Kautionens bortfald efter 10 år gælder kun for bankkautioner – ikke realkreditkautioner

Som jeg skriver om andet sted her på siden bortfalder en privat kaution efter 10 år eller, hvis kautionsaftalen er indgået til sikkerhed for en kredit med variabelt beløb eller for et lån uden fast forfaldstidspunkt (typisk en kassekredit), efter 5 år, medmindre forpligtelsen forinden er gjort gældende af pengeinstituttet.

Dette fremgår af § 48, stk. 9 i Lov om Finansiel Virksomhed.

Denne bestemmelse er betydelig mere gunstig for privat kautionisten end den almindelige forældelsesfrist på 10 år efter Forældelsesloven. Det skyldes at begyndelsestidspunktet for de 10 år efter Lov om finansiel virksomhed er tidspunktet for kautionsaftalens indgåelse. I modsætning hertil er begyndelsestidspunktet for den 10 årige forældelsesfrist efter Forældelsesloven det tidspunkt, hvor man kunne rejse kravet overfor kautionisten. Det vil typisk først være ved en misligholdelse, der ligger senere end afgivelsen af kautionsløftet.

Du skal dog være OBS på at denne særlige yderligere beskyttelse i § 48, stk. 9 ikke finder anvendelse, hvis kautionen er stillet overfor et realkreditinstitut. Det fremgår direkte af § 53A i loven.