Ulovlig filmdownload kan koste kassen

Udgivet den af

Det er utvivlsomt ulovligt – også for forbrugere – at downloade eller streame film og musik, som man ikke ved aftale eller på anden vis har fået lovlig ret til at se (typisk fordi man ikke har betalt for det). I øjeblikket er et par danske advokatkontorer i fuld sving med at sende “hilsner” ud til forbrugere, som via IP-adressen er blevet identificeret som syndere.

Der er tale om rigtige og seriøse advokatfirmaer, så det vil være forkert blot at ignorere henvendelse.

Hvis du mener ikke at have foretaget noget ulovligt (f.eks. fordi du mener at dit netværk kan være blevet hacket eller det er din mindreårige søn, der har gjort det) er det vigtigt at du kommunikerer dette til advokatfirmaet. Ellers risikerer du blot at der en dag står en stævningsmand i døren med en stævning.

Du kan også søge hjælp i en advokatvagt eller naturligvis hos en advokat.

Dealsite konkurs – hvad er mine rettigheder?

Udgivet den af

Vi møder dem jævnligt. De såkaldte deal-sites. Firmaer, hvor man kan købe en særlig god “deal”. Det kan være noget elektronik, tøj, en rejse, gavekort, restaurantbesøg osv. Det særlige for deal-sitene er, at de ikke selv sælger produkterne på traditionel vis, men at de formidler salget for andre firmaer. Vi kender dem også som julegaver og fødselsdagsgaver, hvor det er blevet populært at give et gavekort til eksempelvis et wellness-ophold, restaurantbesøg mv.

Køber man eksempelvis en tur til Mallorca gennem en deal-site, er det ikke den pågældende deal-site, der er arrangør og leverandør af rejsen, som hvis man havde købt turen direkte hos eksempelvis Star Tour. Forbrugeren indgår altså aftalen med dealsiten og betaler til dealsiten, men rent faktisk er en anden virksomhed som leverer ydelsen. Og det er dette der for forbrugeren er problemet, hvis deal-siten krakker.

Hvad gælder så, hvis en dealsite går konkurs. Dette er illustreret med konkursen over dealsiten dagensbedste.dk. Her var der tale om en dealsite, som solgte de klassiske deals i form kroophold, elektronik osv. Man købte altså et deal-tilbud på eksempelvis et kroophold og betalte til Dagens Bedste, der så havde ansvar at afregne overfor leverandøren af varen.

Desværre er der ikke så meget at komme efter for kunden. Aftalen er indgået med dealsiten, og man kan derfor som udgangspunktet ikke rejse krav overfor leverandøren. Dette gælder i hverfald, hvis leverandøren ikke har fået betaling for ydelsen. Har leverandøren rent faktisk fået betaling for dit værdibevis, men har andre tilgodehavender overfor dealsiten vil leverandøren formentlig også være berettiget til at nægte at levere ydelsen til dig.

Måske kan man have en sag, hvis det ikke klart af dealsiten er fremgået, at det rent faktisk var en dealsite og ikke en anden, eksempelvis rejseleverandøren, man handlede med. I så fald kan man med rimelighed klandre leverandøren for at havd deltaget i et “set-up”, hvor det for forbrugeren var uklart, hvem man handlede med.

Et godt råd ved køb af værdibeviser gennem deal-sites: Brug værdibeviset så hurtigt som muligt.

Szhirley får løftet pegefinger for skjult reklame

Udgivet den af

Som jeg tidligere har skrevet om på denne blog, har forbrugerombudsmanden fokus på den skjulte reklame på de sociale medier, eksempelvis Facebook, Instagram og Youtube. Forbrugerombudsmanden er også kommet med nogle gode råd, så man ikke risikerer at overtræde loven. Læs om disse gode råd her.

Det er dog ikke alle, der har læst disse råd, viser denne sag fra Forbrugerombudsmanden, hvor man har indgivet politianmeldelse for overtrædelse af Markedsføringslovens forbud mod skjult reklame. Den skjulte reklame fandt sted på sangerinden Szhirleys Instagram-profil.

