Efter markedsføringsloven skal en virksomhed kunne dokumentere sin markedsføring, hvis det er mere end blot “blær”. Eller som vi siger på jura-sprog; mere end blot anprisninger.
Man må altså godt markedsføre sig som “Byens bedste bager” uden at skulle dokumentere at dette passer. Dette skyldes, at det jo i høj grad er en subjektiv og personlig vurdering, hvem der vitterlig er byens bedste bager.
Omvendt skal man kunne dokumentere markedsføring, der fremtræder som objektive facts. Reklamerer jeg med, at jeg er “Byens billigste bager” skal jeg kunne dokumentere, at dette er sandt og ikke blot et postulat grebet ud af luften.
Disse regler havde butikskæden Normal ikke læst op på, men mon ikke de kender dem nu?
Normal sagde nemlig i deres markedsføring, at priserne i deres Normal-butikker var lavere end “markedsprisen”. Problemet var bare, at Normal ikke kunne dokumentere, at de priser, de postulerede var markedspriser, og derved dyrere end Normals produkter, nu også rent faktisk var markedspriser.
Sammenligningen og markedsføringen var derfor vildledende.
Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor over for Normal, at man kun må lave sådanne sammenligninger, hvis det også kan dokumentere, at Normals pris på et givent produkt er lavere end prisen for samme produkt på det marked, som det vil være rimeligt og relevant at sammenligne sig med.
Forbrugerombudsmanden sagde i samme omgang, at Normal ej heller må bruge vendingen ”fast lav underpris”, når man ikke har styr på dokumentationen for markedsprisen. Og det havde Normal altså ikke. Fy fy skamme skamme.
Klagen over Normal var indgivet af MATAS.