Kategoriarkiv: Almindelige vilkår

Undersøgelsesgebyr kræver aftale

Udgivet den af

Særligt ved salg af elektronik, hvor det erfaringsmæssigt er vanskeligt uden videre at udlede, om der er fejl ved produktet og i givet fald, om fejlen skyldes købers forkerte brug, er det ikke usædvanligt, at der i de almindelige vilkår optages bestemmelse om, at køber skal betale et gebyr for den undersøgelse, som sælger iværksætter i forbindelse med en mangelindsigelse.

Sådanne vilkår ses anvendt både overfor erhvervsdrivende og forbrugere. På det politiske plan har især Forbrugerrådet Tænk advokeret for en ændring af købeloven, således at der ved reklamationer indenfor den toårige reklamationsfrist ikke er adgang til at opkræve undersøgelsesgebyrer overfor forbrugerne.

Kontakt advokat Michael Thiesen for yderligere rådgivning om undersøgelsesgebyrer i din virksomheds almindelige vilkår

Aftale om undersøgelsesgebyr i de almindelige vilkår

I såvel forbruger- som handelskøbet er den helt afgørende forudsætning for at kunne opkræve et undersøgelsesgebyr, at dette er aftalt med køberen. Aftalen kan være indeholdt i de almindelige vilkår, men kan også indgås særskilt forud for undersøgelsens iværksættelse, dvs. typisk ved købers indlevering af salgsgenstanden i forbindelse med en reklamation. Derudover vil der i handelskøbet – men næppe i forbrugerkøbet – kunne opkræves et undersøgelsesgebyr, såfremt der er sædvane eller kutyme herfor i branchen.

At opkrævning af undersøgelsesgebyr i hvert fald i forbrugerkøbet forudsætter aftale herom, er fastslået i en række afgørelser fra Forbrugerklagenævnet, jf. blandt andet:

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2002-4031/7-2198: Sælger fandtes ikke berettiget til at opkræve et undersøgelsesgebyr, allerede fordi det ikke var bevist, at der var indgået aftale med forbrugeren om, at denne skulle betale et testgebyr, såfremt sælgeren ikke kunne konstatere mangler ved det solgte.

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-15: Et digitalkamera blev beskadiget i forbindelse med købers forsøg på at opdatere kameraets firmware via producentens hjemmeside. I forbindelse med reklamationsbehandlingen blev køber opkrævet et undersøgelsesgebyr af sælgeren. Det fandtes ikke godtgjort, at skaderne skyldtes mangler ved kameraet, hvorfor køberens reklamation var uberettiget. Om undersøgelsesgebyret udtalte Forbrugerklagenævnet, at det påhviler sælgeren at godtgøre, at denne har været berettiget til et sådant gebyr. Lider en salgsgenstand af mangler, som køberen kan kræve afhjulpet, er sælgeren ifølge købelovens regler, som ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, forpligtet til vederlagsfrit at tage stilling til reklamationen og udføre afhjælpning gratis, jf. herved købelovens § 78a sammenholdt med § 1, stk. 2.

Skal sælger kunne kræve et undersøgelsesgebyr påhviler det derfor denne at godtgøre, at der ikke er mangler ved det solgte. Derudover påhviler det sælger at godtgøre, at det udtrykkeligt er aftalt, at der i denne situation skal betales et undersøgelsesgebyr, da forbrugeren jo ved at kræve afhjælpning ikke har bestilt en ydelse, som der skal betales for. Da sælgeren ikke havde bevist, at det var aftalt, at der skulle betales et undersøgelsesgebyr, såfremt der ikke kunne konstatere mangler ved det solgte, kunne køber kræve det erlagte undersøgelsesgebyr tilbagebetalt.

Det bør så vidt muligt tilstræbes, at der i de almindelige vilkår sker en konkret beløbsmæssig angivelse af undersøgelsesgebyrets størrelse, således at aftaleparten er bekendt hermed.

Gebyrets størrelse

Et i de almindelige vilkår aftalt gebyr, der beløbsmæssigt anses for urimeligt, vil kunne tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 36 samt – i forbrugerkøbet – aftalelovens § 38C. Se til eksempel Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45 angående et undersøgelsesgebyr på kr. 459, som sælger havde betinget sig, såfremt der ikke var tale om mangler ved et digital kamera. Da det var ubestridt, at køberen var blevet blev oplyst herom ved kameraets indlevering til undersøgelse, og da skaden på kameraet skyldes forbrugerens egne forhold, var sælger ikke afskåret fra at opkræve gebyret, da dette ikke oversteg, hvad der måtte anses for et rimeligt vederlag for den af sælger foretagne undersøgelse.

