Indsamling af forbrugsmønstre er ulovligt

Udgivet den af

Det er guld værd for erhvervsdrivende at vide, hvorledes en given kunde handler i ens butik. Hvis COOP ved, at hovedparten af de madvarer, jeg køber i deres butikker, er økologiske, ja så vil det være en værdifuld viden at have for COOP i forbindelse med deres markedsføring overfor mig. Eller hvis ELGIGANTEN ved, at jeg typisk køber SAMSUNG-produkter hos dem, vil dette også have en stor værdi i deres markedsføringstiltag overfor mig. Det kan også sagtens tænkes, at oplysningerne kan have så stor værdi, at de, altså oplysningerne om mit købsmønster, kan videresælges til andre erhvervsdrivende.

Derfor kan det være fristende for butikker, webshops, dagligvarekæder og andre handlende at indsamle og lagre oplysninger om, hvorledes jeg bruger mit betalingskort, og hvad jeg køber hos dem. Til brug for deres markedsføring og til videresalg til andre butikker.

Det går ikke, har Forbrugerombudsmanden fastslået.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er det i strid med Betalingstjenesteloven at lagre og kortlægge en given kundes forbrugs- og indkøbsmønster ud fra hvorledes kunden bruger sit betalingskort. Dette forbud skyldes at forbrugerne skal beskyttes mod at oplysningerne bliver (mis)brugt til markedsføring og videresalg.

Tidligere var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at forbuddet kun omfattede banker, men nu er forbuddet altså udvidet til at gælde alle erhvervsdrivende.

Grundlaget for forbuddet findes i Betalingstjenestelovens § 85, stk. 3, som siger, at der kun må ske “høstning” af kunders forbrugsmønstre, hvis det er nødvendigt for at få gennemført betalingen eller for at hindre misbrug, og det kan jo ikke siges at være tilfældet, hvis indsamlingen sker med henblik på at kunne markedsføre sig overfor forbrugeren.

Bestemmelsen er ufravigelig, og en forbruger kan således ikke give eller blive bedt om at give samtykke til at virksomheden indsamler oplysningerne.

Det koster kassen at ringe til folk på Robinson-listen

Udgivet den af

Som altovervejende hovedregel må virksomheder ikke uanmodet ringe til forbrugere for at sælge dets produkter. Der er dog visse (men få) undtagelser til dette forbud. Blandt andet må man godt ringe til en forbruger for at sælge et avisabonnement. Dette gælder dog ikke hvis forbrugeren er optaget på Robinson-listen.

Efter Markedsføringslovens § 6, stk. 3 er det nemlig forbudt for virksomheder at ringe til forbrugere, der er optaget på Robinson-listen, også selv om det er for at sælge et produkt, man godt må sælge over telefonen (eksempelvis telefonabonnement).

Det er dyrt at ignorere disse regler. Nordjyske Medier har måtte betale en bøde på 10.000 kr. for at ringe til een forbruger, der var optaget på Robinson-listen.

Robinson-listen er et offentligt register over de forbrugere, som ikke ønsker at få uanmodede telefonopkald fra sælgere eller reklamer med navn og adresse på.

Man kan tilmelde sig Robinson-listen på borger.dk eller ved at kontakte CPR-registret i ens bopælskommune.

Vildledning om nethastigheder

Udgivet den af

Når man som internetudbyder oplyser om ens nethastigheder, ja så skal det også passe. Det burde egentlig være simpelt og ligetil. En række teleselskaber har dog fået ørene i maskinen hos Forbrugerombudsmanden, fordi de netop ikke har oplyst korrekt om deres nethastigheder.

Det drejer sig om de tre T’er –  TDC, Telia og Telenor.

Det er Forbrugerombudsmandes opfattelse, at de tre selskaber ikke har givet oplysninger om nethastighederne i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens retningslinjer for markedsføring af bredbåndforbindelser, og således har overtrådt Markedsføringslovens forbud mod vildledende markedsføring.

Her er nogle af det væsentligste punkter fra retningslinjerne:

  • En netudbyder må godt reklamere med bredbånd med ”op til”-hastigheder. Men det skal kunne garanteres, at 80 % af kunderne nu også rent faktisk kan få den lovede hastighed eller i hvert fald en hastighed, som ligger tæt på.
  • En netudbyder skal også på klar og tydelig måde oplyse om minimumshastigheden.
  • Leveres der flere produkter, eksempelvis TV, bredbånd og telefon, via den samme linje skal man også med eksempler vise, hvor meget hastigheden på bredbåndet nedsættes, når nogle af de andre tjenester er i brug (eksempelvis at man ser TV mens en anden bruger bredbåndet til at surfe).
  • Er der nogle begrænsninger i, hvor man kan anvende produktet eller hvor den lovede hastighed kan opnås, ja så skal man – fair nok – også have oplysning om disse begrænsninger, og vel at mærke inden aftalen indgås.

