“Gratis” er ikke gratis – når markedsføring fører til ugyldige aftaler

Udgivet den af

Mange virksomheder arbejder aktivt med konkurrencer, prøveperioder og introduktionstilbud som led i deres digitale markedsføring. Men hvis aftalegrundlaget ikke præsenteres klart og loyalt, risikerer man ikke blot kritik – men at selve aftalen erklæres ugyldig.

Et illustrativt eksempel findes i en sag behandlet af Forbrugerombudsmanden (j.nr. 11/05032).

Konkurrence med skjult medlemskab

Sagen angik en erhvervsdrivende, der markedsførte en onlinekonkurrence, hvor forbrugerne kunne vinde en jordomrejse med lommepenge. Samtidig modtog alle deltagere et ”gratis” skrabelod med mulighed for at vinde op til 100.000 kr.

For at deltage skulle forbrugeren indtaste sine kortoplysninger – angiveligt for at betale 5 kr. for det ”gratis” skrabelod.

Problemet var imidlertid, at kortoplysningerne samtidig blev anvendt til at oprette et løbende betalingsmedlemskab, som automatisk blev fornyet til fuld pris efter udløbet af en prøveperiode.

Oplysningen om den automatiske fornyelse fremgik ikke tydeligt i selve tilmeldingsflowet, men alene via et link til handelsbetingelserne – og først helt til sidst i processen. Samtidig var ordet ”gratis” fremhævet flere gange i markedsføringen.

Uklart aftalegrundlag og vildledende markedsføring

Forbrugerombudsmanden vurderede, at aftaleindgåelsen var præsenteret uklart og uhensigtsmæssigt. Efter myndighedens opfattelse var det reelle formål med konkurrencen at få forbrugerne til at afgive deres kortoplysninger og indgå et medlemskab, som de næppe ville have accepteret, hvis sammenhængen havde været tydelig.

Markedsføringen blev anset for at være i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 3, og sagen blev politianmeldt.

Ugyldighed efter aftalelovens § 38 c

I en situation som denne vil aftalen i praksis kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 38 c, der beskytter forbrugere mod urimelige vilkår og illoyal aftaleindgåelse.

Bestemmelsen giver domstolene adgang til at tilsidesætte eller ændre aftaler, hvis vilkårene – eller måden aftalen er indgået på – er urimelige. Det gælder navnlig, hvis der er sket en skævvridning af aftaleforholdet gennem manglende gennemsigtighed eller bevidst uklar præsentation af væsentlige vilkår.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at vurderingen ikke alene knytter sig til vilkårenes indhold, men også til selve aftaleprocessen.

Hvad betyder det for din virksomhed?

Hvis din virksomhed arbejder med:

  • Gratis prøveperioder
  • Abonnementsmodeller med automatisk fornyelse
  • Konkurrencer eller kampagner med betalingselement
  • “Gratis”-tilbud med tilknyttede betalingsforpligtelser

… bør I sikre, at:

  1. Betalingsforpligtelsen fremgår klart og tydeligt.
  2. Automatisk fornyelse ikke “gemmes” i handelsbetingelser.
  3. Væsentlige vilkår præsenteres før forbrugeren afgiver betalingsoplysninger.
  4. Markedsføringen ikke skaber et indtryk, der afviger fra den faktiske aftale.

Digitalt design (”dark patterns”) og skjult abonnementslogik er et stigende fokusområde for både Forbrugerombudsmanden og EU-regulering.

Konsekvenserne kan være:

  • Ugyldige aftaler
  • Krav om tilbagebetaling
  • Politianmeldelse
  • Betydelige omdømmerisici

Ophævelse af pakkerejse under COVID-19 – en sag hele vejen gennem systemet

Udgivet den af

Sagen blev ført af mig for to unge klienter, som efter deres studentereksamen i 2020 – i deres sabbatår – skulle på deres længe planlagte drømmerejse til Asien. Rejsen var en omfattende rundrejse med flere destinationer og arrangementer over en længere periode.

Som for så mange andre blev planerne brat ændret, da COVID-19-pandemien ramte verden i foråret 2020, og Udenrigsministeriet begyndte at fraråde ikke-nødvendige rejser. Klienterne afbrød rejsen og rejste tidligere hjem, men rejsebureauet afviste efterfølgende at tilbagebetale det fulde beløb.

