Som jeg tidligere har skrevet om på denne blog, har forbrugerombudsmanden fokus på den skjulte reklame på de sociale medier, eksempelvis Facebook, Instagram og Youtube. Forbrugerombudsmanden er også kommet med nogle gode råd, så man ikke risikerer at overtræde loven. Læs om disse gode råd her.
Det er dog ikke alle, der har læst disse råd, viser denne sag fra Forbrugerombudsmanden, hvor man har indgivet politianmeldelse for overtrædelse af Markedsføringslovens forbud mod skjult reklame. Den skjulte reklame fandt sted på sangerinden Szhirleys Instagram-profil.
Efter Markedsføringsloven § 4 skal reklamer nemlig fremstå på en sådan måde, at man ikke er i tvivl om, at det er en reklame. Dette gælder uanset reklamens form og uanset på hvilket medium reklamen bringes. Det var ikke tilfældet for den reklame for tandpasta, som var at finde på Szhirleys profil.
Her var der tale om, at tandpastafirmaet Unilever og dets mediebureau havde lavet en mundtlig aftale med Szhirley om, at de kunne lægge en række billeder ud på hendes Instragram-profil og hashtagge billeder med tandpastaen navn. Billeder der vel at mærke reklamerede for tandpastaen, uden at det fremgik, at der var tale om en reklame. Forbrugerombudsmanden politianmeldte de to firmaer.
Og Szhirley? Ja, hun slap denne gang. Forbrugerombudsmanden indgav ikke nogen politianmeldelse mod hende men indskærpede, at man også som blogger kan ifalde et strafferetligt ansvar for at overtræde forbuddet mod skjult reklame. Det kan vist kaldes et gult kort.