget i forbindelse med købers forsøg på at opdatere kameraets firmware via producentens hjemmeside. I forbindelse med reklamationsbehandlingen blev køber opkrævet et undersøgelsesgebyr af sælgeren. Det fandtes ikke godtgjort, at skaderne skyldtes mangler ved kameraet, hvorfor køberens reklamation var uberettiget. Om undersøgelsesgebyret udtalte Forbrugerklagenævnet, at det påhviler sælgeren at godtgøre, at denne har været berettiget til et sådant gebyr. Lider en salgsgenstand af mangler, som køberen kan kræve afhjulpet, er sælgeren ifølge købelovens regler, som ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, forpligtet til vederlagsfrit at tage stilling til reklamationen og udføre afhjælpning gratis, jf. herved købelovens § 78a sammenholdt med § 1, stk. 2.

Skal sælger kunne kræve et undersøgelsesgebyr påhviler det derfor denne at godtgøre, at der ikke er mangler ved det solgte. Derudover påhviler det sælger at godtgøre, at det udtrykkeligt er aftalt, at der i denne situation skal betales et undersøgelsesgebyr, da forbrugeren jo ved at kræve afhjælpning ikke har bestilt en ydelse, som der skal betales for. Da sælgeren ikke havde bevist, at det var aftalt, at der skulle betales et undersøgelsesgebyr, såfremt der ikke kunne konstatere mangler ved det solgte, kunne køber kræve det erlagte undersøgelsesgebyr tilbagebetalt.

Det bør så vidt muligt tilstræbes, at der i de almindelige vilkår sker en konkret beløbsmæssig angivelse af undersøgelsesgebyrets størrelse, således at aftaleparten er bekendt hermed.

Gebyrets størrelse

Et i de almindelige vilkår aftalt gebyr, der beløbsmæssigt anses for urimeligt, vil kunne tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 36 samt – i forbrugerkøbet – aftalelovens § 38C. Se til eksempel Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45 angående et undersøgelsesgebyr på kr. 459, som sælger havde betinget sig, såfremt der ikke var tale om mangler ved et digital kamera. Da det var ubestridt, at køberen var blevet blev oplyst herom ved kameraets indlevering til undersøgelse, og da skaden på kameraet skyldes forbrugerens egne forhold, var sælger ikke afskåret fra at opkræve gebyret, da dette ikke oversteg, hvad der måtte anses for et rimeligt vederlag for den af sælger foretagne undersøgelse.

Indeholder de almindelige vilkår ingen bestemmelse om gebyrets beløbsmæssige størrelse, vil der i handelskøbet skulle betales, hvad sælger forlanger, medmindre dette er ubilligt, jf. princippet i købelovens § 5. I forbrugerkøbet vil der skulle betales, hvad der må anses for rimeligt, jf. princippet i Købelovens § 72. Vurdering af, om et gebyr er rimeligt eller ej, afhænge af omfanget af og kompleksiteten ved undersøgelsen af salgsgenstanden. I Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45, fandtes et undersøgelsesgebyr på 459 kr. for rimeligt, henset til at sælgers værksted havde været nødt til at adskille den solgte genstand (digitalkamera) for at undersøge skaden og dens omfang.

Aftalelovens § 38 b – fortolkning til forbrugerens fordel

Udgivet den af

Aftalelovens § 38b er en nøglebestemmelse inden for dansk forbrugerret. Bestemmelsen har afgørende betydning for fortolkningen af aftalevilkår, især når der opstår tvivl om deres forståelse. Formålet med bestemmelse er at sikre, at forbrugeren ikke stilles urimeligt over for erhvervsdrivende, og at aftalevilkår fortolkes på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren.

En illustration af Aftalelovens § 38b’s betydning kan ses i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet (2005-650/7-877). I denne sag købte en forbruger en sofa under anvendelse af standardvilkår, der angav, at levering kun ville ske, hvis der var uhindret adgang til møblets ønskede placering. Forbrugeren boede imidlertid på 6. sal, og opgangen tillod ikke bæring af sofaen. Nævnet fortolkede vilkårene i overensstemmelse med § 38b og konkluderede, at forbrugeren havde ret til godtgørelse af omkostninger til en lift, da vilkårene ikke klart pålagde forbrugeren risikoen for opgangens størrelse.

En lignende anvendelse af § 38b ses i afgørelsen fra 1996 (1996-429/4-4), hvor en “penge-tilbage-garanti” i en butikskædes katalog uklart specificerede, om den omfattede køb foretaget med gavekort. Forbrugerklagenævnet fortolkede garantien i forbrugerens favør i overensstemmelse med § 38b, og fastslog at den omfattede alle kunder, inklusive dem, der betalte med gavekort.

Endnu en relevant anvendelse af § aftalelovens 38b findes i afgørelsen fra 2001 (2001-4054/7-1042). Her blev et uklart vilkår vedrørende ikrafttræden af et mobiltelefonabonnement fortolket til fordel for forbrugeren. Forbrugerklagenævnet fandt, at det uklare vilkår ikke klart angav, at forbrugeren indgik et abonnement med en uopsigelighedsperiode på 6 måneder, og derfor blev forbrugeren ikke bundet af denne bestemmelse.

Disse afgørelser viser tydeligt, at Aftalelovens § 38b tjener som et afgørende redskab til at beskytte forbrugerrettigheder ved at sikre, at uklare og tvetydige aftalevilkår fortolkes til forbrugerens fordel. Bestemmelsen bidrager til at skabe balance mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende inden for forbrugerretten.