Sagen blev først behandlet i Pakkerejsenævnet, hvor vi fik fuldt medhold. Rejsebureauet valgte herefter at indbringe sagen for byretten – hvor vi igen vandt. Det stoppede imidlertid ikke her. Rejsebureauet ankede dommen til landsretten, og sagen var berammet til behandling i starten af 2026.

Kort tid inden hovedforhandlingen valgte rejsebureauet imidlertid at hæve ankesagen. Konsekvensen heraf er, at byrettens dom står ved magt og nu er endelig.

Nedenfor gennemgås byrettens afgørelse og de centrale juridiske pointer.

COVID-19-pandemien gav anledning til en lang række tvister mellem rejsende og rejseudbydere. Dommen giver vigtig afklaring af, hvornår en forbruger er berettiget til at ophæve en pakkerejse og få pengene tilbage, når ekstraordinære omstændigheder griber ind i rejsens gennemførelse.

Efter lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer § 25, stk. 1, kan den rejsende hæve aftalen, hvis der foreligger en mangel, som væsentligt påvirker pakkerejsen. Ved ophævelse har den rejsende krav på tilbagebetaling af det betalte beløb, dog med fradrag af værdien af den del af rejsen, der allerede er gennemført.

Sagen angik en længere rundrejse i Sydøstasien med flere destinationer, flyrejser og forudbestilte arrangementer. Under rejsen – i marts 2020 – indførte Udenrigsministeriet først rejsefrarådning til udvalgte lande og kort efter til hele verden som følge af COVID-19-situationen.

Rejseudbyderens konsulent orienterede de rejsende om frarådningen og oplyste, at den ville få konsekvenser for rejsen. På den baggrund – og efter rådgivning – valgte de rejsende at afbryde opholdet og rejse hjem væsentligt tidligere end planlagt.

Retten lagde vægt på flere forhold:

  • at der var tale om en lang og kompleks rundrejse med mange resterende rejsedage,
  • at der herskede betydelig usikkerhed om flyafgange, overnatninger og arrangementer,
  • at rejseudbyderen ikke selv havde overblik over, om rejsen kunne gennemføres som aftalt,
  • og at Udenrigsministeriets rejsefrarådninger var klare og hurtigt eskalerende.

Under disse omstændigheder fandt retten, at de rejsende med rette kunne have den berettigede opfattelse, at pakkerejsen ikke længere kunne leveres som aftalt, og at manglen væsentligt påvirkede rejsen.

Forslaget om at fortsætte rejsen til en anden destination blev ikke anset som et reelt afhjælpningsforsøg.

Retten gav de rejsende medhold i, at de var berettiget til at ophæve pakkerejsen. De havde derfor krav på:

  • tilbagebetaling af alle betalte beløb
  • med fradrag af værdien af den del af rejsen, der allerede var gennemført
  • samt procesrente fra ophævelsestidspunktet.

Rejseudbyderen blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger.

Dommen viser, at:

  • Det ikke er afgørende, om det på ophævelsestidspunktet med sikkerhed kan fastslås, at rejsen ville være umulig at gennemføre.
  • Det afgørende er, om den rejsende på et objektivt og sagligt grundlag har haft en berettiget opfattelse af, at rejsen var væsentligt påvirket.
  • Officielle rejsefrarådninger og manglende leveringssikkerhed vejer tungt i vurderingen.

Dommen giver dermed vigtig vejledning for både forbrugere og rejseudbydere ved ekstraordinære hændelser som pandemier, naturkatastrofer eller alvorlige sikkerhedssituationer.

Koncipist- og minimumsreglen – når uklarheder i aftaler fortolkes

Udgivet den af

Når virksomheder udarbejder kontrakter eller handelsbetingelser, er det afgørende, at bestemmelserne er klare og præcise. Hvis der opstår tvivl om betydningen af en bestemmelse, kan det nemlig få konsekvenser for den part, der har skrevet teksten.
I dansk aftaleret findes to centrale fortolkningsprincipper, som ofte anvendes i den situation:

Koncipistreglen – uklarhed rammer forfatteren

Koncipistreglen betyder, at en uklar bestemmelse i en aftale som udgangspunkt fortolkes mod den part, der har konciperet (dvs. udarbejdet) bestemmelsen eller aftalen.
Rationalet er enkelt: Den part, der har haft mulighed for at formulere bestemmelsen, har også haft mulighed for at gøre den klar og utvetydig. Hvis bestemmelsen alligevel er uklar, bør modparten ikke bære risikoen for denne uklarhed.

