Kaution og alskyldserklæringer

Man ser fra tid til anden de såkaldte alskyldserklæringer i kautionsdokumenter. En alskyldserklæring går ud, at der kautioneres for al gæld og alle krav, som en kreditor (eksempelvis en bank) har eller får overfor debitor (eksempelvis et selskab).

En alskyldserklæring i et kautionsdokument kan eksempelvis have følgende formulering:

Til sikkerhed for enhver forpligtelse, som NN ApS har eller måtte få overfor NN BANK, indestår Peter Jensen som selvskyldnerkautionist.

Det siger sig selv at en sådan alskyldserklæring er meget vidtgående, da man som jo som kautionist i realiteten skriver under på en blanco check.

En alskyldserklæring vil derfor også – alt andet lige – være lettere at anfægte end hvis der blot var kautioneret for et specifikt lån.

Når det skal vurderes, om en alskyldseklæring kan anfægtes skal der sondres mellem, om der er tale om en privat kaution eller en erhvervskaution (se mere om denne sondring her).

Privat kaution

Er der tale om en privat kaution vil der være gode muligheder for at anfægte en alskyldserklæring. Der er ikke et decideret generelt forbud mod alskyldserklæringer, men der stilles strenge krav til formuleringerne og fortolkningen. Der vil være gode muligheder for – helt eller delvist – at tilsidesætte en alskyldserklæring efter Aftalelovens § 36. Det vil i sidste instans være en konkret vurdering, om alskyldserklæringen kan anfægtes eller ej.

Derudover er det vigtigt at bemærke, at der for banker gælder en særregel. Efter Lov om Finansiel Virksomhed § 48, stk. 4  må en kautionist nemlig ikke hæfte for et beløb, der er større end lånets hovedstol eller kredittens maksimum ved kautionsaftalens indgåelse. Dette betyder i realiteten, at det ikke er tilladt for banker, at få alskyldserklæringer fra private kautionister.

Erhvervskaution

Ved erhverkautioner er der noget mere elastik. En alskyldserklæring er som udgangspunkt gyldig, men det kræves, at det overfor kautionisten er blevet skåret ud i pap, at der var tale om en alskyldseklæring og ikke blot en kaution vedrørende et enkelt lånemellemværende.

Er kautionisten ejer af firmaet, hvis gæld der er kautioneret for, vil det være meget op at bakke at komme igennem med en anfægtelse af kautionen. Det kan eksempelvis være en eneanpartshaver og dirketør i et anpartsselskab, som kautioner for anpartsselskabets gæld overfor banken. Her har kautionisten jo fuld kontrol over, hvilke krav hans firma påtager sig, og så vil det være noget urimeligt, hvis man bagefter skal kunne løbe fra regningen ved at anfægte kautionen.