Kategoriarkiv: Almindelige vilkår

Betænkningstid på 48 timer ved kviklån

Udgivet den af

Folketinget har den 26. maj 2016 vedtaget nye regler om kviklån. Formålet med reglerne er øget forbrugerbeskyttelse. Som bekendt er kviklån dyre i renter og gebyrer, og dette sammenholdt med at de er meget lette at optage har medført at del forbrugere kommer i økonomisk uføre gennem optagelse af kviklån, som de ikke efterfølgende kan tilbagebetale.

Med de nye regler indføres en betænkningstid på 48 timer samt et forbud for kreditgiveren mod at kontakte forbrugeren.

Betænkningstid på 48 timer

Der skal med andre ord været gået mindst 48 timer fra afgivelsen af kreditgiverens tilbud om et kvikån til at dette kan accepteres af forbrugeren.

Inden for de første 48 timer kan forbrugeren altså ikke gyldigt acceptere et tilbud om et kviklån.

Der er tale om en obligatorisk betænkningsperiode, som ikke kan fraviges ved aftale eller i de almindelige vilkår

Et kviklån, som er indgået tidligere end 48 timer efter tilbuddets afgivelse, er ikke bindende. Det vil sige at hverken forbrugeren eller kreditgiveren kan gøre nogle krav gældende, såfremt aftalen om kviklån er indgået tidligere en 48 timer efter tilbuddets afgivelse. Ingen af parterne skal dermed opfylde kviklånsaftalen, og er der allerede sket udbetaling af lånet, skal forbrugeren tilbagebetale det lånebeløb, som vedkommende har fået udbetalt. Långiver har i denne forbindelse ikke krav på eventuelle renter og gebyrer i anledning af kviklånet.

Betænkningstid skal ikke forveksles med en fortrydelsesret. En betænkningstid er i juridisk forstand karakteriseret ved at der trykkes på pauseknappen i 48 timer, hvor alt frezees, og efter de 48 timer kan der så indgås en aftale, som ikke kan fortrydes. Omvendt er fortrydelsesretten karakteriseret ved, at der indgås en aftale med det samme, hvor man så efterfølgende har en frist (typisk 14 dage) til at fortryde aftalen.

Forbud mod at kontakte forbrugeren

Som noget nyt indføres også et ubetinget forbud mod at rette henvendelse til en forbruger vedrørende et allerede fremsendt tilbud om kviklån. Långiver må altså ikke maile, SMS’e, ringe eller på anden vis kontakte forbrugeren for at høre, hvorfor tilbuddet om kviklån ikke er blevet accepteret af forbrugeren.

Forbuddet omfatter også andre henvendelser fra kreditgiver til forbrugeren, såfremt disse henvendelser kan føres tilbage til forbrugerens ansøgning om et kviklån. Dette kan eksempelvis være markedsføring af enslydende eller tilsvarende kviklån. Det er altså med andre ord forbrugeren, som efter de 48 timer skal kontakte kreditgiveren med henblik på at acceptere tilbuddet om et kviklån. Hvis aftalen efter udløbet af de 48 timer kommer på plads på baggrund af en henvendelse fra långiveren til forbrugeren, er der ikke indgået nogen bindende låneaftale.

Hvis du vil vide mere

De ny regler findes i Kreditaftaleloven, og gælder fra og med 1. januar 2017.

Lovteksten med forarbejder, betænkning mv. finder du her.

Oplysningspligt om klagemuligheder

Udgivet den af

Alle erhvervsdrivende, som handler med forbrugere, skal være OBS på, at det siden den 1. oktober 2015 har været pligt til at informere forbrugerne om deres klagemuligheder og -rettigheder.

Den 1. oktober trådte en ny Forbrugerklagelov nemlig i kraft, og med denne nye lov er der flere regler for de erhvervsdrivende.

Er du erhvervsdrivende, skal du nu oplyse forbrugeren om dets klagemuligheder. Informationen skal gives på din hjemmeside samt i dine standard vilkår, hvis det anses som relevant.

Hvad skal du oplyse om? Jo, du skal give information om, hvilket klageorgan, som forbrugeren kan indbringe en klage for, og du skal oplyse om dette klageorgans adresse og hjemmeside.

Som virksomhed skal du altså nu få undersøgt (hvis du ikke allerede har gjort det), hvilket klageorgan, som klager over din virksomheds produkter eller tjenesteydelser er underlagt. Forbrugerklager over en advokat er eksempelvis omfattet af Advokatnævnets kompetence, og det er så dette, jeg skal give nærmere oplysning om på min hjemmeside.

Derudover skal du være opmærksom på, at du – i tilfælde hvor du afviser en forbrugerklage (helt eller delvist)  – nu også er forpligtet til at give forbrugeren oplysningerne om klageorganet på et såkaldt varigt medie (dvs. typisk pr. mail eller almindelig post).

