Kategoriarkiv: Erstatningskrav

Apple får smæk i byretten

Udgivet den af

Apple har nu både Forbrugerklagenævnets og Byrettens ord for, at deres fortolkning af Købeloven ikke holder vand.

Efter Købeloven har du som køber af en mangelbehæftet vare nogle rettigheder. Hvordan dine rettigheder er, afhænger især af, om du har købt varen som forbruger eller som erhvervsdrivende. En god tommelfingerreglen er, at man som forbruger er godt beskyttet efter Købeloven, blandt andet fordi man ikke i standardvilkår eller lignende kan fraskrive sig sine forbrugerrettigheder.

Er der en mangel ved et produkt, kan du som forbruger naturligvis reklamere over dette.

Du har som forbruger efter Købeloven som udgangspunkt valget mellem, om du vil have ombyttet til en nyt mangelfrit produkt eller om du vil have repareret varen.

Dog er den erhvervsdrivende, hvis dit valg er for dyrt i forhold til alternativet, i sin ret til at insistere på at levere den billigste løsning. Dette vil typisk være tilfældet, hvor man har købt en forholdsvis dyr forbrugsvare (eksempel en vaskemaskine, TV, computer, mobiltelefon eller ligende) og ønsker den ombyttet til en ny tilsvarende vare uden mangel. I dette tilfælde vil den erhvervsdrivende være berettiget til at insistere på at reparere varen istedet for ombytte den, såfremt dette vil være billigere. Dette følger af Købelovens § 78, stk. 2.

Vælger den erhvervsdrivende at ombytte den fejlbehæftede vare til en fejlfri vare, skal den nye vare vitterlig være ny og ubrugt. Dette er nu slået fast af såvel Forbrugerklagenævnet og Retten i Glostrup i en sag mellem Apple og en forbruger.

Der var tale om en person, der havde købt i iPhone som forbruger. iPhonen havde en mangel, som Apple anerkendte var Apples ansvar (det i sig selv er jo noget af en bedrift). Apple valgte at ombytte telefonen – men ikke til spritny telefon, men derimod til en såkaldt genproduceret iPhone. Dette med henvisning til Apples standardvilkår, der havde følgende bestemmelse:

“Hvis du under denne garantiperiode indsender en reklamation til Apple i overensstemmelse med denne garanti, vil Apple efter eget valg:

(i) reparere Apple-produktet ved brug af nye dele eller tidligere anvendte dele, der i ydeevne og stabilitet svarer til nye dele, eller

(ii) erstatte Apple-produktet med den samme model (eller med dit samtykke et produkt med lignende funktionaliteter) sammensat af nye og/eller tidligere anvendente dele, der med hensyn til ydeevne og stabilitet svarer til nye dele…”

Apple oplyste under sagen, at en genproduceret iPhone kunne indeholde nogle moduler fra andre skrottede telefoner. Og en IT-sagkyndig vurderede under sagen, at de genanvendte moduler og telefonen havde samme udseende, anvendelighed, levetid og salgsværdi som hvis der var tale om nyproducerede moduler. Dog mente den sagkyndige, at den genproducerede telefon på trods af dette ville have en lavere salgsværdi. Så grundlæggende var der ikke noget at udsætte på holdbarheden af den nye brugte telefon, og det var da også Apples argumentation; altså at forbrugeren fik et produkt, der fungerede som var det et nyt produkt, og derudover at miljøet har gavn af dette genbrug.

Hverken Forbrugerklagenævnet eller Byretten købte dog denne argumentation.

Byretten (sag BS 10E-3689/2014) siger, at der hverken i selve Købeloven eller i forarbejderne til loven er mulighed for at kunne inddrage miljømæssige hensyn i vurderingen af, om der er sket korrekt omlevering. Et omleveret produkt skal opfylde betingelserne i købelovens § 78, stk. 1, nr. 2, som siger at der af den erhvervsdrivende skal leveres et produkt, der “stemmer overens med aftalen”. Og hvis aftalen går ud på køb af en ny iPhone, ja så skal der også omleveres til en ny iPhone. Simple as that. Ellers stemmer det jo ikke overens med aftalen.