I praksis betyder det, at standardvilkår, forretningsbetingelser og kontraktbestemmelser, som ens egen virksomhed har udarbejdet, kan blive fortolket til modpartens fordel, hvis der er tvivl om betydningen.

Minimumsreglen – den snævre fortolkning

Minimumsreglen indebærer, at hvis der er uklarhed omkring en bestemmelses rækkevidde, skal bestemmelsen fortolkes på den mindst byrdefulde eller mindst vidtgående måde.
Reglen fungerer som en slags “sikkerhedsventil”, der sikrer, at en part ikke bliver bundet af en vidtgående fortolkning af en uklar bestemmelse, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse.

Et konkret eksempel: Printer-sagen (FKN 09/02168)

En sag fra Forbrugerklagenævnet illustrerer tydeligt, hvordan reglerne kan få praktisk betydning.

En forbruger købte en printer, men ønskede efterfølgende at fortryde købet. Sælger afviste fortrydelsen med henvisning til sine forretningsbetingelser, hvor der stod:

“Ved køb af printere må farvepatronerne ej heller åbnes, hvis returretten skal opretholdes.”

Printeren var taget i brug, og patronerne var isat. Sælger mente derfor, at fortrydelsesretten var bortfaldet. Forretningsbetingelserne var korrekt fremsendt pr. mail ved købet, som foreskrevet i forbrugeraftaleloven.

Nævnet vurderede imidlertid, at formuleringen i forretningsbetingelserne ikke opfyldte kravet om, at forbrugeren udtrykkeligt skulle gøres opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gjaldt, hvis printeren blev taget i brug. Selvom det var åbenbart, at isætning af patroner formindskede printerens salgsværdi, fandt nævnet, at teksten var for uklar.

Resultatet blev, at forbrugeren fik medhold og kunne fortryde købet. Nævnet anvendte her både en koncipistbetragtning (uklarheden ramte sælgeren, der havde skrevet betingelserne) og minimumsreglen (betingelsen blev fortolket snævert).

Praktiske pointer til virksomheder
  • Sørg for, at kontrakter og handelsbetingelser er klare, konkrete og utvetydige.
  • Vær særligt opmærksom på bestemmelser, der begrænser rettigheder for modparten – disse skal fremhæves tydeligt, hvis du lovligt må begrænse rettighederne (i mange tilfælde er en begrænsning af rettighederne ugyldig, selv hvis fremhævet).
  • Husk, at uklarheder typisk fortolkes mod dig, hvis du er afsenderen.
  • Brug juridisk rådgivning til at kvalitetssikre standardvilkår, så du undgår dyre fortolkningskonflikter senere.

Ugyldigt vilkår i leasingaftale: Når forbrugeren pålægges at finde en køber

Udgivet den af

Leasing af biler er populært blandt forbrugere, men engang imellem kan man som forbruger bliver overrasket over vilkårene ved aftalens udløb og hvor det kan vise sig ganske dyrt at afslutte en leasingaftale, fordi der i det “med småt” står at forbrugeren skal anvise en køber med CVR til en given minimumspris.

Sagen kort: Forbruger pålagt at finde køber til restværdi

En forbruger indgik en leasingaftale på 12 måneder om en brugt elbil. Ifølge aftalen havde forbrugeren ingen køberet ved leasingens udløb – men til gengæld pligt til at anvise en tredjemand med CVR-nummer, som skulle købe bilen til en på forhånd fastsat minimum restværdi. Hvis denne tredjemand ikke kunne findes eller hvis bilen ikke kunne sælge til minimumsprisen, ville forbrugeren selv hæfte for differencen mellem den fastsatte restværdi og den faktiske salgspris.

Restværdien var ensidigt fastsat af leasingselskabet og lå væsentligt over bilens reelle markedsværdi ved leasingperiodens udløb – især i lyset af de betydelige prisfald på elbiler i løbet af perioden.

Hvorfor kan vilkåret være ugyldigt?