Højesteret fastslår ret til kompensation ved flyforsinkelse

Udgivet den af

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, har du som flypassager ret til kompensation, hvis dit fly bliver forsinket. Det er i ihvertfald den helt klare hovedregel.

Retten til kompensation er EU-baseret, og det vil sige at retten ikke gælder for flyrejser overalt i verden og med alle mulige forskellige flyselskaber.

Retten til kompensation for flyforsinkelser fremgår af en EU-forordning fra 2004. Af forordning fremgår, at der dog ikke skal betales kompensation, hvis forsinkelsen skyldes “usædvanlige omstændigheder”. Dette kunne for eksempel være, hvis forsinkelsen skyldes et terrorangreb som det vi så i Bruxelles lufthavn forleden.

Mange flyselskaber har dog også forsøgt at argumentere for, at tekniske fejl ved flyet, som er årsag til en forsinkelse skal betragtes som en “usædvanlig omstændighed”, der gør, at flyselskabet ikke skal betale kompensation.

Den går ikke, har Højesteret fastslået i en afgørelse fra 4. april 2016.

Der var tale om to personer, der skulle rejse til Kreta med Primera Air. Flyafgangen blev dog forsinket med næste 10 timer, fordi der var en teknisk fejl ved flyet, og Primera Air forsøgte at argumentere med, at dette var en usædvanlig omstændighed, som medførte at der ikke skulle betales kompensation. Flyselskabet var dog tidligere af flyproducenten blev orienteret om, at den pågældende fejl kunne opstå, og man havde også fået anvisning på, hvorledes man skulle sikre at fejlen ikke opstod. Disse anvisninger havde Primera Air dog besluttet ikke at følge (betryggende, ikk?).

Retten siger kort og kontant, at Primera Air godt kunne glemme det. Af forordningen fremgår det nemlig, at “uforudsete sikkerhedsproblemer” kan være at betragte som en “usædvanlig omstændighed”, der kan medføre, at man som flyselskab ikke skal betale kompensation. Men når Primera Air har fået orientering om problemet fra flyproducenten, ja så er det jo ikke længere tale om et uforudset problem, og allerede af den grund slipper Primera Air ikke for at betale kompensationen.

Mere interessant ville det have været, såfremt Primera Air ikke havde modtaget orientering om problemet, da man jo så med større vægt kunne have argumenteret for, at der var tale om et uforudset sikkerhedsproblem. Men taget den seneste EU-praksis i betragtning er jeg overbevist om, at Primera Air ej heller i dette tilfældet ville været sluppet for at skulle betale kompensationen. Du kan læse om denne praksis her.

Du kan læse højesteretsdommen her.

Og her på min hjemmeside kan du læse meget mere om forbrugernes rettigheder ved rejser og ophold. 

Webshop i strid med Persondataloven

Udgivet den af

Persondataloven får større og større betydning. Efter Persondataloven er det forbudt at behandle og lagre persondata, medmindre der er en rigtig god grund til det. Det var der ikke i denne afgørelse truffet af Datatilsynet.

Der var tale om en webbutik, der – som alle andre web-butikker – havde en bestillingsformular. Når en kunde indtastede sin e-mailadresse genkendte shoppen automatisk tidligere indtastede data, som navn, adresse og telefonnummer. Smart nok, skulle nogen måske mene, fordi man jo så slipper for at indtaste resten. Nej, det går ikke.

I Persondatalovens forstand var den automatiske indsætning af persondata på grundlag af en mail-adresse nemlig en behandling og videregivelse af Persondata. Dette kræver en rigtig god grund eller – hvis der ikke er tale om en rigtig god grund – et samtykke fra kunden.

Der var ikke nogle gode saglige grunde, som kunne retfærdiggøre denne form for behandling og videregivelse af persondata. Og da kunden ikke havde givet et samtykke til videregivelsen af persondata, var der tale om en funktion, der var i strid med Persondataloven.

En afgørelse, der giver mening og er helt i tråd med både bogstaven og ånden i Persondataloven. Jeg ville heller ikke være vild med at handle på en side, hvor alle andre, der indtastede min mail-adresse, fik oplysning om mit navn, adresse og telefonnummer. Data, der måske er uskyldige nok, men det rager ingen andre, på hvilke sider, jeg handler, og den måde som webshoppen var sat op på kunne netop ved indtastning af mailadresse afsløre, om en given person tidligere havde handlet på siden.

