Kategoriarkiv: Aftaleloven

Koncipist- og minimumsreglen – når uklarheder i aftaler fortolkes

Udgivet den af

Når virksomheder udarbejder kontrakter eller handelsbetingelser, er det afgørende, at bestemmelserne er klare og præcise. Hvis der opstår tvivl om betydningen af en bestemmelse, kan det nemlig få konsekvenser for den part, der har skrevet teksten.
I dansk aftaleret findes to centrale fortolkningsprincipper, som ofte anvendes i den situation:

Koncipistreglen – uklarhed rammer forfatteren

Koncipistreglen betyder, at en uklar bestemmelse i en aftale som udgangspunkt fortolkes mod den part, der har konciperet (dvs. udarbejdet) bestemmelsen eller aftalen.
Rationalet er enkelt: Den part, der har haft mulighed for at formulere bestemmelsen, har også haft mulighed for at gøre den klar og utvetydig. Hvis bestemmelsen alligevel er uklar, bør modparten ikke bære risikoen for denne uklarhed.

I praksis betyder det, at standardvilkår, forretningsbetingelser og kontraktbestemmelser, som ens egen virksomhed har udarbejdet, kan blive fortolket til modpartens fordel, hvis der er tvivl om betydningen.

Minimumsreglen – den snævre fortolkning

Minimumsreglen indebærer, at hvis der er uklarhed omkring en bestemmelses rækkevidde, skal bestemmelsen fortolkes på den mindst byrdefulde eller mindst vidtgående måde.
Reglen fungerer som en slags “sikkerhedsventil”, der sikrer, at en part ikke bliver bundet af en vidtgående fortolkning af en uklar bestemmelse, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse.

Et konkret eksempel: Printer-sagen (FKN 09/02168)

En sag fra Forbrugerklagenævnet illustrerer tydeligt, hvordan reglerne kan få praktisk betydning.

En forbruger købte en printer, men ønskede efterfølgende at fortryde købet. Sælger afviste fortrydelsen med henvisning til sine forretningsbetingelser, hvor der stod:

“Ved køb af printere må farvepatronerne ej heller åbnes, hvis returretten skal opretholdes.”

Printeren var taget i brug, og patronerne var isat. Sælger mente derfor, at fortrydelsesretten var bortfaldet. Forretningsbetingelserne var korrekt fremsendt pr. mail ved købet, som foreskrevet i forbrugeraftaleloven.

Nævnet vurderede imidlertid, at formuleringen i forretningsbetingelserne ikke opfyldte kravet om, at forbrugeren udtrykkeligt skulle gøres opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gjaldt, hvis printeren blev taget i brug. Selvom det var åbenbart, at isætning af patroner formindskede printerens salgsværdi, fandt nævnet, at teksten var for uklar.

Resultatet blev, at forbrugeren fik medhold og kunne fortryde købet. Nævnet anvendte her både en koncipistbetragtning (uklarheden ramte sælgeren, der havde skrevet betingelserne) og minimumsreglen (betingelsen blev fortolket snævert).

Praktiske pointer til virksomheder
  • Sørg for, at kontrakter og handelsbetingelser er klare, konkrete og utvetydige.
  • Vær særligt opmærksom på bestemmelser, der begrænser rettigheder for modparten – disse skal fremhæves tydeligt, hvis du lovligt må begrænse rettighederne (i mange tilfælde er en begrænsning af rettighederne ugyldig, selv hvis fremhævet).
  • Husk, at uklarheder typisk fortolkes mod dig, hvis du er afsenderen.
  • Brug juridisk rådgivning til at kvalitetssikre standardvilkår, så du undgår dyre fortolkningskonflikter senere.

Ugyldigt vilkår i leasingaftale: Når forbrugeren pålægges at finde en køber

Udgivet den af

Leasing af biler er populært blandt forbrugere, men engang imellem kan man som forbruger bliver overrasket over vilkårene ved aftalens udløb og hvor det kan vise sig ganske dyrt at afslutte en leasingaftale, fordi der i det “med småt” står at forbrugeren skal anvise en køber med CVR til en given minimumspris.