Denne type aftaler udgør typisk en forbrugeraftale og er derfor underlagt reglerne i aftalelovens kapitel om forbrugeraftaler (§§ 38 a–c). Det rejser flere alvorlige juridiske problemer:

Manglende klarhed og forståelighed

Ifølge aftalelovens § 38 b, stk. 2, skal et forbrugervilkår være klart og forståeligt. I sagen her var det uklart, hvilken økonomisk risiko forbrugeren faktisk påtog sig. Vilkåret fremstod som en administrativ anvisningspligt, men medførte reelt et økonomisk hæftelsesansvar i tilfælde af prisfald.

Skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser

Efter aftalelovens § 38 c, stk. 1, er et vilkår ugyldigt, hvis det medfører en betydelig skævhed i forpligtelserne til skade for forbrugeren. Det er netop, hvad der er tilfældet her: Leasingselskabet fastsætter ensidigt en restværdi – og forbrugeren pålægges hele risikoen for markedsudsving. Dette kan være i strid med loven.

Manglende forhandling og rådgivning

Leasingaftalen var standardvilkår uden forhandling og uden nogen form for juridisk rådgivning. Dette svækker leasingselskabets muligheder for at fastholde vilkåret over for en forbruger, især når det kommer til økonomisk byrdefulde forpligtelser.

Hvad betyder det for dig?

Hvis du som forbruger får oplyst, at du selv skal finde en CVR-registreret køber til bilen ved leasingens udløb – eller hæfte for restværdien, hvis det ikke lykkes – bør du søge juridisk rådgivning. Det kan argumenteres med en vis styrke for, at sådant vilkår være ugyldigt. Særligt hvis restværdien er urealistisk høj, og hvis vilkåret ikke er formuleret klart eller tydeligt. Der ligger dog endnu ingen domspraksis som har taget stilling til spørgsmålet.

Konklusion: Forbrugeren har ikke altid det sidste ansvar

📌 Har du også fået en leasingaftale med anvisningspligt?

Har dit leasingselskab krævet, at du finder en køber til bilen – eller at du hæfter for en urealistisk restværdi? Så er det vigtigt at kende dine rettigheder.

Hos b2claw.dk hjælper vi forbrugere med at forstå og håndhæve deres rettigheder i leasing- og købsaftaler.

📞 Kontakt advokat Michael Thiesen for en vurdering af din sag – det koster ikke noget at spørge.

👉 Læs mere eller skriv til os her

Forældelse af kaution for kassekredit

Udgivet den af

Det er mere reglen end undtagelsen, at en virksomhedsejer må stille en kaution for sin virksomheds kassekredit. Og det er jo også fair nok – for hvis banken skal løbe en risiko, hvorfor skal ejeren så ikke?

Men hvad gælder så, hvis virksomheden går konkurs og ikke kan indfri kassekreditten? Ja, det naturlige for banken vil i sagens natur være at kræve betalingen fra kautionisten, og det sker også hver dag.

Men hvis heller ikke kautionisten er i stand til at indfri kassekreditten, kan det være, at banken “venter og ser” og først på et senere tidspunkt går efter kautionisten. Enten når kautionisten er kommet til penge. Eller når forældelsesfristen nærmer sig.

Hvad gælder så for forældelsen af en kassekredit?

Efter Forældelsesloven vil en kassekredit forældes efter 10 år. Fristen på 10 år skal tælle fra det tidspunkt, hvor kassekreditten ikke længere fungerer som kassekredit, og dette tidspunkt har lovgivet defineret som “den seneste indsættelse eller hævning på kontoen, der er foretaget af andre end fordringshaveren“. Fordringshaver er et andet ord for banken. Det følger af Forældelseslovens § 6, stk. 2. En bevægelse på kontoen, der er foretaget af banken, kunne eksempelvis være en rentetilskrivning.

Lad os tage et eksempel. Den sidste bevægelse på virksomhedens kassekredit, som ikke er foretaget af banken, sker den 3. marts 2021. Bankens krav overfor virksomheden forældes 10 år efter denne dato, dvs. den 3. marts 2031. Har banken ikke senest den 3. marts 2031 afbrudt forældelse, f.eks. ved anlæggelse af en retssag, er kravet altså forældet.

Men hvad gælder så om forældelse over kautionisten?

Forældelsesfristen for kautionisten er også 10 år. Det følger af Forældelseslovens § 11. Men fra hvilket tidspunkt skal disse 10 år tælle? Dette er det såkaldte begyndelsestidspunkt for forældelse.

