Forældelse af kaution for kassekredit

Det er mere reglen end undtagelsen, at en virksomhedsejer må stille en kaution for sin virksomheds kassekredit. Og det er jo også fair nok – for hvis banken skal løbe en risiko, hvorfor skal ejeren så ikke?

Men hvad gælder så, hvis virksomheden går konkurs og ikke kan indfri kassekreditten? Ja, det naturlige for banken vil i sagens natur være at kræve betalingen fra kautionisten, og det sker også hver dag.

Men hvis heller ikke kautionisten er i stand til at indfri kassekreditten, kan det være, at banken “venter og ser” og først på et senere tidspunkt går efter kautionisten. Enten når kautionisten er kommet til penge. Eller når forældelsesfristen nærmer sig.

Hvad gælder så for forældelsen af en kassekredit?

Efter Forældelsesloven vil en kassekredit forældes efter 10 år. Fristen på 10 år skal tælle fra det tidspunkt, hvor kassekreditten ikke længere fungerer som kassekredit, og dette tidspunkt har lovgivet defineret som “den seneste indsættelse eller hævning på kontoen, der er foretaget af andre end fordringshaveren“. Fordringshaver er et andet ord for banken. Det følger af Forældelseslovens § 6, stk. 2. En bevægelse på kontoen, der er foretaget af banken, kunne eksempelvis være en rentetilskrivning.

Lad os tage et eksempel. Den sidste bevægelse på virksomhedens kassekredit, som ikke er foretaget af banken, sker den 3. marts 2021. Bankens krav overfor virksomheden forældes 10 år efter denne dato, dvs. den 3. marts 2031. Har banken ikke senest den 3. marts 2031 afbrudt forældelse, f.eks. ved anlæggelse af en retssag, er kravet altså forældet.

Men hvad gælder så om forældelse over kautionisten?

Forældelsesfristen for kautionisten er også 10 år. Det følger af Forældelseslovens § 11. Men fra hvilket tidspunkt skal disse 10 år tælle? Dette er det såkaldte begyndelsestidspunkt for forældelse.

Det ville være nærliggende at sige, at der skulle være samme begyndelsestidspunkt for såvel virksomheden som kautionisten, dvs. “den seneste indsættelse eller hævning på kontoen“.

Men sådan er det ikke.

Forældelse af kautionen har sit “eget liv” og skal bedømmes uafhænigt af, hvornår der sker forældelse overfor virksomheden.

Det er slået fast i en Østre Landsrets kendelse i en sag, jeg førte for en klient. Her var der tale om en sædvanlig selvskyldnerkaution for et selskabs kassekredit. Den seneste hævning eller indsættelse skete den 15. maj 2008 men det var først den 30. september 2009, at kassekreditten blev overtrukket.

Her fastslår Østre Landsret med rette og med henvisning til Forældelseslovens § 2, stk. 1, at forældelsen overfor kautionisten skal tælle fra det tidspunkt, hvor banken kunne rejse kravet over kautionisten, og det var altså først den 30. september 2009, at man kunne dette ved overtrækket på kassekreditten. Inden da var der ikke nogen misligholdelse. Forældelsen indtrådte derfor først den 30. september 2019.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker kvalificeret rådgivning om kaution, herunder forældelses af kaution. Jeg er – i al beskedenhed – den advokat i Danmark, der fører flest sager om netop dette spørgsmål.

Godkendt bookingproces medfører ansvarsfrihed for rejsebureauer

Som jeg tidligere har skrevet om på denne blog, kan en rejseportal (digitalt rejsebureau) komme slemt i knibe, hvis det ikke på portalens side er skåret ud i pap, at man kun er formidler at flybilletter, hotelophold mv. og at man ikke selv er sælger og derved aftalepart.

Dette fik rejsebureauet Goleif.dk at føle, da Østre Landsret fandt, at bureauet hæftede for de tab, som en række forbrugere led i forbindelse med Cimber Air Sterlings konkurs. Man hæftede, fordi det ikke på hjemmesiden klart fremgik, at det ikke var Goleif.dk men derimod flyselskabet, man handlede med.

Forbrugerombudsmanden har nu i samarbejdet med Danmarks Rejsebureau Forening udfærdiget en godkendt bookingproces. Altså en bookingproces, som er blåstemplet af Forbrugerombudsmanden, og hvis man følger denne proces bør man derfor ikke risikere at tabe en sag om, at man ikke har oplyst tilstrækkeligt og præcis om, hvem der er aftalepart.