Indeholder de almindelige vilkår ingen bestemmelse om gebyrets beløbsmæssige størrelse, vil der i handelskøbet skulle betales, hvad sælger forlanger, medmindre dette er ubilligt, jf. princippet i købelovens § 5. I forbrugerkøbet vil der skulle betales, hvad der må anses for rimeligt, jf. princippet i Købelovens § 72. Vurdering af, om et gebyr er rimeligt eller ej, afhænge af omfanget af og kompleksiteten ved undersøgelsen af salgsgenstanden. I Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45, fandtes et undersøgelsesgebyr på 459 kr. for rimeligt, henset til at sælgers værksted havde været nødt til at adskille den solgte genstand (digitalkamera) for at undersøge skaden og dens omfang.

Aftalelovens § 38 b – fortolkning til forbrugerens fordel

Udgivet den af

Aftalelovens § 38b er en nøglebestemmelse inden for dansk forbrugerret. Bestemmelsen har afgørende betydning for fortolkningen af aftalevilkår, især når der opstår tvivl om deres forståelse. Formålet med bestemmelse er at sikre, at forbrugeren ikke stilles urimeligt over for erhvervsdrivende, og at aftalevilkår fortolkes på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren.

En illustration af Aftalelovens § 38b’s betydning kan ses i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet (2005-650/7-877). I denne sag købte en forbruger en sofa under anvendelse af standardvilkår, der angav, at levering kun ville ske, hvis der var uhindret adgang til møblets ønskede placering. Forbrugeren boede imidlertid på 6. sal, og opgangen tillod ikke bæring af sofaen. Nævnet fortolkede vilkårene i overensstemmelse med § 38b og konkluderede, at forbrugeren havde ret til godtgørelse af omkostninger til en lift, da vilkårene ikke klart pålagde forbrugeren risikoen for opgangens størrelse.

En lignende anvendelse af § 38b ses i afgørelsen fra 1996 (1996-429/4-4), hvor en “penge-tilbage-garanti” i en butikskædes katalog uklart specificerede, om den omfattede køb foretaget med gavekort. Forbrugerklagenævnet fortolkede garantien i forbrugerens favør i overensstemmelse med § 38b, og fastslog at den omfattede alle kunder, inklusive dem, der betalte med gavekort.

Endnu en relevant anvendelse af § aftalelovens 38b findes i afgørelsen fra 2001 (2001-4054/7-1042). Her blev et uklart vilkår vedrørende ikrafttræden af et mobiltelefonabonnement fortolket til fordel for forbrugeren. Forbrugerklagenævnet fandt, at det uklare vilkår ikke klart angav, at forbrugeren indgik et abonnement med en uopsigelighedsperiode på 6 måneder, og derfor blev forbrugeren ikke bundet af denne bestemmelse.

Disse afgørelser viser tydeligt, at Aftalelovens § 38b tjener som et afgørende redskab til at beskytte forbrugerrettigheder ved at sikre, at uklare og tvetydige aftalevilkår fortolkes til forbrugerens fordel. Bestemmelsen bidrager til at skabe balance mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende inden for forbrugerretten.

Forbrugerkøb og netauktioner

Udgivet den af

KØBELOVEN indeholder regler om forbrugerkøb, der på mange punkter giver forbrugeren en særlig beskyttet og gunstig retsstilling. Der foreligger efter KØBELOVEN et forbrugerkøb, når forbrugeren handler udenfor sit erhverv (man køber med andre ord varen til privat brug) og sælgeren af varen er en erhvervsdrivende.

Der foreligger også et forbrugerkøb, hvis sælgeren af varen er en privat person, men salget formidles af en erhvervsdrivende. Salg via en netauktion til en forbruger vil derfor altid være et forbrugerkøb, uanset om ejeren af den solgte genstand er en erhvervsdrivende eller en privat person. Dette skyldes, at en erhvervsdrivende formidler salget.