Vil du som virksomhed derfor have en funktion på din hjemmeside, hvor der ved indtastning af mail-adresse, navn eller telefonnummer sker automatisk udfyldning af øvrige felter, er det derfor vigtigt at du få indhentet et udtrykkeligt samtykke fra kunden. Og med udtrykkeligt menes udtrykkeligt. Det vil sige at samtykket ikke må være gemt i de almindelige vilkår eller eller være forhåndsafkrydset (kunden skal med andre ord aktivt sætte kryds i rubrikken, hvor der gives samtykke til at lagre og videregive oplysningerne).

Skal butikken acceptere scan eller foto af kvittering?

Udgivet den af

I disse digitaliseringstider kan det give god mening at scanne eller tage et billede af ens kvitteringer i stedet for at gemme dem i en stor rodebunke. Dvs. at erstatte den fysiske kvittering med en digital udgave.

Spørgsmålet er så om den erhvervsdrivende skal acceptere en sådan kvittering. Svaret afhænger af, hvad kvitteringen skal bruges til.

Skal kvitteringen bruges til at gøre ens lovfæstede rettigheder gældende, er det min vurdering at en digitaliseret udgave af ens kvittering vil være gyldig. Det vil typisk være i tilfælder af reklamation over mangler ved varen. Husk du kan reklamerer over en vare i op til 2 år efter at varen er købt. De første 6 måneder efter købet er der efter Købeloven en formodningsregel som siger, at en mangel formodes at have været til stede på købstidspunktet, medmindre den erhvervsdrivende kan bevise det modsatte.

Har du altså købt en vare, som viser sig at have mangler, som du vil reklamere over, vil en erhvervsdrivende ikke kunne afvise din reklamation med henvisning til at du kun har en digital version af kvitteringen og ikke den originale kvittering. Dog vil jeg mene, at den erhvervsdrivende vil være i sin gode ret til at se dokumentation for, at du rent faktisk har foretaget købet. Det kan eksempelvis være dokumentation i form at bankudskrift. Ellers kan der jo være risiko for, at der opstår et gråt marked for handel med digitale kvitteringer, hvor man over nettet køber en digital kvittering, fordi man enten ikke har gemt sin egen kvittering eller fordi reklamationsfristen på 2 år er udløbet.

Er der tale om at du vil bruge kvitteringen til at gøre et krav gældende, som du ikke har efter loven, men som alene skyldes at den erhvervsdrivende har givet dig denne mulighed, stiller situationen sig anderledes. Det kan eksempelvis være ret til at returnere en vare, selvom den ikke er købt over nettet. I disse tilfælde har man som forbruger ingen fortrydelsesret, og den erhvervsdrivende giver dig altså en ret som du ikke har efter loven. I så fald vil den erhvervsdrivende også være i sin gode ret til at stille nogle spilleregler op for, hvorledes denne returret skal udnyttes, eksempelvis ved at fremvise en original kvittering. Det kræves dog her, at spillerreglerne er kommunikeret til forbrugeren inden købet foretages eller klart fremgår af kvitteringen. Er dette ikke tilfældet er det min vurderering, at den erhvervsdrivende ikke kan afvise forbrugeren med den begrundelse, at denne ikke har den originale kvittering.

Hvem bærer risikoen for forsendelsen til forbrugeren?

Udgivet den af

Du har som forbruger bestilt en vare over nettet, som skal sendes til din adresse. Det sker jo tusindvis af gange hver dag. Og det hænder også at varen aldrig kommer frem. Hvem har så risikoen for dette? Er det forbrugeren, som må betale for varen selvom den ikke er modtaget? Eller er det den erhvervsdrivende, som skal sende en ny vare til forbrugeren.

Svaret findes i Købeloven.

Der fremgår nemlig af Købelovens § 73, stk. 1, at såfremt sælgeren skal sende varen til forbrugeren, anses levering for sket, når genstanden er kommet i køberens besiddelse.

Med andre ord går risikoen først over, når varen er modtaget af forbrugeren.

Bestemmelsen i Købeloven om at sælger bærer risikoen for forsendelsen kan IKKE fraviges ved aftale. En erhvervsdrivende må altså ikke i sine almindelige vilkår skrive, at det er forbrugeren, der har forsendelsesrisikoen. Dette vil være i strid med Købeloven. En klausul om at forbrugeren har forsendelsesrisikoen vil altså være ugyldig og uden virkning, og kan også være i strid med Markedsføringslovens forbud mod vildledning.

