Kategoriarkiv: Forbrugerkøb

PhoneTrade anmeldt for vildledning

Udgivet den af

En af de helt vigtige bestemmelser i Markedsføringsloven er § 3, som forbyder virksomheder at benytte vildledende eller urigtig markedsføring.

Telefonbutikken PhoneTrade har netop fået at mærke, at Forbrugerombudsmanden tager bestemmelsen alvorligt.

PhoneTrade har reklameret med salg af nye Iphones. Man skrev blandt andet:

“Spar 800 kr. på en helt ny iPhone 5 (16GB) i dag!”

HELT NY 16GB iPhone 5S – fra 1.949,-

Problemet var “bare” at der ikke var tale om nye Iphones, men derimod såkaldt preowned Iphones, dvs. telefon som har været ejet og benyttet af andre i kortere eller længere tid, og som så er blevet “renset” og klargjort til salg til en ny forbruger.

Det var altså udenfor enhver tvivl, at der ikke var tale om salg af fabriksnye telefoner. Og så er der tale om en klokkeklar overtrædelse af vildledningsforbuddet, når man markedsfører telefonerne som var det nye telefoner.

Havde man skrevet noget ala “ligeså god som en ny Iphone” ville det næppe kunne kritiseres af Forbrugerombudsmanden, fordi man i så fald ikke giver køberen indtryk af, at man køber en ny Iphone.

Derudover bliver PhoneTrade også politianmeldt, fordi man reklamerede med, at man havde “Danmarks billigste iPhones”. Der var dog det aber dabei, at PhoneTrade sammenlignende deres priser på brugte telefoner med priserne på spritnye telefoner fra konkurrenterne. Og det er jo helt klart en vildledende prissammenligning. En lovlig prissammenligning må nemlig kun . ske mellem identiske produkter.

Det er nu op til domstolene at afgøre, hvor stor bøden til PhoneTrade skal blive.

Apple får smæk i byretten

Udgivet den af

Apple har nu både Forbrugerklagenævnets og Byrettens ord for, at deres fortolkning af Købeloven ikke holder vand.

Efter Købeloven har du som køber af en mangelbehæftet vare nogle rettigheder. Hvordan dine rettigheder er, afhænger især af, om du har købt varen som forbruger eller som erhvervsdrivende. En god tommelfingerreglen er, at man som forbruger er godt beskyttet efter Købeloven, blandt andet fordi man ikke i standardvilkår eller lignende kan fraskrive sig sine forbrugerrettigheder.

Er der en mangel ved et produkt, kan du som forbruger naturligvis reklamere over dette.

Du har som forbruger efter Købeloven som udgangspunkt valget mellem, om du vil have ombyttet til en nyt mangelfrit produkt eller om du vil have repareret varen.

Dog er den erhvervsdrivende, hvis dit valg er for dyrt i forhold til alternativet, i sin ret til at insistere på at levere den billigste løsning. Dette vil typisk være tilfældet, hvor man har købt en forholdsvis dyr forbrugsvare (eksempel en vaskemaskine, TV, computer, mobiltelefon eller ligende) og ønsker den ombyttet til en ny tilsvarende vare uden mangel. I dette tilfælde vil den erhvervsdrivende være berettiget til at insistere på at reparere varen istedet for ombytte den, såfremt dette vil være billigere. Dette følger af Købelovens § 78, stk. 2.

Vælger den erhvervsdrivende at ombytte den fejlbehæftede vare til en fejlfri vare, skal den nye vare vitterlig være ny og ubrugt. Dette er nu slået fast af såvel Forbrugerklagenævnet og Retten i Glostrup i en sag mellem Apple og en forbruger.

Der var tale om en person, der havde købt i iPhone som forbruger. iPhonen havde en mangel, som Apple anerkendte var Apples ansvar (det i sig selv er jo noget af en bedrift). Apple valgte at ombytte telefonen – men ikke til spritny telefon, men derimod til en såkaldt genproduceret iPhone. Dette med henvisning til Apples standardvilkår, der havde følgende bestemmelse:

“Hvis du under denne garantiperiode indsender en reklamation til Apple i overensstemmelse med denne garanti, vil Apple efter eget valg:

(i) reparere Apple-produktet ved brug af nye dele eller tidligere anvendte dele, der i ydeevne og stabilitet svarer til nye dele, eller

(ii) erstatte Apple-produktet med den samme model (eller med dit samtykke et produkt med lignende funktionaliteter) sammensat af nye og/eller tidligere anvendente dele, der med hensyn til ydeevne og stabilitet svarer til nye dele…”

Apple oplyste under sagen, at en genproduceret iPhone kunne indeholde nogle moduler fra andre skrottede telefoner. Og en IT-sagkyndig vurderede under sagen, at de genanvendte moduler og telefonen havde samme udseende, anvendelighed, levetid og salgsværdi som hvis der var tale om nyproducerede moduler. Dog mente den sagkyndige, at den genproducerede telefon på trods af dette ville have en lavere salgsværdi. Så grundlæggende var der ikke noget at udsætte på holdbarheden af den nye brugte telefon, og det var da også Apples argumentation; altså at forbrugeren fik et produkt, der fungerede som var det et nyt produkt, og derudover at miljøet har gavn af dette genbrug.

