Forældelse af kaution for kassekredit

Udgivet den af

Det er mere reglen end undtagelsen, at en virksomhedsejer må stille en kaution for sin virksomheds kassekredit. Og det er jo også fair nok – for hvis banken skal løbe en risiko, hvorfor skal ejeren så ikke?

Men hvad gælder så, hvis virksomheden går konkurs og ikke kan indfri kassekreditten? Ja, det naturlige for banken vil i sagens natur være at kræve betalingen fra kautionisten, og det sker også hver dag.

Men hvis heller ikke kautionisten er i stand til at indfri kassekreditten, kan det være, at banken “venter og ser” og først på et senere tidspunkt går efter kautionisten. Enten når kautionisten er kommet til penge. Eller når forældelsesfristen nærmer sig.

Hvad gælder så for forældelsen af en kassekredit?

Efter Forældelsesloven vil en kassekredit forældes efter 10 år. Fristen på 10 år skal tælle fra det tidspunkt, hvor kassekreditten ikke længere fungerer som kassekredit, og dette tidspunkt har lovgivet defineret som “den seneste indsættelse eller hævning på kontoen, der er foretaget af andre end fordringshaveren“. Fordringshaver er et andet ord for banken. Det følger af Forældelseslovens § 6, stk. 2. En bevægelse på kontoen, der er foretaget af banken, kunne eksempelvis være en rentetilskrivning.

Lad os tage et eksempel. Den sidste bevægelse på virksomhedens kassekredit, som ikke er foretaget af banken, sker den 3. marts 2021. Bankens krav overfor virksomheden forældes 10 år efter denne dato, dvs. den 3. marts 2031. Har banken ikke senest den 3. marts 2031 afbrudt forældelse, f.eks. ved anlæggelse af en retssag, er kravet altså forældet.

Men hvad gælder så om forældelse over kautionisten?

Forældelsesfristen for kautionisten er også 10 år. Det følger af Forældelseslovens § 11. Men fra hvilket tidspunkt skal disse 10 år tælle? Dette er det såkaldte begyndelsestidspunkt for forældelse.

Det ville være nærliggende at sige, at der skulle være samme begyndelsestidspunkt for såvel virksomheden som kautionisten, dvs. “den seneste indsættelse eller hævning på kontoen“.

Men sådan er det ikke.

Forældelse af kautionen har sit “eget liv” og skal bedømmes uafhænigt af, hvornår der sker forældelse overfor virksomheden.

Det er slået fast i en Østre Landsrets kendelse i en sag, jeg førte for en klient. Her var der tale om en sædvanlig selvskyldnerkaution for et selskabs kassekredit. Den seneste hævning eller indsættelse skete den 15. maj 2008 men det var først den 30. september 2009, at kassekreditten blev overtrukket.

Her fastslår Østre Landsret med rette og med henvisning til Forældelseslovens § 2, stk. 1, at forældelsen overfor kautionisten skal tælle fra det tidspunkt, hvor banken kunne rejse kravet over kautionisten, og det var altså først den 30. september 2009, at man kunne dette ved overtrækket på kassekreditten. Inden da var der ikke nogen misligholdelse. Forældelsen indtrådte derfor først den 30. september 2019.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker kvalificeret rådgivning om kaution, herunder forældelses af kaution. Jeg er – i al beskedenhed – den advokat i Danmark, der fører flest sager om netop dette spørgsmål.

Undersøgelsesgebyr kræver aftale

Udgivet den af

Særligt ved salg af elektronik, hvor det erfaringsmæssigt er vanskeligt uden videre at udlede, om der er fejl ved produktet og i givet fald, om fejlen skyldes købers forkerte brug, er det ikke usædvanligt, at der i de almindelige vilkår optages bestemmelse om, at køber skal betale et gebyr for den undersøgelse, som sælger iværksætter i forbindelse med en mangelindsigelse.

Sådanne vilkår ses anvendt både overfor erhvervsdrivende og forbrugere. På det politiske plan har især Forbrugerrådet Tænk advokeret for en ændring af købeloven, således at der ved reklamationer indenfor den toårige reklamationsfrist ikke er adgang til at opkræve undersøgelsesgebyrer overfor forbrugerne.