Frifundet for kaution

Udgivet den af

Det er mere reglen end undtagelsen, at en virksomhedsejer skal kautionere for virksomhedens kassekredit i banken. Og der er jo også fair nok. Hvis banken skal tage en risiko på at låne et beløb ud til virksomheden, hvorfor skal virksomhedsejeren så ikke også tage en risiko? Ejes virksomheden gennem et holdingselskab (hvilket ofte er tilfældet), vil holdingselskabet også typisk blive afkrævet en kaution for virksomhedens kassekredit eller andre banklån.

Et typisk kautions set-up er således at virksomheden låner nogle penge af banken, og at holdingselskabet og virksomhedsejeren kautionerer for dette lån.

Når banken får underskrifterne på kautionen er det dog vigtigt, at det ikke er den mindste tvivl om, hvem der kautionerer.

Dette er illustreret med denne sag, som jeg vandt for en kautionist.

Der var tale om et firma (ApS), som indgik en leasingaftale med et leasingselskab. Lad os kalde firmaet Søren Hansen ApS og virksomhedens direktør Søren Hansen. På leasingaftalen underskrev Søren Hansen på vegne Søren Hansen ApS på den den underskriftsrubrik der hed “leasinggiver”. Derudover var der en underskriftsrubrik, der hed “kautionist”. Denne rubrik underskrev Søren Hansen også og tilføjede i hånden Søren Hansen ApS.

Leasinggiver reagerede ikke på denne tilføjelse.

Søren Hansen ApS var ikke i stand til at opfylde leasingforpligtelserne, og spørgsmålet var herefter om leasingselskabet kunne gøre kravet gældende overfor Søren Hansen personligt som kautionist.

Det gik ikke.

Retten lagde til grund, at Søren Hansen havde underskrevet leasingaftalen på vegne Søren Hansen ApS både som leasingtager og kautionist. Søren Hansen havde for retten forklaret, at baggrunden herfor var, at han ikke ønskede at hæfte personligt for leasingengagementet, og at han netop derfor stiftede et selskab til den nye virksomhed. Leasingselskabet foretog sig ved modtagelsen af leasingkontrakten i underskrevet stand ikke noget for at få afklaret dette spørgsmål. Henset heritl og til, at leasingaftalen er konciperet af leasingselskabet som den profesionelle part, fandt retten, at det ikke kunne anses for bevist, at Søren Hansen havde påtaget sig en personlig kautionsforpligtelse.

Som følge heraf blev Søren Hansen frifundet.

Læs meget mere om kaution her på siden.

Dealhunter.dk politianmeldt

Udgivet den af

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen har forbrugerombudsmanden et vågent øje til de såkaldte deal-sites, altså hjemmeside, hvor man får et godt tilbud, og hvor man skal slå til hurtigt. Tit er tilbudene jo ikke så gode som de giver indtryk af at være, og så kan der være problemer med Markedsføringsloven.

Forbrugerombudsmanden har nu politianmeldt dealhunter.dk for brud på Markedsføringslovens § 3 om vildledning.

Dealsiden havde annonceret med, at man  kunne købe en sushimenu til en rigtig god pris, hvis man vel at mærke skyndte sig at bestille dealen inden for en bestemt frist.

Det viste sig imidlertid, at dealhunter blot forlængede tilbudsperioden med flere dage, så tilbuddene på sushi startede forfra. Dette var vildledning efter Forbrugerombudsmandens opfattelse.

Forbrugerombudsmanden har vurderet, at det var skærpende, at vildledningen skete på en hjemmeside., hvor der lægges op til, at der skal  træffes en hurtig beslutning for at får fingrene i de “gode” tilbud. Ved siden af de enkelte deals er der nemlig et ur, som tikker ned til dealens udløb.

En god dag i retten

Udgivet den af

En god dag i retten i sidste uge, hvor jeg fik frifundet en kautionist for den gæld, som der var kautioneret for. Der var tale om en forældre, der havde kautioneret for barnets kassekredit, som af barnet blev brugt til at drive en virksomhed.

Der blev ikke fra bankens side i forbindelse med kautionens underskrift foretaget nogen særlig undersøgelse af kautionistens økonomi (det kræves ellers efter loven). Ej heller fik kautionisten en ordentlig rådgivning om, hvad en kaution går ud på (det skal banken også foretage efter loven). Til sidst var der tale om at der blev kautioneret for gammel gæld, dvs. at kassekreditten allerede var trukket over maksimum, og kautionisten fik ej heller dette at vide.

Retten fandt derfor at kautionen var ugyldig efter Aftalelovens § 36. En bestemmelse, der siger at urimelige aftaler kan tilsidesættes helt eller delvist.

Har du brug for rådgivning om kaution – ja så tøv ikke med at slå på tråden. Du kan også læse meget mere om kaution her på siden.