Sagen kort: Forbruger pålagt at finde køber til restværdi

En forbruger indgik en leasingaftale på 12 måneder om en brugt elbil. Ifølge aftalen havde forbrugeren ingen køberet ved leasingens udløb – men til gengæld pligt til at anvise en tredjemand med CVR-nummer, som skulle købe bilen til en på forhånd fastsat minimum restværdi. Hvis denne tredjemand ikke kunne findes eller hvis bilen ikke kunne sælge til minimumsprisen, ville forbrugeren selv hæfte for differencen mellem den fastsatte restværdi og den faktiske salgspris.

Restværdien var ensidigt fastsat af leasingselskabet og lå væsentligt over bilens reelle markedsværdi ved leasingperiodens udløb – især i lyset af de betydelige prisfald på elbiler i løbet af perioden.

Hvorfor kan vilkåret være ugyldigt?

Denne type aftaler udgør typisk en forbrugeraftale og er derfor underlagt reglerne i aftalelovens kapitel om forbrugeraftaler (§§ 38 a–c). Det rejser flere alvorlige juridiske problemer:

Manglende klarhed og forståelighed

Ifølge aftalelovens § 38 b, stk. 2, skal et forbrugervilkår være klart og forståeligt. I sagen her var det uklart, hvilken økonomisk risiko forbrugeren faktisk påtog sig. Vilkåret fremstod som en administrativ anvisningspligt, men medførte reelt et økonomisk hæftelsesansvar i tilfælde af prisfald.

Skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser

Efter aftalelovens § 38 c, stk. 1, er et vilkår ugyldigt, hvis det medfører en betydelig skævhed i forpligtelserne til skade for forbrugeren. Det er netop, hvad der er tilfældet her: Leasingselskabet fastsætter ensidigt en restværdi – og forbrugeren pålægges hele risikoen for markedsudsving. Dette kan være i strid med loven.

Manglende forhandling og rådgivning

Leasingaftalen var standardvilkår uden forhandling og uden nogen form for juridisk rådgivning. Dette svækker leasingselskabets muligheder for at fastholde vilkåret over for en forbruger, især når det kommer til økonomisk byrdefulde forpligtelser.

Hvad betyder det for dig?

Hvis du som forbruger får oplyst, at du selv skal finde en CVR-registreret køber til bilen ved leasingens udløb – eller hæfte for restværdien, hvis det ikke lykkes – bør du søge juridisk rådgivning. Det kan argumenteres med en vis styrke for, at sådant vilkår være ugyldigt. Særligt hvis restværdien er urealistisk høj, og hvis vilkåret ikke er formuleret klart eller tydeligt. Der ligger dog endnu ingen domspraksis som har taget stilling til spørgsmålet.

Konklusion: Forbrugeren har ikke altid det sidste ansvar

📌 Har du også fået en leasingaftale med anvisningspligt?

Har dit leasingselskab krævet, at du finder en køber til bilen – eller at du hæfter for en urealistisk restværdi? Så er det vigtigt at kende dine rettigheder.

Hos b2claw.dk hjælper vi forbrugere med at forstå og håndhæve deres rettigheder i leasing- og købsaftaler.

📞 Kontakt advokat Michael Thiesen for en vurdering af din sag – det koster ikke noget at spørge.

👉 Læs mere eller skriv til os her

Undersøgelsesgebyr kræver aftale

Udgivet den af

Særligt ved salg af elektronik, hvor det erfaringsmæssigt er vanskeligt uden videre at udlede, om der er fejl ved produktet og i givet fald, om fejlen skyldes købers forkerte brug, er det ikke usædvanligt, at der i de almindelige vilkår optages bestemmelse om, at køber skal betale et gebyr for den undersøgelse, som sælger iværksætter i forbindelse med en mangelindsigelse.

Sådanne vilkår ses anvendt både overfor erhvervsdrivende og forbrugere. På det politiske plan har især Forbrugerrådet Tænk advokeret for en ændring af købeloven, således at der ved reklamationer indenfor den toårige reklamationsfrist ikke er adgang til at opkræve undersøgelsesgebyrer overfor forbrugerne.

