Kategoriarkiv: bindingsperiode

Flere gigabite giver ikke teleudbyder ret til at indføre ny bindingsperiode

Udgivet den af

Teleankenævnet har i en ny afgørelse (sag 20-428) slået fast, at en forbrugers ændring af et bredbåndsabonnement fra 50 GB til 250 GB ikke giver udbyderen ret til at indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder.

Det er sådan at en erhvervsdrivende kun må binde en forbruger i maksimalt 6 måneder til en løbende kontrakt. Det kan eksempelvis være et fitnessabonnement, Netflix, Spotify eller som i denne sag et bredbåndsabonnement.

Det fremgår af Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1, som siger:

Forbrugeren kan opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse,

I denne sag indførte YouSee automatisk en ny bindingsperiode på 6 måneder i forbindelse med at forbrugeren opgraderede sit dataabonnement fra 50 GB til 250 GB.

Nævnet udtaler, at en ny bindingsperiode på 6 måneder er et byrdefuldt vilkår, og at vilkåret om ny bindingsperiode ikke i tilstrækkelig omfang var fremhævet i selve ordrebekræftelsens tekst, som blev sendt til forbrugeren i forbindelse med opgraderingen. Derfor var Teleankenævnet af den opfattelse, at der ikke var indtrådt en ny bindingsperiode på 6 måneder.

Afgørelsen er interessant, fordi Teleankenævnet forudsætningsvis anerkender, at en erhvervsdrivende godt må indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder ved eksempelvis en opgradering af et mobildatabonnement – blot skal det være gjort klart for forbrugeren, at konsekvensen ved opgraderingen er en ny bindingsperiode.

Dette er efter min opfattelse en tvivlsom afgørelse. Som anført siger loven nemlig, at en forbruger maksimalt kan bindes i seks måneder. En ændring af data fra 50 GB til 250 GB sker inden for rammerne af en eksisterende aftale, og derfor er det tvivlsomt om en erhvervsdrivende kan indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder, selv hvis det i forbindelse med opgraderingen skæres ud i pap for forbrugeren, at der nu indføres en ny bindingsperiode. Dette ville nemlig være i strid med Forbugeraftalelovens § 28, stk. 1, som ikke fraviges til skade for forbrugeren ved aftale.

Opsigelse af forbrugeraftaler

Udgivet den af

20160926_121831-1Hvordan er det lige med opsigelse af forbrugeraftaler? Og hvor lang tid kan man binde en forbruger til et abonnement? Det kan være et fitnessabonnement, et avisabonnement, et mobiltelefonabonnement, et abonnement på Netflix eller Spotify. You name it.

Der er på ingen måde frit spil for virksomhederne i forbrugeraftaler til at fastsætte opsigelsesvarslet og bindingsperiodens længde.

Forbrugeraftaleloven (§ 28) fastslår nemlig (endda meget klart), at af en forbruger har ret til at opsige en aftale med een måneds varsel til udgangen af een måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse. 

Det er altså forbudt for den erhvervsdrivende at have et opsigelsesvarsel, der er længere end løbende måned + een måned.

Og det er også forbudt at have en bindingsperiode på mere end 5 måneder fra aftalens indgåelse.

Indgås eksempelvis en aftale den 4. november 2016 kan aftalen gøres uopsigelig frem til den 3. april 2017. Aftalen kan altså opsiges fra og med den 4. april 2017, og da med et et varsel på løbende måned + een måned. Opsiges aftalen den 4. april 2017 vil det altså kunne ske til udgangen af maj 2017.

Der er nogle enkelte undtagelser, hvor der godt kan fastsættes en længere bindingsperiode og længere opsigelsesvarsel. Sådan er det jo med juraen – det er sjældent at der ikke er undtagelser. Disse undtagelser kommer jeg nærmere ind på i en af mine næste blogs.

 

Husk mindstepris

Udgivet den af

Markedsfører du som virksomhed et produkt eller en tjenesteydelse, skal du efter Markedsføringslovens § 12 a blandt andet give oplysning om prisen. Er der tale om en pris, der kan variere afhængig af, hvor meget ydelsen bruges eller hvor lang tid, man har bundet sig som forbruger, skal man som virksomhed give oplysning om den såkaldte mindstepris. Det vil sige forbrugeren skal vide, hvad det minimum vil koste at købe produktet eller ydelsen. Mindsteprisen skal blandt andet gives ved tegning af mobilabonnementer og lignende, hvor prisen jo for det meste afhænger af, hvor meget man bruger abonnementet og hvor lang tid abonnementet er uopsigeligt.

Mindsteprisen skal oplyses for hele bindingsperioden (typisk 6 måneder).

Giver man ikke oplysning om mindsteprisen, vil der kunne være tale om vildledende markedsføring i strid med Markedsføringslovens § 4.

At disse regler skal tages seriøst, er illustreret med denne case, hvor Forbrugerombudsmanden har indgivet en politianmeldelse mod Telenor for manglende oplysning om mindsteprisen.

Telenor reklamerede for en mobiltelefon med tilhørende abonnement, og man gav følgende oplysninger:

  • prisen på mobiltelefonen
  • gebyret for oprettelse af abonnementet
  • udbetalingen
  • det månedlige abonnement

Telenor havde imidlertid glemt at give oplysning om den samlede pris (mindsteprisen) for hele bindingsperioden, og det kostede altså en politianmeldelse for vildledende markedsføring.

Bindingsperiode for fjernvarme

Udgivet den af

2261065726_a65e362d15_qForbrugerombudsmanden har fastslået, at fjernvarmeselskaber ikke må binde forbrugere i mere end 6 måneder.

Det følger nemlig af Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1 at man ikke kan binde en forbruger til en aftale i mere end 6 måneder. Der er nogle undtagelser til denne regel, blandt andet at reglen ikke gælder, hvis bindingsperioden skulle være reguleret i anden lov.

I den konkrete sag benyttede fjernvarmeselskabet, E.ON’s, et opsigelsesvarsel på 18 måneder i sin leveringsbetingelser.

E.ON mente, at fordi levering af fjernvarme var reguleret i varmeforsyningsloven var man helt ude af Forbrugeraftalelovens regelsæt. Man argumenterede også, at Energitilsynet ikke havde fundet opsigelsesvarslet på 18 måneder urimeligt eller i strid med Varmeforsyningsloven.

Det købte Forbrugerombudsmanden ikke.

Da varmeforsyningsloven ikke konkret regulerer noget om binding eller om opsigelsesvarslers længde, fandt Forbrugerombudsmanden, at E.ON ikke kunne ignorere Forbrugeraftalelovens bestemmelse om maksimalt 6 måneders binding. I forbindelse med vedtagelsen af Forbrugeraftaleloven var der sågar også udtrykkelig taget stilling til, at forbrugeraftaleloven principielt også omfatter fjernvarmeaftaler.

Sagen var derfor klar: Et 18 måneders opsigelsesvarsel på levering af fjernvarme var i strid med Forbrugeraftaleloven, og dermed tillige i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik.

Det er altså kun hvis særloven (eksempelvis Varmeforsyningsloven) konkret har en regulering om opsigelsesvarsel og bindingsperiode, at man kan se bort fra Forbrugeraftaleloven. Er det er særlov, men indeholder denne særlov ikke noget omkring opsigelse og binding, ja så må man som erhvervsdrivende respektere Forbrugeraftaleloven. Egentlig ret logisk.

Herefter rettede E.ON ind.