Når en forbrugers køb på en netauktion i alle tilfælde behandles som et forbrugerkøb, vil forbrugeren således være beskyttet af de særlige regler, der gælder for forbrugerkøbet. Disse særlige beskyttelsesregler kan (i modsætning til handelskøbet) ikke fraviges ved aftale, f.eks. i den erhvervsdrivendes salgsvilkår.

Nedenfor lister jeg nogle at de væsentligste beskyttelsesregler efter KØBELOVEN, der vil gælde for en forbruger ved køb på en netauktion:

  • Det kan ikke bestemmes i vilkårene, at varen er ”købt som beset”. En sådan klausul om ”købt som beset” eller tilsvarende har ingen retsvirkning og kan derfor ikke håndhæves overfor forbrugeren. Forbrugeren kan altså rejse sædvanlige mangelskrav.
  • Hvis der er mangler kan køberen som udgangspunkt kræve, at sælgeren afhjælper manglen.
  • Reklamation indenfor 2 måneder efter købet er altid rettidig.
  • Der vil altid være 2 års reklamationsret over mangler.

Fortrydelsesret efter Forbrugeraftaleloven

Efter FORBRUGERAFTALELOVEN vil der med samme begrundelse som ovenfor foreligge en forbrugeraftale ved en forbrugers køb af en vare på en netauktion. Dette gælder uanset om sælgeren er privat eller erhvervsdrivende, fordi man som erhvervsdrivende formidler salget.

Konsekvensen af dette vil efter FORBRUGERAFTALELOVEN være, at forbrugeren har 14 dages fortrydelsesret. Dette skyldes, at der ved netauktioner er tale om såkaldt fjernsalg – altså hvor sælger og køber ikke mødes fysisk i en butik eller lignende. Fortrydelsesretten gælder også selv om forbrugeren inden netauktionen har haft mulighed for at besigtige genstanden.

Den erhvervsdrivende er derfor forpligtet til at oplyse forbrugeren om fortrydelsesretten.

Hvis fortrydelsesretten udnyttes af forbrugeren, skal købesummen returneres til forbrugeren. Dette omfatter også det hammerslagsgebyr og salær, som den erhvervsdrivende måtte have opkrævet overfor forbrugeren.

Flere gigabite giver ikke teleudbyder ret til at indføre ny bindingsperiode

Udgivet den af

Teleankenævnet har i en ny afgørelse (sag 20-428) slået fast, at en forbrugers ændring af et bredbåndsabonnement fra 50 GB til 250 GB ikke giver udbyderen ret til at indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder.

Det er sådan at en erhvervsdrivende kun må binde en forbruger i maksimalt 6 måneder til en løbende kontrakt. Det kan eksempelvis være et fitnessabonnement, Netflix, Spotify eller som i denne sag et bredbåndsabonnement.

Det fremgår af Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1, som siger:

Forbrugeren kan opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse,

I denne sag indførte YouSee automatisk en ny bindingsperiode på 6 måneder i forbindelse med at forbrugeren opgraderede sit dataabonnement fra 50 GB til 250 GB.

Nævnet udtaler, at en ny bindingsperiode på 6 måneder er et byrdefuldt vilkår, og at vilkåret om ny bindingsperiode ikke i tilstrækkelig omfang var fremhævet i selve ordrebekræftelsens tekst, som blev sendt til forbrugeren i forbindelse med opgraderingen. Derfor var Teleankenævnet af den opfattelse, at der ikke var indtrådt en ny bindingsperiode på 6 måneder.

Afgørelsen er interessant, fordi Teleankenævnet forudsætningsvis anerkender, at en erhvervsdrivende godt må indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder ved eksempelvis en opgradering af et mobildatabonnement – blot skal det være gjort klart for forbrugeren, at konsekvensen ved opgraderingen er en ny bindingsperiode.

Dette er efter min opfattelse en tvivlsom afgørelse. Som anført siger loven nemlig, at en forbruger maksimalt kan bindes i seks måneder. En ændring af data fra 50 GB til 250 GB sker inden for rammerne af en eksisterende aftale, og derfor er det tvivlsomt om en erhvervsdrivende kan indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder, selv hvis det i forbindelse med opgraderingen skæres ud i pap for forbrugeren, at der nu indføres en ny bindingsperiode. Dette ville nemlig være i strid med Forbugeraftalelovens § 28, stk. 1, som ikke fraviges til skade for forbrugeren ved aftale.