Under denne godkendte bookingproces skal man som forbruger to gange aktivt acceptere en kort tekst for at komme videre i processen. Og i denne tekst står der  klart og tydeligt, at aftalen indgås med flyselskabet, og at alle krav derfor skal rettes til flyselskabet. Følger man således denne fremgangsmåde loyalt, bør man derfor som rejsebureau være på sikker jord.

Tekstens skal aktivt godkendes af forbrugeren, og derfor vil man ikke kunne “gemme” teksten i de almindelige vilkår og blot lade forbrugeren godekende de almindelige vilkår. I så fald vil man efter min opfattelse som udgangspunkt fortsat hænge på kravet som rejsebureau.

Det vil også være en god ide ikke kun at bruge teksten (med fornødne tilretninger) og bestillingsproceduren, når det drejer sig om køb af flybilletter, men tillige når det drejer sig om eksempelvis hotelophold, billeje, udflugter mv.

Teksten, der blandt andet findet på FDM’s rejsebureaus hjemmeside har følgende formulering:

Bemærk at FDM travel sælger billetterne på flyselskabets vegne og er derfor ikke din aftalepart, men kun formidler. Det er derimod flyselskabet, som er din aftalepart, og som leverer rejsen. Flyselskabet er ansvarlig for aftalens opfyldelse. Det betyder, at alle krav og reklamationer vedrørende din rejse skal rettes mod flyselskabet, fx som følge af forsinkelser, aflysninger, konkurs, bagage mv.

Kontakt mig gerne for yderligere rådgivning på telefon 30951108.

Dealsite konkurs – hvad er mine rettigheder?

Vi møder dem jævnligt. De såkaldte deal-sites. Firmaer, hvor man kan købe en særlig god “deal”. Det kan være noget elektronik, tøj, en rejse, gavekort, restaurantbesøg osv. Det særlige for deal-sitene er, at de ikke selv sælger produkterne på traditionel vis, men at de formidler salget for andre firmaer. Vi kender dem også som julegaver og fødselsdagsgaver, hvor det er blevet populært at give et gavekort til eksempelvis et wellness-ophold, restaurantbesøg mv.

Køber man eksempelvis en tur til Mallorca gennem en deal-site, er det ikke den pågældende deal-site, der er arrangør og leverandør af rejsen, som hvis man havde købt turen direkte hos eksempelvis Star Tour. Forbrugeren indgår altså aftalen med dealsiten og betaler til dealsiten, men rent faktisk er en anden virksomhed som leverer ydelsen. Og det er dette der for forbrugeren er problemet, hvis deal-siten krakker.

Hvad gælder så, hvis en dealsite går konkurs. Dette er illustreret med konkursen over dealsiten dagensbedste.dk. Her var der tale om en dealsite, som solgte de klassiske deals i form kroophold, elektronik osv. Man købte altså et deal-tilbud på eksempelvis et kroophold og betalte til Dagens Bedste, der så havde ansvar at afregne overfor leverandøren af varen.

Desværre er der ikke så meget at komme efter for kunden. Aftalen er indgået med dealsiten, og man kan derfor som udgangspunktet ikke rejse krav overfor leverandøren. Dette gælder i hverfald, hvis leverandøren ikke har fået betaling for ydelsen. Har leverandøren rent faktisk fået betaling for dit værdibevis, men har andre tilgodehavender overfor dealsiten vil leverandøren formentlig også være berettiget til at nægte at levere ydelsen til dig.

Måske kan man have en sag, hvis det ikke klart af dealsiten er fremgået, at det rent faktisk var en dealsite og ikke en anden, eksempelvis rejseleverandøren, man handlede med. I så fald kan man med rimelighed klandre leverandøren for at havd deltaget i et “set-up”, hvor det for forbrugeren var uklart, hvem man handlede med.

Et godt råd ved køb af værdibeviser gennem deal-sites: Brug værdibeviset så hurtigt som muligt.

Rejsebureau hæfter for billetter ved flyselskabs konkurs

Østre Landsret har i december 2015 afsagt dom i den meget omtalte “GoLeif.dk-sag”. Afgørelsen drejer sig om, hvorvidt en forbruger kan rejse krav overfor det rejsebureau, hvor en flybillet er købt, når flyselskabet krakker.