Efter Markedsføringsloven § 4 skal reklamer nemlig fremstå på en sådan måde, at man ikke er i tvivl om, at det er en reklame. Dette gælder uanset reklamens form og uanset på hvilket medium reklamen bringes. Det var ikke tilfældet for den reklame for tandpasta, som var at finde på Szhirleys profil.

Her var der tale om, at tandpastafirmaet Unilever og dets mediebureau havde lavet en mundtlig aftale med Szhirley om, at de kunne lægge en række billeder ud på hendes Instragram-profil og hashtagge billeder med tandpastaen navn. Billeder der vel at mærke reklamerede for tandpastaen, uden at det fremgik, at der var tale om en reklame. Forbrugerombudsmanden politianmeldte de to firmaer.

Og Szhirley? Ja, hun slap denne gang. Forbrugerombudsmanden indgav ikke nogen politianmeldelse mod hende men indskærpede, at man også som blogger kan ifalde et strafferetligt ansvar for at overtræde forbuddet mod skjult reklame. Det kan vist kaldes et gult kort.

Dealsite politianmeldt

Udgivet den af

Efter Markedsføringsloven er det forbudt at vildlede i ens markedsføring. Dealsiden Dagens Bedste (som nu er under konkursbehandling) og en café er nu blevet politianmeldt for netop vildledning.

Man havde på dealsiden annonceret med en menu på cafeen til en pris på kr. 249 og hvor det var angivet af normalprisen var kr. 498 – altså halv pris. Dette tilbud var imidlertid for godt til at være sandt. Ifølge cafeens eget menukort udgjorde normalprisen nemlig kr. 396, og derfor var der tale om vildledende markedsføring.

Politianmeldelsen kan efter min opfattelse tages som udtryk for, at forbrugerombudsmanden vil have øget fokus på den store mængde dealsider, der efterhånden er, og hvor de annoncerede førpriser ofte forekommer at være opfundet til lejligheden.

Hvem har bevisbyrden for om en lejet genstand er tilbageleveret?

Udgivet den af

Du kan nok forestille dig situationen. Du har lejet en genstand (det kunne være en bil, en cykel, noget værktøj i Silvan eller noget helt fjerde). Du har afleveret det lejede tilbage rettidigt og i ordentlig stand, men bliver alligevel mødt med krav fra udlejeren, fordi denne siger, at man aldrig har fået det lejede tilbage.

Hvad gælder så?

Har du en kvittering for tilbageleveringen, ja så ligger det jo lige til højrebenet. Du vil vinde sagen.

Har du ingen kvittering for tilbageleveringen er det mere åbent. Benytter udlejer (og det skal udlejer kunne dokumentere) konsekvent et kvitteringssystem ved tilbagelevering, ja så ligger bevisbyrden hos dig. Du skal med andre ord bevise, at du har tilbagegivet det lejede, selvom du ingen kvittering har fået. Kan du ikke løfte denne bevisbyrde vil du tabe sagen. En bevisførelse kan eksempelvis være et troværdigt vidne som under strafansvar kan bekræfte, at han så dig tilbagegive udstyret.

Benytter udlejer omvendt intet kvitteringssystem ved tilbagelevering eller er det også muligt at tilbagelevere udenfor åbningstid uden at modtage kvittering, ja så er det omvendt. Det er i så fald udlejer, der har bevisbyrden. Udlejer skal altså føre bevis for, at du ikke har tilbageleveret genstanden. Kan han ikke det, bør du vinde sagen.

Ovenstående retsstilling er illustreret i en række afgørelse fra Forbrugerklagenævnet omkring tilbagelevering af lejede video- og DVD-film. Ak ja, det var dengang. Men den pågældende retspraksis vil efter min bedste opfattelse også gælde for leje af andet løsøre end film.