Forbrugere skal let kunne opsige deres aftaler

Udgivet den af

Det kan være fristende for en virksomhed at besværliggøre en forbrugers opsigelse af aftalen. Det kan eksempelvis være ved at kræve at opsigelsen skal ske telefonisk eller at man skal møde op fysisk for at opsige. Eller at man skal udfylde alle mulige formularer for at opsige. Det går ikke.

En forbruger skal kunne opsige en forbrugeraftale uden besvær og krumspring fra virksomhedens side for at sætte hindringer i vejen for en opsigelse holder ikke.

Det har Forbrugerombudsmanden fornyligt udtalt i en række sager. Blandt andet blev en fitness kæde kritiseret for at deres vilkår bestemte at opsigelse kun kunne ske ved at man mødte personligt op i fitnesscentret. Og YouSee fik kritik fordi man på hjemmesiden fik det indtryk at opsigelse kun kunne ske ved at ringe op til YouSee (og man ved jo godt at så risikerer man at hænge i timevis i en telefonkø).

Juraen er klar.

Dels følger det af Markedsføringsloven at virksomheder ikke må handle i strid med god marekdsføringskik.

Og derover siger Aftalelovens § 38c, at urimelige aftalevilkår i en forbrugeraftale er ugyldig.

Så medmindre man som virksomhed har en saglig grund til at kræve noget helt særligt til forbrugerens opsigelse er der ingen vej udenom; forbrugeren skal have ret til at opsige med almindelige kommunikationsmidler, hvilket i dag vil sige pr. mail.

Betalingsaftaler kan ikke overdrages uden samtykke fra forbrugeren

Udgivet den af

For virksomheder, der har et løbende salg til sine kunder, er det ganske værdifuldt, hvis disse kunder har tilmeldt betalingen til en betalingsaftale. Så sker betalingen automatisk, og man undgår at skulle bruge tid og ressourcer på administration.

Det kan eksempelvis være en betalingsaftale på et fitnessabonnement eller til et benzinkort.

Men hvad gælder så, hvis virksomheden bliver solgt? Følger betalingsaftalen automatisk med over? Her skal vi sondre mellem hvorledes virksomheden sælger.

Sælges aktierne i virksomheden til en ny ejer (såkaldt aktiesalg) er virksomheden den samme. Den har samme CVR nr. men har “blot” fået en ny ejer. I dette tilfælde vil betalingsaftalerne automatisk kører videre, selv om der er kommet en ny ejer. Der er ikke noget krav om, at forbrugeren skal give samtykke til dette.

Det vil være anderledes hvis det er aktiverne (herunder kundeaftalerne) i virksomheden, der sælges over til en ny ejer (såkaldt aktivsalg). Her er der tale om mere end et ejerskifte. Det vil være en helt ny virksomhed med et helt nyt CVR nr. som fremadrettet skal levere ydelsen til kunden. Det kan eksempelvis være et lille fitnesscenter, der ved en aktivhandel overdrager lejemål, kunder og inventar til Fitness World.

Ved en aktivhandel er det forbrugerombudsmandens vurdering, at der ikke må ske overdragelse af kundernes betalingsaftaler til den nye ejer.

Der skal gives et samtykke af hver enkelt kunde til, at kundens betalingsaftale også overdrages som led i handlen. Det har Forbrugerombudsmanden vurderer i flere sager, hvor kunderne ikke har givet samtykke til, at deres betalingsaftaler via Betalingsservice blev overdraget. Kunderne fik blot at vide, at den kæde, de var medlem af, var blevet solgt til en anden virksomhed, og at deres betalingsaftale også var blevet overdraget uden at de behøvede at gøre noget.

MEN den går altså ikke. Der skal indhentes et samtykke hos kunden for at kunne overdrage betalingsaftalen som led i en aktivhandel.

Det følger nemlig af betalingslovens § 82, som siger at en betaling kun er korrekt, hvis betaleren har meddelt samtykke til betalingen.

Betalingslovens § 82, stk. 1:

”§ 82. En betalingstransaktion er kun autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre transaktionen. Betaleren kan autorisere betalingstransaktionen før eller efter gennemførelsen af denne, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder. Er der ikke meddelt samtykke, skal betalingstransaktionen anses for uautoriseret.”

Skal vilkår være på dansk?

