Husk mindstepris

Markedsfører du som virksomhed et produkt eller en tjenesteydelse, skal du efter Markedsføringslovens § 12 a blandt andet give oplysning om prisen. Er der tale om en pris, der kan variere afhængig af, hvor meget ydelsen bruges eller hvor lang tid, man har bundet sig som forbruger, skal man som virksomhed give oplysning om den såkaldte mindstepris. Det vil sige forbrugeren skal vide, hvad det minimum vil koste at købe produktet eller ydelsen. Mindsteprisen skal blandt andet gives ved tegning af mobilabonnementer og lignende, hvor prisen jo for det meste afhænger af, hvor meget man bruger abonnementet og hvor lang tid abonnementet er uopsigeligt.

Mindsteprisen skal oplyses for hele bindingsperioden (typisk 6 måneder).

Giver man ikke oplysning om mindsteprisen, vil der kunne være tale om vildledende markedsføring i strid med Markedsføringslovens § 4.

At disse regler skal tages seriøst, er illustreret med denne case, hvor Forbrugerombudsmanden har indgivet en politianmeldelse mod Telenor for manglende oplysning om mindsteprisen.

Telenor reklamerede for en mobiltelefon med tilhørende abonnement, og man gav følgende oplysninger:

  • prisen på mobiltelefonen
  • gebyret for oprettelse af abonnementet
  • udbetalingen
  • det månedlige abonnement

Telenor havde imidlertid glemt at give oplysning om den samlede pris (mindsteprisen) for hele bindingsperioden, og det kostede altså en politianmeldelse for vildledende markedsføring.