I en afgørelse fra 2003 (2003-571/7-22) var der tale om, at kunderne kunne returnere lejede videofilm uden for åbningstid gennem en brevkasse. En forbruger gjorde  brug af denne mulighed, men blev mødt med et erstatningskrav, fordi filmudlejeren sagde, at filmene ikke var blevet afleveret.

Forbrugerklagenævnet fandt, at det alene er udlejer, der har mulighed for at indrettet et system for tilbagelevering på en sådan måde, at forbrugerne sikres en kvittering. Derfor havde udlejer bevisbyrden for, at der ikke var sket aflevering, og da denne bevisbyrde ikke var løftet af virksomheden, blev forbrugeren frifundet for kravet.

Manglende kreditoplysninger koster bøde på 130.000 kr.

Udgivet den af

Efter Markedsføringslovens § 14 a skal virksomheder, når de markedsfører salg af deres produkter med kredit give en række oplysninger, så forbrugeren ved og kan gennemskue hvad den reelle pris for varen er.

Der skal oplyses om:

  • Renter og gebyrer
  • Det samlede kreditbeløb
  • De årlige omkostninger i procent (ÅOP)
  • Kredittens løbetid
  • Kontantprisen for varen og størrelsen af en eventuel forudbetaling
  • Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren

Oplysningerne skal fremgår klart, tydeligt og på en fremtrædende måde. Hvis virksomheden samarbejder med en kreditgiver (eksempelvis en bank), som er den der yder lånet, skal navnet på denne kreditgiver også oplyses.

I en avisannonce annoncerede Hyundai for lån til forbrugere, der ønskede at købe en Hyundai. Men man oplyste ikke om de lovpligtige kreditoplysninger; renten, det samlede kreditbeløb og det samlede beløb, som forbrugeren skulle betale fremgik således ikke af annoncereingen. Det blev heller ikke oplyst, hvilken kreditgiver, Hyundai samarbejdede med. Endelig fandt Forbrugerombudsmanden at de kreditoplysninger, der trods alt blev oplyst i annoncen (eksempelvis ÅOP) ikke stod på en klar, tydelig og fremtrædende måde. Oplysningerne stod allernederst med meget mindre synlig skrift og efter en række andre oplysninger om fx brændstofforbruget.

Forbrugerombudsmanden takserede overtrædelsen til en bøde på kr. 130.000.

Rejsebureau hæfter for billetter ved flyselskabs konkurs

Udgivet den af

Østre Landsret har i december 2015 afsagt dom i den meget omtalte “GoLeif.dk-sag”. Afgørelsen drejer sig om, hvorvidt en forbruger kan rejse krav overfor det rejsebureau, hvor en flybillet er købt, når flyselskabet krakker.

En forbruger havde købt en returbillet til Nice i Sydfrankrig. Billetten var købt gennem web-rejsebureauet GoLeif.dk. Flyrejsen skulle ske med flyselskabet Cimber Sterling, som imidlertid gik konkurs inden rejsen var gennemført. Kunden sagsøgte herefter GoLeif.dk for sit tab, dvs. værdien af flybilletterne.

Rejsebureauet, GoLeif.dk, nægtede at betale med henvisning til, at de alene havde været formidler af aftalen mellem forbrugeren og Cimber Sterling, og at de derfor ikke kunne hænges op på konkursen. Når man er formidler er man nemlig ikke aftalepart og derfor som altovervejende hovedregel ikke forpligtet af den aftale, som indgåes mellem kunden og virksomheden.

I den konkrete tvist anerkender Landsretten, at GoLeif.dk alene er formidler og ikke selvstændig aftalepart. Men det reddede dog ikke GoLeif.dk.