Kontakt advokat Michael Thiesen for yderligere rådgivning om undersøgelsesgebyrer i din virksomheds almindelige vilkår

Aftale om undersøgelsesgebyr i de almindelige vilkår

I såvel forbruger- som handelskøbet er den helt afgørende forudsætning for at kunne opkræve et undersøgelsesgebyr, at dette er aftalt med køberen. Aftalen kan være indeholdt i de almindelige vilkår, men kan også indgås særskilt forud for undersøgelsens iværksættelse, dvs. typisk ved købers indlevering af salgsgenstanden i forbindelse med en reklamation. Derudover vil der i handelskøbet – men næppe i forbrugerkøbet – kunne opkræves et undersøgelsesgebyr, såfremt der er sædvane eller kutyme herfor i branchen.

At opkrævning af undersøgelsesgebyr i hvert fald i forbrugerkøbet forudsætter aftale herom, er fastslået i en række afgørelser fra Forbrugerklagenævnet, jf. blandt andet:

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2002-4031/7-2198: Sælger fandtes ikke berettiget til at opkræve et undersøgelsesgebyr, allerede fordi det ikke var bevist, at der var indgået aftale med forbrugeren om, at denne skulle betale et testgebyr, såfremt sælgeren ikke kunne konstatere mangler ved det solgte.

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-15: Et digitalkamera blev beskadiget i forbindelse med købers forsøg på at opdatere kameraets firmware via producentens hjemmeside. I forbindelse med reklamationsbehandlingen blev køber opkrævet et undersøgelsesgebyr af sælgeren. Det fandtes ikke godtgjort, at skaderne skyldtes mangler ved kameraet, hvorfor køberens reklamation var uberettiget. Om undersøgelsesgebyret udtalte Forbrugerklagenævnet, at det påhviler sælgeren at godtgøre, at denne har været berettiget til et sådant gebyr. Lider en salgsgenstand af mangler, som køberen kan kræve afhjulpet, er sælgeren ifølge købelovens regler, som ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, forpligtet til vederlagsfrit at tage stilling til reklamationen og udføre afhjælpning gratis, jf. herved købelovens § 78a sammenholdt med § 1, stk. 2.

Skal sælger kunne kræve et undersøgelsesgebyr påhviler det derfor denne at godtgøre, at der ikke er mangler ved det solgte. Derudover påhviler det sælger at godtgøre, at det udtrykkeligt er aftalt, at der i denne situation skal betales et undersøgelsesgebyr, da forbrugeren jo ved at kræve afhjælpning ikke har bestilt en ydelse, som der skal betales for. Da sælgeren ikke havde bevist, at det var aftalt, at der skulle betales et undersøgelsesgebyr, såfremt der ikke kunne konstatere mangler ved det solgte, kunne køber kræve det erlagte undersøgelsesgebyr tilbagebetalt.

Det bør så vidt muligt tilstræbes, at der i de almindelige vilkår sker en konkret beløbsmæssig angivelse af undersøgelsesgebyrets størrelse, således at aftaleparten er bekendt hermed.

Gebyrets størrelse

Et i de almindelige vilkår aftalt gebyr, der beløbsmæssigt anses for urimeligt, vil kunne tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 36 samt – i forbrugerkøbet – aftalelovens § 38C. Se til eksempel Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45 angående et undersøgelsesgebyr på kr. 459, som sælger havde betinget sig, såfremt der ikke var tale om mangler ved et digital kamera. Da det var ubestridt, at køberen var blevet blev oplyst herom ved kameraets indlevering til undersøgelse, og da skaden på kameraet skyldes forbrugerens egne forhold, var sælger ikke afskåret fra at opkræve gebyret, da dette ikke oversteg, hvad der måtte anses for et rimeligt vederlag for den af sælger foretagne undersøgelse.