Retten anerkender som sådan de miljømæssige argumenter, som Apple fremhæver, men dette ændrer intet ved resultatet, nemlig at det omleverede produkt skal stemme overens med købsaftalen, og derfor skal Apple give forbrugeren en ny telefon. Der er med andre ord ikke grundlag i købeloven for at inddrage miljøhensyn.

Et element, der også indgår i rettens vurdering er, at telefonens salgsværdi er mindre, når der er tale om en genproduceret telefon. Men jeg er nu ret sikker på, at resultatet havde været det samme, såfremt den sagkyndige var kommet til den vurdering, at salgsværdien ville være ens, uanset om der var tale om en splinterny telefon eller en genproduceret telefon. Simpelthen fordi Købelovens § 78 ikke åbner mulighed for at ombytte til et mere eller mindre brugt produkt.

Da Apple således ikke havde omleveret korrekt, havde Apple misligholdt købsaftalen med forbrugeren, og derfor var forbrugeren berettiget til at hæve købet og kræve sine penge tilbage.

Erhvervsdrivende skal derfor være OBS på ved salg til forbrugere, at det er i strid med købeloven at ombytte til et “nyt brugt” produkt. Derfor vil det også være i strid med Købeloven at skrive i ens standardvilkår, som Apple gør, at forbrugeren ved omlevering  skal tåle, at der kan ske omlevering med en genproduceret vare. Dette kan i sig selv udgøre ulovlig vildledning i strid med Markedsføringsloven.

Som skrevet ovenfor har den erhvervsdrivende ved mangler ved dyrere varer (eksempelvis en iPhone) valget mellem, om man vil reparere varen eller om man vil omlevere til en ny vare. Derfor er det min vurdering, at den erhvervsdrivende i disse tilfælde, altså hvor den erhvervsdrivende har valgretten, godt må anføre i vilkårene og aftale med forbrugeren, at såfremt forbrugerne ikke accepterer, at der sker omlevering til en genproduceret vare, ja så skal forbrugerne tåle, at der i stedet sker en reparation af den mangelbehæftede vare. Om mon ikke så hovedparten af forbrugerne i denne situation alligevel vil vælge at tage imod den “nye” genproducerede telefon istedet for at få ens gamle telefon repareret?

Husk at der ved B2B-handel, altså handelskøbet, gælder nogle helt helt andre regler. Her er der aftalefrihed, og derfor kan der som udgangspunkt aftales hvad som helst i vilkårene, herunder at køberen skal tåle at omlevering sker med en genproduceret vare. Derudover skal man i B2B-købet være OBS på, at der – hvis intet er aftalt – ikke er nogen ret for sælgeren til at reparere varen. Dette bør man få indføjet i sine vilkår; altså at man som sælger har ret til at reparere en mangelbehæftet vare.

Fikseret erstatningsbeløb i forbrugervilkår ugyldig

Udgivet den af

Som erhvervsdrivende kan det være fristende at indsætte et fast beløb, som skal betales hvis ens aftalepart ikke opfylder sin del af aftalen. Så undgår man hele diskussionen om tabets størrelse, ligesom man ikke skal føre bevis for tabet. Et bevis der ofte vil være vanskeligt eller ligefrem umuligt at føre. Vi kender det fra de såkaldte konventionalbodsbestemmelser, som man eksempelvis ser i entreprisebranchen, hvor en forsinkelse koster X kr. pr. dag. Det ses også ofte i IT-aftaler, hvor det koster X kr., hvis systemets oppetid ikke er som lovet.

Sådanne aftaler med konventionalbod vil som udgangspunkt være gyldige; i hvert fald når de er indgået mellem to erhversdrivende, bestemmelsen om bod ikke er gemt væk og bodens størrelse i øvrigt er fair og rimelig. Står boden ikke mål med forseelsen, vil der dog være rigtig gode muligheder for at få nedsat boden efter Aftalelovens § 36.

Hvad gælder så i forbrugeraftaler? Jo, her er det ganske anderledes. Der er udgangspunktet det modsatte; nemlig at bestemmelser, hvor der af forbrugeren skal betales et bestemt fikseret beløb i tilfælde af forbrugernes misligholdelse, er ugyldige. Det gælder særligt, hvis bestemmelsen er “gemt” i nogle standardvilkår.

