Undersøgelsesgebyr kræver aftale

Særligt ved salg af elektronik, hvor det erfaringsmæssigt er vanskeligt uden videre at udlede, om der er fejl ved produktet og i givet fald, om fejlen skyldes købers forkerte brug, er det ikke usædvanligt, at der i de almindelige vilkår optages bestemmelse om, at køber skal betale et gebyr for den undersøgelse, som sælger iværksætter i forbindelse med en mangelindsigelse.

Sådanne vilkår ses anvendt både overfor erhvervsdrivende og forbrugere. På det politiske plan har især Forbrugerrådet Tænk advokeret for en ændring af købeloven, således at der ved reklamationer indenfor den toårige reklamationsfrist ikke er adgang til at opkræve undersøgelsesgebyrer overfor forbrugerne.

Kontakt advokat Michael Thiesen for yderligere rådgivning om undersøgelsesgebyrer i din virksomheds almindelige vilkår

Aftale om undersøgelsesgebyr i de almindelige vilkår

I såvel forbruger- som handelskøbet er den helt afgørende forudsætning for at kunne opkræve et undersøgelsesgebyr, at dette er aftalt med køberen. Aftalen kan være indeholdt i de almindelige vilkår, men kan også indgås særskilt forud for undersøgelsens iværksættelse, dvs. typisk ved købers indlevering af salgsgenstanden i forbindelse med en reklamation. Derudover vil der i handelskøbet – men næppe i forbrugerkøbet – kunne opkræves et undersøgelsesgebyr, såfremt der er sædvane eller kutyme herfor i branchen.

At opkrævning af undersøgelsesgebyr i hvert fald i forbrugerkøbet forudsætter aftale herom, er fastslået i en række afgørelser fra Forbrugerklagenævnet, jf. blandt andet:

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2002-4031/7-2198: Sælger fandtes ikke berettiget til at opkræve et undersøgelsesgebyr, allerede fordi det ikke var bevist, at der var indgået aftale med forbrugeren om, at denne skulle betale et testgebyr, såfremt sælgeren ikke kunne konstatere mangler ved det solgte.

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-15: Et digitalkamera blev beskadiget i forbindelse med købers forsøg på at opdatere kameraets firmware via producentens hjemmeside. I forbindelse med reklamationsbehandlingen blev køber opkrævet et undersøgelsesgebyr af sælgeren. Det fandtes ikke godtgjort, at skaderne skyldtes mangler ved kameraet, hvorfor køberens reklamation var uberettiget. Om undersøgelsesgebyret udtalte Forbrugerklagenævnet, at det påhviler sælgeren at godtgøre, at denne har været berettiget til et sådant gebyr. Lider en salgsgenstand af mangler, som køberen kan kræve afhjulpet, er sælgeren ifølge købelovens regler, som ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, forpligtet til vederlagsfrit at tage stilling til reklamationen og udføre afhjælpning gratis, jf. herved købelovens § 78a sammenholdt med § 1, stk. 2.

Skal sælger kunne kræve et undersøgelsesgebyr påhviler det derfor denne at godtgøre, at der ikke er mangler ved det solgte. Derudover påhviler det sælger at godtgøre, at det udtrykkeligt er aftalt, at der i denne situation skal betales et undersøgelsesgebyr, da forbrugeren jo ved at kræve afhjælpning ikke har bestilt en ydelse, som der skal betales for. Da sælgeren ikke havde bevist, at det var aftalt, at der skulle betales et undersøgelsesgebyr, såfremt der ikke kunne konstatere mangler ved det solgte, kunne køber kræve det erlagte undersøgelsesgebyr tilbagebetalt.

Det bør så vidt muligt tilstræbes, at der i de almindelige vilkår sker en konkret beløbsmæssig angivelse af undersøgelsesgebyrets størrelse, således at aftaleparten er bekendt hermed.

Gebyrets størrelse

Et i de almindelige vilkår aftalt gebyr, der beløbsmæssigt anses for urimeligt, vil kunne tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 36 samt – i forbrugerkøbet – aftalelovens § 38C. Se til eksempel Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45 angående et undersøgelsesgebyr på kr. 459, som sælger havde betinget sig, såfremt der ikke var tale om mangler ved et digital kamera. Da det var ubestridt, at køberen var blevet blev oplyst herom ved kameraets indlevering til undersøgelse, og da skaden på kameraet skyldes forbrugerens egne forhold, var sælger ikke afskåret fra at opkræve gebyret, da dette ikke oversteg, hvad der måtte anses for et rimeligt vederlag for den af sælger foretagne undersøgelse.

Indeholder de almindelige vilkår ingen bestemmelse om gebyrets beløbsmæssige størrelse, vil der i handelskøbet skulle betales, hvad sælger forlanger, medmindre dette er ubilligt, jf. princippet i købelovens § 5. I forbrugerkøbet vil der skulle betales, hvad der må anses for rimeligt, jf. princippet i Købelovens § 72. Vurdering af, om et gebyr er rimeligt eller ej, afhænge af omfanget af og kompleksiteten ved undersøgelsen af salgsgenstanden. I Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45, fandtes et undersøgelsesgebyr på 459 kr. for rimeligt, henset til at sælgers værksted havde været nødt til at adskille den solgte genstand (digitalkamera) for at undersøge skaden og dens omfang.

Aftalelovens § 38 b – fortolkning til forbrugerens fordel

Aftalelovens § 38b er en nøglebestemmelse inden for dansk forbrugerret. Bestemmelsen har afgørende betydning for fortolkningen af aftalevilkår, især når der opstår tvivl om deres forståelse. Formålet med bestemmelse er at sikre, at forbrugeren ikke stilles urimeligt over for erhvervsdrivende, og at aftalevilkår fortolkes på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren.

En illustration af Aftalelovens § 38b’s betydning kan ses i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet (2005-650/7-877). I denne sag købte en forbruger en sofa under anvendelse af standardvilkår, der angav, at levering kun ville ske, hvis der var uhindret adgang til møblets ønskede placering. Forbrugeren boede imidlertid på 6. sal, og opgangen tillod ikke bæring af sofaen. Nævnet fortolkede vilkårene i overensstemmelse med § 38b og konkluderede, at forbrugeren havde ret til godtgørelse af omkostninger til en lift, da vilkårene ikke klart pålagde forbrugeren risikoen for opgangens størrelse.

En lignende anvendelse af § 38b ses i afgørelsen fra 1996 (1996-429/4-4), hvor en “penge-tilbage-garanti” i en butikskædes katalog uklart specificerede, om den omfattede køb foretaget med gavekort. Forbrugerklagenævnet fortolkede garantien i forbrugerens favør i overensstemmelse med § 38b, og fastslog at den omfattede alle kunder, inklusive dem, der betalte med gavekort.

Endnu en relevant anvendelse af § aftalelovens 38b findes i afgørelsen fra 2001 (2001-4054/7-1042). Her blev et uklart vilkår vedrørende ikrafttræden af et mobiltelefonabonnement fortolket til fordel for forbrugeren. Forbrugerklagenævnet fandt, at det uklare vilkår ikke klart angav, at forbrugeren indgik et abonnement med en uopsigelighedsperiode på 6 måneder, og derfor blev forbrugeren ikke bundet af denne bestemmelse.

Disse afgørelser viser tydeligt, at Aftalelovens § 38b tjener som et afgørende redskab til at beskytte forbrugerrettigheder ved at sikre, at uklare og tvetydige aftalevilkår fortolkes til forbrugerens fordel. Bestemmelsen bidrager til at skabe balance mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende inden for forbrugerretten.