Indeholder de almindelige vilkår ingen bestemmelse om gebyrets beløbsmæssige størrelse, vil der i handelskøbet skulle betales, hvad sælger forlanger, medmindre dette er ubilligt, jf. princippet i købelovens § 5. I forbrugerkøbet vil der skulle betales, hvad der må anses for rimeligt, jf. princippet i Købelovens § 72. Vurdering af, om et gebyr er rimeligt eller ej, afhænge af omfanget af og kompleksiteten ved undersøgelsen af salgsgenstanden. I Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45, fandtes et undersøgelsesgebyr på 459 kr. for rimeligt, henset til at sælgers værksted havde været nødt til at adskille den solgte genstand (digitalkamera) for at undersøge skaden og dens omfang.

Aftalelovens § 38 b – fortolkning til forbrugerens fordel

Udgivet den af

Aftalelovens § 38b er en nøglebestemmelse inden for dansk forbrugerret. Bestemmelsen har afgørende betydning for fortolkningen af aftalevilkår, især når der opstår tvivl om deres forståelse. Formålet med bestemmelse er at sikre, at forbrugeren ikke stilles urimeligt over for erhvervsdrivende, og at aftalevilkår fortolkes på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren.

En illustration af Aftalelovens § 38b’s betydning kan ses i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet (2005-650/7-877). I denne sag købte en forbruger en sofa under anvendelse af standardvilkår, der angav, at levering kun ville ske, hvis der var uhindret adgang til møblets ønskede placering. Forbrugeren boede imidlertid på 6. sal, og opgangen tillod ikke bæring af sofaen. Nævnet fortolkede vilkårene i overensstemmelse med § 38b og konkluderede, at forbrugeren havde ret til godtgørelse af omkostninger til en lift, da vilkårene ikke klart pålagde forbrugeren risikoen for opgangens størrelse.

En lignende anvendelse af § 38b ses i afgørelsen fra 1996 (1996-429/4-4), hvor en “penge-tilbage-garanti” i en butikskædes katalog uklart specificerede, om den omfattede køb foretaget med gavekort. Forbrugerklagenævnet fortolkede garantien i forbrugerens favør i overensstemmelse med § 38b, og fastslog at den omfattede alle kunder, inklusive dem, der betalte med gavekort.

Endnu en relevant anvendelse af § aftalelovens 38b findes i afgørelsen fra 2001 (2001-4054/7-1042). Her blev et uklart vilkår vedrørende ikrafttræden af et mobiltelefonabonnement fortolket til fordel for forbrugeren. Forbrugerklagenævnet fandt, at det uklare vilkår ikke klart angav, at forbrugeren indgik et abonnement med en uopsigelighedsperiode på 6 måneder, og derfor blev forbrugeren ikke bundet af denne bestemmelse.

Disse afgørelser viser tydeligt, at Aftalelovens § 38b tjener som et afgørende redskab til at beskytte forbrugerrettigheder ved at sikre, at uklare og tvetydige aftalevilkår fortolkes til forbrugerens fordel. Bestemmelsen bidrager til at skabe balance mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende inden for forbrugerretten.

Kautionens bortfald efter 10 år gælder kun for bankkautioner – ikke realkreditkautioner

Udgivet den af

Som jeg skriver om andet sted her på siden bortfalder en privat kaution efter 10 år eller, hvis kautionsaftalen er indgået til sikkerhed for en kredit med variabelt beløb eller for et lån uden fast forfaldstidspunkt (typisk en kassekredit), efter 5 år, medmindre forpligtelsen forinden er gjort gældende af pengeinstituttet.

Dette fremgår af § 48, stk. 9 i Lov om Finansiel Virksomhed.

Denne bestemmelse er betydelig mere gunstig for privat kautionisten end den almindelige forældelsesfrist på 10 år efter Forældelsesloven. Det skyldes at begyndelsestidspunktet for de 10 år efter Lov om finansiel virksomhed er tidspunktet for kautionsaftalens indgåelse. I modsætning hertil er begyndelsestidspunktet for den 10 årige forældelsesfrist efter Forældelsesloven det tidspunkt, hvor man kunne rejse kravet overfor kautionisten. Det vil typisk først være ved en misligholdelse, der ligger senere end afgivelsen af kautionsløftet.

Du skal dog være OBS på at denne særlige yderligere beskyttelse i § 48, stk. 9 ikke finder anvendelse, hvis kautionen er stillet overfor et realkreditinstitut. Det fremgår direkte af § 53A i loven.