Kontakt advokat Michael Thiesen for yderligere rådgivning om undersøgelsesgebyrer i din virksomheds almindelige vilkår

Aftale om undersøgelsesgebyr i de almindelige vilkår

I såvel forbruger- som handelskøbet er den helt afgørende forudsætning for at kunne opkræve et undersøgelsesgebyr, at dette er aftalt med køberen. Aftalen kan være indeholdt i de almindelige vilkår, men kan også indgås særskilt forud for undersøgelsens iværksættelse, dvs. typisk ved købers indlevering af salgsgenstanden i forbindelse med en reklamation. Derudover vil der i handelskøbet – men næppe i forbrugerkøbet – kunne opkræves et undersøgelsesgebyr, såfremt der er sædvane eller kutyme herfor i branchen.

At opkrævning af undersøgelsesgebyr i hvert fald i forbrugerkøbet forudsætter aftale herom, er fastslået i en række afgørelser fra Forbrugerklagenævnet, jf. blandt andet:

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2002-4031/7-2198: Sælger fandtes ikke berettiget til at opkræve et undersøgelsesgebyr, allerede fordi det ikke var bevist, at der var indgået aftale med forbrugeren om, at denne skulle betale et testgebyr, såfremt sælgeren ikke kunne konstatere mangler ved det solgte.

Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-15: Et digitalkamera blev beskadiget i forbindelse med købers forsøg på at opdatere kameraets firmware via producentens hjemmeside. I forbindelse med reklamationsbehandlingen blev køber opkrævet et undersøgelsesgebyr af sælgeren. Det fandtes ikke godtgjort, at skaderne skyldtes mangler ved kameraet, hvorfor køberens reklamation var uberettiget. Om undersøgelsesgebyret udtalte Forbrugerklagenævnet, at det påhviler sælgeren at godtgøre, at denne har været berettiget til et sådant gebyr. Lider en salgsgenstand af mangler, som køberen kan kræve afhjulpet, er sælgeren ifølge købelovens regler, som ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, forpligtet til vederlagsfrit at tage stilling til reklamationen og udføre afhjælpning gratis, jf. herved købelovens § 78a sammenholdt med § 1, stk. 2.

Skal sælger kunne kræve et undersøgelsesgebyr påhviler det derfor denne at godtgøre, at der ikke er mangler ved det solgte. Derudover påhviler det sælger at godtgøre, at det udtrykkeligt er aftalt, at der i denne situation skal betales et undersøgelsesgebyr, da forbrugeren jo ved at kræve afhjælpning ikke har bestilt en ydelse, som der skal betales for. Da sælgeren ikke havde bevist, at det var aftalt, at der skulle betales et undersøgelsesgebyr, såfremt der ikke kunne konstatere mangler ved det solgte, kunne køber kræve det erlagte undersøgelsesgebyr tilbagebetalt.

Det bør så vidt muligt tilstræbes, at der i de almindelige vilkår sker en konkret beløbsmæssig angivelse af undersøgelsesgebyrets størrelse, således at aftaleparten er bekendt hermed.

Gebyrets størrelse

Et i de almindelige vilkår aftalt gebyr, der beløbsmæssigt anses for urimeligt, vil kunne tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 36 samt – i forbrugerkøbet – aftalelovens § 38C. Se til eksempel Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45 angående et undersøgelsesgebyr på kr. 459, som sælger havde betinget sig, såfremt der ikke var tale om mangler ved et digital kamera. Da det var ubestridt, at køberen var blevet blev oplyst herom ved kameraets indlevering til undersøgelse, og da skaden på kameraet skyldes forbrugerens egne forhold, var sælger ikke afskåret fra at opkræve gebyret, da dette ikke oversteg, hvad der måtte anses for et rimeligt vederlag for den af sælger foretagne undersøgelse.

Indeholder de almindelige vilkår ingen bestemmelse om gebyrets beløbsmæssige størrelse, vil der i handelskøbet skulle betales, hvad sælger forlanger, medmindre dette er ubilligt, jf. princippet i købelovens § 5. I forbrugerkøbet vil der skulle betales, hvad der må anses for rimeligt, jf. princippet i Købelovens § 72. Vurdering af, om et gebyr er rimeligt eller ej, afhænge af omfanget af og kompleksiteten ved undersøgelsen af salgsgenstanden. I Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4021/7-45, fandtes et undersøgelsesgebyr på 459 kr. for rimeligt, henset til at sælgers værksted havde været nødt til at adskille den solgte genstand (digitalkamera) for at undersøge skaden og dens omfang.