Driver du nethandel gælder endvidere, at du skal indsætte et link på din hjemmesider til den onlineplatform, som er udarbejdet i EU-regi til behandling af forbrugerklagesager online. Du skal tillige give oplysning om, at denne platform kan bruges til at starte en klage over virksomheden.

Læs mere om klagesystemet her

Webshop i strid med Persondataloven

Udgivet den af

Persondataloven får større og større betydning. Efter Persondataloven er det forbudt at behandle og lagre persondata, medmindre der er en rigtig god grund til det. Det var der ikke i denne afgørelse truffet af Datatilsynet.

Der var tale om en webbutik, der – som alle andre web-butikker – havde en bestillingsformular. Når en kunde indtastede sin e-mailadresse genkendte shoppen automatisk tidligere indtastede data, som navn, adresse og telefonnummer. Smart nok, skulle nogen måske mene, fordi man jo så slipper for at indtaste resten. Nej, det går ikke.

I Persondatalovens forstand var den automatiske indsætning af persondata på grundlag af en mail-adresse nemlig en behandling og videregivelse af Persondata. Dette kræver en rigtig god grund eller – hvis der ikke er tale om en rigtig god grund – et samtykke fra kunden.

Der var ikke nogle gode saglige grunde, som kunne retfærdiggøre denne form for behandling og videregivelse af persondata. Og da kunden ikke havde givet et samtykke til videregivelsen af persondata, var der tale om en funktion, der var i strid med Persondataloven.

En afgørelse, der giver mening og er helt i tråd med både bogstaven og ånden i Persondataloven. Jeg ville heller ikke være vild med at handle på en side, hvor alle andre, der indtastede min mail-adresse, fik oplysning om mit navn, adresse og telefonnummer. Data, der måske er uskyldige nok, men det rager ingen andre, på hvilke sider, jeg handler, og den måde som webshoppen var sat op på kunne netop ved indtastning af mailadresse afsløre, om en given person tidligere havde handlet på siden.

Vil du som virksomhed derfor have en funktion på din hjemmeside, hvor der ved indtastning af mail-adresse, navn eller telefonnummer sker automatisk udfyldning af øvrige felter, er det derfor vigtigt at du få indhentet et udtrykkeligt samtykke fra kunden. Og med udtrykkeligt menes udtrykkeligt. Det vil sige at samtykket ikke må være gemt i de almindelige vilkår eller eller være forhåndsafkrydset (kunden skal med andre ord aktivt sætte kryds i rubrikken, hvor der gives samtykke til at lagre og videregive oplysningerne).

Skal butikken acceptere scan eller foto af kvittering?

Udgivet den af

I disse digitaliseringstider kan det give god mening at scanne eller tage et billede af ens kvitteringer i stedet for at gemme dem i en stor rodebunke. Dvs. at erstatte den fysiske kvittering med en digital udgave.

Spørgsmålet er så om den erhvervsdrivende skal acceptere en sådan kvittering. Svaret afhænger af, hvad kvitteringen skal bruges til.

Skal kvitteringen bruges til at gøre ens lovfæstede rettigheder gældende, er det min vurdering at en digitaliseret udgave af ens kvittering vil være gyldig. Det vil typisk være i tilfælder af reklamation over mangler ved varen. Husk du kan reklamerer over en vare i op til 2 år efter at varen er købt. De første 6 måneder efter købet er der efter Købeloven en formodningsregel som siger, at en mangel formodes at have været til stede på købstidspunktet, medmindre den erhvervsdrivende kan bevise det modsatte.

Har du altså købt en vare, som viser sig at have mangler, som du vil reklamere over, vil en erhvervsdrivende ikke kunne afvise din reklamation med henvisning til at du kun har en digital version af kvitteringen og ikke den originale kvittering. Dog vil jeg mene, at den erhvervsdrivende vil være i sin gode ret til at se dokumentation for, at du rent faktisk har foretaget købet. Det kan eksempelvis være dokumentation i form at bankudskrift. Ellers kan der jo være risiko for, at der opstår et gråt marked for handel med digitale kvitteringer, hvor man over nettet køber en digital kvittering, fordi man enten ikke har gemt sin egen kvittering eller fordi reklamationsfristen på 2 år er udløbet.

Er der tale om at du vil bruge kvitteringen til at gøre et krav gældende, som du ikke har efter loven, men som alene skyldes at den erhvervsdrivende har givet dig denne mulighed, stiller situationen sig anderledes. Det kan eksempelvis være ret til at returnere en vare, selvom den ikke er købt over nettet. I disse tilfælde har man som forbruger ingen fortrydelsesret, og den erhvervsdrivende giver dig altså en ret som du ikke har efter loven. I så fald vil den erhvervsdrivende også være i sin gode ret til at stille nogle spilleregler op for, hvorledes denne returret skal udnyttes, eksempelvis ved at fremvise en original kvittering. Det kræves dog her, at spillerreglerne er kommunikeret til forbrugeren inden købet foretages eller klart fremgår af kvitteringen. Er dette ikke tilfældet er det min vurderering, at den erhvervsdrivende ikke kan afvise forbrugeren med den begrundelse, at denne ikke har den originale kvittering.