Feriemave berettiger ikke til erstatning

Udgivet den af

Mange oplever at få ødelagt deres ferie på grund af maveonde, men at få erstatning fra rejsearrangøren er sjældent en let opgave. To nylige afgørelser fra Pakkerejse-Ankenævnet kaster lys over udfordringerne ved at kræve erstatning for sygdom på ferien. I hvertfald vil det være op ad bakke hvis man kræver erstatning overfor rejsearrangøren.

For at rejsearrangøren kan holdes ansvarlig, kræves dokumentation, der direkte forbinder sygdommen med indtaget mad. Pakkerejse-Ankenævnet afviste nylig to sager, hvor rejsende forsøgte at få erstatning for maveonde.

I begge tilfælde kunne man ikke med tilstrækkelig sikkerhed påvise, at sygdommen skyldtes den inkluderede mad.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen påpeger vigtigheden af at kende sine rettigheder og henviser til rejseforsikring som en afgørende faktor. Styrelsen anbefaler at undersøge forsikringsvilkår omhyggeligt og sikre, at dækningen er tilstrækkelig, især hvis man rejser uden for EU.

Dokumentation fra en læge er afgørende, hvis man ønsker erstatning af sin rejseforsikring for tabte feriedage, da forsikringsselskaber kræver ofte bevis for, at sygdommen opstod under ferien.

Tavshedsklausul ugyldig

Udgivet den af

Selfie ApS stødte på udfordringer, da de implementerede en tavshedsklausul i deres handels- og lejebetingelser. Forbrugerombudsmanden vurderede det som i strid med markedsførings- og aftaleloven. Klausulen forsøgte at forhindre negative anmeldelser ved trusler om krav mod kunder.

Forbrugerombudsmanden fastslår forbrugernes ret til at ytre sig og anmelde virksomheder. Tavshedsklausulen, der frasagde forbrugere retten til negative anmeldelser, blev anset som urimelig.

Virksomheder bør se deres vilkår igennem og sikre at de ikke indeholder sådanne ugyldige tavshedsklausuler. Selfie ApS har fjernet klausulen, og sagen fremhæver vigtigheden af forbrugerens ret til at ytre sig.

I henhold til markedsføringsloven § 3, stk. 1, skal virksomheder udvise god markedsføringsskik, mens aftalelovens § 38 c, stk. 1, jf. § 36, giver mulighed for at tilsidesætte aftalevilkår i forbrugeraftaler, der strider imod hæderlig forretningsskik. Disse paragraffer er afgørende for Forbrugerombudsmandens vurdering af Selfie ApS’ tavshedsklausul.

Ægtefælles kaution for mandens erhvervslån

Udgivet den af

Som jeg skriver under kautioner, er ens retsstilling som kautionist meget afhængig af, om der er tale om en privatkaution eller en erhvervskaution.

Erhvervskautioner er næsten umulige at anfægte efter Lov om Finansiel Virksomhed § 47. Der foreligger mig bekendt kun een afgørelse, hvor kautionisten er kommet igennem med, at en kaution stillet i et erhvervsforhold var ugyldig.

Derimod har man som kautionist noget mere “at arbejde” med, hvis der er tale om privat kaution. Der følger det nemlig af § 48 i Lov om Finansiel Virksomhed, at banken har en række forpligtelser med hensyn til rådgivning, undersøgelse af kautionistens økonomi mm.

Derfor kan det ofte være afgørende for, om sag kan vindes eller ej, om kautionen er en erhvervskaution eller en privat kaution.

Der er ikke i loven nogen definition af erhvervskaution og privat kaution. Det er op til domstole at fastlægge sondringen gennem retspraksis.

Hvis en virksomhedsejer kautionerer for sit selskabs kassekredit er der klart tale om en erhvervskaution.

Ligeså klart er det, at der er tale om en privat kaution, hvis forældrerne kautionerer for deres barns køb af en lejlighed.

