Når man som internetudbyder oplyser om ens nethastigheder, ja så skal det også passe. Det burde egentlig være simpelt og ligetil. En række teleselskaber har dog fået ørene i maskinen hos Forbrugerombudsmanden, fordi de netop ikke har oplyst korrekt om deres nethastigheder.
Det drejer sig om de tre T’er – TDC, Telia og Telenor.
Det er Forbrugerombudsmandes opfattelse, at de tre selskaber ikke har givet oplysninger om nethastighederne i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens retningslinjer for markedsføring af bredbåndforbindelser, og således har overtrådt Markedsføringslovens forbud mod vildledende markedsføring.
Her er nogle af det væsentligste punkter fra retningslinjerne:
- En netudbyder må godt reklamere med bredbånd med ”op til”-hastigheder. Men det skal kunne garanteres, at 80 % af kunderne nu også rent faktisk kan få den lovede hastighed eller i hvert fald en hastighed, som ligger tæt på.
- En netudbyder skal også på klar og tydelig måde oplyse om minimumshastigheden.
- Leveres der flere produkter, eksempelvis TV, bredbånd og telefon, via den samme linje skal man også med eksempler vise, hvor meget hastigheden på bredbåndet nedsættes, når nogle af de andre tjenester er i brug (eksempelvis at man ser TV mens en anden bruger bredbåndet til at surfe).
- Er der nogle begrænsninger i, hvor man kan anvende produktet eller hvor den lovede hastighed kan opnås, ja så skal man – fair nok – også have oplysning om disse begrænsninger, og vel at mærke inden aftalen indgås.