Det ville være nærliggende at sige, at der skulle være samme begyndelsestidspunkt for såvel virksomheden som kautionisten, dvs. “den seneste indsættelse eller hævning på kontoen“.

Men sådan er det ikke.

Forældelse af kautionen har sit “eget liv” og skal bedømmes uafhænigt af, hvornår der sker forældelse overfor virksomheden.

Det er slået fast i en Østre Landsrets kendelse i en sag, jeg førte for en klient. Her var der tale om en sædvanlig selvskyldnerkaution for et selskabs kassekredit. Den seneste hævning eller indsættelse skete den 15. maj 2008 men det var først den 30. september 2009, at kassekreditten blev overtrukket.

Her fastslår Østre Landsret med rette og med henvisning til Forældelseslovens § 2, stk. 1, at forældelsen overfor kautionisten skal tælle fra det tidspunkt, hvor banken kunne rejse kravet over kautionisten, og det var altså først den 30. september 2009, at man kunne dette ved overtrækket på kassekreditten. Inden da var der ikke nogen misligholdelse. Forældelsen indtrådte derfor først den 30. september 2019.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker kvalificeret rådgivning om kaution, herunder forældelses af kaution. Jeg er – i al beskedenhed – den advokat i Danmark, der fører flest sager om netop dette spørgsmål.

Undersøgelsesgebyr kræver aftale

Udgivet den af

Særligt ved salg af elektronik, hvor det erfaringsmæssigt er vanskeligt uden videre at udlede, om der er fejl ved produktet og i givet fald, om fejlen skyldes købers forkerte brug, er det ikke usædvanligt, at der i de almindelige vilkår optages bestemmelse om, at køber skal betale et gebyr for den undersøgelse, som sælger iværksætter i forbindelse med en mangelindsigelse.

Sådanne vilkår ses anvendt både overfor erhvervsdrivende og forbrugere. På det politiske plan har især Forbrugerrådet Tænk advokeret for en ændring af købeloven, således at der ved reklamationer indenfor den toårige reklamationsfrist ikke er adgang til at opkræve undersøgelsesgebyrer overfor forbrugerne.

Kontakt advokat Michael Thiesen for yderligere rådgivning om undersøgelsesgebyrer i din virksomheds almindelige vilkår

Aftale om undersøgelsesgebyr i de almindelige vilkår

I såvel forbruger- som handelskøbet er den helt afgørende forudsætning for at kunne opkræve et undersøgelsesgebyr, at dette er aftalt med køberen. Aftalen kan være indeholdt i de almindelige vilkår, men kan også indgås særskilt forud for undersøgelsens iværksættelse, dvs. typisk ved købers indlevering af salgsgenstanden i forbindelse med en reklamation. Derudover vil der i handelskøbet – men næppe i forbrugerkøbet – kunne opkræves et undersøgelsesgebyr, såfremt der er sædvane eller kutyme herfor i branchen.

At opkrævning af undersøgelsesgebyr i hvert fald i forbrugerkøbet forudsætter aftale herom, er fastslået i en række afgørelser fra Forbrugerklagenævnet, jf. blandt andet:

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2002-4031/7-2198: Sælger fandtes ikke berettiget til at opkræve et undersøgelsesgebyr, allerede fordi det ikke var bevist, at der var indgået aftale med forbrugeren om, at denne skulle betale et testgebyr, såfremt sælgeren ikke kunne konstatere mangler ved det solgte.

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-15: Et digitalkamera blev beskadiget i forbindelse med købers forsøg på at opdatere kameraets firmware via producentens hjemmeside. I forbindelse med reklamationsbehandlingen blev køber opkrævet et undersøgelsesgebyr af sælgeren. Det fandtes ikke godtgjort, at skaderne skyldtes mangler ved kameraet, hvorfor køberens reklamation var uberettiget. Om undersøgelsesgebyret udtalte Forbrugerklagenævnet, at det påhviler sælgeren at godtgøre, at denne har været berettiget til et sådant gebyr. Lider en salgsgenstand af mangler, som køberen kan kræve afhjulpet, er sælgeren ifølge købelovens regler, som ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, forpligtet til vederlagsfrit at tage stilling til reklamationen og udføre afhjælpning gratis, jf. herved købelovens § 78a sammenholdt med § 1, stk. 2.