En vigtig indikator på, om det er en privat kaution eller en erhvervskaution er, om man som kautionist indirekte har udsigt til et økonomisk udbytte af det lån, som kautionen vedrører. Det har forældrene, der kautionerer for barnets køb af en lejlighed, ikke. Og derfor er det en privat kaution.

Omvendt har virksomhedsejeren udsigt til en muligt gevinst som ejer af virksomheden, og derfor er der tale om en erhvervskaution.

Men hvad gælder så, hvis ægtefællen har kautioneret for sin mands eller hustrus virksomhedslån? Ægtefællen ejer jo ikke virksomheden og har således ikke direkte andel i overskud og værditilvækst. Omvendt har ægtefællen jo indirekte et økonmisk udbytte af virksomheden, fordi den giver en værdi, løn mv. til den anden ægtefælle. Og i tilfælde af en skilsmisse eller ved død, vil virksomheden også typisk indgå i bodelingen.

Det finansielle ankenævn har taget stilling til dette spørgsmål i afgørelsen 88/2018. Her havde en hustru startet en børnetøjsforretning og i den forbindelse fået et lån af banken, som manden havde kautioneret for.

Det finansielle ankenævn fandt at der var tale om en privat kaution. Derfor kan vi godt konkludere, at der foreligger en privat katuion, når den ene ægtefælle kautionerer for den anden ægtefælles virksomheds gæld og kautionisten i øvrigt ikke deltager i driften, er medejer, sidder i bestyrelsen eller lignende.

Forbrugerkøb og netauktioner

Udgivet den af

KØBELOVEN indeholder regler om forbrugerkøb, der på mange punkter giver forbrugeren en særlig beskyttet og gunstig retsstilling. Der foreligger efter KØBELOVEN et forbrugerkøb, når forbrugeren handler udenfor sit erhverv (man køber med andre ord varen til privat brug) og sælgeren af varen er en erhvervsdrivende.

Der foreligger også et forbrugerkøb, hvis sælgeren af varen er en privat person, men salget formidles af en erhvervsdrivende. Salg via en netauktion til en forbruger vil derfor altid være et forbrugerkøb, uanset om ejeren af den solgte genstand er en erhvervsdrivende eller en privat person. Dette skyldes, at en erhvervsdrivende formidler salget.

Når en forbrugers køb på en netauktion i alle tilfælde behandles som et forbrugerkøb, vil forbrugeren således være beskyttet af de særlige regler, der gælder for forbrugerkøbet. Disse særlige beskyttelsesregler kan (i modsætning til handelskøbet) ikke fraviges ved aftale, f.eks. i den erhvervsdrivendes salgsvilkår.

Nedenfor lister jeg nogle at de væsentligste beskyttelsesregler efter KØBELOVEN, der vil gælde for en forbruger ved køb på en netauktion:

  • Det kan ikke bestemmes i vilkårene, at varen er ”købt som beset”. En sådan klausul om ”købt som beset” eller tilsvarende har ingen retsvirkning og kan derfor ikke håndhæves overfor forbrugeren. Forbrugeren kan altså rejse sædvanlige mangelskrav.
  • Hvis der er mangler kan køberen som udgangspunkt kræve, at sælgeren afhjælper manglen.
  • Reklamation indenfor 2 måneder efter købet er altid rettidig.
  • Der vil altid være 2 års reklamationsret over mangler.

Fortrydelsesret efter Forbrugeraftaleloven

Efter FORBRUGERAFTALELOVEN vil der med samme begrundelse som ovenfor foreligge en forbrugeraftale ved en forbrugers køb af en vare på en netauktion. Dette gælder uanset om sælgeren er privat eller erhvervsdrivende, fordi man som erhvervsdrivende formidler salget.

Konsekvensen af dette vil efter FORBRUGERAFTALELOVEN være, at forbrugeren har 14 dages fortrydelsesret. Dette skyldes, at der ved netauktioner er tale om såkaldt fjernsalg – altså hvor sælger og køber ikke mødes fysisk i en butik eller lignende. Fortrydelsesretten gælder også selv om forbrugeren inden netauktionen har haft mulighed for at besigtige genstanden.

Den erhvervsdrivende er derfor forpligtet til at oplyse forbrugeren om fortrydelsesretten.