Denne retsstilling er blandt andet slået fast i en Højesteretsdom tilbage fra 2002 (UfR 2002.706 H).

Her var der tale om en forbruger, som havde købt en brugt bil af en bilforhandler. Der var altså tale om et klokkeklart forbrugerkøb. I slutsedlens standardvilkår var der følgende bestemmelse:

“Såfremt køber uberettiget annullerer aftalen, er sælger berettiget til at forlange erstatning herfor. Erstatningen udgør 10 % af købesummen (incl. moms, reg.afgift og leveringsomkostninger).”

Forbrugeren fortrød handlen uden at have ret til dette, og bilforhandleren krævede derfor sit tab erstattet, dvs. 10 % købesummen således som det jo fremgik af standardvilkårene.

Dette gik ikke. Højesteret siger i deres præmisser, at vilkåret skal tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 38 c sammenholdt med Aftalelovens § 36. Højesteret finder simpelthen, at en standardiseret erstatning på 10 % af bilens købesum ikke er fair og rimelig, og derfor ikke bindende for forbrugeren.

Højesteret lægger vægt på, at hvis der ikke var aftalt en standarderstatning på 10 %, ja så kunne sælgeren kun kræve erstatning, såfremt han måtte blive nødt til at sælge bilen til anden side til en lavere pris, og det er jo på ingen måde givet at dette ville være tilfældet. Kan man sælge den brugte bil til en anden køber til samme pris, ja så har man jo ikke lidt noget tab. Og derfor er en fast erstatning på 10 % af købesummen ikke rimelig.

Og så lidt jura-nørderi omkring de bestemmelser, som Højesteret henviser til:

Aftalelovens §§ 38 c og 36 siger, at hvis det vil være i strid mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, ja så kan skal dette urimelige aftalevilkår erklæres helt eller delvist ugyldig.

Denne bestemmelse i Aftalelovens § 38 c baserer sig på et EU-direktiv, nemlig Rådets direktiv af 1993-04-05 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (93/13) for nu at være helt præcis. Og i et bilag til dette direktiv anføres udtrykkeligt som eksempel på et urimeligt vilkår i en forbrugeraftale det tilfælde, hvor der pålægges en forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, en uforholdsmæssig stor godtgørelse.

Det er derimod min vurdering, at vilkåret om 10 % i erstatning som udgangspunkt ville holde, hvis aftalen var indgået mellem to erhvervsdrivende, altså hvis der havde været tale om et handelskøb.

Transport af privat indbo til eller fra Danmark

Udgivet den af

Skal et speditions- eller flyttefirma sørge for at transportere dit private indbo til eller fra udlandet, er spørgsmålet, hvad der gælder, hvis noget af dit indbo går i stykker eller forsvinder under transporten. Kan du kræve erstatning, og med hvor meget? Eller kan flyttefirmaet afvise dit krav?

Vil flyttefirmaet prøve at løbe fra ansvaret, vil man ofte se, at flyttefirmaet eller speditionsfirmaet henviser til den såkaldte CMR-lov. Efter denne lov er der nemlig en række begrænsninger i det ansvar som et flytte- eller speditionsfirma kan ifalde.

Derfor ses det ofte, at et flytte- eller speditionsfirma påberåbe sig CMR-loven, når de vil prøve at slippe for et ansvar for beskadiget eller bortkommet indbo under en flytning til eller fra udlandet.

Dette går dog ikke. Det følger nemlig af § 1, stk. 2 i CMR-loven, at loven ikke gælder for “befordring af flyttegods”.

Endvidere vil man ikke uden videre med en forbruger kunne aftale, at loven skal gælde, selvom der er tale om transport af privat indbo. Dette er illustreret i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet. Sagen gik ud på en forbruger, som skulle flytte til Spanien, og derfor indgik en aftale med et speditionsfirma, som skulle stå for transporten af det private indbo til Spanien. Under transporten forsvandt nogle af forbrugerens flyttekasser. Speditionsfirmaet afviste kravet fordi man mente, at de efter CMR-loven ikke var ansvarlige for, at kasserne forsvandt.