Skal sælger kunne kræve et undersøgelsesgebyr påhviler det derfor denne at godtgøre, at der ikke er mangler ved det solgte. Derudover påhviler det sælger at godtgøre, at det udtrykkeligt er aftalt, at der i denne situation skal betales et undersøgelsesgebyr, da forbrugeren jo ved at kræve afhjælpning ikke har bestilt en ydelse, som der skal betales for. Da sælgeren ikke havde bevist, at det var aftalt, at der skulle betales et undersøgelsesgebyr, såfremt der ikke kunne konstatere mangler ved det solgte, kunne køber kræve det erlagte undersøgelsesgebyr tilbagebetalt.

Det bør så vidt muligt tilstræbes, at der i de almindelige vilkår sker en konkret beløbsmæssig angivelse af undersøgelsesgebyrets størrelse, således at aftaleparten er bekendt hermed.

Gebyrets størrelse

Et i de almindelige vilkår aftalt gebyr, der beløbsmæssigt anses for urimeligt, vil kunne tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 36 samt – i forbrugerkøbet – aftalelovens § 38C. Se til eksempel Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45 angående et undersøgelsesgebyr på kr. 459, som sælger havde betinget sig, såfremt der ikke var tale om mangler ved et digital kamera. Da det var ubestridt, at køberen var blevet blev oplyst herom ved kameraets indlevering til undersøgelse, og da skaden på kameraet skyldes forbrugerens egne forhold, var sælger ikke afskåret fra at opkræve gebyret, da dette ikke oversteg, hvad der måtte anses for et rimeligt vederlag for den af sælger foretagne undersøgelse.

Indeholder de almindelige vilkår ingen bestemmelse om gebyrets beløbsmæssige størrelse, vil der i handelskøbet skulle betales, hvad sælger forlanger, medmindre dette er ubilligt, jf. princippet i købelovens § 5. I forbrugerkøbet vil der skulle betales, hvad der må anses for rimeligt, jf. princippet i Købelovens § 72. Vurdering af, om et gebyr er rimeligt eller ej, afhænge af omfanget af og kompleksiteten ved undersøgelsen af salgsgenstanden. I Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45, fandtes et undersøgelsesgebyr på 459 kr. for rimeligt, henset til at sælgers værksted havde været nødt til at adskille den solgte genstand (digitalkamera) for at undersøge skaden og dens omfang.

Aftalelovens § 38 b – fortolkning til forbrugerens fordel

Udgivet den af

Aftalelovens § 38b er en nøglebestemmelse inden for dansk forbrugerret. Bestemmelsen har afgørende betydning for fortolkningen af aftalevilkår, især når der opstår tvivl om deres forståelse. Formålet med bestemmelse er at sikre, at forbrugeren ikke stilles urimeligt over for erhvervsdrivende, og at aftalevilkår fortolkes på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren.

En illustration af Aftalelovens § 38b’s betydning kan ses i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet (2005-650/7-877). I denne sag købte en forbruger en sofa under anvendelse af standardvilkår, der angav, at levering kun ville ske, hvis der var uhindret adgang til møblets ønskede placering. Forbrugeren boede imidlertid på 6. sal, og opgangen tillod ikke bæring af sofaen. Nævnet fortolkede vilkårene i overensstemmelse med § 38b og konkluderede, at forbrugeren havde ret til godtgørelse af omkostninger til en lift, da vilkårene ikke klart pålagde forbrugeren risikoen for opgangens størrelse.

En lignende anvendelse af § 38b ses i afgørelsen fra 1996 (1996-429/4-4), hvor en “penge-tilbage-garanti” i en butikskædes katalog uklart specificerede, om den omfattede køb foretaget med gavekort. Forbrugerklagenævnet fortolkede garantien i forbrugerens favør i overensstemmelse med § 38b, og fastslog at den omfattede alle kunder, inklusive dem, der betalte med gavekort.

Endnu en relevant anvendelse af § aftalelovens 38b findes i afgørelsen fra 2001 (2001-4054/7-1042). Her blev et uklart vilkår vedrørende ikrafttræden af et mobiltelefonabonnement fortolket til fordel for forbrugeren. Forbrugerklagenævnet fandt, at det uklare vilkår ikke klart angav, at forbrugeren indgik et abonnement med en uopsigelighedsperiode på 6 måneder, og derfor blev forbrugeren ikke bundet af denne bestemmelse.