Udgivet den af

Driver du nethandel til forbrugere vil du helt sikkert have et sæt standardvilkår på din hjemmeside. Men gælder der et krav om, at disse vilkår skal være på dansk? Eller kan man nøjes med eksempelvis at have et sær vilkår på engelsk? Dette vil jo give god mening, hvis ens markedsføring og ens kunder ikke kun har et dansk tilknytning.

Det korte svar er: Ja, du kan godt have vilkår på et andet sprog, selvom du driver virksomhed i Danmark og selvom dine kunder er danske forbrugere. Men der er et men.

Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3 siger nemlig, at oplysninger, som man har pligt til at give forbrugeren, skal afgives på dansk, såfremt den erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelse på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke til at modtage oplysningerne på et andet sprog.

Det betyder med andre ord, at hvis din hjemmeside eller markedsføring i øvrigt er på dansk, ja så går det ikke at have nogle vilkår på engelsk (medmindre forbrugere samtykker i dette).

Er din hjemmeside og markedsføring derimod på engelsk, ja så er det derimod helt i orden, at dine standard vilkår også er på engelsk. Dette er altså ikke i strid med forbrugerlovgivningen.

Man kan som forbruger give et samtykke til at vilkårene er på et fremmed sprog, selvom markedsføring og hjemmeside er på dansk. Men det er vigtigt at dette samtykke er tydeligt og klart og aktivt gives af forbrugeren. Der er altså med andre ord ikke tilstrækkeligt, at samtykket til vilkår på et fremmed sprog er “gemt” væk i netop standard vilkårene.

Tøj beskadiget ved vask eller brug indenfor de første 6 måneder

Udgivet den af

Du har sikkert selv oplevet det! En trøje eller et par bukser går i stykker hurtigt efter købet. Det kan være efter en vask eller det kan bare være du pludselig ser et hul eller en syning, der er gået op, og du ikke lige ved hvorfor det er sket. What to do?

Jamen, Købeloven er ret klar! Efter Købelovens § 77a, stk. 3 er det netop sådan, at mangler, der opstår de første 6 måneder efter købet anses at have været til stede ved købet. Det er med andre ord omvendt bevisbyrde de første 6 måneder. Sælger skal bevise, at manglen ikke var tilstede, da købet blev foretaget. Det vil sige at sælger skal bevise, at det er købers forkerte brug eller lignende, der har været årsag til manglen. Kan sælger ikke føre dette bevis, vil sælger tabe sagen. Og det er et svært bevis for sælgeren at føre de første 6 måneder.

Reglen om omvendt bevisbyrde de første 6 måneder efter køber er illustreret i en sag fra Forbrugerklagenævnet (sagsnummer 2002-613/7-277). Her var der tale om en cardigan der var gået i stykker efter vask én måned efter købet. Butikken mente, at det var forbrugeren, der havde vasket trøjen forkert. Forbrugerklagenævnets sagkyndige kunne ikke entydigt vurdere hvad der var årsag til at cardiganen var gået i stykker.

Herefter havde den erhvervsdrivende ikke løftet bevises for, at trøjen var ødelagt på grund af købers forkerte brug, og derfor blev forretningen dømt til at erstatte trøjen. Man havde simpelthen ikke løftet beviset, som det hedder i jurasprog.

Så er du forbruger er Købelovens § 77a, stk. 3 rigtig vigtig. Husk det. Skåret helt ind til benet siger paragraffen altså at det er sælger der har bevisbyrden.

Bestemmelsen er ufravigelig – det vil sige at sælgeren ikke i sine salgsvilkår må skrive at der ikke er nogen omvendt bevisbyrde. Dette vil være et ugyldigt vilkår.

Pligt til at oplyse mail-adresse

Udgivet den af

Driver du e-handel er du forpligtet til på din hjemmeside at oplyse en e-mailadresse, som gør det muligt for kunderne at kontakte dig.

Det følger nemlig af e-handelsloven, at enhver fysisk eller juridisk person, som leverer en informationstjeneste skal give en række oplysninger, herunder blandt andet e-mailadressen. En e-handelsvirksomhed vil utvivlsomt levere en informationstjeneste og kan derfor ikke på nogen måde undslå sig forpligtelsen til at oplyse en mail-adresse.

