Kategoriarkiv: Højesteret

Motorproblemer ved brugt båd var ikke mangler

Udgivet den af

Højesteret har i april 2021 afsagt dom i en principiel sag om forbrugerens rettigheder ved køb af en brugt båd. Afgørelsen viser, at træerne ikke vokser ind i himlen for forbrugeren, når man køber en brugt genstand, fordi forbrugeren må acceptere den risiko, at brugte ting bliver slidt og kan gå i stykker – også når vi har med dyrere genstande at gøre, eksempelvis en båd. Tilsvarende vil gælde for køb af brugte biler.

Forbrugeren købte i 2016 en 17 år gammel lystbåd af en bådforhandler. Kort tid efter købet fik båden motorproblemer og et syn og skøn viste, at dette skyldes slid på en såkaldt manifold, der har skønsmæssig levetid på 8 – 10 år.

Forbrugeren mente at være berettiget til at ophæve købet (dvs. få købesummen tilbage) eller i hvert fald et forholdsmæssigt afslag i købesummen (dvs. et nedslag i prisen).

Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, foreligger der en mangel ved salgsgenstanden,
hvis den er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge
aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i
§ 75 a ikke er opfyldt.

Efter § 75 a, stk. 2, nr. 1 og 2, skal en salgsgenstand, medmindre andet er aftalt, have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber, som køberen efter genstandens karakter og forholdene i øvrigt har rimelig grund til at forvente, og den skal være egnet til formål, som genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til.

Højesteret anfører i sine præmisser, at disse bestemmelser ved køb af brugte genstande indebærer, at køberen i almindelighed må afstemme sine forventninger efter blandt andet salgsgenstandens alder og tidligere brug, og at køberen herunder ikke kan påberåbe sig forhold, som er en følge af sædvanligt slid og ælde. Det kan være tilfældigt, på hvilket tidspunkt efter risikoens overgang sådanne forhold viser sig i form af f.eks. funktionssvigt.

Da motorproblemet med bådes skyldtes slitage fandt Højesteret herefter, at der ikke foreligger mangler ved båden, og at forbrugeren derfor hverken kunne hæve købet eller kræve forholdsmæssigt afslag.

Læs dommer her.

Fikseret erstatningsbeløb i forbrugervilkår ugyldig

Udgivet den af

Som erhvervsdrivende kan det være fristende at indsætte et fast beløb, som skal betales hvis ens aftalepart ikke opfylder sin del af aftalen. Så undgår man hele diskussionen om tabets størrelse, ligesom man ikke skal føre bevis for tabet. Et bevis der ofte vil være vanskeligt eller ligefrem umuligt at føre. Vi kender det fra de såkaldte konventionalbodsbestemmelser, som man eksempelvis ser i entreprisebranchen, hvor en forsinkelse koster X kr. pr. dag. Det ses også ofte i IT-aftaler, hvor det koster X kr., hvis systemets oppetid ikke er som lovet.

Sådanne aftaler med konventionalbod vil som udgangspunkt være gyldige; i hvert fald når de er indgået mellem to erhversdrivende, bestemmelsen om bod ikke er gemt væk og bodens størrelse i øvrigt er fair og rimelig. Står boden ikke mål med forseelsen, vil der dog være rigtig gode muligheder for at få nedsat boden efter Aftalelovens § 36.

Hvad gælder så i forbrugeraftaler? Jo, her er det ganske anderledes. Der er udgangspunktet det modsatte; nemlig at bestemmelser, hvor der af forbrugeren skal betales et bestemt fikseret beløb i tilfælde af forbrugernes misligholdelse, er ugyldige. Det gælder særligt, hvis bestemmelsen er “gemt” i nogle standardvilkår.

Denne retsstilling er blandt andet slået fast i en Højesteretsdom tilbage fra 2002 (UfR 2002.706 H).

Her var der tale om en forbruger, som havde købt en brugt bil af en bilforhandler. Der var altså tale om et klokkeklart forbrugerkøb. I slutsedlens standardvilkår var der følgende bestemmelse:

“Såfremt køber uberettiget annullerer aftalen, er sælger berettiget til at forlange erstatning herfor. Erstatningen udgør 10 % af købesummen (incl. moms, reg.afgift og leveringsomkostninger).”

Forbrugeren fortrød handlen uden at have ret til dette, og bilforhandleren krævede derfor sit tab erstattet, dvs. 10 % købesummen således som det jo fremgik af standardvilkårene.