Landsretten dømte GoLeif.dk til at erstatte kunden sit tab for flybilletten. Landsretten fremhæver som begrundelser især:

  • at hjemmesiden GoLeif.dk især var målrettet forbrugere af fritidsrejser,
  • forbrugeren alene havde kontakt til GoLeif.dk, som også modtog betaling og udstedte billetten,
  • at det ikke er almindelig kendt for forbrugere, at rejsebureauer ved salg af flytbilletter næsten altid optræder som formidler og meget sjældent handler i eget navn,
  • at selv om det fremgik at rejsebetingelserne (det med småt), at GoLeif.dk optrådte formidler var der ikke grundlag for at antage, at en almindelig forbruger kunne udlede betydningen heraf,
  • at det af rejsebetingelser også fremgik, at GoLeif.dk var teknisk arrangør uden at dette begreb blev nærmere beskrevet,
  • at det af hjemmesiden tillige fremgik, at der var mulighed for at tilkøbe en “konkursdækning rejsebureau”, hvilket jo indikerer at det er rejsebureauet, og ikke flyselskabet man handler med,

Landsretten konkluderer derfor, at det ikke fremgik tydeligt og udtrykkeligt af hjemmesiden, at kunder ikke handlede med GoLeif.dk men med flyselskabet.  Det generelle indtryk af hjemmesiden GoLeif.dk var nemlig, at kunden med rette kunne gå ud fra, at han handlede med GoLeif.dk og ikke Cimber Sterling. Derfor blev GoLeif.dk dømt til at erstatte kundens tab.

Hvad kan vi så bruge denne dom til?

Jo, for forbrugere er den vigtigt, fordi den fastslår, at der kan være mulighed for at gå efter en formidler (konkret GoLeif.dk) når ens aftalepart (konkret Cimber Sterling) går konkurs. Follow the money, som man siger. Dette kan være ved køb af rejser, men eksempelvis også ved køb af varer gennem en dealsite. Du vil som forbruger have en god sag, hvis det ikke synderligt klart af formidlerens hjemmeside fremgår, at virksomheden netop kun er formidler og det også er beskrevet, hvad dette betyder for dig som kunde.

Og for virksomheder, der agerer som formidlere, vil det omvendt efter dommen nu være vigtigt at få tjekket ens hjemmeside og vilkår for at se, at det nu også er skåret ud i pap, at man kun er formidler. Er dette ikke bøjet i neon, risikerer virksomheden at blive mødt med krav fra forbrugere, når den virksomhed, hvis varer eller tjenesteydelser, man formidler salget af, går konkurs eller hvis varerne har fejl og mangler.

Dommen kan efter min bedste overbevisning på ingen måde læses derhen, at der i forbrugersalg gælder et generelt formidleransvar. Det er der ikke holderpunkter for i dommen.

Læs domsresumeet her.

Og læs meget mere om salg af rejser, ferie, billetter mv. her.

EU-domstolen slår flypassagerers rettigheder fast med syv-tommer søm

Udgivet den af

EU-domstolen har i en nylig afgørelse slået flypassagerers rettigheder ved aflysning og forsinkelse fast med syvtommer søm.

Efter en EU-forordning har man som flypassager nemlig ret til kompensation, hvis ens fly bliver forsinket eller aflyst. Dette gælder dog ikke, hvis forsinkelse skyldes “usædvanlige omstændigheder”. Når et fly er blevet aflyst eller forsinket på grund af tekniske vanskeligheder har flyselskaberne så afvist at betale kompensation med henvisning til at denne tekniske fejl var at betragte som en “usædvanlig omstændighed.”

Men det går ikke, har EU-domstolen fastslået.

I den konkrete sag var der tale om en hollandsk passager, der med KLM skulle flyve til Sydamerika. Afgangen blev forsinket med 29 timer på grund af fejl i flyets brændstofpumpe og på den hydromekaniske enhed (hvad det så end er). Dette var efter KLM’s opfattelse en usædvanlig omstændighed, som gjorde, at KLM mente at de ikke skulle betale godtgørelse.

Men den gik ikke.

EU-domstolen slår i afgørelsen fast, at man har ret til kompensation ved tekniske fejl ved flyet, og at dette også gælder, hvis der er tale om uforudsete tekniske fejl.

