Transport af privat indbo til eller fra Danmark

Skal et speditions- eller flyttefirma sørge for at transportere dit private indbo til eller fra udlandet, er spørgsmålet, hvad der gælder, hvis noget af dit indbo går i stykker eller forsvinder under transporten. Kan du kræve erstatning, og med hvor meget? Eller kan flyttefirmaet afvise dit krav?

Vil flyttefirmaet prøve at løbe fra ansvaret, vil man ofte se, at flyttefirmaet eller speditionsfirmaet henviser til den såkaldte CMR-lov. Efter denne lov er der nemlig en række begrænsninger i det ansvar som et flytte- eller speditionsfirma kan ifalde.

Derfor ses det ofte, at et flytte- eller speditionsfirma påberåbe sig CMR-loven, når de vil prøve at slippe for et ansvar for beskadiget eller bortkommet indbo under en flytning til eller fra udlandet.

Dette går dog ikke. Det følger nemlig af § 1, stk. 2 i CMR-loven, at loven ikke gælder for “befordring af flyttegods”.

Endvidere vil man ikke uden videre med en forbruger kunne aftale, at loven skal gælde, selvom der er tale om transport af privat indbo. Dette er illustreret i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet. Sagen gik ud på en forbruger, som skulle flytte til Spanien, og derfor indgik en aftale med et speditionsfirma, som skulle stå for transporten af det private indbo til Spanien. Under transporten forsvandt nogle af forbrugerens flyttekasser. Speditionsfirmaet afviste kravet fordi man mente, at de efter CMR-loven ikke var ansvarlige for, at kasserne forsvandt.

På fragtbrevet var med små bogstaver skrevet, at transporten var omfattet af CMR-loven og der var også et CMR symbol på fragtbrevet. Forbrugerklagenævnet fandt, at dette ikke var tilstrækkeligt for at anse CMR-loven for aftalt, især fordi det modsatte fremgår af loven; nemlig at loven ikke omfatter transport af flyttegods.

Forbrugeren fik derfor sin erstatning.

Så husk at være skeptisk, hvis et flyttefirma afviser dit erstatningskrav med henvisning til CMR-loven. Det går ikke uden videre.

 

Må netbutikken hæve pengene inden varen er afsendt?

Du har bestilt en vare over nettet. Varen er ikke sendt til dig endnu af virksomheden, men alligevel blive beløbet for dit køb hævet på din konto. Er det i orden?

Nej, det er ikke i orden! I hvert fald ikke som hovedregel. Den erhvervsdrivende må først hæve pengene, når varen er afsendt.

Derfor vil  et standardvilkår om, at der skal ske forudbetaling kunne anses for urimeligt og i strid med god markedsføringsskik. Forbrugerombudsmanden er nemlig af den opfattelse, at forudbetaling som hovedhovedregel ikke skal anvendes i B2C-handel, altså i forbrugerkøbet.

Dette fremgår af en retningslinje fra 2014 om Betalingsmodtagers håndtering af betalinger ved fjernsalg.

Saglig og rimelig grund

Er der en saglig og rimelig grund for at virksomheden kræver forudbetaling, accepterer forbrugerombudsmanden dog, at det er i orden. Det kan for eksempel være, fordi det drejer sig om levering af varer, som skal fremstilles efter nogle individuelle specifikationer fra forbrugeren eller at varen på anden vis har fået et tydeligt personligt præg. Det kan også være tilfælde, hvor der er en fast praksis for forudbetaling, eksempelvis ved abonnementer på aviser o.l. Hvis ønsket om forudbetaling derimod er motiveret at et likviditetsbehov for virksomheden, er dette naturligvis ikke en rimelig og saglig grund.

Udtrykkelig aftale

For at kunne kræve forudbetaling, er det derudover et krav, at der med forbrugeren er indgået en udtrykkelig aftale herom inden betalingen sker. Henvisning i stadardvilkårene opfylder ikke dette krav. Forbrugeren skal altså med andre ord aktivt acceptere en forudbetaling – eksempelvis ved at sætte kryds til dette under bestillingen eller ved at sende en mail til virksomheden, hvor det bekræftes, at man er indforstået med at pengene hæves, selvom varen endnu ikke er afsendt.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse skal det endvidere overfor forbrugeren oplyses, at forudbetalingen indebærer en risiko for forbrugeren i tilfælde af virksomhedens konkurs o.l. Har man som forbruger foretaget en forudbetaling (i henhold til en udtrykkelig aftale) har man nemlig ikke krav på tilbagebetaling fra ens bank, hvis virksomheden går konkurs. Dette fremgår af Betalingstjenestelovens § 74.

Hvem bærer risikoen for forsendelsen til forbrugeren?

Du har som forbruger bestilt en vare over nettet, som skal sendes til din adresse. Det sker jo tusindvis af gange hver dag. Og det hænder også at varen aldrig kommer frem. Hvem har så risikoen for dette? Er det forbrugeren, som må betale for varen selvom den ikke er modtaget? Eller er det den erhvervsdrivende, som skal sende en ny vare til forbrugeren.

Svaret findes i Købeloven.

Der fremgår nemlig af Købelovens § 73, stk. 1, at såfremt sælgeren skal sende varen til forbrugeren, anses levering for sket, når genstanden er kommet i køberens besiddelse.

Med andre ord går risikoen først over, når varen er modtaget af forbrugeren.

Bestemmelsen i Købeloven om at sælger bærer risikoen for forsendelsen kan IKKE fraviges ved aftale. En erhvervsdrivende må altså ikke i sine almindelige vilkår skrive, at det er forbrugeren, der har forsendelsesrisikoen. Dette vil være i strid med Købeloven. En klausul om at forbrugeren har forsendelsesrisikoen vil altså være ugyldig og uden virkning, og kan også være i strid med Markedsføringslovens forbud mod vildledning.