Aftalelovens § 38 b – fortolkning til forbrugerens fordel

Udgivet den af

Aftalelovens § 38b er en nøglebestemmelse inden for dansk forbrugerret. Bestemmelsen har afgørende betydning for fortolkningen af aftalevilkår, især når der opstår tvivl om deres forståelse. Formålet med bestemmelse er at sikre, at forbrugeren ikke stilles urimeligt over for erhvervsdrivende, og at aftalevilkår fortolkes på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren.

En illustration af Aftalelovens § 38b’s betydning kan ses i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet (2005-650/7-877). I denne sag købte en forbruger en sofa under anvendelse af standardvilkår, der angav, at levering kun ville ske, hvis der var uhindret adgang til møblets ønskede placering. Forbrugeren boede imidlertid på 6. sal, og opgangen tillod ikke bæring af sofaen. Nævnet fortolkede vilkårene i overensstemmelse med § 38b og konkluderede, at forbrugeren havde ret til godtgørelse af omkostninger til en lift, da vilkårene ikke klart pålagde forbrugeren risikoen for opgangens størrelse.

En lignende anvendelse af § 38b ses i afgørelsen fra 1996 (1996-429/4-4), hvor en “penge-tilbage-garanti” i en butikskædes katalog uklart specificerede, om den omfattede køb foretaget med gavekort. Forbrugerklagenævnet fortolkede garantien i forbrugerens favør i overensstemmelse med § 38b, og fastslog at den omfattede alle kunder, inklusive dem, der betalte med gavekort.

Endnu en relevant anvendelse af § aftalelovens 38b findes i afgørelsen fra 2001 (2001-4054/7-1042). Her blev et uklart vilkår vedrørende ikrafttræden af et mobiltelefonabonnement fortolket til fordel for forbrugeren. Forbrugerklagenævnet fandt, at det uklare vilkår ikke klart angav, at forbrugeren indgik et abonnement med en uopsigelighedsperiode på 6 måneder, og derfor blev forbrugeren ikke bundet af denne bestemmelse.

Disse afgørelser viser tydeligt, at Aftalelovens § 38b tjener som et afgørende redskab til at beskytte forbrugerrettigheder ved at sikre, at uklare og tvetydige aftalevilkår fortolkes til forbrugerens fordel. Bestemmelsen bidrager til at skabe balance mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende inden for forbrugerretten.

Flere gigabite giver ikke teleudbyder ret til at indføre ny bindingsperiode

Udgivet den af

Teleankenævnet har i en ny afgørelse (sag 20-428) slået fast, at en forbrugers ændring af et bredbåndsabonnement fra 50 GB til 250 GB ikke giver udbyderen ret til at indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder.

Det er sådan at en erhvervsdrivende kun må binde en forbruger i maksimalt 6 måneder til en løbende kontrakt. Det kan eksempelvis være et fitnessabonnement, Netflix, Spotify eller som i denne sag et bredbåndsabonnement.

Det fremgår af Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1, som siger:

Forbrugeren kan opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse,

I denne sag indførte YouSee automatisk en ny bindingsperiode på 6 måneder i forbindelse med at forbrugeren opgraderede sit dataabonnement fra 50 GB til 250 GB.

Nævnet udtaler, at en ny bindingsperiode på 6 måneder er et byrdefuldt vilkår, og at vilkåret om ny bindingsperiode ikke i tilstrækkelig omfang var fremhævet i selve ordrebekræftelsens tekst, som blev sendt til forbrugeren i forbindelse med opgraderingen. Derfor var Teleankenævnet af den opfattelse, at der ikke var indtrådt en ny bindingsperiode på 6 måneder.

Afgørelsen er interessant, fordi Teleankenævnet forudsætningsvis anerkender, at en erhvervsdrivende godt må indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder ved eksempelvis en opgradering af et mobildatabonnement – blot skal det være gjort klart for forbrugeren, at konsekvensen ved opgraderingen er en ny bindingsperiode.

