Mange rejsende tror, at de automatisk kan afbestille en pakkerejse uden omkostninger, hvis der opstår krig, terror, naturkatastrofer eller andre ekstraordinære begivenheder før afrejse. Så enkelt er reglerne imidlertid ikke.
Efter både dansk ret og EU-retten er det afgørende ikke blot, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, men også hvor disse omstændigheder opstår.
Særlige regler gælder for pakkerejser
Når man køber en pakkerejse, nyder man en særlig forbrugerbeskyttelse efter pakkerejseloven.
Den danske pakkerejselov bygger på EU’s pakkerejsedirektiv (Direktiv (EU) 2015/2302), som er fælles lovgivning i hele EU.
Direktivet giver under visse omstændigheder den rejsende ret til at ophæve pakkerejseaftalen uden at betale afbestillingsgebyr.
Bestemmelsen lyder:
“…den rejsende ret til at opsige aftalen om pakkerejsen inden pakkerejsens begyndelse uden at betale noget opsigelsesgebyr i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, der indtræffer på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf, og som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen, eller som i væsentlig grad berører befordringen af passagerer til destinationen. I tilfælde af opsigelse af aftalen om pakkerejsen i henhold til dette stykke har den rejsende ret til fuld refusion af alle betalinger for pakkerejsen, men har ikke ret til yderligere kompensation.”
Hvor skal de ekstraordinære omstændigheder opstå?
Det afgørende punkt overses ofte.
Bestemmelsen kræver, at de ekstraordinære omstændigheder opstår på destinationen eller i destinationens umiddelbare nærhed.
Eksempler, hvor bestemmelsen typisk kan anvendes:
- Krigshandlinger på destinationen.
- Terrorangreb ved destinationens lufthavn.
- Alvorlige naturkatastrofer i ferieområdet.
- Politisk uro eller sikkerhedsmæssige forhold, som gør opholdet umuligt eller uforsvarligt.
Derimod er det mere tvivlsomt, om bestemmelsen kan anvendes, hvis problemerne opstår i den rejsendes afrejseland.
Hvad hvis lufthavnen i afrejselandet lukker?
Et spørgsmål, der er blevet særligt aktuelt i de senere år, er, hvad der gælder, hvis ekstraordinære begivenheder rammer den rejsendes hjemland eller afrejsested.
Eksempelvis:
- Angreb mod lufthavne i afrejselandet.
- Lukning af luftrum.
- Politiske uroligheder.
- Nationale nødforanstaltninger.
Selv om sådanne forhold kan gøre det vanskeligt eller umuligt for den rejsende at påbegynde sin rejse, følger det ikke nødvendigvis, at den rejsende kan afbestille pakkerejsen uden gebyr. EU-direktivet fokuserer på forhold ved destinationen og ikke på forhold i afrejselandet.
Den naturlige og systematiske fortolkning af bestemmelsen er derfor, at risikoen for ekstraordinære begivenheder i afrejselandet som udgangspunkt bæres af den rejsende og ikke af rejsearrangøren.
Hvad hvis pakkerejsen omfatter flytransport?
Vurderingen vil dog være anderledes, hvis flytransporten indgår som en del af pakkerejsen.
Hvis arrangøren også har solgt (fly)transporten som en del af pakken, kan der opstå situationer, hvor arrangøren ikke er i stand til at levere den aftalte rejseydelse.
I sådanne tilfælde kan den rejsende have et stærkere argument for, at arrangøren ikke kan opfylde aftalen og derfor er i mislighodelse.
Hvad bør rejsende gøre?
Hvis der opstår krig, terror, naturkatastrofer eller andre ekstraordinære forhold før afrejse, bør man:
- Gennemgå pakkerejsens vilkår nøje.
- Afklare, om flytransporten er inkluderet i pakkerejsen.
- Undersøge præcist, hvor den ekstraordinære begivenhed har fundet sted.
- Indhente eventuel juridisk rådgivning, før rejsen afbestilles.
En forkert vurdering kan i værste fald medføre, at den rejsende mister et betydeligt beløb i afbestillingsgebyrer.
Har du en tvist om en pakkerejse?
Hos B2B Law rådgiver vi om tvister vedrørende pakkerejser, afbestillinger, force majeure, rejsearrangørers ansvar og sager ved Pakkerejse-Ankenævnet.
Kontakt os gerne for en vurdering af din sag, inden du accepterer eller afviser et tilbud fra rejsearrangøren.