Det er altså ikke godt nok, hvis virksomheden blot har en kontaktformular, en chatfunktion, en telefonsupport eller en facebook-adresse til brug for kommunikation mellem virksomheden og dets kunder. Dette vil ikke opfylde e-handelslovens krav.

I en konkret sag blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at en erhvervsdrivende på sin hjemmeside ikke oplyste nogen e-mailadresse, men alene stillede en kontaktformular til rådighed. Dette blev påtalt af Forbrugeombudsmanden overfor virksomheden.

Kravet om oplysning af e-mailadresse følger helt klart af  e-handelslovens § 7, stk. 1, nr. 3.

Grunden til at der skal oplyses en mail-adresse er, at en klageformular ikke som en mail giver forbrugeren mulighed for at gemme en kopi af den besked, som forbrugeren har sendt til den virksomheden. Så kravet er også helt fair og rimeligt. Nemlig hensynet til bevissikring.

Det er stadigvæk ikke alle virksomheder, der respekterer dette. Eksempelvis er e-mail kontaktikonet på Elgigantens hjemmeside inaktivt, så det på Elgigantens hjemmeside er umuligt (13.6.2017) at finde en mailadresse til Elgiganten. Man skal helt ind i de almindelige salgsbetingelsers sidste afsnit for at finde mail-adressen, og dette er i strid med loven.

Det følger nemlig af e-handelslovens § 7, stk. 3, at blandt andet mail-adressen skal være lettilgængelig. Og hvis det kræver en større gennemgang af en hjemmeside for at finde oplysningen, vil dette krav om lettilgængelighed ikke være opfyldt. Oplyser man således alene sin mail-adresse i ens almindelige standardvilkår vil dette være i strid med e-handelsloven. Uden tvivl.

Godkendt bookingproces medfører ansvarsfrihed for rejsebureauer

Udgivet den af

Som jeg tidligere har skrevet om på denne blog, kan en rejseportal (digitalt rejsebureau) komme slemt i knibe, hvis det ikke på portalens side er skåret ud i pap, at man kun er formidler at flybilletter, hotelophold mv. og at man ikke selv er sælger og derved aftalepart.

Dette fik rejsebureauet Goleif.dk at føle, da Østre Landsret fandt, at bureauet hæftede for de tab, som en række forbrugere led i forbindelse med Cimber Air Sterlings konkurs. Man hæftede, fordi det ikke på hjemmesiden klart fremgik, at det ikke var Goleif.dk men derimod flyselskabet, man handlede med.

Forbrugerombudsmanden har nu i samarbejdet med Danmarks Rejsebureau Forening udfærdiget en godkendt bookingproces. Altså en bookingproces, som er blåstemplet af Forbrugerombudsmanden, og hvis man følger denne proces bør man derfor ikke risikere at tabe en sag om, at man ikke har oplyst tilstrækkeligt og præcis om, hvem der er aftalepart.

Under denne godkendte bookingproces skal man som forbruger to gange aktivt acceptere en kort tekst for at komme videre i processen. Og i denne tekst står der  klart og tydeligt, at aftalen indgås med flyselskabet, og at alle krav derfor skal rettes til flyselskabet. Følger man således denne fremgangsmåde loyalt, bør man derfor som rejsebureau være på sikker jord.

Tekstens skal aktivt godkendes af forbrugeren, og derfor vil man ikke kunne “gemme” teksten i de almindelige vilkår og blot lade forbrugeren godekende de almindelige vilkår. I så fald vil man efter min opfattelse som udgangspunkt fortsat hænge på kravet som rejsebureau.

Det vil også være en god ide ikke kun at bruge teksten (med fornødne tilretninger) og bestillingsproceduren, når det drejer sig om køb af flybilletter, men tillige når det drejer sig om eksempelvis hotelophold, billeje, udflugter mv.

Teksten, der blandt andet findet på FDM’s rejsebureaus hjemmeside har følgende formulering:

Bemærk at FDM travel sælger billetterne på flyselskabets vegne og er derfor ikke din aftalepart, men kun formidler. Det er derimod flyselskabet, som er din aftalepart, og som leverer rejsen. Flyselskabet er ansvarlig for aftalens opfyldelse. Det betyder, at alle krav og reklamationer vedrørende din rejse skal rettes mod flyselskabet, fx som følge af forsinkelser, aflysninger, konkurs, bagage mv.

Kontakt mig gerne for yderligere rådgivning på telefon 30951108.