Forældelse af kaution for kassekredit

Det er mere reglen end undtagelsen, at en virksomhedsejer må stille en kaution for sin virksomheds kassekredit. Og det er jo også fair nok – for hvis banken skal løbe en risiko, hvorfor skal ejeren så ikke?

Men hvad gælder så, hvis virksomheden går konkurs og ikke kan indfri kassekreditten? Ja, det naturlige for banken vil i sagens natur være at kræve betalingen fra kautionisten, og det sker også hver dag.

Men hvis heller ikke kautionisten er i stand til at indfri kassekreditten, kan det være, at banken “venter og ser” og først på et senere tidspunkt går efter kautionisten. Enten når kautionisten er kommet til penge. Eller når forældelsesfristen nærmer sig.

Hvad gælder så for forældelsen af en kassekredit?

Efter Forældelsesloven vil en kassekredit forældes efter 10 år. Fristen på 10 år skal tælle fra det tidspunkt, hvor kassekreditten ikke længere fungerer som kassekredit, og dette tidspunkt har lovgivet defineret som “den seneste indsættelse eller hævning på kontoen, der er foretaget af andre end fordringshaveren“. Fordringshaver er et andet ord for banken. Det følger af Forældelseslovens § 6, stk. 2. En bevægelse på kontoen, der er foretaget af banken, kunne eksempelvis være en rentetilskrivning.

Lad os tage et eksempel. Den sidste bevægelse på virksomhedens kassekredit, som ikke er foretaget af banken, sker den 3. marts 2021. Bankens krav overfor virksomheden forældes 10 år efter denne dato, dvs. den 3. marts 2031. Har banken ikke senest den 3. marts 2031 afbrudt forældelse, f.eks. ved anlæggelse af en retssag, er kravet altså forældet.

Men hvad gælder så om forældelse over kautionisten?

Forældelsesfristen for kautionisten er også 10 år. Det følger af Forældelseslovens § 11. Men fra hvilket tidspunkt skal disse 10 år tælle? Dette er det såkaldte begyndelsestidspunkt for forældelse.

Det ville være nærliggende at sige, at der skulle være samme begyndelsestidspunkt for såvel virksomheden som kautionisten, dvs. “den seneste indsættelse eller hævning på kontoen“.

Men sådan er det ikke.

Forældelse af kautionen har sit “eget liv” og skal bedømmes uafhænigt af, hvornår der sker forældelse overfor virksomheden.

Det er slået fast i en Østre Landsrets kendelse i en sag, jeg førte for en klient. Her var der tale om en sædvanlig selvskyldnerkaution for et selskabs kassekredit. Den seneste hævning eller indsættelse skete den 15. maj 2008 men det var først den 30. september 2009, at kassekreditten blev overtrukket.

Her fastslår Østre Landsret med rette og med henvisning til Forældelseslovens § 2, stk. 1, at forældelsen overfor kautionisten skal tælle fra det tidspunkt, hvor banken kunne rejse kravet over kautionisten, og det var altså først den 30. september 2009, at man kunne dette ved overtrækket på kassekreditten. Inden da var der ikke nogen misligholdelse. Forældelsen indtrådte derfor først den 30. september 2019.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker kvalificeret rådgivning om kaution, herunder forældelses af kaution. Jeg er – i al beskedenhed – den advokat i Danmark, der fører flest sager om netop dette spørgsmål.

Afbrydelse af forældelse ved udlæg for en del af gælden

Det er nu engang sådan at krav kan forældes. Efter forældelsesloven kan man dog afbryde forældelse på forskellig vis. Eksempelvis ved at anlægge en retssag eller ved at indbringe sit krav for fogedretten.

Vestre Landsret har fornyligt taget stilling til et principielt spørgsmål om afbrydelse af forældelse ved indgivelse af kravet til fogedretten.

Forældelseslovens § 18 siger nemlig, at forældelse afbrydes når man som kreditor beder fogedretten om at foretage et såkaldt udlæg for ens tilgodehavende. Det koster imidlertid en afgift til staten, når man sender sit krav i fogedretten, og denne afgift er variabel og afhængig af størrelse af kravet, der sendes i fogedretten.

Derfor giver det i nogle sager mening, at kreditor kun sender en del af kravet i fogedretten. Fordi dette holder afgiften nede, og det giver især mening, hvis det overhovedet er tvivlsomt, at skyldnere kan betale. Så er der jo ikke nogen grund til at smide endnu flere gode penge end højst nødvendig efter dårlige penge.

Lad os tage et eksempel: Jeg har som kreditor et krav på 1 mio. kr. overfor en skyldner. Kravet er sikret ved et gældsbrev. Hvis jeg sender det fulde krav på kr. 1 mio. i fogedretten skal der betales en retsafgift på kr. 5.290. Og det er jo ærgerlige penge at sende i statskassen, hvis der alligevel ikke er noget at komme efter, fordi debitor intet af værdi ejer. Jeg vælger derfor alene at kræve udlæg for 100.000, fordi retsafgiften i så fald “kun” er på kr. 790 (og ikke kr. 5.290). Har debitor ingen penge, har jeg altså kun tabt kr. 790. Har debitor penge, må jeg til gengæld skynde mig at sende resten af kravet på kr. 900.000 i fogedretten også.

Vestre landsret har nu afgjort, at det afbryder forældelse for det fulde krav, selv om man for at spare retsafgift kun sender en del af kravet i fogedretten. Denne kendelse (der er indbragt for Højesteret) vil i endnu højere grad gøre det attraktivt for kreditor at begrænse kravet for at spare retsafgift.

Med eksemplet ovenfor er forældelse altså afbrudt for det fulde beløb på kr. 1.000.000 selvom man kun har sendt kr. 100.000 af beløbet i fogedretten.

Afgørelse afsagt af Vestre Landsret den 5.7.2019 i kære 11.afd. B-0234-19.

Og så kan du i øvrigt læse meget mere om forældelse her på min hjemmeside.