Hvis fortrydelsesretten udnyttes af forbrugeren, skal købesummen returneres til forbrugeren. Dette omfatter også det hammerslagsgebyr og salær, som den erhvervsdrivende måtte have opkrævet overfor forbrugeren.

Formodningsregel i købeloven udvides til 1 år

Udgivet den af

Ved forbrugerkøb gælder der en vigtig formodningsregel; nemlig at en mangel ved det købte formodes at have været tilstede på købstidspunktet, såfremt manglen opstår op til 6 måneder efter købet. Denne frist på 6 måneder udvises nu til 12 måneder.

Fra den 1. januar 2022 gælder der altså en formodningsregel, hvorefter en mangel, der opstår i op til et år efter købet, formodes at have været til stede på købstidspunktet.

Hvad betyder denne formodningsregel så? Jo, lad os tage et eksempel. Du køber til privat brug en ny Iphone for 6.000 kr. i Elgiganten. Vi har med et forbrugerkøb at gøre (det følger af Købelovens § 4a). Efter 10 måneder holder telefonen op med at virke. Den er død. Med formodningsreglen på 12 måneder er udgangspunktet herefter, at der er tale om en relevant mangel, som berettiger dig til at kræve, at telefonen som minimum bliver repareret uden omkostning for dig. Manglen, der er årsag til at telefonen er død, formodes nemlig at have været tilstede, da du købte telefonen, og så er det Elgigantens ansvar, at de har solgt dig en telefon med mangler.

Formodningsreglen betyder med andre ord, at bevisbyrden vendes om i de første 12 måneder efter købet. Det er altså ikke dig som forbrugere, der skal dokumentere, at der forelå en mangel, som var tilstede på købstidspunktet. Dette ville ellers være den normale bevisbyrderegel. Det er derimod Elgiganten, der skal dokumentere, at det er din skyld og forkerte brug, at telefonen er gået død. Kan Elgiganten ikke dokumentere dette, har du krav på at få telefonen repareret uden omkostninger.

Kan Elgiganten derimod eksempelvis dokumentere, at årsagen til, at telefonen er gået død, er fugt i telefonen, ja så har Elgiganten ført bevis for, at det er din forkerte brug af telefonen, der har medført at telefonen ikke fungerer. Og i så fald er Elgiganten fri for ansvar, og det er jo rimeligt nok.

Du finder formodningsreglen i Købelovens § 77a, stk. 3 som siger

Stk. 3. Viser en mangel sig inden 1 år efter leveringen, ved køb af levende dyr dog inden 6 måneder efter leveringen, formodes manglen at have været til stede ved leveringen, medmindre denne formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller manglens art, jf. dog stk. 4-6. Dette gælder dog ikke ved køb som nævnt i § 77.

Ingen regel uden undtagelser. Ved køb af levende dyr er formodningsreglen kun på 6 måneder. Derudover vil der være varer, hvor det ikke giver mening at tale om en formodningsregel på 12 måneder, eller som det hedder i bestemmelsen “er uforenelig med salgsgenstandens eller manglens art”. Det kan eksempelvis være ved køb af madvarer.

Læs meget mere om forbrugerkøbet her.

David mod Goliat – vinder sag om produktansvar for utæt presenning

Udgivet den af

Denne sag har jeg vundet for en familie, der tog kampen op mod de store. Familien havde i Silvan købt en presenning, der skulle bruges til overdækning af deres hus, mens de selv lagde et nyt tag. Presenningen var produceret af den danske millardkoncern, Icopal.

Det viste sig imidlertid, at presenningen var utæt, og uheldigvis faldt tagudskiftningen sammen med, at der kom et stort skybrud. Utætheden resulterede i store vandskader i huset.

Så skulle man tro, at producenten, Icopal, bare ville lægge sig fladt ned. Erkende fejlen og betale det, det kostede at få skaderne udbedret. Men nej, sådan skulle det ikke være. Producenten anfægtede alt fra A til Z, herunder i starten, at der ikke var tale om en utæt presenning, at presenningen ikke var egnet til at bruge til et tagprojekt, at mine klienter ikke havde afdækket taget korrekt, at mine klienter ikke havde foretaget en korrekt skadeafværgelse osv. osv.