Dette er efter min opfattelse en tvivlsom afgørelse. Som anført siger loven nemlig, at en forbruger maksimalt kan bindes i seks måneder. En ændring af data fra 50 GB til 250 GB sker inden for rammerne af en eksisterende aftale, og derfor er det tvivlsomt om en erhvervsdrivende kan indføre en ny bindingsperiode på 6 måneder, selv hvis det i forbindelse med opgraderingen skæres ud i pap for forbrugeren, at der nu indføres en ny bindingsperiode. Dette ville nemlig være i strid med Forbugeraftalelovens § 28, stk. 1, som ikke fraviges til skade for forbrugeren ved aftale.

Aflysning af feriehusleje på grund af corona

Udgivet den af

Ankenævnet for feriehusudlejning har nu efterhånden haft mulighed for at tage stilling til en række sager, hvor en forbruger af den ene eller anden årsag ikke har gjort brug af en lejet feriebolig på grund af corona-situationen.

En række sager vedrører påsken 2020, hvor regeringen opfordrede til, at man ikke rejste på tværs af landet på påskeferie. Dette og denne generelle corona-situation afstedkom en del aflysninger af sommerhuse, som forbrugeren havde lejet inden pandemien. Sommerhusudlejeren krævede på trods af aflysningen betaling og forbrugeren mente omvendt, at man ikke var forpligtet til at betale, fordi de jo blot fulgte regeringens anbefalinger.

I disse sager er Ankenævnets afgørelser klare og helt efter bogen. Forbrugeren skal betale, selv om man har valgt ikke at gøre brug af sommerhuset i den lejede periode. Argumentet fra ankenævnet er, at udlejeren har stillet ferieboligen til rådighed, og det derfor er forbrugerens egen beslutning, om man vælger at gøre brug af den. Der er indgået en lejeaftale mellem udlejer og lejer og der er ikke noget grundlag for at tilsidesætte denne. Forbrugerne skal derfor betale lejen.

Sagen ville have været en anden, hvis regeringen havde nedlagt et egentligt forbud mod udlejning af sommerhuse for at dæmpe smittespredningen. I så fald kunne udlejeren ikke stille den aftalte ydelse, nemlig brugsret til et sommerhus, til rådighed for forbrugeren. Og så ville forbrugeren have været berettiget til at få pengene tilbage.

Ankenævnet har også afgjort en sag om leje af en feriebolig i udlandet, hvor det rent faktisk ikke for forbrugeren var muligt at komme ind i landet på grund af indrejserestriktioner. I denne sag havde forbrugeren lejet en feriebolig i Ungarn i maj 2020, men grænserne til Ungarn blev lukket og forbrugeren havde ingen kinamands chance for at komme ind i landet. Og krævede derfor sine penge retur. Dette afviser ankenævnet også. Begrundelsen er, at udlejeren havde ferieboligen klar og at det er forbrugeren egen risiko at man ikke kan komme ind i det land, hvor boligen er lejet. Begge parter var uden skyld i situationen og her lader Ankenævnet altså risikoen ligge hos kunden, fordi udlejeren rent faktisk var i stand til stille den aftalte ydelse, en feriebolig, til rådighed.

Forbrugere skal let kunne opsige deres aftaler

Udgivet den af

Det kan være fristende for en virksomhed at besværliggøre en forbrugers opsigelse af aftalen. Det kan eksempelvis være ved at kræve at opsigelsen skal ske telefonisk eller at man skal møde op fysisk for at opsige. Eller at man skal udfylde alle mulige formularer for at opsige. Det går ikke.

En forbruger skal kunne opsige en forbrugeraftale uden besvær og krumspring fra virksomhedens side for at sætte hindringer i vejen for en opsigelse holder ikke.

Det har Forbrugerombudsmanden fornyligt udtalt i en række sager. Blandt andet blev en fitness kæde kritiseret for at deres vilkår bestemte at opsigelse kun kunne ske ved at man mødte personligt op i fitnesscentret. Og YouSee fik kritik fordi man på hjemmesiden fik det indtryk at opsigelse kun kunne ske ved at ringe op til YouSee (og man ved jo godt at så risikerer man at hænge i timevis i en telefonkø).

Juraen er klar.

Dels følger det af Markedsføringsloven at virksomheder ikke må handle i strid med god marekdsføringskik.

Og derover siger Aftalelovens § 38c, at urimelige aftalevilkår i en forbrugeraftale er ugyldig.