Hvem bærer risikoen for forsendelsen til forbrugeren?

Udgivet den af

Du har som forbruger bestilt en vare over nettet, som skal sendes til din adresse. Det sker jo tusindvis af gange hver dag. Og det hænder også at varen aldrig kommer frem. Hvem har så risikoen for dette? Er det forbrugeren, som må betale for varen selvom den ikke er modtaget? Eller er det den erhvervsdrivende, som skal sende en ny vare til forbrugeren.

Svaret findes i Købeloven.

Der fremgår nemlig af Købelovens § 73, stk. 1, at såfremt sælgeren skal sende varen til forbrugeren, anses levering for sket, når genstanden er kommet i køberens besiddelse.

Med andre ord går risikoen først over, når varen er modtaget af forbrugeren.

Bestemmelsen i Købeloven om at sælger bærer risikoen for forsendelsen kan IKKE fraviges ved aftale. En erhvervsdrivende må altså ikke i sine almindelige vilkår skrive, at det er forbrugeren, der har forsendelsesrisikoen. Dette vil være i strid med Købeloven. En klausul om at forbrugeren har forsendelsesrisikoen vil altså være ugyldig og uden virkning, og kan også være i strid med Markedsføringslovens forbud mod vildledning.

Bindingsperiode for fjernvarme

Udgivet den af

2261065726_a65e362d15_qForbrugerombudsmanden har fastslået, at fjernvarmeselskaber ikke må binde forbrugere i mere end 6 måneder.

Det følger nemlig af Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1 at man ikke kan binde en forbruger til en aftale i mere end 6 måneder. Der er nogle undtagelser til denne regel, blandt andet at reglen ikke gælder, hvis bindingsperioden skulle være reguleret i anden lov.

I den konkrete sag benyttede fjernvarmeselskabet, E.ON’s, et opsigelsesvarsel på 18 måneder i sin leveringsbetingelser.

E.ON mente, at fordi levering af fjernvarme var reguleret i varmeforsyningsloven var man helt ude af Forbrugeraftalelovens regelsæt. Man argumenterede også, at Energitilsynet ikke havde fundet opsigelsesvarslet på 18 måneder urimeligt eller i strid med Varmeforsyningsloven.

Det købte Forbrugerombudsmanden ikke.

Da varmeforsyningsloven ikke konkret regulerer noget om binding eller om opsigelsesvarslers længde, fandt Forbrugerombudsmanden, at E.ON ikke kunne ignorere Forbrugeraftalelovens bestemmelse om maksimalt 6 måneders binding. I forbindelse med vedtagelsen af Forbrugeraftaleloven var der sågar også udtrykkelig taget stilling til, at forbrugeraftaleloven principielt også omfatter fjernvarmeaftaler.

Sagen var derfor klar: Et 18 måneders opsigelsesvarsel på levering af fjernvarme var i strid med Forbrugeraftaleloven, og dermed tillige i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik.

Det er altså kun hvis særloven (eksempelvis Varmeforsyningsloven) konkret har en regulering om opsigelsesvarsel og bindingsperiode, at man kan se bort fra Forbrugeraftaleloven. Er det er særlov, men indeholder denne særlov ikke noget omkring opsigelse og binding, ja så må man som erhvervsdrivende respektere Forbrugeraftaleloven. Egentlig ret logisk.

Herefter rettede E.ON ind.

Udsendelse af “servicemail” var spam

Udgivet den af

Det er ikke lovligt at sende en “servicemail” til en forbruger, der har afbrudt et bestillingsforløb. Forbrugeren er nemlig ikke derved blevet kunde hos den erhvervsdrivende, og der er derfor heller ikke tale om et løbende kundeforhold, hvor udsendelse af mails kan være tilladt.

Det må derimod antages at være i overensstemmelse med Markedsføringsloven at udsende en servicemail, såfremt forbrugeren i forbindelse med bestillingens påbegyndelse aktivt siger ja tak til at modtage sådan erindringsmail.

Kontakt advokat Michael Thiesen for yderligere rådgivning. Læs resten →

Bøde for vildledende konkurrence på nettet

Udgivet den af

Hvis erhvervsdrivende bruger konkurrencer, prøvepakker og gaver som lokkemad i forbindelse med indgåelse af aftaler, skal det tydeligt fremgå, hvis forbrugeren samtidig indgår en aftale. Gør det ikke det, kan der være tale om en overtrædelse af markedsføringslovens bestemmelse om vildledende markedsføring. For yderligere rådgivning kontakt advokat Michael Thiesen.

Forbrugerombudsmanden taget stilling til, at en konkurrence på nettet udgjorde vildledende markedsføring, da vilkårene for deltagelsen i konkurrencen var “gemt” i konkurrencebetingelserne. Læs resten →