Kategoriarkiv: koncipistreglen

Koncipist- og minimumsreglen – når uklarheder i aftaler fortolkes

Udgivet den af

Når virksomheder udarbejder kontrakter eller handelsbetingelser, er det afgørende, at bestemmelserne er klare og præcise. Hvis der opstår tvivl om betydningen af en bestemmelse, kan det nemlig få konsekvenser for den part, der har skrevet teksten.
I dansk aftaleret findes to centrale fortolkningsprincipper, som ofte anvendes i den situation:

Koncipistreglen – uklarhed rammer forfatteren

Koncipistreglen betyder, at en uklar bestemmelse i en aftale som udgangspunkt fortolkes mod den part, der har konciperet (dvs. udarbejdet) bestemmelsen eller aftalen.
Rationalet er enkelt: Den part, der har haft mulighed for at formulere bestemmelsen, har også haft mulighed for at gøre den klar og utvetydig. Hvis bestemmelsen alligevel er uklar, bør modparten ikke bære risikoen for denne uklarhed.

I praksis betyder det, at standardvilkår, forretningsbetingelser og kontraktbestemmelser, som ens egen virksomhed har udarbejdet, kan blive fortolket til modpartens fordel, hvis der er tvivl om betydningen.

Minimumsreglen – den snævre fortolkning

Minimumsreglen indebærer, at hvis der er uklarhed omkring en bestemmelses rækkevidde, skal bestemmelsen fortolkes på den mindst byrdefulde eller mindst vidtgående måde.
Reglen fungerer som en slags “sikkerhedsventil”, der sikrer, at en part ikke bliver bundet af en vidtgående fortolkning af en uklar bestemmelse, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse.

Et konkret eksempel: Printer-sagen (FKN 09/02168)

En sag fra Forbrugerklagenævnet illustrerer tydeligt, hvordan reglerne kan få praktisk betydning.

En forbruger købte en printer, men ønskede efterfølgende at fortryde købet. Sælger afviste fortrydelsen med henvisning til sine forretningsbetingelser, hvor der stod:

“Ved køb af printere må farvepatronerne ej heller åbnes, hvis returretten skal opretholdes.”

Printeren var taget i brug, og patronerne var isat. Sælger mente derfor, at fortrydelsesretten var bortfaldet. Forretningsbetingelserne var korrekt fremsendt pr. mail ved købet, som foreskrevet i forbrugeraftaleloven.

Nævnet vurderede imidlertid, at formuleringen i forretningsbetingelserne ikke opfyldte kravet om, at forbrugeren udtrykkeligt skulle gøres opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gjaldt, hvis printeren blev taget i brug. Selvom det var åbenbart, at isætning af patroner formindskede printerens salgsværdi, fandt nævnet, at teksten var for uklar.

Resultatet blev, at forbrugeren fik medhold og kunne fortryde købet. Nævnet anvendte her både en koncipistbetragtning (uklarheden ramte sælgeren, der havde skrevet betingelserne) og minimumsreglen (betingelsen blev fortolket snævert).

Praktiske pointer til virksomheder
  • Sørg for, at kontrakter og handelsbetingelser er klare, konkrete og utvetydige.
  • Vær særligt opmærksom på bestemmelser, der begrænser rettigheder for modparten – disse skal fremhæves tydeligt, hvis du lovligt må begrænse rettighederne (i mange tilfælde er en begrænsning af rettighederne ugyldig, selv hvis fremhævet).
  • Husk, at uklarheder typisk fortolkes mod dig, hvis du er afsenderen.
  • Brug juridisk rådgivning til at kvalitetssikre standardvilkår, så du undgår dyre fortolkningskonflikter senere.

Frifundet for kaution

Udgivet den af

Det er mere reglen end undtagelsen, at en virksomhedsejer skal kautionere for virksomhedens kassekredit i banken. Og der er jo også fair nok. Hvis banken skal tage en risiko på at låne et beløb ud til virksomheden, hvorfor skal virksomhedsejeren så ikke også tage en risiko? Ejes virksomheden gennem et holdingselskab (hvilket ofte er tilfældet), vil holdingselskabet også typisk blive afkrævet en kaution for virksomhedens kassekredit eller andre banklån.

Et typisk kautions set-up er således at virksomheden låner nogle penge af banken, og at holdingselskabet og virksomhedsejeren kautionerer for dette lån.

Når banken får underskrifterne på kautionen er det dog vigtigt, at det ikke er den mindste tvivl om, hvem der kautionerer.

Dette er illustreret med denne sag, som jeg vandt for en kautionist.

Der var tale om et firma (ApS), som indgik en leasingaftale med et leasingselskab. Lad os kalde firmaet Søren Hansen ApS og virksomhedens direktør Søren Hansen. På leasingaftalen underskrev Søren Hansen på vegne Søren Hansen ApS på den den underskriftsrubrik der hed “leasinggiver”. Derudover var der en underskriftsrubrik, der hed “kautionist”. Denne rubrik underskrev Søren Hansen også og tilføjede i hånden Søren Hansen ApS.

Leasinggiver reagerede ikke på denne tilføjelse.

Søren Hansen ApS var ikke i stand til at opfylde leasingforpligtelserne, og spørgsmålet var herefter om leasingselskabet kunne gøre kravet gældende overfor Søren Hansen personligt som kautionist.

Det gik ikke.

Retten lagde til grund, at Søren Hansen havde underskrevet leasingaftalen på vegne Søren Hansen ApS både som leasingtager og kautionist. Søren Hansen havde for retten forklaret, at baggrunden herfor var, at han ikke ønskede at hæfte personligt for leasingengagementet, og at han netop derfor stiftede et selskab til den nye virksomhed. Leasingselskabet foretog sig ved modtagelsen af leasingkontrakten i underskrevet stand ikke noget for at få afklaret dette spørgsmål. Henset heritl og til, at leasingaftalen er konciperet af leasingselskabet som den profesionelle part, fandt retten, at det ikke kunne anses for bevist, at Søren Hansen havde påtaget sig en personlig kautionsforpligtelse.

Som følge heraf blev Søren Hansen frifundet.

Læs meget mere om kaution her på siden.