Så medmindre man som virksomhed har en saglig grund til at kræve noget helt særligt til forbrugerens opsigelse er der ingen vej udenom; forbrugeren skal have ret til at opsige med almindelige kommunikationsmidler, hvilket i dag vil sige pr. mail.

Skal vilkår være på dansk?

Udgivet den af

Driver du nethandel til forbrugere vil du helt sikkert have et sæt standardvilkår på din hjemmeside. Men gælder der et krav om, at disse vilkår skal være på dansk? Eller kan man nøjes med eksempelvis at have et sær vilkår på engelsk? Dette vil jo give god mening, hvis ens markedsføring og ens kunder ikke kun har et dansk tilknytning.

Det korte svar er: Ja, du kan godt have vilkår på et andet sprog, selvom du driver virksomhed i Danmark og selvom dine kunder er danske forbrugere. Men der er et men.

Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3 siger nemlig, at oplysninger, som man har pligt til at give forbrugeren, skal afgives på dansk, såfremt den erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelse på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke til at modtage oplysningerne på et andet sprog.

Det betyder med andre ord, at hvis din hjemmeside eller markedsføring i øvrigt er på dansk, ja så går det ikke at have nogle vilkår på engelsk (medmindre forbrugere samtykker i dette).

Er din hjemmeside og markedsføring derimod på engelsk, ja så er det derimod helt i orden, at dine standard vilkår også er på engelsk. Dette er altså ikke i strid med forbrugerlovgivningen.

Man kan som forbruger give et samtykke til at vilkårene er på et fremmed sprog, selvom markedsføring og hjemmeside er på dansk. Men det er vigtigt at dette samtykke er tydeligt og klart og aktivt gives af forbrugeren. Der er altså med andre ord ikke tilstrækkeligt, at samtykket til vilkår på et fremmed sprog er “gemt” væk i netop standard vilkårene.

Godkendt bookingproces medfører ansvarsfrihed for rejsebureauer

Udgivet den af

Som jeg tidligere har skrevet om på denne blog, kan en rejseportal (digitalt rejsebureau) komme slemt i knibe, hvis det ikke på portalens side er skåret ud i pap, at man kun er formidler at flybilletter, hotelophold mv. og at man ikke selv er sælger og derved aftalepart.

Dette fik rejsebureauet Goleif.dk at føle, da Østre Landsret fandt, at bureauet hæftede for de tab, som en række forbrugere led i forbindelse med Cimber Air Sterlings konkurs. Man hæftede, fordi det ikke på hjemmesiden klart fremgik, at det ikke var Goleif.dk men derimod flyselskabet, man handlede med.

Forbrugerombudsmanden har nu i samarbejdet med Danmarks Rejsebureau Forening udfærdiget en godkendt bookingproces. Altså en bookingproces, som er blåstemplet af Forbrugerombudsmanden, og hvis man følger denne proces bør man derfor ikke risikere at tabe en sag om, at man ikke har oplyst tilstrækkeligt og præcis om, hvem der er aftalepart.

Under denne godkendte bookingproces skal man som forbruger to gange aktivt acceptere en kort tekst for at komme videre i processen. Og i denne tekst står der  klart og tydeligt, at aftalen indgås med flyselskabet, og at alle krav derfor skal rettes til flyselskabet. Følger man således denne fremgangsmåde loyalt, bør man derfor som rejsebureau være på sikker jord.

Tekstens skal aktivt godkendes af forbrugeren, og derfor vil man ikke kunne “gemme” teksten i de almindelige vilkår og blot lade forbrugeren godekende de almindelige vilkår. I så fald vil man efter min opfattelse som udgangspunkt fortsat hænge på kravet som rejsebureau.

Det vil også være en god ide ikke kun at bruge teksten (med fornødne tilretninger) og bestillingsproceduren, når det drejer sig om køb af flybilletter, men tillige når det drejer sig om eksempelvis hotelophold, billeje, udflugter mv.

Teksten, der blandt andet findet på FDM’s rejsebureaus hjemmeside har følgende formulering:

Bemærk at FDM travel sælger billetterne på flyselskabets vegne og er derfor ikke din aftalepart, men kun formidler. Det er derimod flyselskabet, som er din aftalepart, og som leverer rejsen. Flyselskabet er ansvarlig for aftalens opfyldelse. Det betyder, at alle krav og reklamationer vedrørende din rejse skal rettes mod flyselskabet, fx som følge af forsinkelser, aflysninger, konkurs, bagage mv.