På fragtbrevet var med små bogstaver skrevet, at transporten var omfattet af CMR-loven og der var også et CMR symbol på fragtbrevet. Forbrugerklagenævnet fandt, at dette ikke var tilstrækkeligt for at anse CMR-loven for aftalt, især fordi det modsatte fremgår af loven; nemlig at loven ikke omfatter transport af flyttegods.

Forbrugeren fik derfor sin erstatning.

Så husk at være skeptisk, hvis et flyttefirma afviser dit erstatningskrav med henvisning til CMR-loven. Det går ikke uden videre.

 

Krav for forsinket flyafgang kan anlægges i Danmark – også selvom flyselskabet er udenlandsk

Udgivet den af

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen har man som flypassager krav på erstatning, hvis ens fly bliver forsinket eller aflyst. Dette kan du læse meget mere om her.

Retten til erstatning følger af en EU-forordning og omfatter alle flyselskaber, der opererer indenfor EU.

Men hvad gør man, hvis man har ret til erstatning, men kravet er overfor et udenlandsk flyselskab? Kan man så føre sagen i Danmark, eller er det påkrævet, at man sagsøger flyselskabet i det land, hvor det har hovedsæde? Det har landsretten taget stilling til i en afgørelse fra 2015.

I sagen var der tale om, at nogle danske turister havde købt en pakkerejse af Bravo Tours til Dansk Vestindien. Bravo Tours havde en aftale med et belgisk flyselskab, TUI, om, at det var dette flyselskab, som stod for selve flyvningen fra Billund til Dansk Vestindien.

På grund af tekniske fejl ved flyet blev afrejsen til Dansk Vestindien forsinket, og her er det helt klare udgangspunkt, at man som passager har krav på erstatning for forsinkelsen; i hvert fald hvis forsinkelsen er af en vis varighed.

TUI nægtede at betale erstatning og blev derfor sagsøgt i Danmark af de utilfredse passagerer. TUI krævede, at søgsmålet skulle afvises, da man mente, at sagen skulle anlægges ved de belgiske domstole. Ville TUI få medhold i dette synspunkt, ville det i realiteten gøre det umuligt at kræve erstatning af udenlandske flyselskaber, da det simpelthen ikke kan svare sig at føre en retssag i udlandet for et par tusinde kroner.

Landsretten kom til det resultat, at TUI godt kunne sagsøges i Danmark. Det fremgår nemlig af en Forordning om retternes kompetence mv. (forordning 44/2001), at en part kan sagsøges det sted, hvor den misligholdte forpligtelse skulle have være opfyldt.

Forpligtelsen var her at transportere turisterne fra Billund Lufthavn i Danmark til Dansk Vestindien. Stedet for påbegyndelsen af opfyldelsen af forpligtelsen var altså Billund Lufthavn, og derfor kunne TUI sagsøges i Danmark.

Dommen giver forbrugere og flypassager en reel mulighed for at få erstatning for forsinket eller aflyst flyafgang, når flyselskabet er udenlandsk.

Lauritz.com og falske bud

Udgivet den af

Berlingske har i øjeblikket en rigtig fin artikelserie, hvor der sættes fokus på de bud, der afgives på Laurtiz.com.

I dagens Berlingske (21. september 2016) handler det om shill bidding – dvs. falske auktionsbud. Berlinske påviser, hvordan der siden 2014 er ca. 400 kunder, der afgiver bud på varer, som de allerede har købt een gang og fortrudt.

Shill-bidding går ud på, at en kunde byder på en vare uden at have til hensigt at købe den. Formålet med shill bidding er at få prisen på varen i vejret; typisk fordi man selv eller en ven eller et familiemedlem har sat varen til salg.

Jamen, hvad er problemet kan man spørge?

Jo, dels medvirker shill bidding jo til at skabe en kunstig, unaturlig og uigennemsigtig prissætning på en auktionsvare. Man byder som interesseret køber på en vare uden at have viden om, at den man er i konkurrence med rent faktisk kun byder for at få prisen i vejet og ikke har til hensigt at købe varen. Derudover er det selvsagt udgiftskrævende for auktionshuset, der dels kan miste en indtægt, dels har ekstra omkostninger, fordi der skal afholdes en ny auktion.