Dette gik ikke. Højesteret siger i deres præmisser, at vilkåret skal tilsidesættes som ugyldigt efter Aftalelovens § 38 c sammenholdt med Aftalelovens § 36. Højesteret finder simpelthen, at en standardiseret erstatning på 10 % af bilens købesum ikke er fair og rimelig, og derfor ikke bindende for forbrugeren.

Højesteret lægger vægt på, at hvis der ikke var aftalt en standarderstatning på 10 %, ja så kunne sælgeren kun kræve erstatning, såfremt han måtte blive nødt til at sælge bilen til anden side til en lavere pris, og det er jo på ingen måde givet at dette ville være tilfældet. Kan man sælge den brugte bil til en anden køber til samme pris, ja så har man jo ikke lidt noget tab. Og derfor er en fast erstatning på 10 % af købesummen ikke rimelig.

Og så lidt jura-nørderi omkring de bestemmelser, som Højesteret henviser til:

Aftalelovens §§ 38 c og 36 siger, at hvis det vil være i strid mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, ja så kan skal dette urimelige aftalevilkår erklæres helt eller delvist ugyldig.

Denne bestemmelse i Aftalelovens § 38 c baserer sig på et EU-direktiv, nemlig Rådets direktiv af 1993-04-05 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (93/13) for nu at være helt præcis. Og i et bilag til dette direktiv anføres udtrykkeligt som eksempel på et urimeligt vilkår i en forbrugeraftale det tilfælde, hvor der pålægges en forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, en uforholdsmæssig stor godtgørelse.

Det er derimod min vurdering, at vilkåret om 10 % i erstatning som udgangspunkt ville holde, hvis aftalen var indgået mellem to erhvervsdrivende, altså hvis der havde været tale om et handelskøb.

Højesteret fastslår ret til kompensation ved flyforsinkelse

Udgivet den af

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, har du som flypassager ret til kompensation, hvis dit fly bliver forsinket. Det er i ihvertfald den helt klare hovedregel.

Retten til kompensation er EU-baseret, og det vil sige at retten ikke gælder for flyrejser overalt i verden og med alle mulige forskellige flyselskaber.

Retten til kompensation for flyforsinkelser fremgår af en EU-forordning fra 2004. Af forordning fremgår, at der dog ikke skal betales kompensation, hvis forsinkelsen skyldes “usædvanlige omstændigheder”. Dette kunne for eksempel være, hvis forsinkelsen skyldes et terrorangreb som det vi så i Bruxelles lufthavn forleden.

Mange flyselskaber har dog også forsøgt at argumentere for, at tekniske fejl ved flyet, som er årsag til en forsinkelse skal betragtes som en “usædvanlig omstændighed”, der gør, at flyselskabet ikke skal betale kompensation.

Den går ikke, har Højesteret fastslået i en afgørelse fra 4. april 2016.

Der var tale om to personer, der skulle rejse til Kreta med Primera Air. Flyafgangen blev dog forsinket med næste 10 timer, fordi der var en teknisk fejl ved flyet, og Primera Air forsøgte at argumentere med, at dette var en usædvanlig omstændighed, som medførte at der ikke skulle betales kompensation. Flyselskabet var dog tidligere af flyproducenten blev orienteret om, at den pågældende fejl kunne opstå, og man havde også fået anvisning på, hvorledes man skulle sikre at fejlen ikke opstod. Disse anvisninger havde Primera Air dog besluttet ikke at følge (betryggende, ikk?).

Retten siger kort og kontant, at Primera Air godt kunne glemme det. Af forordningen fremgår det nemlig, at “uforudsete sikkerhedsproblemer” kan være at betragte som en “usædvanlig omstændighed”, der kan medføre, at man som flyselskab ikke skal betale kompensation. Men når Primera Air har fået orientering om problemet fra flyproducenten, ja så er det jo ikke længere tale om et uforudset problem, og allerede af den grund slipper Primera Air ikke for at betale kompensationen.

Mere interessant ville det have været, såfremt Primera Air ikke havde modtaget orientering om problemet, da man jo så med større vægt kunne have argumenteret for, at der var tale om et uforudset sikkerhedsproblem. Men taget den seneste EU-praksis i betragtning er jeg overbevist om, at Primera Air ej heller i dette tilfældet ville været sluppet for at skulle betale kompensationen. Du kan læse om denne praksis her.

Du kan læse højesteretsdommen her.

Og her på min hjemmeside kan du læse meget mere om forbrugernes rettigheder ved rejser og ophold.