Hverken Forbrugerklagenævnet eller Byretten købte dog denne argumentation.

Byretten (sag BS 10E-3689/2014) siger, at der hverken i selve Købeloven eller i forarbejderne til loven er mulighed for at kunne inddrage miljømæssige hensyn i vurderingen af, om der er sket korrekt omlevering. Et omleveret produkt skal opfylde betingelserne i købelovens § 78, stk. 1, nr. 2, som siger at der af den erhvervsdrivende skal leveres et produkt, der “stemmer overens med aftalen”. Og hvis aftalen går ud på køb af en ny iPhone, ja så skal der også omleveres til en ny iPhone. Simple as that. Ellers stemmer det jo ikke overens med aftalen.

Retten anerkender som sådan de miljømæssige argumenter, som Apple fremhæver, men dette ændrer intet ved resultatet, nemlig at det omleverede produkt skal stemme overens med købsaftalen, og derfor skal Apple give forbrugeren en ny telefon. Der er med andre ord ikke grundlag i købeloven for at inddrage miljøhensyn.

Et element, der også indgår i rettens vurdering er, at telefonens salgsværdi er mindre, når der er tale om en genproduceret telefon. Men jeg er nu ret sikker på, at resultatet havde været det samme, såfremt den sagkyndige var kommet til den vurdering, at salgsværdien ville være ens, uanset om der var tale om en splinterny telefon eller en genproduceret telefon. Simpelthen fordi Købelovens § 78 ikke åbner mulighed for at ombytte til et mere eller mindre brugt produkt.

Da Apple således ikke havde omleveret korrekt, havde Apple misligholdt købsaftalen med forbrugeren, og derfor var forbrugeren berettiget til at hæve købet og kræve sine penge tilbage.

Erhvervsdrivende skal derfor være OBS på ved salg til forbrugere, at det er i strid med købeloven at ombytte til et “nyt brugt” produkt. Derfor vil det også være i strid med Købeloven at skrive i ens standardvilkår, som Apple gør, at forbrugeren ved omlevering  skal tåle, at der kan ske omlevering med en genproduceret vare. Dette kan i sig selv udgøre ulovlig vildledning i strid med Markedsføringsloven.

Som skrevet ovenfor har den erhvervsdrivende ved mangler ved dyrere varer (eksempelvis en iPhone) valget mellem, om man vil reparere varen eller om man vil omlevere til en ny vare. Derfor er det min vurdering, at den erhvervsdrivende i disse tilfælde, altså hvor den erhvervsdrivende har valgretten, godt må anføre i vilkårene og aftale med forbrugeren, at såfremt forbrugerne ikke accepterer, at der sker omlevering til en genproduceret vare, ja så skal forbrugerne tåle, at der i stedet sker en reparation af den mangelbehæftede vare. Om mon ikke så hovedparten af forbrugerne i denne situation alligevel vil vælge at tage imod den “nye” genproducerede telefon istedet for at få ens gamle telefon repareret?

Husk at der ved B2B-handel, altså handelskøbet, gælder nogle helt helt andre regler. Her er der aftalefrihed, og derfor kan der som udgangspunkt aftales hvad som helst i vilkårene, herunder at køberen skal tåle at omlevering sker med en genproduceret vare. Derudover skal man i B2B-købet være OBS på, at der – hvis intet er aftalt – ikke er nogen ret for sælgeren til at reparere varen. Dette bør man få indføjet i sine vilkår; altså at man som sælger har ret til at reparere en mangelbehæftet vare.

“14 dages returret” betyder “14 dages returret” – både i fysisk butik og på nettet

Udgivet den af

Køber du varer som forbruger er der især et punkt, hvor dine rettigheder er meget forskellige afhængig af, om du handler på nettet eller i en fysisk butik.

Ved køb over internettet har du nemlig i de fleste tilfælde 14 dages fortrydelsesret. Dette fremgår af Forbrugeraftaleloven. Omvendt har du ikke efter loven nogen fortrydelsesret, hvis du handler i en fysisk butik. Den erhvervsdrivende kan dog vælge frivilligt at give dig en fortrydelsesret på køb foretaget i en fysisk butik, hvilket jo kan være et fint konkurrenceparameter på lige fod med pris og service. Får du ved handel i en fysisk butik en fortrydelsesret, er der således tale om, at du og den erhvervsdrivende indgår en aftale om netop dette.