Problemet forstærkes af, at der ved netauktioner er en fortrydelsesret for forbrugere, fordi der er tale om såkaldt fjernsalg. Dette følger direkte af Forbrugeraftaleloven. Derfor kan en person, der byder på en vare uden at have til hensigt på noget tidspunkt at købe den, jo blot fortryde handlen, hvis det viser sig at pågældende – uheldigvis for ham eller hende – måtte blive højstbydende.

Der er næppe ulovligt at byde på egen varer, men det er noget strafferetsjuristerne skal vurdere. Det kan da godt lugte lidt af bedrageri.

Det vil heller ikke være i strid med Markedsføringsloven, medmindre den, der byder på egne varer, er erhvervsdrivende. I så fald vil et bud på egne varer højst sandsynligt kunne sanktioneres som en overtrædelse af god markedsføringsskik (se Markedsføringslovens § 1).

Men kan det virkelig passe, at man har en fortrydelsesret, hvis man bliver højstbydende på ens egen vare. Jo, den er – formentlig – god nok, altså fortrydelsesretten. I hvert fald hvis vi følger lovens bogstav.

Forbrugeraftaleloven siger nemlig, at der er fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler (§ 18) Fjernsalgsaftaler er kendetegnet ved at aftaleparterne ikke mødes fysisk, som hvis man eksempelvis gik til en “rigtig gammeldags” auktion. Derfor er det helt klare udgangspunkt, at der er fortrydelsesret ved netauktioner.

Kan man så ikke sige og argumentere, at der ikke er tale om en aftale, når køber og sælger i realiteten er den sammen, og at der derfor ikke af denne årsag er nogen fortrydelsesret. Det giver jo ikke rigtig mening at tale om en aftale, når man sidder på begge sider af bordet. Nej, det går nok ikke.  Netauktioner gennemføres nemlig typisk i såkaldt kommission, der er kendetegnet ved, at auktionshuset (og ikke sælgeren) bliver den ene part i aftalen, hvor den anden part er den vindende budgiver. Der er således tale om to forskellige aftaleparter, auktionshuset og den vindende budgiver, og derfor foreligger der i formentlig i Forbrugeraftalelovens forstand en fjernsalgsaftale, selvom den vindende budgiver er identisk med sælgeren.

Derfor er det min opfattelse, at en vindende budgiver, der har budt på sin egen vare, efter lovens ordlyd vil have ret til at fortryde aftale. Da man ikke kan fraskrive sig fortrydelsesretten, kan auktionshuset næppe i sine vilkår skrive, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis man så at sige indgår aftalen med sig selv eller ens nærmeste, altså hvis man ender op med at blive højstbydende på ens egen vare eller ens nærmestes vare.

Er auktionshuset så på helt bar jord? Nej, det er det ikke. Det følger nemlig af Kommissionslovens § 27, at man som auktionshus har krav på at sælgeren betaler ens auktionshonorar, selvom aftalen ikke bliver opfyldt, hvis dette skyldes sælgeren selv. Er der tale om en sælger, som fortryder et falsk bud, vil der næppe være den store tvivl om, at den manglende opfyldelse af aftalen skyldes sælgeren selv. Og så er det min vurdering at auktionshuset kan kræve honoraret og hammerslagsgebyret betalt af sælgeren. Og mon så ikke man vil se en vis nedgang i antallet af falske bud, da det så ikke længere er omkostningsfrit at byde på egne varer.

Auktionshuset bør dog i sine salgsvilkår anføre, at dette er konsekvensen ved falske bud. Altså at man – uanset at man fortryder aftalen – kommer til at betale honorar og hammerslagsgebyr, hvis det viser sig, at man selv eller ens nærtstående har budt på egne varer.

 Læs min artikel i Jyllands-Posten om Lauritz.com om fortrydelsesretten

Ulovlig filmdownload kan koste kassen

Udgivet den af

Det er utvivlsomt ulovligt – også for forbrugere – at downloade eller streame film og musik, som man ikke ved aftale eller på anden vis har fået lovlig ret til at se (typisk fordi man ikke har betalt for det). I øjeblikket er et par danske advokatkontorer i fuld sving med at sende “hilsner” ud til forbrugere, som via IP-adressen er blevet identificeret som syndere.

