Retten i Roskilde har nu taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt et rejsebureau skal erstatte flybilletter, når flyselskabet går konkurs.
En forbruger købte i april 2012 en flyrejse fra København til Nice tur/retur på et rejsebureaus internetportal. Inden hjemrejsen gik flyselskabet konkurs. Rejsebureauet nægtede at erstatte forbrugerens udgifter til købet af en erstatningsrejse med henvisning til, at rejsebureauet alene var formidler af flyrejsen.
Spørgsmålet var om rejsebureauet på trods af agentforbeholdet alligevel måtte betragtes som forbrugerens direkte kontraktpart med den konsekvens, at rejsebureauet var forpligtet til at erstatte forbrugerens udgifter til købet af erstatningsrejsen.
Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at rejsebureauet flere steder på hjemmesiden og under bookingforløbet havde gjort forbrugeren opmærksom på agentforbeholdet, og at vilkåret også var medtaget i rejsebetingelserne, som forbrugeren aktivt og positivt havde bekræftet at have læst og accepteret. Forbrugerenhavde endvidere positivt fravalgt den tilbudte forsikring i anledning af flyselskabets eventuelle konkurs.
Retten fandt på denne baggrund, at rejsebureauet på en tilstrækkelig og klar måde havde gjort forbrugeren opmærksom på, at bureauet alene formidlede rejsen på flyselskabets vegne. Rejsebureauet blev derfor frifundet for det rejste krav.
BS 2A-1449/2013 – Dom den 2. januar 2014