En forbruger havde købt en returbillet til Nice i Sydfrankrig. Billetten var købt gennem web-rejsebureauet GoLeif.dk. Flyrejsen skulle ske med flyselskabet Cimber Sterling, som imidlertid gik konkurs inden rejsen var gennemført. Kunden sagsøgte herefter GoLeif.dk for sit tab, dvs. værdien af flybilletterne.

Rejsebureauet, GoLeif.dk, nægtede at betale med henvisning til, at de alene havde været formidler af aftalen mellem forbrugeren og Cimber Sterling, og at de derfor ikke kunne hænges op på konkursen. Når man er formidler er man nemlig ikke aftalepart og derfor som altovervejende hovedregel ikke forpligtet af den aftale, som indgåes mellem kunden og virksomheden.

I den konkrete tvist anerkender Landsretten, at GoLeif.dk alene er formidler og ikke selvstændig aftalepart. Men det reddede dog ikke GoLeif.dk.

Landsretten dømte GoLeif.dk til at erstatte kunden sit tab for flybilletten. Landsretten fremhæver som begrundelser især:

  • at hjemmesiden GoLeif.dk især var målrettet forbrugere af fritidsrejser,
  • forbrugeren alene havde kontakt til GoLeif.dk, som også modtog betaling og udstedte billetten,
  • at det ikke er almindelig kendt for forbrugere, at rejsebureauer ved salg af flytbilletter næsten altid optræder som formidler og meget sjældent handler i eget navn,
  • at selv om det fremgik at rejsebetingelserne (det med småt), at GoLeif.dk optrådte formidler var der ikke grundlag for at antage, at en almindelig forbruger kunne udlede betydningen heraf,
  • at det af rejsebetingelser også fremgik, at GoLeif.dk var teknisk arrangør uden at dette begreb blev nærmere beskrevet,
  • at det af hjemmesiden tillige fremgik, at der var mulighed for at tilkøbe en “konkursdækning rejsebureau”, hvilket jo indikerer at det er rejsebureauet, og ikke flyselskabet man handler med,

Landsretten konkluderer derfor, at det ikke fremgik tydeligt og udtrykkeligt af hjemmesiden, at kunder ikke handlede med GoLeif.dk men med flyselskabet.  Det generelle indtryk af hjemmesiden GoLeif.dk var nemlig, at kunden med rette kunne gå ud fra, at han handlede med GoLeif.dk og ikke Cimber Sterling. Derfor blev GoLeif.dk dømt til at erstatte kundens tab.

Hvad kan vi så bruge denne dom til?

Jo, for forbrugere er den vigtigt, fordi den fastslår, at der kan være mulighed for at gå efter en formidler (konkret GoLeif.dk) når ens aftalepart (konkret Cimber Sterling) går konkurs. Follow the money, som man siger. Dette kan være ved køb af rejser, men eksempelvis også ved køb af varer gennem en dealsite. Du vil som forbruger have en god sag, hvis det ikke synderligt klart af formidlerens hjemmeside fremgår, at virksomheden netop kun er formidler og det også er beskrevet, hvad dette betyder for dig som kunde.

Og for virksomheder, der agerer som formidlere, vil det omvendt efter dommen nu være vigtigt at få tjekket ens hjemmeside og vilkår for at se, at det nu også er skåret ud i pap, at man kun er formidler. Er dette ikke bøjet i neon, risikerer virksomheden at blive mødt med krav fra forbrugere, når den virksomhed, hvis varer eller tjenesteydelser, man formidler salget af, går konkurs eller hvis varerne har fejl og mangler.

Dommen kan efter min bedste overbevisning på ingen måde læses derhen, at der i forbrugersalg gælder et generelt formidleransvar. Det er der ikke holderpunkter for i dommen.

Læs domsresumeet her.

Og læs meget mere om salg af rejser, ferie, billetter mv. her.

Rejsebureau skal ikke erstatte billetten, når flyselskabet krakker

Retten i Roskilde har nu taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt et rejsebureau skal erstatte flybilletter, når flyselskabet går konkurs.

En forbruger købte i april 2012 en flyrejse fra København til Nice tur/retur på et rejsebureaus internetportal. Inden hjemrejsen gik flyselskabet konkurs. Rejsebureauet nægtede at erstatte forbrugerens udgifter til købet af en erstatningsrejse med henvisning til, at rejsebureauet alene var formidler af flyrejsen. Læs resten