Der er tale om rigtige og seriøse advokatfirmaer, så det vil være forkert blot at ignorere henvendelse.

Hvis du mener ikke at have foretaget noget ulovligt (f.eks. fordi du mener at dit netværk kan være blevet hacket eller det er din mindreårige søn, der har gjort det) er det vigtigt at du kommunikerer dette til advokatfirmaet. Ellers risikerer du blot at der en dag står en stævningsmand i døren med en stævning.

Du kan også søge hjælp i en advokatvagt eller naturligvis hos en advokat.

Hvem har bevisbyrden for om en lejet genstand er tilbageleveret?

Udgivet den af

Du kan nok forestille dig situationen. Du har lejet en genstand (det kunne være en bil, en cykel, noget værktøj i Silvan eller noget helt fjerde). Du har afleveret det lejede tilbage rettidigt og i ordentlig stand, men bliver alligevel mødt med krav fra udlejeren, fordi denne siger, at man aldrig har fået det lejede tilbage.

Hvad gælder så?

Har du en kvittering for tilbageleveringen, ja så ligger det jo lige til højrebenet. Du vil vinde sagen.

Har du ingen kvittering for tilbageleveringen er det mere åbent. Benytter udlejer (og det skal udlejer kunne dokumentere) konsekvent et kvitteringssystem ved tilbagelevering, ja så ligger bevisbyrden hos dig. Du skal med andre ord bevise, at du har tilbagegivet det lejede, selvom du ingen kvittering har fået. Kan du ikke løfte denne bevisbyrde vil du tabe sagen. En bevisførelse kan eksempelvis være et troværdigt vidne som under strafansvar kan bekræfte, at han så dig tilbagegive udstyret.

Benytter udlejer omvendt intet kvitteringssystem ved tilbagelevering eller er det også muligt at tilbagelevere udenfor åbningstid uden at modtage kvittering, ja så er det omvendt. Det er i så fald udlejer, der har bevisbyrden. Udlejer skal altså føre bevis for, at du ikke har tilbageleveret genstanden. Kan han ikke det, bør du vinde sagen.

Ovenstående retsstilling er illustreret i en række afgørelse fra Forbrugerklagenævnet omkring tilbagelevering af lejede video- og DVD-film. Ak ja, det var dengang. Men den pågældende retspraksis vil efter min bedste opfattelse også gælde for leje af andet løsøre end film.

I en afgørelse fra 2003 (2003-571/7-22) var der tale om, at kunderne kunne returnere lejede videofilm uden for åbningstid gennem en brevkasse. En forbruger gjorde  brug af denne mulighed, men blev mødt med et erstatningskrav, fordi filmudlejeren sagde, at filmene ikke var blevet afleveret.

Forbrugerklagenævnet fandt, at det alene er udlejer, der har mulighed for at indrettet et system for tilbagelevering på en sådan måde, at forbrugerne sikres en kvittering. Derfor havde udlejer bevisbyrden for, at der ikke var sket aflevering, og da denne bevisbyrde ikke var løftet af virksomheden, blev forbrugeren frifundet for kravet.

Rejsebureau hæfter for billetter ved flyselskabs konkurs

Udgivet den af

Østre Landsret har i december 2015 afsagt dom i den meget omtalte “GoLeif.dk-sag”. Afgørelsen drejer sig om, hvorvidt en forbruger kan rejse krav overfor det rejsebureau, hvor en flybillet er købt, når flyselskabet krakker.

En forbruger havde købt en returbillet til Nice i Sydfrankrig. Billetten var købt gennem web-rejsebureauet GoLeif.dk. Flyrejsen skulle ske med flyselskabet Cimber Sterling, som imidlertid gik konkurs inden rejsen var gennemført. Kunden sagsøgte herefter GoLeif.dk for sit tab, dvs. værdien af flybilletterne.

Rejsebureauet, GoLeif.dk, nægtede at betale med henvisning til, at de alene havde været formidler af aftalen mellem forbrugeren og Cimber Sterling, og at de derfor ikke kunne hænges op på konkursen. Når man er formidler er man nemlig ikke aftalepart og derfor som altovervejende hovedregel ikke forpligtet af den aftale, som indgåes mellem kunden og virksomheden.