Så hvis dit flyselskab afviser kompensation med henvisning til at der var tale om en uforudset teknisk fejl kan du godt fortælle dem, at det er en ommer!

Dommen kan læses her.

Og her kan du på b2claw.dk læse meget mere om dine rettigheder ved køb af ferier, flyrejser mv.

Bindingsperiode for fjernvarme

Udgivet den af

2261065726_a65e362d15_qForbrugerombudsmanden har fastslået, at fjernvarmeselskaber ikke må binde forbrugere i mere end 6 måneder.

Det følger nemlig af Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1 at man ikke kan binde en forbruger til en aftale i mere end 6 måneder. Der er nogle undtagelser til denne regel, blandt andet at reglen ikke gælder, hvis bindingsperioden skulle være reguleret i anden lov.

I den konkrete sag benyttede fjernvarmeselskabet, E.ON’s, et opsigelsesvarsel på 18 måneder i sin leveringsbetingelser.

E.ON mente, at fordi levering af fjernvarme var reguleret i varmeforsyningsloven var man helt ude af Forbrugeraftalelovens regelsæt. Man argumenterede også, at Energitilsynet ikke havde fundet opsigelsesvarslet på 18 måneder urimeligt eller i strid med Varmeforsyningsloven.

Det købte Forbrugerombudsmanden ikke.

Da varmeforsyningsloven ikke konkret regulerer noget om binding eller om opsigelsesvarslers længde, fandt Forbrugerombudsmanden, at E.ON ikke kunne ignorere Forbrugeraftalelovens bestemmelse om maksimalt 6 måneders binding. I forbindelse med vedtagelsen af Forbrugeraftaleloven var der sågar også udtrykkelig taget stilling til, at forbrugeraftaleloven principielt også omfatter fjernvarmeaftaler.

Sagen var derfor klar: Et 18 måneders opsigelsesvarsel på levering af fjernvarme var i strid med Forbrugeraftaleloven, og dermed tillige i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik.

Det er altså kun hvis særloven (eksempelvis Varmeforsyningsloven) konkret har en regulering om opsigelsesvarsel og bindingsperiode, at man kan se bort fra Forbrugeraftaleloven. Er det er særlov, men indeholder denne særlov ikke noget omkring opsigelse og binding, ja så må man som erhvervsdrivende respektere Forbrugeraftaleloven. Egentlig ret logisk.

Herefter rettede E.ON ind.

Gode råd til bloggere

Udgivet den af

For de mest kendte bloggere kan det være en rigtig god forretning mere eller mindre skjult at reklamere for diverse produkter og tjenesteydelser. Får man betaling for dette i form af kontanter eller naturalier skal man naturligvis huske at der også skal betales skat af indtægten.

Derudover skal man som blogger være obs på, at man også efter Markedsføringsloven er forpligtet til at markedsføre produkterne mv. på en sober og ordentlig måde. Forbrugerombudsmanden er nu kommet med en række gode råd til bloggere om,  hvad de skal være opmærksomme på, når de blogger og reklamerer for produkter mv.

Markedsføringslovens § 4 siger nemlig, at en reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes.

Forbrugerombudsmanden fremhæver blandt andet:

  • at det skal være tydeligt på bloggen, at der er tale om reklame; der gælder nemlig efter Markedsføringsloven et forbud mod skjult reklame,
  • der er tale om reklame i Marekdsføringslovens forstand, når virksomheden og bloggeren har indgået en aftale om omtale af et produkt. Der skal ikke meget til for, at der foreligger en aftale
  • blogindlæg målrettet voksne skal klart og tydeligt markeres med ”reklame”, ”annonce”, ”betalt indlæg” eller ”sponsoreret indlæg”, hvis bloggeren vil være sikker på ikke at overtræde forbuddet mod skjult reklame
  • er der er tale om reklame i blogindlæg rettet mod børn og unge skal det endnu tydeligere fremgå, at der netop er tale om en reklame.

De gode råd findes på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.