Du kan nok forestille dig situationen. Du har lejet en genstand (det kunne være en bil, en cykel, noget værktøj i Silvan eller noget helt fjerde). Du har afleveret det lejede tilbage rettidigt og i ordentlig stand, men bliver alligevel mødt med krav fra udlejeren, fordi denne siger, at man aldrig har fået det lejede tilbage.
Hvad gælder så?
Har du en kvittering for tilbageleveringen, ja så ligger det jo lige til højrebenet. Du vil vinde sagen.
Har du ingen kvittering for tilbageleveringen er det mere åbent. Benytter udlejer (og det skal udlejer kunne dokumentere) konsekvent et kvitteringssystem ved tilbagelevering, ja så ligger bevisbyrden hos dig. Du skal med andre ord bevise, at du har tilbagegivet det lejede, selvom du ingen kvittering har fået. Kan du ikke løfte denne bevisbyrde vil du tabe sagen. En bevisførelse kan eksempelvis være et troværdigt vidne som under strafansvar kan bekræfte, at han så dig tilbagegive udstyret.
Benytter udlejer omvendt intet kvitteringssystem ved tilbagelevering eller er det også muligt at tilbagelevere udenfor åbningstid uden at modtage kvittering, ja så er det omvendt. Det er i så fald udlejer, der har bevisbyrden. Udlejer skal altså føre bevis for, at du ikke har tilbageleveret genstanden. Kan han ikke det, bør du vinde sagen.
Ovenstående retsstilling er illustreret i en række afgørelse fra Forbrugerklagenævnet omkring tilbagelevering af lejede video- og DVD-film. Ak ja, det var dengang. Men den pågældende retspraksis vil efter min bedste opfattelse også gælde for leje af andet løsøre end film.
I en afgørelse fra 2003 (2003-571/7-22) var der tale om, at kunderne kunne returnere lejede videofilm uden for åbningstid gennem en brevkasse. En forbruger gjorde brug af denne mulighed, men blev mødt med et erstatningskrav, fordi filmudlejeren sagde, at filmene ikke var blevet afleveret.
Forbrugerklagenævnet fandt, at det alene er udlejer, der har mulighed for at indrettet et system for tilbagelevering på en sådan måde, at forbrugerne sikres en kvittering. Derfor havde udlejer bevisbyrden for, at der ikke var sket aflevering, og da denne bevisbyrde ikke var løftet af virksomheden, blev forbrugeren frifundet for kravet.