Kontakt mig gerne for yderligere rådgivning på telefon 30951108.

Fikseret erstatningsbeløb i forbrugervilkår ugyldig

Udgivet den af

Som erhvervsdrivende kan det være fristende at indsætte et fast beløb, som skal betales hvis ens aftalepart ikke opfylder sin del af aftalen. Så undgår man hele diskussionen om tabets størrelse, ligesom man ikke skal føre bevis for tabet. Et bevis der ofte vil være vanskeligt eller ligefrem umuligt at føre. Vi kender det fra de såkaldte konventionalbodsbestemmelser, som man eksempelvis ser i entreprisebranchen, hvor en forsinkelse koster X kr. pr. dag. Det ses også ofte i IT-aftaler, hvor det koster X kr., hvis systemets oppetid ikke er som lovet.

Sådanne aftaler med konventionalbod vil som udgangspunkt være gyldige; i hvert fald når de er indgået mellem to erhversdrivende, bestemmelsen om bod ikke er gemt væk og bodens størrelse i øvrigt er fair og rimelig. Står boden ikke mål med forseelsen, vil der dog være rigtig gode muligheder for at få nedsat boden efter Aftalelovens § 36.

Hvad gælder så i forbrugeraftaler? Jo, her er det ganske anderledes. Der er udgangspunktet det modsatte; nemlig at bestemmelser, hvor der af forbrugeren skal betales et bestemt fikseret beløb i tilfælde af forbrugernes misligholdelse, er ugyldige. Det gælder særligt, hvis bestemmelsen er “gemt” i nogle standardvilkår.

Denne retsstilling er blandt andet slået fast i en Højesteretsdom tilbage fra 2002 (UfR 2002.706 H).

Her var der tale om en forbruger, som havde købt en brugt bil af en bilforhandler. Der var altså tale om et klokkeklart forbrugerkøb. I slutsedlens standardvilkår var der følgende bestemmelse:

“Såfremt køber uberettiget annullerer aftalen, er sælger berettiget til at forlange erstatning herfor. Erstatningen udgør 10 % af købesummen (incl. moms, reg.afgift og leveringsomkostninger).”

Forbrugeren fortrød handlen uden at have ret til dette, og bilforhandleren krævede derfor sit tab erstattet, dvs. 10 % købesummen således som det jo fremgik af standardvilkårene.

Dette gik ikke. Højesteret siger i deres præmisser, at vilkåret skal tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 38 c sammenholdt med Aftalelovens § 36. Højesteret finder simpelthen, at en standardiseret erstatning på 10 % af bilens købesum ikke er fair og rimelig, og derfor ikke bindende for forbrugeren.

Højesteret lægger vægt på, at hvis der ikke var aftalt en standarderstatning på 10 %, ja så kunne sælgeren kun kræve erstatning, såfremt han måtte blive nødt til at sælge bilen til anden side til en lavere pris, og det er jo på ingen måde givet at dette ville være tilfældet. Kan man sælge den brugte bil til en anden køber til samme pris, ja så har man jo ikke lidt noget tab. Og derfor er en fast erstatning på 10 % af købesummen ikke rimelig.

Og så lidt jura-nørderi omkring de bestemmelser, som Højesteret henviser til:

Aftalelovens §§ 38 c og 36 siger, at hvis det vil være i strid mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, ja så kan skal dette urimelige aftalevilkår erklæres helt eller delvist ugyldig.

Denne bestemmelse i Aftalelovens § 38 c baserer sig på et EU-direktiv, nemlig Rådets direktiv af 1993-04-05 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (93/13) for nu at være helt præcis. Og i et bilag til dette direktiv anføres udtrykkeligt som eksempel på et urimeligt vilkår i en forbrugeraftale det tilfælde, hvor der pålægges en forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, en uforholdsmæssig stor godtgørelse.

Det er derimod min vurdering, at vilkåret om 10 % i erstatning som udgangspunkt ville holde, hvis aftalen var indgået mellem to erhvervsdrivende, altså hvis der havde været tale om et handelskøb.