I den konkrete tvist anerkender Landsretten, at GoLeif.dk alene er formidler og ikke selvstændig aftalepart. Men det reddede dog ikke GoLeif.dk.

Landsretten dømte GoLeif.dk til at erstatte kunden sit tab for flybilletten. Landsretten fremhæver som begrundelser især:

  • at hjemmesiden GoLeif.dk især var målrettet forbrugere af fritidsrejser,
  • forbrugeren alene havde kontakt til GoLeif.dk, som også modtog betaling og udstedte billetten,
  • at det ikke er almindelig kendt for forbrugere, at rejsebureauer ved salg af flytbilletter næsten altid optræder som formidler og meget sjældent handler i eget navn,
  • at selv om det fremgik at rejsebetingelserne (det med småt), at GoLeif.dk optrådte formidler var der ikke grundlag for at antage, at en almindelig forbruger kunne udlede betydningen heraf,
  • at det af rejsebetingelser også fremgik, at GoLeif.dk var teknisk arrangør uden at dette begreb blev nærmere beskrevet,
  • at det af hjemmesiden tillige fremgik, at der var mulighed for at tilkøbe en “konkursdækning rejsebureau”, hvilket jo indikerer at det er rejsebureauet, og ikke flyselskabet man handler med,

Landsretten konkluderer derfor, at det ikke fremgik tydeligt og udtrykkeligt af hjemmesiden, at kunder ikke handlede med GoLeif.dk men med flyselskabet.  Det generelle indtryk af hjemmesiden GoLeif.dk var nemlig, at kunden med rette kunne gå ud fra, at han handlede med GoLeif.dk og ikke Cimber Sterling. Derfor blev GoLeif.dk dømt til at erstatte kundens tab.

Hvad kan vi så bruge denne dom til?

Jo, for forbrugere er den vigtigt, fordi den fastslår, at der kan være mulighed for at gå efter en formidler (konkret GoLeif.dk) når ens aftalepart (konkret Cimber Sterling) går konkurs. Follow the money, som man siger. Dette kan være ved køb af rejser, men eksempelvis også ved køb af varer gennem en dealsite. Du vil som forbruger have en god sag, hvis det ikke synderligt klart af formidlerens hjemmeside fremgår, at virksomheden netop kun er formidler og det også er beskrevet, hvad dette betyder for dig som kunde.

Og for virksomheder, der agerer som formidlere, vil det omvendt efter dommen nu være vigtigt at få tjekket ens hjemmeside og vilkår for at se, at det nu også er skåret ud i pap, at man kun er formidler. Er dette ikke bøjet i neon, risikerer virksomheden at blive mødt med krav fra forbrugere, når den virksomhed, hvis varer eller tjenesteydelser, man formidler salget af, går konkurs eller hvis varerne har fejl og mangler.

Dommen kan efter min bedste overbevisning på ingen måde læses derhen, at der i forbrugersalg gælder et generelt formidleransvar. Det er der ikke holderpunkter for i dommen.

Læs domsresumeet her.

Og læs meget mere om salg af rejser, ferie, billetter mv. her.

Dobbeltsalg af en bil til en forbruger

Udgivet den af

Denne sag førte jeg for en bilforhandler ved Østre Landsret. Problemet og udfordringen var, at en forbruger havde købt en fabriksny bil for ca. kr. 300.000. Bilen havde været markedsført som et “skarpt lagertilbud”, hvor det var angivet, at bilen var nedsat fra en tidligere gældende listepris på 442.900 kr. til ca. kr. 300.000. Man fik som forbruger således stillet en rabat på ca. kr. 150.000 i udsigt. Et par dage efter at slutsedlen var blevet skrevet under meddelte bilforhandleren imidlertid køberen, at bilen forud for slutsedlens underskrift var solgt til anden side, således at handlen ikke kunne gennemføres. Baggrunden herfor var, at bilen via bilimportøren var solgt til Sverige. Forhandleren kunne ikke skaffe en tilsvarende bil af samme fabrikat. Læs resten →