Et syn og skøn kunne imidlertid ret klart fastslå, at presenningen var utæt. Det er jo heller ikke raketvidenskab. Men det var ikke bevis nok for producenten. Sagen endte i Retten og Icopal blev dømt 100 %.

Retten i Næstved fandt at presenningen havde en defekt:

Såvel [taksator] som [skønsmand] har oplyst, at presenningen efter deres opfattelse er egnet til afdækning af et tag.

Herefter og da der er tale om en presenning af en størrelse af 60 m2 og sammenholdt med teksten på indpakningen, finder retten, at presenningen, uanset illustrationen på indpakningen af henholdsvis en overdækket trailer og et lad på en pickup, at [mine klienter] med rette har kunnet forvente, at de for at sikre sig, at der ikke kom vand i deres hus, kunne anvende presenningen til at overdække deres tag i nogle dage i forbindelse med udskiftning
af dette. Presenningen er derfor defekt efter produktansvarslovens § 5.

Derudover siger Retten i Næstved at det var den utætte presenning, der var årsag til vandskaderne i huset (den såkaldte årsagssammenhæng):

For så vidt angår spørgsmålet om årsagssammenhæng, kan det på baggrund af oplysningerne i den af [skønsmanden] udarbejdede skønsrapport og [skønsmandens] forklaring i retten lægges til grund, at taget var afdækket korrekt, og at hovedårsagen til, at der trængte vand ind i huset, var fabrikationsfejlen i presenningen…..

Derudover konkluderer Retten, at mine klienter har gjort det rigtige for at afværge yderligere skader, da det var konstateret at der trængte vand ind i huset:

Efter [taksator] forklaring lægges det til grund, at han er den eneste – udover [mine klienter], der har set den grønne presenning, som SSG afdækkede taget med, ligge på taget. Efter [taksators] forklaring lægger retten til grund, at den grønne presenning var en kraftig presenning af bedre kvalitet.
Efter [mine klienters] forklaringer lægger retten til grund, at der ikke kom yderligere vand ind i huset efter, at den grønne presenning var blevet oplagt, og at de havde gjort, hvad de kunne for at stoppe og begrænse skaden.

Icopal blev dømt til at erstatte det fulde tab uden fradrag af den selvrisiko på 4.000 kr, der følger af Produktansvarslovens § 6, stk. 1. Dette skyldes, at man som producent kan ifalde erstatning efter både Produktansvarsloven og efter dansk rets almindelig erstatningsregler (som ikke opererer med en selvrisiko), som baserer sig på en grundsætning om, at man er ansvarlig for skader, der forårsages af ens såkaldte culpa (dvs. uagtsomhed eller fortsæt), og her fandt Retten altså at Icopal havde handlet culpøst, dvs. uagtsomt, og derfor skulle erstatte tabet fuldt ud uden fradrag af selvrisikoen. Så husk altid at få dette synspunkt med også.

Så tænker du måske, hvorfor blev Silvan ikke også sagsøgt i sagen? Det er et godt spørgsmål, fordi Silvan kan nemlig også som forhandler have et såkaldt mellemhandleransvar efter Produktansvarsloven. Mellemhandlerens ansvar er dog betinget af, at mellemhandleren selv har handlet uagtsomt (det var der ikke tale om) eller at det kan dokumenteres, at der er uagtsomhed hos producenten, dvs. hos Icopal. Derfor gav det ikke mening at sagsøge Silvan, fordi dette ville kræve at jeg som advokat skulle føre bevis for uagtsomhed hos Icopal, og kunne jeg ikke det, ville Silvan blive frifundet, og så stod mine klienter til at betale sagsomkostninger til Silvan. Så det var en taktisk overvejelse baseret på, at jeg havde en god sag over en dansk og økonomisk solid producent, nemlig Icopal. Var producenten derimod udenlandsk eller var producenten økonomisk svag ville sagen havde været anderledes; i så fald var Silvan utvivlsomt blevet sagsøgt.

Du kan læse meget mere om produktsansvaret her på min hjemmeside.