For virksomheder, der har et løbende salg til sine kunder, er det ganske værdifuldt, hvis disse kunder har tilmeldt betalingen til en betalingsaftale. Så sker betalingen automatisk, og man undgår at skulle bruge tid og ressourcer på administration.
Det kan eksempelvis være en betalingsaftale på et fitnessabonnement eller til et benzinkort.
Men hvad gælder så, hvis virksomheden bliver solgt? Følger betalingsaftalen automatisk med over? Her skal vi sondre mellem hvorledes virksomheden sælger.
Sælges aktierne i virksomheden til en ny ejer (såkaldt aktiesalg) er virksomheden den samme. Den har samme CVR nr. men har “blot” fået en ny ejer. I dette tilfælde vil betalingsaftalerne automatisk kører videre, selv om der er kommet en ny ejer. Der er ikke noget krav om, at forbrugeren skal give samtykke til dette.
Det vil være anderledes hvis det er aktiverne (herunder kundeaftalerne) i virksomheden, der sælges over til en ny ejer (såkaldt aktivsalg). Her er der tale om mere end et ejerskifte. Det vil være en helt ny virksomhed med et helt nyt CVR nr. som fremadrettet skal levere ydelsen til kunden. Det kan eksempelvis være et lille fitnesscenter, der ved en aktivhandel overdrager lejemål, kunder og inventar til Fitness World.
Ved en aktivhandel er det forbrugerombudsmandens vurdering, at der ikke må ske overdragelse af kundernes betalingsaftaler til den nye ejer.
Der skal gives et samtykke af hver enkelt kunde til, at kundens betalingsaftale også overdrages som led i handlen. Det har Forbrugerombudsmanden vurderer i flere sager, hvor kunderne ikke har givet samtykke til, at deres betalingsaftaler via Betalingsservice blev overdraget. Kunderne fik blot at vide, at den kæde, de var medlem af, var blevet solgt til en anden virksomhed, og at deres betalingsaftale også var blevet overdraget uden at de behøvede at gøre noget.
MEN den går altså ikke. Der skal indhentes et samtykke hos kunden for at kunne overdrage betalingsaftalen som led i en aktivhandel.
Det følger nemlig af betalingslovens § 82, som siger at en betaling kun er korrekt, hvis betaleren har meddelt samtykke til betalingen.
Betalingslovens § 82, stk. 1:
”§ 82. En betalingstransaktion er kun autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre transaktionen. Betaleren kan autorisere betalingstransaktionen før eller efter gennemførelsen af denne, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder. Er der ikke meddelt samtykke, skal betalingstransaktionen anses for uautoriseret.”