Erhvervsdrivende, der både driver netbutik og fysisk butik, skal dog være meget OBS på, om de i begge tilfælde vil give forbrugerne en fortrydelsesret. Vil man kun give de nethandlende en fortrydelsesret (fordi det kræver loven), er det vigtigt at dette i ens vilkår og ens markedsføring på ens hjemmeside bliver skåret ud i pap. Altså at du har fortrydelsesret, hvis du foretager køber via vores hjemmeside, men du har ingen fortrydelsesret, hvis du køber varen i vores fysisk butik.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet fra 2014 (sag 12-13198).

I den konkrete sag var der tale om en sportsforretning, som både have en fysisk butik og som også solgte sportsudstyr via nettet. Af forretningens hjemmesiden fremgik det, at der var ”14 dages ombytnings- og returret på alle produkter”. Der stor ikke noget om, at det kun skulle gælde køb foretaget via hjemmesiden.

En forbrugere købet noget udstyr i den fysisk butik, men fortrød efterfølgende købet og ville derfor udnytte fortrydelsesretten. Dette afviste butikken med henvisning til, at fortrydelsesretten kun omfattet varer købt over nettet, men derimod ikke varer købt i den fysiske butik.

Forbrugerklagenævnet afgjorde, at den måde som vilkåret fremstod på hjemmesiden, havde givet forbrugeren en berettiget forventning om, at vilkåret om returret både omfattede køb over nettet og køb foretaget i den fysiske butik. Forbrugerklagenævnet lægger vægt på, at virksomheden ikke havde godtgjort, at forbrugeren på en klar og tydelig måde var blevet informeret om, at returretten kun gjaldt, hvis man købte over nettet. Forbrugeren var derfor berettiget til at returnere de købte varer og få sine penge tilbage.

Og hvad kan vi konkludere på denne afgørelse? Jo, at det for den erhvervsdrivende, der både har en fysisk butik og en netbutik, er meget vigtigt, at det skæres ud i pap på hjemmesiden, at fortrydelsesretten kun gælder for køb i netbutikken. Bliver dette ikke gjort meget klart på hjemmesiden og i vilkårene, ja så risikerer man at skulle give fortrydelsesret på køb foretaget i den fysiske butik.

Er bil til blandet brug et forbrugerkøb eller et handelskøb?

Udgivet den af

Som forbruger har man en række rettigheder efter loven, som man ikke har som erhvervsdrivende.

Eksempelvis har man som forbruger en fortrydelsesret efter Forbrugeraftaleloven. Det har man ikke som erhvervsdrivende. Og som forbruger kan man efter Købeloven gøre en række krav gældende, som ikke er muligt for en virksomhed.

Derfor kan en køber have en interesse i at blive betragtet som forbruger, da man – alt andet lige – har en bedre retsstilling overfor sælger.

Typisk er der ikke de store udfordringer med at fastslå, om der er tale om et forbrugerkøb eller ej. Men nogle gange er dette ikke lige til.

Dette er illustreret i en afgørelse fra Østre Landsret (ØLK af 30.7.2014). Der var tale om et firma, der købte en bil på papegøjeplader. Bilen blev brugt såvel privat som af firmaet, og så var gode råd jo dyre. Skulle man anvende forbrugerretten, som gav køber en bedre retstilling, eller skulle man benytte erhvervsretten, som stillede købere ringere.

Landsretten udtaler, at det afgørende er, hvilken brug bilen især har haft. Ligger hovedvægten på erhvervsbrugen, ja så er der ikke tale om et forbrugerkøb, men et handelskøb. Omvendt – ligger hovedvægten på den private brug, ja så vil det være forbrugerretten, der anvendes, også selvom bilen af og til er blev brugt erhvervsmæssigt.

Nogle at de kriterier, man her kan inddrage er blandt andet, om køberen var et firma eller en privat person. Var køber et firma er der en formodning for, at købet var et erhvervskøb, og så vil det være tungere at løfte beviset for, at bilen rent faktisk hovedsageligt skulle være brugt privat.

I sagen fandt landsretten ud fra en samlet vurdering af de fremlagte beviser, at der var tale om et handelskøb, og at køberen derfor ikke kunne påberåbe sig forbrugerretten. Blandt andet lagde man vægt på, at bilen blev afleveret på virksomhedens forretningsadresse samt at køber på slutsedlen var virksomheden og ikke en privat person.

Læs mere om forbrugerkøbet her.