Disse afgørelser viser tydeligt, at Aftalelovens § 38b tjener som et afgørende redskab til at beskytte forbrugerrettigheder ved at sikre, at uklare og tvetydige aftalevilkår fortolkes til forbrugerens fordel. Bestemmelsen bidrager til at skabe balance mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende inden for forbrugerretten.

Kautionens bortfald efter 10 år gælder kun for bankkautioner – ikke realkreditkautioner

Udgivet den af

Som jeg skriver om andet sted her på siden bortfalder en privat kaution efter 10 år eller, hvis kautionsaftalen er indgået til sikkerhed for en kredit med variabelt beløb eller for et lån uden fast forfaldstidspunkt (typisk en kassekredit), efter 5 år, medmindre forpligtelsen forinden er gjort gældende af pengeinstituttet.

Dette fremgår af § 48, stk. 9 i Lov om Finansiel Virksomhed.

Denne bestemmelse er betydelig mere gunstig for privat kautionisten end den almindelige forældelsesfrist på 10 år efter Forældelsesloven. Det skyldes at begyndelsestidspunktet for de 10 år efter Lov om finansiel virksomhed er tidspunktet for kautionsaftalens indgåelse. I modsætning hertil er begyndelsestidspunktet for den 10 årige forældelsesfrist efter Forældelsesloven det tidspunkt, hvor man kunne rejse kravet overfor kautionisten. Det vil typisk først være ved en misligholdelse, der ligger senere end afgivelsen af kautionsløftet.

Du skal dog være OBS på at denne særlige yderligere beskyttelse i § 48, stk. 9 ikke finder anvendelse, hvis kautionen er stillet overfor et realkreditinstitut. Det fremgår direkte af § 53A i loven.

Feriemave berettiger ikke til erstatning

Udgivet den af

Mange oplever at få ødelagt deres ferie på grund af maveonde, men at få erstatning fra rejsearrangøren er sjældent en let opgave. To nylige afgørelser fra Pakkerejse-Ankenævnet kaster lys over udfordringerne ved at kræve erstatning for sygdom på ferien. I hvertfald vil det være op ad bakke hvis man kræver erstatning overfor rejsearrangøren.

For at rejsearrangøren kan holdes ansvarlig, kræves dokumentation, der direkte forbinder sygdommen med indtaget mad. Pakkerejse-Ankenævnet afviste nylig to sager, hvor rejsende forsøgte at få erstatning for maveonde.

I begge tilfælde kunne man ikke med tilstrækkelig sikkerhed påvise, at sygdommen skyldtes den inkluderede mad.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen påpeger vigtigheden af at kende sine rettigheder og henviser til rejseforsikring som en afgørende faktor. Styrelsen anbefaler at undersøge forsikringsvilkår omhyggeligt og sikre, at dækningen er tilstrækkelig, især hvis man rejser uden for EU.

Dokumentation fra en læge er afgørende, hvis man ønsker erstatning af sin rejseforsikring for tabte feriedage, da forsikringsselskaber kræver ofte bevis for, at sygdommen opstod under ferien.

Tavshedsklausul ugyldig

Udgivet den af

Selfie ApS stødte på udfordringer, da de implementerede en tavshedsklausul i deres handels- og lejebetingelser. Forbrugerombudsmanden vurderede det som i strid med markedsførings- og aftaleloven. Klausulen forsøgte at forhindre negative anmeldelser ved trusler om krav mod kunder.

Forbrugerombudsmanden fastslår forbrugernes ret til at ytre sig og anmelde virksomheder. Tavshedsklausulen, der frasagde forbrugere retten til negative anmeldelser, blev anset som urimelig.

Virksomheder bør se deres vilkår igennem og sikre at de ikke indeholder sådanne ugyldige tavshedsklausuler. Selfie ApS har fjernet klausulen, og sagen fremhæver vigtigheden af forbrugerens ret til at ytre sig.

I henhold til markedsføringsloven § 3, stk. 1, skal virksomheder udvise god markedsføringsskik, mens aftalelovens § 38 c, stk. 1, jf. § 36, giver mulighed for at tilsidesætte aftalevilkår i forbrugeraftaler, der strider imod hæderlig forretningsskik. Disse paragraffer er afgørende for Forbrugerombudsmandens vurdering af Selfie ApS’ tavshedsklausul.