I en tilbudsavis annoncerede Silvan med to dåser træbeskyttelse til 1.299 kroner. Silvan skrev også i annoncen at “normalprisen” var 999,95 kroner pr. dåse.
Silvan havde imidlertid i seks uger op til markedsføringen af tilbuddet på de to dåser træbeskyttelse solgt den helt samme træbeskyttelse til en lavere pris end kr. 999,95. Ugen forinden havde Silvan eksempelvis solgt træbeskyttelsen til kr. 649,95 kroner pr. dåse, uden at der var tale om et tilbud.
Forbrugerombudsmanden konkluderede på denne baggrund, at den annoncerede normalpris på kr. 999,95 ikke var korrekt, og at markedsføringen derfor var vildledende. Den vildledende markedsføring førte til, at Forbrugerombudsmanden politianmeldte Silvan.
Silvan erkendte, at der var en fejl i tilbudsavisen, og betaler derfor bøden på kr. 100.000.
Det fandtes skærpende, at Silvan i 2011 tidligere havde fået en bøde på 200.000 kroner i en tilsvarende sag om vildledende prismarkedsføring.