En god dag i retten i sidste uge, hvor jeg fik frifundet en kautionist for den gæld, som der var kautioneret for. Der var tale om en forældre, der havde kautioneret for barnets kassekredit, som af barnet blev brugt til at drive en virksomhed.
Der blev ikke fra bankens side i forbindelse med kautionens underskrift foretaget nogen særlig undersøgelse af kautionistens økonomi (det kræves ellers efter loven). Ej heller fik kautionisten en ordentlig rådgivning om, hvad en kaution går ud på (det skal banken også foretage efter loven). Til sidst var der tale om at der blev kautioneret for gammel gæld, dvs. at kassekreditten allerede var trukket over maksimum, og kautionisten fik ej heller dette at vide.
Retten fandt derfor at kautionen var ugyldig efter Aftalelovens § 36. En bestemmelse, der siger at urimelige aftaler kan tilsidesættes helt eller delvist.
Har du brug for rådgivning om kaution – ja så tøv ikke med at slå på tråden. Du kan også læse meget mere om kaution her på siden.